Ledige HK’ere sukker efter job

Af | @GitteRedder

De fleste arbejdsløse føler sig udenfor, til overs og vil langt foretrække et fast job med gode kolleger og godt psykisk arbejdsmiljø frem for at gå derhjemme, dokumenterer ny undersøgelse. Den viser også, at det store flertal har bevaret troen på egen kunnen. Uanset alder mener de ledige, at de har noget at bidrage med på arbejdsmarkedet og længes efter at komme i job igen. Men håbet daler med alderen.

Arbejdsløse butiksassistenter og laboranter sukker efter at komme tilbage i fast job. De savner kolleger og faglige udfordringer – og de mener, at de har noget at byde på og er for god en arbejdskraft til at gå hjemme og føle sig til overs. Uanset om den ledige HK’er er i begyndelsen af 20’erne eller slutningen af 50’erne er lysten til at være i gang på arbejdsmarkedet intakt. Men hvor de unge er optimistiske med hensyn til den fremtidige karriere, så mister mange over 50 år troen på, at de nogensinde får en ny chance på arbejdsmarkedet.

Det fremgår af en ny omfattende undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, SFI, der på vegne af forbundet HK har undersøgt ledige HK’eres erfaringer med og ønsker til at få et nyt job. Mere end 600 ledige HK’ere har deltaget i spørgeskema-undersøgelsen i 2003, og svarene gennemhuller myten om, at ledige hygger sig ved at gå derhjemme. Samtidig fastslår undersøgelsen, at mange ledige på deres seneste arbejdsplads oplevede, at arbejdsmiljøet var dårligt, tempoet opskruet og forholdet til den nærmeste overordnede ringe. Derfor står gode kolleger øverst på ønskesedlen, når de ledige skal beskrive deres næste job.

»Det er en tankevækkende undersøgelse, fordi den understreger, at alder og køn betyder meget for risikoen for at være ledig og for længden af ledighed. Kvinder er mere udsatte end mænd, og ældre er mere udsatte end unge,« siger seniorforsker på SFI, Helle Holt, der har været tovholder på SFI-analysen.

Hun henviser til, at det er de ældre HK’ere, der bærer langtidsledigheden. Fire ud af ti langtidsledige HK’ere er mellem 50 og 59 år. Og selv om kvinder tæller de fleste HK-medlemmer, så udsættes de i højere grad for at blive arbejdsløse end deres mandlige kolleger.

Undersøgelsen viser disse hovedresultater:

  • Alle ledige – nemlig 96 procent – ønsker at komme i arbejde. En femtedel af de ledige i efterlønsalderen (60 år og derover) har slet intet ønske om at komme i job igen. De har indstillet sig på tilværelsen efter arbejdslivet.
  • Gode kolleger, udfordringer i det daglige arbejde og en acceptabel løn står højt på ønskesedlen over, hvad et nyt job helst skal tilbyde.
  • Mange betoner vigtigheden af, at virksomheden gør en stor indsats for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Især blandt de 50-59 årige står det højt på ønskesedlen.
  • Hver femte ledige HK’er mener, at mere uddannelse fremmer chancen for at få nyt job. Yderligere hver tredje mener, at uddannelse i nogen grad vil kunne hjælpe dem til nyt job. Men næsten hver anden – 45 procent – afviser tanken om, at uddannelse er vejen frem. De yngre er generelt gladere for uddannelse, mens specielt ledige over 60 år afviser at skulle på skolebænken igen.
  • Et stort flertal af ledige HK’ere på 55 år og derover erklærer sig interesserede i at få nyt arbejde og mener også, at de har noget at tilbyde en arbejdsgiver. Men samtidig er de desillusionerede og anser det for nytteløst at søge nyt job. 96 procent af de ledige på 55 år eller derover mener, at alderen forhindrer dem i at få nyt arbejde.
Sørgeligt at ældre mister modet

Hvis ældre ledige skal få mod og håb om at komme tilbage på arbejdsmarkedet, kræver det markante seniorpolitiske initiativer, fremhæves det i SFI-analysen.

»Det sørgelige er, at lediges forventninger til igen at få et godt job falder dramatisk med alderen.Enten er aldersdiskriminationen reel nok, eller også laver ældre selvcensur og beskytter sig selv mod et nederlag på arbejdsmarkedet. Ældre mennesker synes, de har noget at tilbyde en arbejdsgiver, men de føler sig ikke velkomne på arbejdsmarkedet på grund af høj alder,« siger Helle Holt.

Derfor anbefaler hun, at både arbejdsgivere og fagforbund går mere aktivt ind i at skabe seniorpolitiske ordninger for de ledige.

