Lige børn leger bedst

Af

På 15 år skal antallet af børn med risiko for at blive præget af en negativ social arv halveres. Daginstitutioner og skoler skal have tilført milliarder af kroner. Grænsen for, hvad samfundet kan blande sig i i familierne, skal flyttes. Socialforskningsinstituttets forskningschef, Niels Ploug, stiller op til et socialpolitisk maratonløb.

Niels Ploug vil ikke mødes klokken 8.30. På det tidspunkt er han på vej ned til bussen med sin yngste søn, der skal fragtes fra Christianshavn til en spejderhytte i udkanten af Hareskoven i Ballerup. Klokken 16.00 er bussen tilbage, og enten mor eller far er der som regel til at hente. 
Trygge rammer, gode institutioner og forældre, der – uanset om de som Niels Ploug er forskningsleder på Socialforskningsinstituttet, er rengøringsassistent eller tømrersvend – prioriterer deres børn, ja sådan er hverdagen for de fleste børn i velfærdssamfundet anno 2003. Men som sagt kun for de fleste.

Der er også en gruppe danske børn, som vokser op i familier, som på afgørende fronter har svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen.

»Når vi laver vores store undersøgelser om danskernes sociale forhold, er der på magisk vis altid cirka 10 procent, der har det markant sværere end resten af befolkningen,« siger Niels Ploug.

I den tunge ende hører familier med problemer som stof- og alkoholmisbrug, kriminalitet og vold. I den »lette« ende af de 10 procent handler det om børn, der vokser op i familier præget af skilsmisser, fattigdom, alvorlig sygdom og rodløshed. 

Et langt sejt træk

Uanset belastningens karakter er der tale om forhold, der påvirker barnets videre gang i livet, den såkaldte sociale arv. Den viser sig i uddannelsesvalg, i livsindkomst og i sundhed.

Eksempelvis viste en undersøgelse af alle fødsler i Danmark i 1991-92, at andelen af mødre, der røg under graviditeten, spandt fra 14 procent blandt kvinder med en videregående uddannelse til hele 58 procent blandt kvinder med kun otte års skolegang. Det er ikke nogen hemmelighed, at rygning under graviditeten resulterer i lavere fødselsvægt og øget dødelighed det første leveår.
»Den sociale arv er et vanskeligt begreb. Der er ikke en lovmæssighed, der siger, at fordi et barns mor og far er stofmisbrugere, så bliver barnet det også. Sådan fungerer det ikke. Men vi ved eksempelvis fra undersøgelser, at børn, der vokser op i familier med store sociale belastninger, sandsynligvis får kortere uddannelser, end hvis der ikke havde været sociale problemer. For de børn er deres baggrund en hæmsko, der på afgørende vis påvirker deres liv i en retning, som giver færre muligheder,« siger Niels Ploug.

På torsdag er det planen, at regeringen fremlægger sit ventede udspil om den sociale arv. Men Ploug har sit eget bud på, hvad der skal gøres. Og han er klar over, at han har meldt sig til et socialpolitisk maratonløb. Hvis det står til ham, er det nu tid til at kaste flest mulige kræfter ind på at bryde den sociale arv.

citationstegnI velfærdsstatens første faser er det lykkedes at udrydde fattigdommen blandt børn og gamle. Det er også lykkedes at få bredt uddannelserne ud til næsten alle befolkningsgrupper. Tiden er nu nået til at bryde den sociale arv.

»I velfærdsstatens første faser er det lykkedes at udrydde fattigdommen blandt børn og gamle. Det er også lykkedes at få bredt uddannelserne ud til næsten alle befolkningsgrupper. Tiden er nu nået til at bryde den sociale arv, at eliminere virkningen af at komme fra et ressourcesvagt hjem. Derfor skal samfundet have en målsætning om, at gruppen på 10 procent om 10-15 år er mindst halveret. Det må være vor tids store socialpolitiske satsning. Det skal vi ikke gøre ud fra snæver økonomisk egeninteresse, men ud fra næstekærlighed og humanisme, fordi det er det samfund, vi vil have, « siger han og tilføjer, at det også økonomisk vil være en gevinst, fordi der vil komme færre personer i det sociale system. »Der bliver tale om et meget langt træk, og resultaterne vil også først vise sig om mange, mange år. Som jeg ser det, skal vi spille offensivt på to baner. En bred indsats i daginstitutioner og i skoler, og så den smalle målrettede indsats i familien.« 

Oplysningstiden er slut

Forsøget på at bryde den sociale arv er ikke ny. På den brede bane har det offentlige gennem flere årtier forsøgt sig med oplysning til forældre om, hvad der skal til for at stimulere børnene og sikre trygge rammer. Men oplysningen kan ikke drives videre.

»Vi rammer dem, der i forvejen er indstillet på at få oplysning, det er de oplyste, vi oplyser, og det har ingen effekt. Den manglende interesse fra de belastede familier er ikke udtryk for dovenskab eller svigt, mange af dem bruger bare alle deres kræfter på at få hverdagen til at hænge fornuftigt sammen,« siger Ploug.

Derfor har daginstitutionerne ifølge Ploug en særlig rolle, når den sociale arv skal brydes. Dels går næsten alle danske børn i vuggestue eller børnehave, dels gælder det, at jo tidligere der sættes ind, jo bedre støtte kan barnet få.

