Lave ydelser får ikke nydanskere i job

Af | @JanBirkemose

Nye tal viser, at de nedsatte ydelser, der skulle tvinge nydanskere i job, er slået fejl. Mindre end hvert femte har fundet arbejde, og de lave ydelser har det dårligste resultat blandt de ordninger, der skal få nydanskerne ud på arbejdsmarkedet.

Stærkt nedsatte ydelser til flygtninge og indvandrere har ikke skaffet flere i arbejde. Det var ellers målet, da regeringen sidste sommer reducerede den såkaldte introduktionsydelse med op til 55 procent. Men en ny undersøgelse, der har fulgt samtlige nydanskere, før og efter ydelsen blev nedsat, viser, at den økonomiske piskestrategi har slået fejl. Flere end otte ud af ti nydanskere i undersøgelsen er stadig uden arbejde. I stedet lever de en tilværelse på samfundets bund og med en økonomi, der ligger under EU’s fattigdomsgrænse.

De nye opsigtsvækkende tal fremgår af Center for Alternativ Samfundsanalyses »Social Årsrapport«, der offentliggøres fredag på to års dagen for VK-regeringens valgsejr. Centret har ved hjælp af særkørsler af Beskæftigelsesmini-steriets DREAM-register fulgt samtlige flygtninge og indvandrere, der var på introduktionsydelse i uge 9 i 2002. Efter et halvt år blev deres ydelse nedsat med op til 55 procent, og efter yderligere et år konstaterer Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA), at kun 19 procent – eller hver femte – af indvandrerne fra den tredje verden var kommet i arbejde. I samme periode har CASA også fuldt de nydanskere, der kom fra de samme lande, men som fik fuld kontanthjælp, fordi de havde fået opholdstilladelse inden 1. januar 1999. Her var hver fjerde kommet i arbejde.

At den økonomiske pisk ikke har skaffet flere indvandrere i job, overrasker ikke Mette Blauenfeldt, der er integrationsmedarbejder i Glostrup kommune og formand for integrationsfaggruppen i Dansk Socialrådgiverforening:

»De lave ydelser giver kun mening, hvis nydanskerne ikke var motiverede for at arbejde. Men det er ikke motivationen, der er disse menneskers problem. Problemet er, at der ikke er nogen job til dem. Det skyldes, at der generelt er arbejdsløshed, og at de nytilkomne har svært ved at matche efterspørgslen på arbejdsmarkedet.«

Ifølge Social Årsrapport befinder nydanskerne på de lave ydelser sig markant under EU’s relative fattigdomsgrænse, der er 50 eller 60 procent af et lands middelindkomst. Et par med to børn modtager således i Danmark samlet 10.320 kroner om måneden, mens EU’s nederste fattigdomsgrænse er 14.480 kroner. Set i forhold til Forbrugerinformations discountbudget hænger økonomien heller ikke sammen. Her vurderer man, at der skal 16.900 kroner om måneden til for at leve en discounttilværelse.

»Når man ikke kan få pengene til at slå til, bliver folk jo nødt til at gøre noget. Men da de ikke kan finde job på gadehjørnerne, bliver de i stedet tvunget til at bede om penge hos kommunen.

Det er en ydmygende klientgørelse, som ikke virker befordrende for at finde et job. Det kræver jo netop, at man har overskud og føler sig lidt ovenpå,« siger Mette Blauenfeldt.

Fastholdes i fattigdom

De dårlige resultater for nydanskerne på introduktionsydelsen er helt parallelle med de erfaringer, der blev høstet ved den integrationsydelse, som den tidligere SR-regering lancerede i 1999. Den blev fjernet allerede efter et års levetid, da den blev anset som diskriminerende, fordi den alene omfattede udlændinge. CASA har også analyseret jobeffekten for de nydanskere, der i 1999 havnede på integrationsydelsen. Tre år efter konstaterer CASA, at kun 12 procent var kommet i arbejde.

De resultater får de radikales integrationsordfører, Elsebeth Gerner Nielsen, til at kræve en stopper for eksperimenter med lave ydelser.

»De lave ydelser tjener ingen andre formål end at fodre den indre svinehund. Der er åbenbart brug for at sikre, at de allerdårligst stillede i samfundet ikke får det bedre. De lave ydelser virker ikke, som regeringen påstod, de ville. I stedet bliver indvandrerne holdt i en så stor armod, at de ikke har kræfter til at skaffe sig et arbejde,« siger Elsebeth Gerner Nielsen.

Hun opfordrer derfor regeringen til hurtigst muligt at afskaffe de lave ydelser. I stedet foreslår hun, at man skal overveje den omvendte strategi, som hun mener, at Norge har stor succes med.

Her belønnes indvandrerne nemlig økonomisk for hurtigt at lære norsk. Samtidig ser Elsebeth Gerner Nielsen gerne, at erhvervslivet påtager sig et større ansvar:

»Hvorfor giver vi ikke en gruppe virksomheder muligheden for at få ansvaret for en gruppe flygtninge? Der er allerede enkelte gode eksempler, men det kan udvikles meget mere.«

Behov for nye løsninger

I Foreningen til integration af nydanskere på arbejdsmarkedet har direktør Torben Møller-Hansen stor sympati for det radikale forslag. Men han advarer om, at modellen ikke er uden problemer:

»Modellen kan godt lade sig gøre. Men man skal huske på, at virksomheder ikke er sat i verden for at integrere nydanskere. Derfor kræver det et afsindigt godt og gnidningsløst samarbejde mellem kommunerne og virksomhederne, og der skal laves individuelle handlingsplaner, som ikke lammes af stive generelle regler.«

Den konservative integrationsordfører, Else Theill Sørensen, lægger også op til, at der må tages nye løsninger i brug.

»Kommunerne og arbejdsformidlingerne skal tænke mere kreativt for at skabe den type job, som passer til de nyankomnes kvalifikationer. I dag er stort set al beskæftigelse meget kompetencekrævende og på 37 timer om ugen. Det kan den her gruppe mennesker ikke leve op til. Derfor må der findes nogle andre job,« siger Else Theill Sørensen, som dog fortsat bakker op om de nedsatte ydelser.

»Det er en interessant undersøgelse. Men jeg mener, at jobeffekten af den lave ydelse kræver yderligere analyser og skal følges i en længere periode, før jeg vil være med til at skyde ideen ned.«

Socialdemokraternes integrationsordfører Anne-Marie Meldgaard har bedt beskæftigelsesministeren om at undersøge, hvad det vil koste at sætte ydelsen op igen. Hun mener, det er sandsynligt, at kommunerne har været nødt til at udbetale så mange ekstrabeløb, at ordningen kan afskaffes, uden at det reelt vil koste noget særligt.

»Hvis differencen ikke er særlig stor, er ordningen kun ren ideologi. Og når man ikke samtidig har fuldt ordningen op med aftaler med virksomhederne om job, så er det helt skudt forbi. I stedet for at vi blander alle nytilkomne sammen i en pærevælling og lader dem bruge alle kræfterne på at overleve økonomisk, skal vi have en hurtig afklaring af deres problemer og kompetencer og derefter lave en individuel handlingsplan,« siger Anne-Marie Meldgaard.