Lige lovlig ulige

Af | @JanBirkemose

Trods mere end 30 års kamp for ligestilling er målet ikke nået. En af kvindekampens pionerer, forfatteren Bente Hansen, ser tilbage og giver sit bud på en bedre fremtid.

Har kvinderne overhovedet opnået noget efter 30 års kamp for ligestilling? Lønnen halter stadig efter mændenes, det er fortsat kvinderne, der styrer bleerne og spaghettigryderne og tvinges på orlov for at passe børnene, de gode jobs går til de mandlige kollegaer, og når et langt arbejdsliv engang skal belønnes med et velfortjent otium, afslører arbejdslivet på anden klasse sig i lavere pensionsudbetalinger.

Undersøgelse efter undersøgelse vidner i øjeblikket om, at ligestillingen stadig ikke er slået fuldt ud igennem. Men betyder det, at kampen har været forgæves? En af de kvinder, der har været med fra første færd, fra dengang det hed rødstrømper, og som stadig deltager i debatten, er forfatteren og foredragsholderen Bente Hansen.

Hun mener ikke, at man kan svare entydigt på spørgsmålet. For på den ene side er der ingen tvivl om, at kvinderne er nået meget længere i dag, end da formanden for Dansk Arbejdsgiverforening i 1960 offentligt udtalte: »Ligeløn? Det får vi aldrig, for enhver ved, at kvinder er dårlig arbejdskraft.«

»En sådan udtalelse ville ingen slippe godt af sted med i dag. Den store bølge af ligestilling op gennem 60’erne og frem til i dag har i virkeligheden været en kulturrevolution, og den har holdningsmæssigt og kulturelt skabt nogle kæmpe forandringer,« siger Bente Hansen.

»Men på den anden side ser vi også rapport efter rapport, der viser, at vi i princippet har ligeløn, men at vi alligevel ikke har det. Og det er selvfølgelig nedslående.«

Bente Hansen tænker på den seneste undersøgelse, der blev bragt i forrige nummer af Ugebrevet A4. Den viser, at erhvervsaktive kvinder, der får børn, bliver straffet på både lønnen og karrieren.

citationstegnDet er komisk, at man taler så meget om karriere, for jeg ved ikke, om kassedamer eller kvinder på filetfabrikker føler, at børn sinker dem i deres karriere. Det er sådan et middelklassebegreb, der har sneget sig ind for noget, der bare er arbejde

»Det sætter kvinderne økonomisk tilbage, og det er fatalt, for så har kvinderne ikke uafhængighed. Men vi har det med aldrig at regne det ulønnede arbejde med som en værdi eller en positiv ting. Der er noget jammerligt ved at sige, at man bliver sat tilbage, fordi man får børn, man bliver jo også sat frem, når man har børn, og det er i grunden sørgeligt, at mændene ikke slås for at få lov til at være sammen med deres børn.«

Hen over hovedet på flertallet

Bente Hansen mener, den synsvinkel skyldes, at værdimålesættet i dag befinder sig på arbejdsmarkedet: Det, der giver prestige, er produktion, mens der ikke er meget succes i at stå for reproduktionen.

»I dag bliver alle pisket med det, som folk kalder karriere, men som jeg kalder arbejde. Det er komisk, at man taler så meget om karriere, for jeg ved ikke, om kassedamer eller kvinder på filetfabrikker føler, at børn sinker dem i deres karriere. Det er sådan et middelklassebegreb, der har sneget sig ind for noget, der bare er arbejde.«

Det er i høj grad kvindesagsforkæmperne selv, der benytter udtrykket. Fører de en kamp hen over hovedet på det store flertal?

»Ja, og jeg synes, det er så hovent. Og jeg må med skam melde, at de første, jeg hørte bruge ordet helt bredt, var de kvinder, der begyndte at tale om erhverv og karriere i 80’erne og 90’erne. Der har altid været mænd og kvinder, der gjorde karriere, men det er blevet et fuldstændig forvrænget udtryk, der skøjter hen over hovedet på flertallet af befolkningen – og det gælder både kvinder og mænd.«

Alligevel hører vi mest om, at der er for få kvindelige topledere?

»Ja, den toneangivende feminisme i øjeblikket er de akademiske feminister, der har grupperet sig omkring Kvinfo og Kvindeligt Selskab. De bedriver spændende forskning og gør et godt arbejde, men deres udkigspunkt i samfundet er den højere middelklasses kvinder.«

»Og det er da også forargeligt, at der kun er en procent kvindelige professorer på universiteterne,« pointerer Bente Hansen.

Også blandt politikerne er fokus i de senere år drejet væk fra selve ligelønsdebatten. Her er det først og fremmest vold mod kvinder, prostitution og pornofisering, der er i højsædet. Bente Hansen har stor sympati for indsatsen mod de tre problemer, men er alligevel bekymret over dagsordenen.

