Lars Løkkes svære slutspil

Af

Forhandlingerne om kommunernes og amternes fremtid går ind i den afgørende fase. Regeringen og Socialdemokraterne vil begge gå langt for at finde et kompromis, hvor amterne stadig spiller en rolle. Et forlig med Dansk Folkeparti eller et decideret sammenbrud er ikke attraktivt for regeringen. Meget står på spil. Især for indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

09Finale I løbet af få dage vil regeringens magtfulde koordinationsudvalg med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for bordenden fastlægge regeringens endelige bud på fremtidens kommunale danmarkskort.

Udspillet bliver præsenteret i slutningen af april og vil for første gang give omverden en ide om, hvor Anders Fogh Rasmussen og indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ønsker at dreje strukturreformen hen.

citationstegnLars Løkke Rasmussen er i en situation, hvor han ikke ved, hvor mange brikker der er i det puslespil, han inderligt ønsker at samle

Fronterne er trukket skarpt op. Regeringen ønsker som udgangspunkt en voldsom reduktion af amterne til få sygehusregioner, at amterne mister deres skatteudskrivningsret, og at færre og større kommuner får flere opgaver. Over for de ønsker står den vigtigste partner, Socialdemokraterne, som også gerne ser færre amter, men med flere opgaver end sundhedsområdet. Partiet er tillige skeptisk ved at give kommunerne for mange nye opgaver.

Tre veje at gå

Regeringen står over for tre strategiske spor, den kan følge i forhandlingerne:

  • Konsensusstrategien. Regeringen søger et bredt kompromis med Socialdemokraterne og de radikale. Antallet af regioner vil formentligt ende et sted mellem fem og syv. Kommunerne skal minimum have mellem 20.000 og 30.000 indbyggere i en elastisk fortolkning.
  • Blokstrategien. Regeringen arbejder tæt sammen med Dansk Folkeparti om en reform, der giver tre-fem regioner med ansvar for sundhedsvæsnet. Men som næppe giver færre og større kommuner på kort sigt.
  • Sammenbrudsstrategien. Regeringen vurderer tidligt, at der ikke kan opnås et kompromis, og satser derfor på, at forhandlingerne falder til jorden, og Socialdemokraterne ender i skurkerollen. Der bliver ikke nogen strukturændringer.

Trods teatertorden og valgrygter vil alt andet end et bredt kompromis med Socialdemokraterne være en overraskelse. Det viser en analyse, som Ugebrevet A4 har foretaget efter samtaler med centrale politiske aktører.

Irritation over indenrigsministeren

I udgangspunktet var Lars Løkke Rasmussens vigtigste mål at nedlægge de 14 amter for at foretage en radikal ændring af sundhedsvæsnet. Men i takt med, at reformprocessen har grebet om sig, er indenrigsministerens ambitioner blevet mere fleksible. Det er der tre årsager til.

For det første har Lars Løkke Rasmussen ønsket at opnå en forhandlingstaktisk gevinst ved at skabe usikkerhed om, hvor han står. Det giver ham større handlefrihed i de endelige forhandlinger, at han ikke har bundet sig fast til bestemte synspunkter.

For det andet har Lars Løkke Rasmussen været låst af høringsfasen, der begyndte i januar i år, da Strukturkommissionen kom med sin rapport, og som først sluttede 7. april.

Indenrigsministeren ville komme under beskydning, hvis han frejdigt meldte ud, inden at have læst høringssvarerne.

For det tredje er han blevet overvældet af strukturreformens kompleksitet. Ikke bare størrelser og opgaverfordelinger mellem amter og kommuner er kastet op i luften, men også den komplicerede udligningsreform, der omfordeler skattekroner mellem rige og fattige kommuner, er blevet en del af forhandlingerne. Analysen er, at det bedste tidspunkt for en udligningsreform er samtidig med en reform af kommunegrænserne, så det bliver mindre klart, hvilke kommuner der vinder og taber. Lars Løkke Rasmussen er med andre ord i en situation, hvor han ikke ved, hvor mange brikker der er i det puslespil, han inderligt ønsker at samle.

Et eksempel på, at indenrigsministeren ikke har haft en færdigsyet plan for forhandlinger, kom, da han i midten af februar opsendte en prøveballon om såkaldte fleksible regioner. Tanken om, at der på samme tid kan findes flere regioner i samme områder, der løser forskellige opgaver, havde optaget indenrigsministeren gennem længere tid. Det var columbusægget, der kunne løse problemet omkring Sjælland, hvor en region er mindst en for lidt for jyderne, og to regioner en for mange for københavnerne. Antallet af regioner er helt afgørende for den samlede reform. Jo færre regioner, desto flere opgaver får kommunerne for at undgå, at regionerne bliver reelle konkurrenter til Folketinget. Derfor er enhver melding om regioner blevet fortolket intenst. Men fordi Lars Løkke Rasmussen ikke havde koordineret sin melding med socialdemokraterne i tide, skød de den hurtigt ned.

Netop indenrigsministerens modvilje mod at cleare med andre partier har skabt en irritabel stemning inden de afgørende forhandlinger. De socialdemokratiske topforhandlere savner signaler, der viser, at regeringen satser på et bredt forlig.

