Lang vej til fælles EU-overenskomster

Af Peder Munch Hansen

Ansatte i EU får ikke fælles overenskomstforhandlinger, men fagbevægelserne begynder i det små at koordinere deres krav for at undgå løn-dumping.

De ansatte i EU-landene kæmper i højere og højere grad om løn og andre goder hos de samme multinationale arbejdsgivere. Men forhandlingerne foregår i de enkelte lande. Og det bliver de ved med i mange år, selv om både den europæiske faglige sammenslutning (EFS) og europæiske faglige branchesammenslutninger styrker kontakterne og forsøger at lave spilleregler for forhandlingerne om løn- og arbejdsforhold i de enkelte lande.

»Vi er nødt til at diskutere, hvilke krav vi stiller, så vi undgår løn-dumping,« siger kommende vicegeneralsekretær i EFS, Reiner Hoffmann.

Som direktør i forskningsinstituttet ETUI har han i en årrække fulgt de europæiske overenskomstforhandlinger, og linjen går ikke direkte mod nye europæiske løn- og arbejdsaftaler. Forholdene er simpelthen for forskellige i de enkelte lande til, at det kan lade sig gøre.

»Men det er nødvendigt, at vi får klare spilleregler for kravene, og den udvikling er i gang,« siger Reiner Hoffmann.

Den europæiske sammenslutning af metalarbejdere (EMF) indledte et samarbejde for 10 år siden. Og inden for EMF er medlemsorganisationer i Tyskland, Holland, Belgien og Luxembourg gået videre med særlige rådgivende overenskomstudvalg. Kravene i EFS går i første række på, at ingen indgår overenskomster, der forringer de ansattes forhold. Medlemmerne skal sikres mindst prisstigningerne og den stigning i produktiviteten, der er i branchen.

En af fordelene ved samarbejdet har været, at forhandlerne i et land har haft eksperter i ryggen fra andre lande, der kan fortælle, hvordan konkurrenceforholdene er i deres lande.

EMF har kongres i juni, og her lægger ledelsen op til, at samarbejdet om overenskomster styrkes.
»Vi skal styrke koordineringen. Den skal være mere omfattende og gå mere i dybden, og den skal være mere bindende,« siger Barb Samyr, der arbejder med oplægget i EMF.

Men heller ikke han tror, at der dermed er lagt op til egentlige lønkrav og overenskomster. Men Barb Samyr er overbevist om, at der på længere sigt bliver visse bredere rammeaftaler, der indeholder andet end løn. Uddannelse er noget af det, der presser sig på. EMF arbejder med tankerne både i et udvalg for kollektive forhandlinger og i et udvalg på virksomhedsniveau. Barb Samyr understreger, at det er helt afgørende at få medlemmerne på virksomhederne med i arbejdet. Det gælder først og fremmest i de multinationale koncerner, hvor de europæiske samarbejdsudvalg skal styrkes.

»Vi skal uddanne vore tillidsfolk meget bedre til at tackle den nye internationale situation. Der har vi en fortsat hovedopgave,« siger Barb Samyr.

I EFS har Reiner Hoffmann samme opfattelse. Og han understreger, at behovet bliver større, når de nye lande kommer med i EU. I dag er omkring 1.800 virksomheder omfattet af EU-regler om europæiske samarbejdsudvalg. Når 10 nye lande er med, bliver endnu 500 virksomheder omfattet.

»Dermed får vi en ny opgave med at oprette samarbejdsudvalg og nu i lande, der ikke er vant til den dialog mellem ansatte og ledelse, vi har opbygget,« siger Reiner Hoffmann.

Barb Samyr peger i den forbindelse på, at arbejdsgiverne er dårligt organiserede i de europæiske brancher og endnu dårligere i østlandene.

»Det er et af vore problemer. Vi ønsker jo reelt stærke arbejdsgiverorganisationer, der kan indgå aftaler. For vi skal have flere aftaler, hvis vi skal undgå, at der bliver ulige konkurrence på arbejdsbetingelserne,« siger Barb Samyr.