TILLIDSKRISE

Ledere af de gamle partier må holde ferie med hovedbrud

Af | @GitteRedder
| @MichaelBraemer

Pia Olsen Dyhr, Morten Østergaard og Søren Pape må bruge sommerferien på at finde ud af, hvordan de kommer ud af rebellernes skygge. Folketingets nye partier opfattes nemlig af vælgerne som mere ægte og visionære, mener to forskere. Siden valget er det da også kun gået én vej for de tre nyeste partier. Fremad.

De gamle partier taber vælgere til de nye og sprælske partier, som Uffe Elbæk (Alternativet) til venstre og Anders Samuelsen (Liberal Alliance) repræsenterer. Værst ramt er konservative Søren Pape i midten.

De gamle partier taber vælgere til de nye og sprælske partier, som Uffe Elbæk (Alternativet) til venstre og Anders Samuelsen (Liberal Alliance) repræsenterer. Værst ramt er konservative Søren Pape i midten.

Foto: Keld Navntoft, Scanpix

Da den unge knøs Søren Pape Poulsen meldte sig ind i Konservativ Ungdom i 1987, var det midt i Poul Schlüters velmagtsdage. Statsminister for en firkløverregering, og med 20 procent af stemmerne også formand for Danmarks andet største parti.  

I dag er Konservative det mindste parti i Folketinget. Og var der folketingsvalg i dag ville kun godt tre procent af vælgerne sætte kryds ved liste C, som Søren Pape Poulsen nu står i spidsen for.

Næsten samme historie kan SF-formanden Pia Olsen Dyhr notere sig.  Da hun var 19 år og kunne stemme ved sit første folketingsvalg i 1990, fik SF med Gert Petersen i spidsen 8,3 procent af stemmerne. I dag er partiet næsten halveret.

Fremgangen til de nye partier Alternativet, Enhedslisten og Liberal Alliance hænger sammen med, at de alle er tydelige i deres politik, og ikke er sovset ind i regeringsansvar og upopulære beslutninger Ditte Shamshiri-Petersen, forsker i politisk kommunikation på Aalborg Universitet

Den radikale partileder Morten Østergaard behøver ikke tænke så langt tilbage. I 2011 scorede Radikale 9,5 procent af stemmerne ved folketingsvalget, mens de i dag kun kan mønstre 4,7 i målingerne.

Partilederne fra Folketingets tre mindste partier er næppe i sommerferiehumør, for de er under et gevaldigt pres fra nye og sprælske partier.  

Men også de største partier Socialdemokraterne og Venstre har mistet momentum efter sidste års folketingsvalg, og det vil fortsætte, hvis ikke får genopbygget vælgernes tillid til dem som ansvarlige politikere, vurderer to forskere, som Ugebrevet A4 har talt med. 

Ansvaret tynger

Det er kort sagt partilederne fra de fem partier, der på et tidspunkt har haft regeringsansvar, der må bruge sommerferien på at gruble over, hvordan de gør comeback hos vælgerne.

Ditte Shamshiri-Petersen, forsker i politisk kommunikation på Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, mener, at både de små og store etablerede partier har et kæmpe arbejde foran sig for både at genvinde vælgernes tillid og blive bedre til at kommunikere klart.

»Fremgangen til de nye partier Alternativet, Enhedslisten og Liberal Alliance hænger sammen med, at de alle er tydelige i deres politik, og ikke er sovset ind i regeringsansvar og upopulære beslutninger,« siger hun og henviser til, at uanset om det er det lille SF eller det store Socialdemokrati, så slider det at have siddet i regering. 

Samtidig har vælgerne historisk lav tillid til de etablerede partier og politikere, anfører hun.  Blandt andet har en undersøgelse gennemført af Ugebrevet A4 i december 2015 vist, at seks ud af ti danskere har lille eller ret lille tillid til politikerne.

»De partier, der har taget del i regeringsansvaret gennem årene, betaler for tillidskrisen til politikerne, mens de nye partier som Alternativet og Liberal Alliance vinder på det. Dem, der sidder på magten, bliver straffet for mistilliden, mens de nye og friske partier bliver kanaler for den utilfredshed og proteststemning, der er omkring det etablerede politiske system,« siger hun.

Skærpet konkurrence

Udover tillidskrisen peger valgforsker på institut for Statskundskab på Københavns Unviersitet, Martin Vinæs Larsen, på, at der er kommet flere partier om buddet.

»Der er kommet en hårdere konkurrence på fløjene. Både på højre- og venstrefløjen slås partierne om vælgerne, og lige nu lider især Konservative, Radikale og SF under konkurrencen,« siger han.

Ifølge Martin Vinæs Larsen er det bemærkelsesværdigt, at seks partier i Folketinget står til et få mellem cirka 3 og 8 procent af stemmerne ved et kommende folketingsvalg. Det er så tæt løb, at der virkelig bliver kamp til stregen om vælgerne, anfører han.

