Lige børn fester bare bedst

Af

De fleste af mine venner har da også en universitetsuddannelse, siger akademikere i A4-undersøgelse, som dokumenterer, at uddannelseseliten lukker sig om sig selv. Ekspert mener, at store grupper af akademikere mangler social bevidsthed.

NETVÆRK Da akademikerbørnene fra Gammel Hellerup Gymnasium, Øre­gård Gymnasium, Herlufsholm Gymnasium og en række andre nordsjællandske gymnasier for nylig holdt en stor fælles fest, skete det under overskriften: »Lige børn fester bedst«.

Her kopierede de unge såmænd bare deres forældre. Akademikere er nemlig uhyre gode til at spotte hinanden og søge sammen i venskaber. Og hvis man skulle være så heldig at blive inviteret til fest hos en person med eksamenspapirerne i orden, er der én ting, man kan være sikker på: At selskabet vil være domineret af læger, lektorer, civilingeniører, jurister og andre, der har tilbragt mange år i universiteternes auditorier.

Højtuddannede er – uden sammenligning – den gruppe i samfundet, der mest søger hinandens selskab.

Det viser en undersøgelse, som Capacent Epinion har foretaget for Ugebrevet A4 blandt 2.000 danskere – herunder 515 med lang videregående uddannelse.

Af undersøgelsen fremgår det blandt andet, at:

Over halvdelen af alle akademikere giver udtryk for, at deres bedste ven eller veninde er akademiker, mens det kun er hver 12. dansker generelt – otte procent – der har en akademiker som bedste ven.

57 procent af akademikerne giver udtryk for, at deres omgangskreds »hovedsageligt består af mennesker med en uddannelse, der er lige så lang som min uddannelse«. For danskere generelt er det kun hver tredje, der siger, at de har en omgangskreds med samme uddannelsesniveau.

A4-undersøgelsen dokumenterer sam­­tidig, at især yngre akademikere søger sammen med andre akademikere, når der skal spilles tennis, drikkes vin eller spises god mad. Hvor det blandt ældre akademikere over 56 år er lidt over halvdelen, der siger, at deres »vennekreds hovedsageligt består af personer med en lang videregående uddannelse«, er tallet 60 procent blandt de 35-55-årige. Og det topper blandt de unge akademikere under 35 år, hvor hele to ud af tre siger, at deres vennekreds først og fremmest består af akademikere som dem selv.

Hvad handler det her om? Ifølge de eksperter, som Ugebrevet A4 har været i kontakt med, er der to hovedforklaringer på, at højtuddannede i stigende grad søger sammen i venskaber.

Karrierelivsformen rykker

Først og fremmest er uddannelseselitens søgen sammen udtryk for, at den særlige livsform, karrierelivsformen, er i vækst og har skabt en stor gruppe i samfundet, som deler fælles livs­værdier.

Ifølge sociologiprofessor John Andersen fra Roskilde Universitetscenter adskiller karrierelivsformen sig markant fra den klassiske lønarbejder, hvor arbejdet blot skal overstås, så man kan leve i fritiden.

»Mens lønarbejdere arbejder for at leve, lever karrieremennesker for at kunne arbejde. Der er en kløft mellem grupperne. Derfor søger akademikere sammen med ligesindede, der også finder deres identitet i arbejdet. Vi taler om mennesker, der simpelthen forstår hinandens værdier, og som tilhører en gruppe i galopperende vækst,« siger John Andersen.

Etnograf og lektor ved Danmarks Designskole Karen Lisa Salamon tilføjer, at tendensen går i retning af, at uddannelsen får stadig større betydning for valg af venner og omgangskreds:

»I Danmark er forudsætningen for et stærkt venskab, at vi går op i de samme ting og har samme åndelige interesser. Her er uddannelsen en vigtig parameter, især for folk med lange uddannelser. Derfor ser vi, at særligt akademikere søger sammen i disse år. Men det er vigtigt at skelne mellem to forskellige typer akademikere. Den ene er erhvervsoverklassen – forretningsadvokater, finansfolk med flere. Og den anden er de offentligt ansatte akademikere som for eksempel forskere, gymnasielærere og andre. Her er værdierne meget forskellige.«

En af de akademikere, der bekræfter tendensen i A4-undersøgelsen, er sociologen Henrik Dahl. Hans familie og omgangskreds er akademiker-tung. Adspurgt, hvorfor han søger sammen med en lille enklave, der kun udgør syv procent af befolkningen, svarer Henrik Dahl:

»Det handler om, at jeg går meget op i mit arbejde. Når jeg i min ”fritid” er sammen med andre om intellektuelle sysler, så opfatter jeg det ikke som arbejde. Der er mange, der går op i haven, hunden eller huset. Den fritidsorienterede livsstil har aldrig sagt mig noget. Jeg slapper nu engang mest af med mennesker, der er lidt som mig selv. Og foretrækker at høre om ligestilledes udfordringer i jobbet, det giver mig mulighed for at kunne reflektere over og spejle mit eget liv. Jeg synes da, at det kan være hyggeligt at være sammen med mennesker, der har helt andre interesser end mig selv. Men helst ikke for længe ad gangen,« siger Henrik Dahl.

