Ledige får en uanstændig behandling

Af | @MichaelBraemer

Vi mishandler ledige medborgere med mistænkeliggørelse og meningsløs tvangsaktivering. Konsekvensen er blandt andet et voksende antal hjemløse, mener antropologen Anders Holm, der arbejder med at få særlige grupper af ledige ud på arbejdsmarkedet.

De sidder for enden af armene og har været genstand for en rasende efterspørgsel de senere år: Hænderne. De ledige af dem, vel at mærke, for de flestes medfødte arbejdsredskaber er allerede sendt på overtid. Vi nedsætter kommissioner og udvalg for at finde dem og må i mellemtiden tage til takke med udenlandske kopivarer. For hjulene skal snurre for at sikre væksten og velfærden i fremtiden.

Derfor er det også rigtig surt, at der stadig går så mange ledige hænder rundt. Ikke mange i relativ forstand, for aldrig har procenten af arbejdsløse været lavere. Men målt i tusinder alligevel op mod 50.000 forsikrede ledige, som godt kunne give et nap med for at holde samfundsmaskineriet i gang.

Her kan vi godt tillade os at stille nogle krav, er den udbredte holdning. Og det er præcis det, systemet gør med beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) som ind­pisker.

Men kravene og holdningen til de ledige er helt ude af trit med virkeligheden. Vi har for længst overskredet grænsen for menneskelig anstændighed i behandlingen af de medborgere, som af den ene eller anden grund ikke kan finde en plads på arbejdsmarkedet. Det mener i hvert fald Anders Holm, antropolog og chefkonsulent hos Gefion Center – et videns- og uddannelsescenter, der beskæftiger sig med projektudvikling og iværksætteri, men også løser opgaver for det offentlige i forhold til særlige grupper af ledige.

Truslen om, at der bliver trukket i dagpengene, ligesom det sker i kontanthjælpen, hvis en ledig siger nej til aktive­ring, fordi hun ikke mener, at aktiveringen vil føre til ar­bejde, ser Anders Holm som seneste bidrag til at stigmatisere og mistænkeliggøre en i forvejen udsat befolkningsgruppe.

»Holdningen er jo, at ledige er et dovent folkefærd, som kun kan motiveres til at arbejde, hvis de trues med tvangs­aktivering. Og ledige er ikke kun 45.000 a-kassemedlemmer, men også folk på kontanthjælp og i aktivering. Sammenlagt 175.000 personer. Tænk at sige til 175.000 medborgere, at de er nogle dovne slamberter. Sikke et menneskesyn,« siger Anders Holm.

Han har siddet over for hundredvis af ledige og kan garantere, at der ikke er noget, de hellere ville end at have et arbejde. De arbejdssky findes, men de er så forsvindende få, at de ikke er værd at tale om. Langt, langt de fleste brænder for at komme i gang på arbejdsmarkedet af helt oplagte grunde: Økonomiske, sociale og prestigemæssige.

»Samtidig med, at de arbejdsløse den ene gang efter den anden løber panden mod en mur, må de finde sig i at blive gjort til syndebukke for stort set samtlige ulykker, der rammer dette land: Faldende vækst, import af arbejdskraft, flaskehalse og overbebyrdelse af sagsbehandlerne i job-centrene.«

Hænder med udløbsdato

Men hør: Arbejdsivrige ledige og et arbejdsmarked, som råber på de famøse hænder – det lyder ikke som verdens vanskeligste match, for nu at blive i terminologien på området?

Problemet ifølge Anders Holm er imidlertid, at hænder ikke bare er hænder, for de svinger i afsætningsværdi afhængig af, hvem de sidder på – og ikke mindst, hvor længe de har siddet der. Og at kvaliteten er gået fløjten i jobformidlingen. Det er blevet en beskæftigelsesindustri, hvor det overses, at hænderne altid optræder i ledtog med et hoved, mener han.

»Opkvalificering af ledige overses. Systemet måles på, hvor mange det får i arbejde – ikke på, hvor mange, der bliver fastholdt. Det er ikke kvalitet, det er effektivitet. Hvis man bare drøner folk i arbejde på samlebånd, så kan du ikke være sikker på, at de matcher virksomhedernes behov for kompetencer, eller at de kan stå imod under konjunktur­svingninger. Og så er de ledige der igen om seks måneder. Den hurtigste vej til arbejdsmarkedet er ikke altid den bedste.«

Anders Holm ser de seneste 35 års indsats for ledige opdelt i tre faser. Først blev der gjort noget for at sikre dem økonomisk og socialt. Derefter gjaldt det om at udvikle arbejdsstyrken til at klare sig under skiftende og voksende krav på arbejdsmarkedet, og senest, efter den borgerlige regerings tiltræden i 2001, er indsatsen alene gået ud på at tilfredsstille virksomhedernes øjeblikkelige behov for ledige hænder.