»Volden og pornofiseringen er slem, og det er godt, at de forsøger at gøre noget ved det. Men det er lidt ærgerligt, at hele opmærksomheden ligger der, for der er så tunge problemer for det store flertal af kvinder, der er presset økonomisk og arbejdsmæssigt.«

»Statistikkerne viser, at kvinder med små børn arbejder mere end mændene, og at de får lavere løn. Det betyder simpelthen, at de knokler mere på arbejdsmarkedet, får mindre ud af det og samtidig tager arbejdet derhjemme.«

Seks timer arbejdsdag til alle

For at illustrere, hvor stor kvindernes indsats i hjemmene er, hiver Bente Hansen et tilbud frem fra et amerikansk forsikringsselskab, der tilbyder at forsikre kvindens hjemlige indsats. Tilbuddet lyder på 90 timer om ugen!

citationstegnOg så ville jeg indføre en mild form for kønskvotering. Det kan de unge kvinder ikke lide, for de vil ikke vælges til et job bare fordi de er kvinder - men der er jo ingen mænd, der nogen sinde har haft ondt i røven over at få job, fordi de var mænd.

Det arbejde burde fordeles mere ligeligt mellem kønnene, og det samme gælder indsatsen og mulighederne på arbejdsmarkedet. Bente Hansen mener derfor, at hendes gamle forslag om seks timers arbejdsdag til alle stadig er løsningen. Ideen er, at både mænd og kvinder skal nøjes med at arbejde seks timer om dagen. Hvis ingen får lov at arbejde mere end andre, vil muligheden for karriere og lønspredning også blive ligeligt fordelt mellem kønnene. Samtidig ville både mænd og kvinder få lige muligheder for at tage del i de hjemlige pligter.

»Men både mænd i almindelighed, fagforeninger og arbejdsgiverforeninger i særdeleshed bliver fuldstændig hysteriske, når man siger det. Men hvis vi fordelte arbejdet mellem os og brugte nogle af de snesevis af milliarder, vi ellers bruger på overførselsindkomster, ville planen sagtens kunne lade sig gøre. Og oven i købet ville der samtidig komme flere ledige ud på arbejdsmarkedet.«

»Jeg kan se gruen i øjnene på mændene, når de tænker, at de skal hjem og skure gulve mellem tre og fem. De fleste mænd har stadig langt igen. Jeg kender da få undtagelser, men det store flertal opfører sig stadig, som min far gjorde. Han var en flink mand, men han overlod det hele til min mor.«

16aRisiko for kvindeproletariat

Bente Hansen ser gerne, at der bliver oprettet en barselsfond, som alle på arbejdsmarkedet betaler til. Det ville gøre problemerne for de barselsramte arbejdsgivere mindre og skabe mulighed for at give 80 procent lønkompensation for ansatte på barselsorlov. Det skulle gerne lokke flere mænd til at tage del i orlovsmulighederne.

Alternativt kan man reservere tre måneder af barselsorloven til mændene, som det sker i Sverige, og som det også er blevet diskuteret i Danmark. Bente Hansen har stor sympati for ideen, men mener alligevel ikke, det er den ideelle vej. I Sverige har det nemlig vist sig, at kun 13 procent af mændene tager de tre måneders orlov.

»Det må jo betyde, at 87 procent af børnene dermed bliver snydt for tre måneder med den ene af deres forældre. Eller også går deres mor derhjemme uden at få noget for det.«

Når det sker, betyder det i de fleste tilfælde, at kvinden i det lange løb vil blive økonomisk dårligere stillet end mændene. Det skyldes blandt andet, at der ikke løber penge ind på pensionsopsparingen under orlovsperioden. Tidligere betød det måske ikke så meget, da ægteskaberne også holdt ind i alderdommen, men i dag hvor en stor del af ægteskaberne er opløst inden pensionsalderen, risikerer tusindvis af kvinder at komme til at tilhøre et decideret kvindeproletariat.

»Nu er kvinderne jo fantastisk gode til at klare sig socialt og leve for få penge. Men kvindernes situation kan da afspejles både i levetiden, der begynder at ligne mændenes, antallet af selvmord, der er stigende. Angst- og tvangsneuroser er også i høj grad en kvindesygdom, og det, tror jeg, i høj grad skyldes en utilstrækkelighedsfølelse.«

16bLigestilling i lavere gear

Selv om udviklingen af ligestillingen er gået langsomt frem til i dag, er Bente Hansen sikker på, at den med VK-regeringens politik vil gå ned i et endnu lavere gear.

»En stor del af regeringens politik handler om at føre nogle funktioner tilbage til hjemmet. Meget af det er sådan set udmærket, men det er tonerne i det. Generelt vil et mere privatiseret samfund ikke være til fordel for kvindesagen, mens et socialt samfund harmonerer bedre med kvindernes ønsker. Jeg er sikker på, at hvis regeringen får magt, som den har agt, og holder i fire år, så vil det kunne mærkes på ligestillingen.«

»Det er også et dårligt signal, regeringen sender, når de kvindelige ministre tager deres små børn med på arbejde i stedet for at holde deres barselsorlov. De er ikke gode rollemodeller, for de lægger pres på alle andre kvinder om, at de også skal kunne gå på arbejde to uger efter fødslen.«

Hvis Bente Hansen var ligestillingsminister med 90 mandater i ryggen, ville hun:

  • Indføre seks timers arbejdsdag til alle.
  • Ændre loven om barselsorlov, så orloven blev fordelt mellem kønnene.
  • Etablere en barselsfond.
  • Stramme lovene om prostitution og pornografi.

»Og så ville jeg indføre en mild form for kønskvotering. Det kan de unge kvinder ikke lide, for de vil ikke vælges til et job bare fordi de er kvinder – men der er jo ingen mænd, der nogen sinde har haft ondt i røven over at få et job, fordi de var mænd.«