Den ægte og tydelige vare

Ditte Shamshiri-Petersen konstaterer, at mange vælgere i dag mener, at politik er spin og opfatter politikere som levebrødspolitikere uden visioner og ideologiske projekter.

»Liberal Alliance, Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti opleves som meget tydelige i deres holdninger, og som mere autentiske. Og som modreaktion til de etablerede partier, som man ikke har tillid til, søger vælgerne mod det, som de oplever som ægte,« siger hun.

Mistilliden til de etablerede partier kom med folketingsvalget sidste sommer, som hun benævner ’det lille jordskredsvalg’.

De nye ikke-regeringsbærende partier vinder på at have friheden til at have mere markante synspunkter og være revsere af de gamle ansvarlige partier. Ditte Shamshiri-Petersen, forsker i politisk kommunikation på Aalborg Universitet

»Det lille jordskredsvalg har sat sig og er forstærket en smule siden valget. Det er en kollektiv udfordring for de klassiske partier, for lige nu nyder nogle få partier godt af, at de kan tilbyde vælgerne noget, som fremstår mere autentisk og mindre strategisk og magtsøgende på vælgerne,« siger hun.

»De nye ikke-regeringsbærende partier vinder på at have friheden til at have mere markante synspunkter og være revsere af de gamle ansvarlige partier,« fastslår hun.

Derfor er det en kollektiv opgave for en håndfuld partier at få vendt mistilliden samtidig med, at man som enkeltpartier bliver mere tydelige i sin politik, mener Ditte Shamshiri-Petersen.  

Konservative kan lære af andre lande

Når man zoomer man ind på Konservatives bundplacering,  påpeger begge forskere,  at Søren Pape Poulsen har svært ved at genvinde vælgernes tillid, fordi  partiet associeres med det gamle, som folk ikke har tillid til.

Men en begyndelse hen over sommeren kunne ifølge Ditte Shamshiri-Petersen være at tænke over, hvorfor konservative partier står så meget stærkere i andre lande end i Danmark.

»Hvor er det gået galt her? Måske skal Konservative tilbage til sine rødder, og spørgsmålet er, om man skal skele lidt til de andre europæiske lande, hvor de konservative står stærkere,« siger hun.

Hvis Liberal Alliance ikke kan få de skattelettelser igennem, vil mange tænke: Hvorfor er det så, jeg skal stemme på dem? Liberal Alliance har malet sig selv op i et hjørne. Martin Vinæs Larsen, valgforsker på Københavns Universitet

Martin Vinæs Larsen tror også, der er mere fremtid for Konservative i en genoplivning af den profil, partiet havde i en ikke så fjern fortid, hvor daværende partiformand Poul Schlüter fastslog, at ideologi er noget bras, og at hans parti alene var styret af fornuftige løsninger.

Han mener også, det er et forsøg på en tilbagevenden til den samfundsbevidste position, vi ser, når partiet for eksempel skærper sin grønne profil. Valgforskeren anfører også, at partiet kan have opnået goodwill for sidste års fastfrysning af grundskylden, som bare ikke har materialiseret sig i vælgeropbakning endnu.

Partiskift kræver tilløb

»Der ligger nogle overvejelser, før man skifter parti. Det kræver stabilitet og en længerevarende eksponering af partiet, før folk igen synes, det er ok at stemme konservativt. Men problemet er jo, at efterhånden som partiet er blevet mindre og mindre, kæmper det på et mindre marked med Liberal Alliance om en konsistent, borgerlig politik,« forklarer han den klemme, partiet er i.

I virkeligheden er Konservatives store chance, at der ikke kommer de skattelettelser ud af efterårets forhandlinger, som Liberal Alliance har gjort sig til bannerfører for.

»Jeg kan godt forestille mig, at hvis Liberal Alliance ikke kan få de skattelettelser igennem, så vil mange tænke: Hvorfor er det så, jeg skal stemme på dem? De har malet sig selv op i et hjørne og gjort skattelettelser til deres succeskriterium. Det har gjort det lettere for Liberal Alliance at profilere sig i forhold til vælgerne, men det gør det også lettere at evaluere dem,« siger han.

SF går et svært år i møde, men medmindre der skal være valg, kan Pia Olsen Dyhr være ligeglad, hvordan hun kommer til at stå på den korte bane. Det handler måske mere om at prøve at bygge noget til fremtiden. Martin Vinæs Larsen, valgforsker på Københavns Universitet

SF går svært år i møde

SF’s helt store belastning er ifølge Ditte Shamshiri-Petersen, at partiet i  SRSF-regeringen har været medansvarlig for en politik, som mange danskere mener førte til sociale forringelser. Det gør det svært for Pia Olsen-Dyhr igen at profilere sig som beskytter af de socialt udsatte, påpeger hun.

»Paradokset er, at vælgerne rationelt godt ved, at man skal gå på kompromis i et samarbejde, men alligevel bliver de påvirket af, at SF ikke har varetaget området godt nok,« siger Ditte Shamshiri-Petersen og tilføjer, at færre i dag opfatter SF som de svages beskytter end før de gik med i S-regeringen i 2011.  