»I dag taler vi om seniorpolitik for at fastholde de ældre, der allerede har job. Men det er de ældre, som bliver langtidsledige og får sværere og sværere ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Dem skal der tages hånd om. Kompetencerne hos de ældre ledige skal synliggøres, og der skal nedbrydes nogle barrierer og punkteres nogle myter om dem, for de vil gerne og kan sagtens passe et job,« siger Helle Holt og henviser til undersøgelsen.

Foruroligende langtidsledighed hos unge

Forbundsformand i HK, John Dahl, er enig i behovet for, at forbundet aktivt kæmper for flere politiske initiativer til gavn for de ældre ledige.

»Det er trist, at så mange erfarne folk ikke får lov til at udnytte deres evner på et job,« siger John Dahl og tilføjer, at han på samme måde er bekymret for den stigende ledighed blandt unge HK’ere. Omkring ni procent af de 20-30-årige medlemmer er nu ledige.

»Samtidig kan vi se, at de unges andel i langtidsledigheden er steget ganske drastisk. I procent fra omkring halvanden til hen ved tre i løbet af et år. Det er dybt foruroligende, og det kan forhåbentlig give anledning til ikke bare eftertanke, men også handling hos en regering, der desværre nærmest ser ud til at have opgivet at tage initiativer til at gøre noget ved arbejdsløsheden,« siger John Dahl.

Tal fra Danmarks Statistik dokumenterer HK-formandens udsagn. I 3. kvartal af 2003 var 9,2 procent af de 20-24-årige HK’ere ledige. 2,3 procent af dem var langtidsledige. I 2000, året før VK-regeringen overtog, var godt seks procent af de 20-24-årige ledige, mens 1,1 procent var langtidsledige.

Det gamle job

Ud over at dokumentere, at ledige foretrækker fast job frem for at stemple ind på arbejdsformidlingen, så er HK-undersøgelsen interessant, fordi de ledige også bliver spurgt, hvorfor de blev ledige, og hvordan de trivedes på deres seneste arbejdsplads.

Cirka tre ud af fire ledige HK’ere blev enten fyret eller blev ufrivilligt ledige, fordi de sad i et midlertidigt job, som ophørte. Cirka hver femte sagde deres job op, uden at der stod et nyt job og ventede på dem. Mange begrunder deres opsigelse med »belastninger i arbejdet af fysisk og psykisk karakter«. Mange måtte også stoppe på grund af langvarig sygdom.

Derudover fremgår det, at mange fandt »klimaet på arbejdspladsen« så dårligt, at de foretrak at sige op. Især peges på uoverensstemmelser med overordnede.

Mere end halvdelen af de ledige har oplevet et konstant højt tempo i deres seneste job.  En tredjedel af de ledige havde jævnt den oplevelse, at arbejdet var ujævnt fordelt og derfor til tider klumpede sig sammen.

Arbejdspresset har betydet, at mere end hver fjerde ledige – nemlig 28 procent – har følt sig enten psykisk eller fysisk udmattede, når de kom hjem fra arbejde. Herudover følte 16 procent sig både fysisk og psykisk udmattede. To ud af tre følte desuden, at de havde meget lidt indflydelse på eget arbejde.

Men spørger man til de lediges oplevelse af, om de i grunden passede til deres job, så svarer tre ud af fire, at de »i høj grad« var velanbragte i deres seneste job, at deres arbejdsopgaver var meningsfulde, at de ydede en vigtig indsats, at de kunne bruge deres kunnen og færdigheder i jobbet, og at de følte sig engagerede og motiverede.

Psykisk arbejdsmiljø skal i højsædet

På baggrund af undersøgelsen kommer SFI-forskerne med en række anbefalinger til HK.

  • Seniorpolitiske initiativer både over for arbejdsgivere og arbejdstagere er påkrævede.
  • Det psykiske arbejdsmiljø fylder meget både i beskrivelsen af tidligere vilkår og i ønsker til en kommende arbejdsplads. Det kunne tyde på, at der faktisk er problemer på det område. Samtidig tillægger den typiske HK-kvinde det psykiske arbejdsmiljø meget stor vægt. Derfor skal der sættes ind på feltet.
  • Dårligt psykisk arbejdsmiljø, ingen støtte fra nærmeste leder og manglende indflydelse på eget arbejde tyder på, at der er et fælles problem for leder og medarbejder. Problemet forstærkes yderligere, når hverken arbejdsgiverne eller medarbejderne prioriterer uddannelse særlig højt. Det må være et oplagt satsningsområde.