Ledighed sætter sig på sjælen

Af Lotte Hansen, freelancejournalist

Først kæmpede hun for at få malersyndromet anerkendt som hjerneskade. Nu slår afdelingsleder og chefpsykolog på Sct. Hans Hospital Birgitte Brun alarm igen. Hos mennesker, der rammes af fyring, ser hun symptomer, hun ellers kun kender fra sin dagligdag på hospitalet for sindslidende. En fyring – eller angsten for den – kan udløse både fysiske og psykiske sygdomme og endda depression, mener psykologen.

Et par timer før interviewet med A4 nedskriver chefpsykolog Birgitte Brun noter til hvert af de otte hovedpunkter, hun gerne vil nå rundt om i løbet af interviewet. De fire ark med håndskrevne noter ligger på bordet foran hende på kontoret på det psykiatriske specialhospital Sct. Hans Hospital i Roskilde.

Birgitte Brun har nemlig noget på hjertet. Som grand old lady på afdelingen for klinisk psykologi er hun ikke bange for at bevæge sig ud til kanten af sit fagområde og bruge sin psykologiske ekspertise til at stille en samtidsdiagnose. Hun er nemlig alvorligt bekymret for, at vi – efter at fyringstrusler er blevet nærmest hverdagskost på danske arbejdspladser – vil opleve en stigning i psykiske lidelser hos ellers helt normalt fungerende mennesker.

»Det har betydelige omkostninger at tage arbejdet fra mennesker,« siger Birgitte Brun, som inden for de seneste fire-fem år har oplevet, at flere mennesker i hendes egen omgangskreds har udviklet symptomer, som hun ellers kun ser hos sine psykisk syge patienter.

»Der er nogle basale følelser, som kommer i spil, hvis folk fyres. Det er krisereaktioner i form af søvnløshed, fordøjelsesproblemer, uforklarlig angst, mindreværdsfølelse og sænket imunberedskab. De reaktioner kan nogle gange føre til fysiske sygdomme, psykiske lidelser eller misbrug. Og det er de færreste, der går fri af de her følelser.«

Birgitte Brun mener, at ikke bare selve fyringen, men også frygten for den kan få folk ud i kriser.

Og frygten er velbegrundet, viser en Gallup-undersøgelse, som LO for nylig fik foretaget. Ifølge den har hver tredje lønmodtager oplevet fyringer på sin arbejdsplads inden for det seneste halve år, og hver fjerde frygter selv at blive den næste i prikkerunden. Tiltroen til, at man hurtigt kan finde et nyt, lige så godt job, er heller ikke overvældende, og den svinder drastisk med alderen.

Kun hver fjerde lønmodtager over 50 år har den tiltro i behold.

»Det er nyt, at så mange lever med en daglig usikkerhed om, hvorvidt de kan beholde deres arbejde, og rigtig mange mennesker har ikke gode jobudsigter, hvis de bliver fyret. Bare det at nærme sig halvtredsårsalderen kan være kritisk,« siger hun.

Malerhjerner er ikke født dumme

Birgitte Brun blev optaget af psykiske sygdomme som følge af erhvervsskader, da flere og flere mennesker, der havde arbejdet med organiske opløsningsmidler i halvfjerdserne, kom i behandling på Sct. Hans Hospital.

»Vi så hos dem de samme symptomer som hos alkoholmisbrugere. Det er ikke så mærkeligt, for alkohol er også et opløsningsmiddel,« siger hun.

»Det specielle ved de erhvervskadede malere og typografer var, at de ikke ligesom alkoholikerne var socialt belastede.«

Birgitte Brun husker den ophidsede debat omkring malersyndromet.

»Der var stor uenighed blandt psykologer om, hvorvidt malerne var hjerneskadede. Fra industriens side var man også meget skeptisk. Nogle antydede, at malere ikke var så godt begavede, så når vi fandt, at de led af hukommelsestab, så var det nok, fordi vi forvekslede det med dårlig begavelse, mente de. Det var jo utroligt krænkende og på ingen måde rigtigt.«

Som det første sted i landet begyndte Birgitte Bruns afdeling at anerkende de berørte malere som erhvervsskadede. Birgitte Brun og hendes kolleger kæmpede i den sag på samme side som de berørte fagforbund.

»Vi skrev om syndromet i fagbladene hos malerforbundet og trykkeriforbundet og holdt foredrag for dem, for vi var enige med dem i, at her var noget, der var rigtig galt.«

Det tog over ti år at få sygdommen anerkendt. Og i midten af 1990’erne var de farlige opløsningsmidler fjernet fra arbejdspladserne.

Identiteten knækkes

For første gang siden sagen med de hjerneskadede malere ser Birgitte Brun nu igen, at forhold på arbejdsmarkedet giver sig udslag i psykiske problemer.