»Regeringen har allieret sig med arbejdsgiverne og cent­raladministrationen i denne indsats, og det gør det svært for lønmodtagerorganisationer at fremme de visioner om opkvalificering og efteruddannelse, som de traditionelt har haft på lønmodtageres og lediges vegne.«

Noget andet er, at myten om det overophedede arbejdsmarked med skrigende behov for arbejdskraft ifølge Anders Holm langt hen ad vejen er – ja, netop en myte. Det gør systemets forfølgelse af de ledige så meget desto værre, mener han.

Gratis og billig arbejdskraft hitter

Det offentlige sundhedsvæsen og lokomotivdriften har problemer, erkender han, men ellers er den helt store efterspørgsel kun efter gratis eller billig arbejdskraft – aktiverede, folk med løntilskud eller polakker, hvis arbejde outsources til polske virksomheder og på den måde snydes for danske løn- og arbejdsvilkår.

»Det er svært at konkurrere med. Når det kommer til de reelle job, er der langtfra det antal, man kan få indtryk af, hvis man studerer jobannoncer. Jeg har siddet med hold af seniorer og kimet rundt på stillinger, der for de flestes vedkommende var besat, men hvor annoncerne – måske i reklameøjemed, måske for statistikkens skyld – var tilgængelige på virksomhedernes hjemmesider.«

Sådan noget giver et skævt statistisk billede og er jo en hån mod ledige, som for at opretholde deres kontant­hjælp eller understøttelse tvinges til at sende en regn af ansøgninger, mener Anders Holm. Han har også svært ved at se det skrigende i virksomhedernes behov for arbejds­kraft, så længe folk helt ned til 45 år puljes i seniorgrupper med særligt behov for indsats, når de skal hjælpes ind på arbejdsmarkedet.

Er man i tvivl om, hvorvidt mistænkeliggørelsen af ledige betyder noget, skal man bare kigge i statistikken over hjemløse, mener Anders Holm. De seneste fire år er antallet af danskere, der bor på gaden, vokset med 2.500 om året.

»For 20 år siden var det en bestemt type mennesker, der endte på gaden, men i dag er det faktisk folk som dig og mig, som bare er kommet ud på et sidespor. Jeg møder mange, der kæmper for at bevare deres lejlighed. Mange sættes på gaden, fordi husstanden ikke lever op til reglen om 300 ti­mers arbejde for at få kontanthjælp. Og så er der alle dem, der får frataget kontanthjælpen, fordi de ikke passer deres aktivering. Det er jo ufatteligt i et rigt land som Danmark.«

Hellere værtshuse end bonede gulve

Anders Holm bebrejder pressen, at den for ham at se går systemet og magthavernes ærinde og kritikløst synger med på den sang, der reducerer mennesker til procenter og gør ledige til en trussel mod det store flertals velfærd.

Hvor er de lediges egne stemmer, forslag og ønsker i medierne? Hvor er udfordringen af arbejdsgiverne, spørger han. For hvis ønsket om ledige hænder er så brændende, har virksomhederne vel også et ansvar for at udvise fleksibilitet og forstå, at man i en indkøringsperiode viser tålmodighed over for mennesker, der har været uden for i 5, 10 eller 20 år?

»Jeg er bange for, at den udvikling, der har været i journalistfaget, hvor research foregår per telefon og på nettet i stedet for at være ude blandt almindelige mennesker, har berøvet journalister følingen med, hvad der rører sig i befolkningen. Også fordi de i kraft af gode lønninger selv har været i stand til at løfte sig ud af belastede miljøer. Når problemer kommer tæt på dem selv, skorter det jo ikke på mediemæssig bevågenhed, som man så under forårets konflikt, der lukkede journalisternes børns institutioner.«

Ledige får ellers brug for pressens forståelse, for problemerne bliver kun værre i den kommende krisetid med butikslukninger på stribe og tomme ordrebøger i virksomhederne. Anders Holm forventer en markant øgning af ledigheden allerede ved udgangen af dette år og en firedobling inden udgangen af 2009, og det bliver mere end svært for de ledige at snige sig ind af en fabriksport, hvor en massiv strøm af mennesker er på vej i modsat retning med fyresedler i hænderne.

Men presset på de problematiske ledige vil jo ikke lette af den grund, påpeger Anders Holm. For samfundet har stadig en udfordring i at skaffe tilstrækkeligt med hænder på længere sigt, hvor der bliver færre erhvervsaktive til at tage sig af flere ældre.

»Jeg synes, man skulle gå ud til virksomhederne og spørge, hvad de regner med at få brug for om nogle år og så forberede de ledige i arbejdsstyrken på det. Men uanset hvad er det helt afgørende med en holdningsændring over for de ledige, og at man lader den præge indsatsen. For tre år siden, da ledigheden var fire gange større end i dag, sagde man jo også, at de ledige ikke gad arbejde. Det ville de så godt alligevel, da arbejdet var der. Det burde give politikerne på Christiansborg røde ører og anledning til eftertanke.«