Boligghettoer

Men fremvæksten af en ny karrierelivsform er langt fra hele forklaringen på, at højtuddannede søger sammen. Der er – advarer eksperterne – også en langt mere dyster samfundsmæssig faktor, som skal tænkes med ind: Den sociale ghettoisering af det danske samfund. Altså det forhold, at vi stadig stigende grad i både toppen og bunden geografisk isolerer os med mennesker, der ligner os selv.

»Akademikernes tendens til at lukke sig om sig selv hænger også sammen med en generel svækkelse af de demokratiske arenaer, der tidligere har bragt os sammen på tværs af sociale skel: Boligområderne. Skolerne. Og de politiske partier. Når disse folkelige fællesskaber er på retur, får vi et stærkt opsplittet samfund. Og her er det naturligvis et problem, at eliten holder sig for sig selv,« siger sociologen John Andersen. Og henviser til tidligere undersøgelser i Ugebrevet A4, der viser, at andelen af socialt blandede boligområder er stærkt faldende.

Hans sociologikollega Eva Steensig, direktør i firmaet LightHouse, sætter turbo på den bekymring:

»Akademikernes isolation er ikke et harmløst fænomen, men understøtter en gennemgribende polarisering af samfundet, hvor søgen efter ligesindede trives, og hvor sammenhængskraften er sat under pres. Det er bestemt ikke befordrende, at akademikerne forskanser sig i loger, som det fremgår af A4’s undersøgelse.«

Pas på social blindhed

Social- og uddannelsesforskningens grand old man Erik Jørgen Hansen er også bekymret over akademikernes isolation. Først og fremmest frygter han, at dele af uddannelseseliten vil udvikle asociale holdninger. Denne frygt bestyrkes ifølge Erik Jørgen Hansen af Ugebrevet A4’s undersøgelse, som demonstrerer, at »store grupper blandt akademikerne mangler social bevidsthed«.

Undersøgelsen viser nemlig, at:

Flere akademikere (47 procent) end andre danskere (32 procent) er enige i, at »lige børn leger bedst«.

Flere akademikere (38 procent) end andre danskere (26 procent) foretrækker at bo i et område, hvor der overvejende bor mennesker med samme sociale baggrund som dem selv.

Og flere akademikere (33 procent) end andre (22 procent) foretrækker, at deres børn går i skole, hvor der overvejende går børn med samme sociale baggrund end dem selv.

»De tal ryster mig. Man skulle da forvente, at veluddannede mennesker var så ressourcestærke, at de ville insistere på et samfund, hvor man blander sig med hinanden. Men det er der åbenbart mange akademikere, som ikke vil. Ikke en gang i ord. Det er skuffende,« konstaterer Erik Jørgen Hansen.

Socialforskeren advarer om, at uddannelseselitens isolation kan udvikle sig til en form for social blindhed a la dén, som den franske dronning Marie Antoinette udviklede under den franske revolution, hvor hun om den sultende befolkning sagde: »Hvis de er så sultne, hvorfor spiser de ikke bare kager?«

Erik Jørgen Hansen understreger også, at man ikke skal undervurdere de politiske spændinger, der er mellem akademikergruppen og resten af samfundet. Her fremhæver han, at akademikerne adskiller sig markant fra andre grupper i synet på centrale politiske spørgsmål. Det gælder eksempelvis til emner som indvandring, EU og globaliseringen, hvor »kløften mellem uddannelseseliten og andre er meget stor«. Vi taler om en stor forståelseskløft, som kun får næring af, at akademikere lever adskilt fra andre, mener han.

Hvad er løsningen?

Selv om flere af de eksperter Ugebrevet A4 har været i kontakt med, er bekymrede over en udvikling, hvor akademikerne kun søger hinandens selskab, er det så som så med løsningerne. For hvordan ændrer man menneskers tilbøjelighed til at søge sammen med mennesker, der ligner dem selv? Ved at indføre sociale kvoter i forhold til valg af bedste venner og omgangskreds? Eller gennem kampagner? Nej, vel?

Men én ting kan man ifølge sociologiprofessor John Andersen gøre. Man kan gennemføre en boligpolitik, der gør op med tendensen til, at højtuddannede bor i særlige enklaver.

»Hvis man tør føre en boligpolitik i Danmark, der sikrer, at mennesker kan bo i samme områder – på tværs af sociale og uddannelsesmæssige skel – vil man kunne modvirke tidens sociale ghetto­isering,« siger han til Ugebrevet A4.

Og han suppleres af Erik Jørgen Hansen, som appellerer til, at akademikere bliver mere opmærksomme på deres isolation.

»Det her handler også om en lang række små valg, som akademikere foretager hver dag – af bolig, af skole til børnene, af venner og så videre. Jeg tror ikke, at isolationen er i akademikerstandens eller i nogen anden gruppes interesse. Til gengæld mener jeg, at vi alle kan få et rigere og mere mangfoldigt liv, hvis vi blandede os noget mere,« siger Erik Jørgen Hansen.