»Man kan sige, at de reaktioner, jeg ser, minder mig om, hvad jeg så i 70’erne og 80’erne. Men i modsætning til de hjerneskadede malere og typografer er en fysisk sygdom som følge af en fyring svær at bevise. Det er jo ikke en arbejdsbetinget lidelse. Det er en afskedigelse,« siger hun og bryder ud i latter over det galgenhumoristiske i sin egen udtalelse.

citationstegnVi er i en brydningstid, hvor der sker rigtig mange gode ændringer på arbejdsmarkedet. Men vi får en helt ny gruppe af basalt sunde, velfungerende mennesker, der ikke er plads til.

Hun understreger, at fælles for begge grupper er, at de, indtil problemerne opstod, var normalt fungerende mennesker, som allerhelst ville fortsætte med at arbejde.

»Jeg er blevet overrasket over, at mennesker, som jeg troede var stærke og havde en meget stærk identitetsfølelse, bliver hylet ud af den over det her.«

Hun er godt klar over, at mange vil stille sig tvivlende overfor, om »det nu kan være så slemt«, men når Birgitte Brun tager psykologbrillerne på, er hun ikke i tvivl:

»Det er slemt, og den samme måde at reagere på går igen hos så mange mennesker. Det er alvorligt, fordi en meget væsentlig del af voksne menneskers identitet handler om arbejdet.

Næsten ligegyldigt på hvilket arbejdstrin man bliver afskediget, er det en trussel dels mod ens eksistensgrundlag.«

En anden gennemgående iagttagelse, Birgitte Brun har gjort, er, at de psykiske problemer »flytter med« – selv når personen har fået nyt job.

»Selv om mennesker har en rimeligt god chance for at komme i arbejde igen, så belaster det dem ofte i flere år efter, at de er blevet afskediget,« siger hun.

Unge uden arbejdsrytme

Fyringer er dog ikke det eneste, der kan give skrammer. Hos især unge, der ikke kan få foden indenfor på arbejdsmarkedet, kan ledigheden give langvarige problemer, mener Birgitte Brun.

»De udvikler ikke en ordentlig arbejdsrytme, de kan måske ikke komme op om morgenen, og jeg tror, det kan følge dem hele livet. Nogle af dem vil få svært ved overhovedet at udvikle en arbejdsidentitet og skabe et sammenhængende liv. Der bliver nogen, for hvem det her er så vanskeligt, at de vil gå i stykker på det, hvis der går for lang tid. Det er et alvorligt problem, for der er rigtig mange af disse unge.«

Men problemene rammer ikke kun de unge.

»Det er alvorligt for alle aldersklasser, men på forskellig måde,« siger Birgitte Brun.

citationstegnJeg er blevet overrasket over, at mennesker, som jeg troede var stærke og havde en meget stærk identitetsfølelse, bliver hylet ud af den over det her.

Selv om hun ikke tror, at antallet af indlæggelser på Sct. Hans Hospital vil stige i takt med de mange usikre medarbejdere, vil hun ikke udelukke, at alvorlige psykiske symptomer kan følge i hælen på fyringer:

»Jo flere der bliver ramt, jo flere vil blive kørt ned og blive syge. Man kan forestille sig, at psykiske belastninger – og det er det jo, hvis man er truet i sit job – kan udløse depression. Det er et kompliceret samspil mellem miljøfaktorer og biologien, men jeg synes, det er problematisk, hvis man ligger så meget vægt på biologien, at man underkender betydningen af menneskers livsvilkår.«

Birgitte Brun ser gerne, at der forskes mere systematisk i menneskers reaktionsmønstre, når de fyres. Hun påpeger, at der i dag er fare for, at ansvaret for problemerne lægges over på folk selv.

»Det er vigtigt, at det her ikke gøres til individuelle problemer. Det er en måde, vi reagerer på som mennesker, når vi udsættes for de her ting. Fordi man ikke kan sige, at der er tale om en sygdom eller et handikap, kan der ligge et større pres på det enkelte menneske,« siger hun.

Psykologisk fattighjælp

Birgitte Brun synes, at udviklingen og tempoet på arbejdsmarkedet har mange fordele, men man lader i stigende grad folk i stikken, og det kan hun ikke lide. Heller ikke selv om det medfører ekstrajob til psykologerne.

»Vi er i en brydningstid, hvor der sker rigtig mange gode ændringer på arbejdsmarkedet. Men vi får en helt ny gruppe af basalt sunde, velfungerende mennesker, der ikke er plads til. Man kan godt hjælpe og støtte disse mennesker til at få deres selvværd tilbage, men man kan ikke give dem arbejde igen. Og på den måde er det fattighjælp,« siger hun. Kampen for at få sat problemet på dagsordenen tager hun gerne.

»Jeg taler ud fra, hvad jeg arbejder med i dagligdagen, og jeg synes, det er ekstremt vigtigt, at man ikke lukker debatten. Man udvikler jo et samfundsengagement, når man hele tiden konfronteres med mennesker, som har haft svære vilkår. Og det har mange psykisk syge.«