Det store kompromis

Trods Lars Løkke Rasmussens lukkethed og den voksende socialdemokratiske irritation vurderer kilder i Venstre og Socialdemokraterne, at et stort kompromis mellem regeringen og S-oppositionen er det mest sandsynlige udfald af forhandlingerne. I Venstre nævnes tre grunde til, at regeringen vil lægge sig på en konsensusstrategi.

For det første er ingen i tvivl om, at Lars Løkke Rasmussen vil strække sig meget langt for at få sit navn på den endelige strukturreform. Han har brugt to år af sit liv på opgaven, og stort set hele hans politiske prestige er bundet op den.

For det andet har Venstres top studeret erfaringerne fra kommunesammenlægninger på Bornholm, der viser, at utilfredsheden med reformen først viser sig, efter forandringerne er gennemført. Og Venstre vil gøre meget for at undgå, at Socialdemokraterne kan lukrere på utilfredshed over et forlig, som partiet ikke er en del af.

For det tredje vil et forlig med Socialdemokraterne også være Lars Løkke Rasmussens bedste garant – eller undskyldning, om man vil – for, at amterne under den nye betegnelse regioner fortsat spiller en rolle. I Venstres bagland har der været en udbredt skepsis mod Lars Løkke Rasmussens udfald mod amterne. Så et kompromis med Socialdemokraterne, der lader amterne overleve i en ny udgave, vil være et forsonende tegn.

Således vurderer flere aktører, at regeringen vil spille ud med en model med fire-fem regioner, der stort set kun skal tage sig af sundhedsvæsnet – men at man for at komme socialdemokraterne i møde vil være parat til at bygge ovenpå.

Også i Socialdemokraterne nævnes flere grunde til, at det vil ende med stort kompromis.

For det første vil man strække sig langt for at udnytte den historiske chance for at nå et kompromis. Partiet med de evige regeringsambitioner har ikke råd til at føre gold oppositionspolitik i et spørgsmål af så vital interesse for velfærdssamfundet, lyder ræsonnementet.

For det andet er opfattelsen, at det på mange måder er lykkedes for partitoppen at positionere sig hæderligt inden de afgørende forhandlinger. Partiet har få ultimative krav, og enkelte af dem – eksempelvis de direkte valg til fremtidens regionsråd – deler de med Dansk Folkeparti. I spørgsmålet om kommunernes størrelser har partiet meldt ud, at kommunerne bør have mellem 20.000 og 25.000 indbyggere. Færre end de 30.000 indbyggere, der skal til, for at kommunerne ifølge Strukturkommissionen kan overtage markant flere opgaver – men flere end de 10.000, som Venstres finansminister Thor Pedersen har ladet forstå er et passende tal.

Men et punkt skaber bekymring i både Venstre og Socialdemokraterne: Spørgsmålet om regionernes ret til at udskrive skatter. Vurderingen blandt centrale venstrefolk er, at regeringen ikke kan gå med til, at de nye regioner opkræver skat. Dels er skatten de konservatives eneste tilbageværende ønske i strukturreformen, dels har regeringen et behov for at vise, at den mener sit skattestop og sine skattelettelser alvorligt. S-toppen har bevidst hyldet sig ind i et væv af uklarheder i skattespørgsmålet.

Dybest set ønsker partiet, at de nye regioner opkræver skat. Omvendt har Socialdemokraterne ingen lyst til at stå som forsvareren af det tredje skatteled før en valgkamp, hvor skat kommer til at spille en stor rolle. Partiets strategi er at satse på, at de nye regioner får så mange opgaver, at skatteudskrivningsretten falder naturligt.

Lykkes det mod forventning ikke at nå frem til et bredt kompromis, har regeringen to strategiske alternativer. Den kan gå sammen med Dansk Folkeparti (DF), eller den kan iscenesætte et stort sammenbrud og helt aflyse strukturreformen.

DF er mere end villig til at levere de afgørende stemmer. Men det er et udfald, som vil være dybt problematisk for regeringen. Regeringens kernevælgere mener, at DF har for stor indflydelse på politikken, og et kompromis om noget så afgørende som fremtidens offentlige sektor er ganske enkelt uspiseligt. Dertil kommer, at det vil skabe uklarhed om reformens levedygtighed.

Socialdemokraterne har erklæret, at de i givet fald vil ændre reformen, den dag de kommer til magten.

Mest problematisk er formentligt, at et forlig med DF set med regeringens briller vil blive et dårligt forlig. Pia Kjærsgaard og Co. er indædte modstandere af tvangssammenlægninger, men det er urealistisk at bygge en helt ny struktur med flere opgaver til kommunerne på frivillighed. Og det ved regeringstoppen.

Hvis regeringstoppen tidligt i forløbet vurderer, at et kompromis med socialdemokraterne er usandsynligt, og at alternativet med et smalt forlig med DF er for lidet attraktivt, kan den vælge at styre mod et sammenbrud i forhandlingerne. Men uanset hvor indædt regeringen hævder, at Socialdemokraterne er skurken i sammenbruddet, vil en fiasko også falde tilbage på regeringen og i særdeleshed indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.