Lars Løkke kan halvere Venstre

Af
| @JanBirkemose

Vælgerne er overbeviste om, at Anders Fogh Rasmussen er på vej ud af dansk politik, og færre end halvdelen af partiets vælgere vil fortsat stemme V, hvis Lars Løkke Rasmussen overtager formandsposten. Det viser ny opsigtsvækkende meningsmåling.

V-FORMAND Venstre står til en halvering af stemmerne, hvis Lars Løkke Rasmussen står i spidsen for partiet til næste folketingsvalg. Det markante udsagn er en af konklusionerne i en ny og opsigtsvækkende meningsmåling foretaget op til Venstres landsmøde i Herning.

Ifølge målingen, der er foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4, står og falder Venstres fremtid og regeringsmagten med, om statsminister Anders Fogh Rasmussen forlader dansk politik. Kun 48 procent af Venstres vælgere oplyser, at de vil stemme på partiet med Lars Løkke Rasmussen ved roret. Bliver Anders Fogh Rasmussen, kan Venstre regne med at holde på 82 procent af stemmerne fra det seneste valg.

Det samme billede af en halvering bliver tegnet, når der ses på alle vælgere. Her vil kun 11 procent stemme på Venstre, hvis formanden hedder Lars Løkke Rasmussen, mens partiet kan forvente 23 procent af stemmerne, hvis Anders Fogh Rasmussen bliver i sit job. Men det tror kun hver fjerde vælger på.

Den katastrofalt lave opbakning til Lars Løkke Rasmussen og vælgernes stålsatte overbevisning om at Anders Fogh Rasmussen er i fuld gang med at bladre i de sidste sider af den drejebog, der har fulgt ham gennem hans syv år som statsminister, får valgforskere til at betegne situation som meget alvorlig.

»For Lars Løkkes vedkommende er det her et lavpunkt. For hans vedkommende kan det næsten kun gå op fra nu af. Men vi er også virkelig langt nede,« siger valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet og uddyber:

»Først var der bilagssagen med taxaregninger og hoteludskejelser, og så skal han forhandle finanslov, hvor hele oppositionen føler sig trådt over tæerne på den ene eller den anden måde,« siger valgforskeren som forklaring på Lars Løkke Rasmussens nedtur.

Vælgere siger farvel til Fogh

Selv med Anders Fogh Rasmussen i spidsen oplever Venstre lige nu en historisk lav tilslutning, der ikke er set værre siden 1994. I Altingets gennemsnit af meningsmålingerne for oktober fik Venstre 22,4 procent af stemmerne mod de 26,2 procent af stemmerne, som partiet fik ved folketingsvalget i 2007. Kasper Møller Hansen mener, at det især er usikkerheden om statsministerens fremtid i dansk politik, der har fået vælgerne til at vende ryggen til partiet.

Selv om Anders Fogh Rasmussen gentagne gange har forsøgt at tale spekulationerne, om at han er på vej til en international toppost, ihjel, har udsigten til et Venstre uden Anders Fogh Rasmussen bidt sig fast. Næsten syv ud af ti danskere (69 procent) tror, at Anders Fogh Rasmussen hellere vil have et internationalt topjob end at fortsætte som statsminister. Og selv blandt de vælgere, der stemte på Venstre ved det seneste valg, mener hele 62 procent, at Fogh foretrækker et nyt job i udlandet.

Kun 18 procent af alle vælgerne og 27 procent af Venstre-vælgerne tror, at statsministerposten er Foghs foretrukne job. Den markante usikkerhed, som målingen udstiller, er noget, som Venstre er nødt til at tage meget alvorligt, mener professor og valgforsker Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet.

»Jeg er faktisk overrasket over, at der er så mange, der tror, at Fogh vil smutte. Der er en betydelig usikkerhed omkring hans position, og det skader partiet. Det her er noget, som Fogh bør tage meget alvorligt,« siger Jørgen Goul Andersen.

Han mener, det er af særlig betydning for Venstre, at der er tillid til ledelsen.

»Ved det seneste valg gik opinionsklimaet imod regeringen på næsten alle punkter. Når Venstre alligevel klarede sig gennem valget, kan jeg ikke tilskrive det ret meget andet end tillid til regeringens ledelse – eller mistillid til Socialdemokraternes ledelse. Jeg tror, den der tryghed omkring ledelsen af regeringen betyder temmelig meget,« siger Jørgen Goul Andersen.

Hvor går V-vælgerne hen?

Valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet er enig i, at det er tilliden til Venstres top, der nu er ved at slå store huller i fremtidsmulighederne.

»Målingen afspejler, at vælgerne sådan set ikke tror på Anders Fogh Rasmussen. Han siger, han bliver, men to tredjedele siger, at det gør han ikke. Det ville ellers være ret nemt for ham at sige tydeligt, at han bliver, men der har han jo et langt stykke tid spillet en dobbeltrolle. Og med Lars Løkkes problemer oveni, har det været katastrofalt,« siger Kasper Møller Hansen.

I Venstre modtages meningsmålingen, der kommer i kølvandet på talrige andre dårlige målinger for Venstre, med ærgrelse. Politisk ordfører Inger Støjberg mener, at vælgernes tvivl om, hvorvidt Anders Fogh Rasmussen vil fortsætte som leder af partiet, skyldes, at medier og politiske kommentatorer konstant holder liv i spekulationerne.

»Helt ærligt. Nu må den diskussion snart stoppe. Anders Fogh Rasmussen har, jeg ved ikke hvor mange gange, forsikret om, at han stiller op til næste valg og ikke er på vej til udlandet. Jeg synes, at han har sagt det meget klart, og jeg har i hvert fald ikke svært ved at forstå, hvad statsministeren siger. Og han siger, at han ikke forlader dansk politik,« siger Inger Støjberg.

Hun udtrykker samtidig fuld opbakning til Lars Løkke Rasmussen som Anders Fogh Rasmussens efterfølger.

»Når den dag kommer, hvor Lars Løkke skal tage over, er jeg ikke i tvivl om, at tallene vil se meget anderledes ud. Det er meget svært at forholde sig til en anden end den, der er leder af partiet. Så når Løkke tager over, hvilket sikkert først sker om lang tid, vil situationen være en anden,« siger hun.

Tilbage står spørgsmålet om, hvor Venstres vælgere vil vandre hen. Jørgen Goul Andersen pointerer, at årsagen til Venstres hidtidige succes er, at Anders Fogh Rasmussen har skabt en midterorienteret velfærdskurs, som har trukket vælgere fra oppositionspartierne henover midten.

»Jeg ved ikke, om regeringen som helhed har grund til at være bekymret, eller om folk bare drøner over til de konservative. Men det ligger ikke umiddelbart i kortene. De konservative har ikke ligefrem fået en mere midterorienteret kurs efter formandsskiftet til Lene Espersen,« siger Jørgen Goul Andersen.