Martin Vinæs Larsen mener også, at det vælgermæssigt bliver svært for SF at komme på fode igen. Hvis skatteforhandlinger stjæler mediebilledet i det kommende år, har han vanskeligt ved at forestille sig, hvordan SF-formand Pia Olsen Dyhr vil tilkæmpe sig en plads i det.

»I rød blok vil der være enighed om, at der ikke skal være nogen skattelettelser, så her er ingen mulighed for at profilere sig. SF går et svært år i møde, men medmindre der skal være valg, kan Pia Olsen Dyhr være ligeglad, hvordan hun kommer til at stå på den korte bane. Det handler måske mere om at prøve at bygge noget til fremtiden,« fremfører han.

Humanistisk overhaling

Til en vis grad deler Konservative og SF skæbne, mener Martin Vinæs Larsen. Begge er nemlig ved at blive udkonkurreret af mere rene, kompromisløse og tidssvarende udgaver af sig selv – Konservative af Liberal Alliance og SF af Enhedslisten.

På samme måde er Radikale udfordret af Alternativet, der har overhalet partiet i åbenhed over for flygtninge og indvandrere, påpeger han.

»Morten Østergaard (radikal leder, red.) er i en eller anden grad i samme båd som Pia Olsen Dyhr, men med den forskel, at han godt kan være med i en skatteaftale. Han kan måske komme ind og levere nogle afgørende stemmer, hvis et parti som de konservative melder fra. Han har større manøvrerum, fordi ingen vil finde det mærkeligt med en radikal støtte til en lettelse af topskatten,« siger Martin Vinæs Larsen .

Men Radikale bliver holdt nede i meningsmålingerne af en formand, der mangler gennemslagskraft i forhold til sin forgænger, mener han.

»Der er nok mange, der ville sige Margrethe Vestager, hvis de blev spurgt, hvem der står i spidsen for Radikale. Men når det er sagt, skyldes Morten Østergaards problem i lige så høj grad den politiske situation. Når man er i opposition. Man bliver hurtigt tilovers og usynlig,« siger valgforskeren. 

Ditte Shamshiri-Petersen mener også, at Radikale lider under fraværet af Margrethe Vestager, som ifølge hende havde et stærkt og sagligt image hos en del vælgere uanset politisk tilhørsforhold.

Men allermest er Radikale udfordret af Alternativet, vurderer Ditte Shamshiri-Petersen.

»Alternativet ligger hverken entydigt til venstre eller højre, men er et sjovt kryds mellem noget meget værdipolitisk venstreorienteret og så noget iværksætteri, der ser ud til at tiltale et segment hos Radikale,« emner hun.

Intet tyder ifølge Martin Vinæs Larsen på, at Alternativet skulle miste styrke i konkurrencen med de radikale , selvom det bliver skat og økonomi - måske ikke lige er Alternativets force - som kommer til at stjæle den politiske dagsorden.

»Den eneste grund til at miste opbakning skulle være, hvis de på et vigtigt område gik ind og gjorde noget, som deres vælgere ikke er enige i. De har på mindre områder truffet nogle beslutninger hvor det ikke er helt klart, om det er den type parti, deres vælgere vil have.«

»For eksempel da de gik med til boligjobordningen, og da de gik sammen med de borgerlige om en mindre vidtrækkende udredning af dansk krigsdeltagelse siden 90’erne, da Iraq-kommissionen var nedlagt. Spørgsmålet er, hvordan vælgerne vil reagere, hvis de på et vigtigt, politisk område tager en mærkelig beslutning,« siger han.

Billedet ændrer sig næppe

Blandt de tre store partier er det revserne fra Dansk Folkeparti (DF), der har udfordret gamle regeringsbærende partier Venstre og Socialdemokraterne.  

Med 19,5 procent af stemmerne i de seneste meningsmålinger er DF ikke helt oppe på de 21,1 procent, de fik ved valget, men stadig langt over, hvad nogen ville have troet muligt for bare et par år siden.

Valgforsker Ditte Shamshiri-Petersen pointerer, at DF blandt andet lever højt på, at aldrig har siddet i regering og derfor mere ansvarsfrit kan være tydelige i deres politik.

Venstre har forringet et elendigt valgresultat på 19,5 procent med et fald i målingerne til nu 18,5 procent af vælgerne, mens Socialdemokraterne går tilbage fra valgets 26,3 procent til nu 24,6 procent.

Valgforsker Martin Vinæs Larsen regner ikke med, at det billede ændrer sig.

»Det er svært at vide, hvordan reaktionen hos vælgerne vil være, hvis projektet med skattereformen fejler. Men hvis det lykkes, som jeg tror på i en eller anden form, får vi et år med ro på stemmemønstret ligesom i det år, vi har været igennem,« siger han.