»Vi har en undersøgelse om treårige børn, der viser, at cirka 10 procent af børnene er risikoudsatte, de er i konflikt med de andre børn og beskrives af pædagogerne som svære at have med at gøre. Pointen er, at børnene kommer fra alle sociale lag. Men de børn, hvor det ender med at blive et alvorligt problem, er dem, hvis forældre ikke har ressourcer.

Ressourcestærke forældre vil gribe ind og tale med pædagogerne, de vil invitere andre børn med hjem og den slags ting. Ting som socialt udsatte ikke kan klare for deres børn. Og her skal institutionerne kompensere,« siger Niels Ploug og forsætter:

»Børnene skal påvirkes til at være nysgerrige til at lære. I institutionerne kan vi give de udsatte børn det påvirkningsbombardement, de ikke får hjemmefra, men hvor påvirkningen tit er baseret på meget TV. Vi ved fra udenlandske undersøgelser, at er der noget, som gør børn dumme, så er det at se TV – der er en tæt sammenhæng mellem, hvor meget TV børn ser, og de karakterer børnene får, og det er ikke et argument for mange TV-kanaler. TV er en passiv påvirkning, og børn har brug for en aktiv påvirkning, der stimulerer deres kognitive evner,« siger Ploug.

Han ønsker også, at daginstitutionerne udvikler mere formaliserede planer for børnene for på den måde at sikre, at alle poderne bliver samlet op.

12b Tag-selv-pædagogik

Det er ikke kun i daginstitutionerne, ærmerne skal smøges op. Også i folkeskolen er der brug for handling. Niels Ploug er ikke i tvivl om, at faglige færdigheder – det at kunne noget – er mere vigtigt for børn fra belastede familier end for andre børn, og på den strækning har folkeskolen svigtet.

»Noget tyder på, at tag-selv-agtige former for pædagogik er et problem for børn uden ressourcer til at forme indlæringen. Uddannelseseksplosionen i velfærdssamfundet de sidste 20-30 år har været for middelklassen, men man mangler at løfte bunden. Nu er tiden kommet til at evaluere, hvad resultaterne af de sidste 20 års pædagogik har afstedkommet,« siger Niels Ploug og lyder som en, der har en god fornemmelse af, hvad svaret er på den øvelse. 

En af Plougs kolleger har foretaget et case-studie af forsøg i folkeskolen, hvor de fagligt stærke børn hjælper de fagligt svage med indlæringen.

»Hun opdagede, at den dygtige pige var svag i de sociale hierarki og derfor brugte det meste af tiden i gruppearbejdet på at fedte for de populære piger. De var imidlertid ligeglade, men lærte ingenting. Ingen fik noget ud af det. Og det er den type for pædagogik, vi skal væk fra, fordi den ikke fremmer fagligheden,« siger Ploug. 

Milliarderne skal på bordet

Niels Ploug lægger ikke skjul på, at det vil koste mange penge at bryde den sociale arv.
»Højkvalitet handler blandt andet om uddannet personale, fastholdelse af personalet og børnegruppe af en rimelig størrelse. Og det koster naturligvis penge, men penge skal på bordet, hvis indsatsen skal lykkes. Jeg ved godt, det bliver svært at opnå den politiske støtte til projektet. Det var nemmere for 100 år siden, da fattigdommen skulle udryddes, for det fik langt over halvdelen af befolkningen noget ud af. Ligeledes har den store brede middelklasse fået glæde af udbygningen af uddannelsessektoren. Nu skal vi bruge penge på en del af befolkningen, der i forvejen er dyr,« siger Ploug.

Han peger på nødvendigheden af en prioriteringsdiskussion i samfundet for at frigøre de nødvendige ressourcer.

»Jeg kan ikke begribe, at vi bruger et tocifret milliardbeløb på at sende friske 60-62-årige på efterløn, når vi mangler penge i skoler og daginstitutioner. Det er ikke en socialt retfærdig fordeling af samfundets ressourcer.«  

Grænse skal skubbes

Men penge alene kan ikke gøre det. Hvis den sociale arv virkelig skal brydes, er tiden ifølge Niels Ploug kommet til en meget svær diskussion, nemlig om hvor stor den smalle bane skal være. Hvor ligger grænsen mellem, hvad det offentlige kan og skal blande sig i, og hvad familien skal kunne klare?

»Der er et pudsigt svælg mellem de ting, man tillader i en normal dansk familie, og så de krav, der stilles til en familie, der vil adoptere et barn. Listen med krav til kommende adoptivforældre er af gode grunde lang, for adoptionssystemet er meget følsomt. Og med god grund er der også nogle stærke rettigheder for knap så velfungerende forældre. Jeg tror, at grænsen skal skubbes lidt mere af hensyn til børnene. Ellers bliver det svært at få bugt med den sociale arv. Samfundet skal stille større krav til, hvad godt forældreskab er,« siger Ploug.

citationstegnJeg ved godt, det bliver svært at opnå den politiske støtte til projektet. Det var nemmere for 100 år siden, da fattigdommen skulle udryddes, for det fik langt over halvdelen af befolkningen noget ud af.

Og understreger, at det ikke nødvendigvis handler om flere tvangsfjernelser, men i lige så høj grad om en kulturel ændring.

»De fleste forældre er meget optaget af deres børns rettigheder. Og de stiller store krav til børnehaver og skoler. I nogle nordsjællandske kommuner siger man, nok som en vittighed, at det ligefrem er forældrenes advokater, der møder op første skoledag. De mest overdrevne dele af den kultur skal rulles tilbage, og forældre skal acceptere, at skolen og samfundet stiller krav til deres rolle som forældre.«