Lang vej mod vestlige forhold

Af | @MichaelBraemer
| @GitteRedder

Ny rapport dokumenterer kæmpe forskelle på arbejdsvilkår i de nye og gamle EU-lande. To arbejdsmarkedsforskere vurderer, at det vil tage to årtier, før vi ser et ensartet europæisk arbejdsmarked.

Tidligst i år 2020 kan lønmodtagerne i de østeuropæiske ansøgerlande forvente, at deres løn- og arbejdsmarkedsforhold er på niveau med deres kollegers i det gamle EU. Når udvidelsen af EU med 10 nye lande sandsynligvis falder på plads på EU-topmødet i København i næste uge, begynder en lang og sej omstilling af arbejdsmarkederne og beskæftigelsespolitikken i Polen, Ungarn, Tjekkiet og de baltiske lande for at komme på omdrejningshøjde med det øvrige EU.
Professor på Frankfurt Universitet, Manfred Weiss – en af Europas førende forskere i arbejdsmarkedsforhold og treparts-samarbejde i Østeuropa og rådgiver for EU-Kommissionen og flere af ansøgerlandene – advarer mod at tro, at integrationen af to så vidt forskellige arbejdsmarkeder som det øst- og vesteuropæiske kommer af sig selv.

»Det kan nemt tage to årtier, før de nye og gamle EU-lande har ens arbejdsmarkeder. I dag er kandidatlandenes arbejdsmarkeder alle kendetegnet ved billig og relativt dårligt uddannet arbejdskraft og elendige arbejdsvilkår. De skal op på nogle minimumsstandarder og have ordentlige arbejds- og lønvilkår,« siger Manfred Weiss til Ugebrevet A4.

Sociale kløfter

Også Herman Schmid, medlem af Europa-Parlamentet for det svenske Vänsterpartiet og forsker i arbejdsmarkedsforhold på Roskilde Universitetscenter, spår også, at der vil gå lang tid, før ansøgerlandene vil nå de nuværende EU-landes niveau.

»Vi vil se mange problemer og store sociale kløfter i de nuværende ansøgerlande, men også megen vitalitet. Dynamikken vil få en del til at ske i de næste 10 år. Men der vil nok gå yderligere 10 år, før vi kan forvente noget, der ligner homogenitet på det samlede, europæiske arbejdsmarked,« mener Herman Schmid.

Han har positive forventninger til udvidelsen og understreger, at de mange problemer i ansøgerlandene jo ikke er nye. Det ødelægger heller ikke hans positive indstilling, at ansøgerlandene kun på papiret lever op til optagelseskravene.

Professor Manfred Weiss fra Frankfurt kalder det imponerende, hvad de nye lande har nået på kort tid, og henviser til demokratisering, opbygning af sociale institutioner og omstillingen til markedsøkonomi.

»Men hvis vi mener integrationen af de nye lande i EU alvorligt, er vi nødt til at hjælpe dem på rette vej og gøre en langt større indsats end hidtil. En af de svære udfordringer i forbindelse med udvidelsen er at skabe ordentlige arbejdsvilkår og et reguleret arbejdsmarked. Det kræver opbygning af strukturer og institutioner på alle niveauer. Og her bør vi – uanset vi taler om lande eller arbejdsmarkedets parter og organisationer – hjælpe langt mere, end vi har gjort hidtil. Med information, rådgivning og udsendelse af medarbejdere,« foreslår den tyske professor.

Store forskelle

En ny rapport fra Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkår, det såkaldte Dublin-institut, dokumenterer sort på hvidt de store forskelle mellem ansøgerlande og det nuværende EU. Rapporten »Arbejdsforhold i kandidatlandene og EU« afslører blandt andet:

  • 40 procent af lønmodtagerne i kandidatlandene er bekymrede for, at deres arbejde skader helbred og sikkerhed. Samme tal i EU er 27 procent.
  • Helbredsproblemer forårsaget af arbejde er markant højere i kandidatlandene, hvor 41 procent af lønmodtagerne føler sig udbrændte mod 23 procent i EU. Generelt slås langt flere med rygproblemer, muskelsmerter og andre fysiske komplikationer i kandidatlandene end i EU. Samtidig udsættes flere for dårlige arbejdsmiljø som for eksempel støj og dårlige arbejdsstillinger.
  • Arbejdstiden er markant længere i kandidatlandene, hvor den gennemsnitlige arbejdstid per uge ligger på 44,4 timer mod 38,3 timer i EU. Samtidig er færre på deltid (7 procent) mod 17 procent af EU-lønmodtagerne.
  • 88 procent af lønmodtagere i kandidatlandene modtager en fast minimumsløn mod 92 procent i EU. 18 procent af lønmodtagerne i de nye lande arbejder på akkord sammenlignet med 7 procent i EU. 
  • Lønniveauet i ansøgerlandene er markant lavere end i EU, men lønnen stiger til gengæld hurtigere end i EU.
  • Færre lønmodtagere bliver videre- og efteruddannet i kandidatlandene end i EU. 
Svage organisationer

Dublin-instituttet sætter også fokus på arbejdsmarkedets parter og omfanget af kollektive overenskomster i kandidatlandene. Og set med danske briller tegner der sig et nedslående billede med både svage fagbevægelser og arbejdsgiverorganisationer samt uorganiserede lønmodtagere. Kollektive overenskomster er et særsyn. 

Professor Manfred Weiss fremhæver da også, at det er »helt afgørende«, at kollektive overenskomster udbredes, hvis de østeuropæiske lønmodtagere skal gøre sig håb om at få ordentlige arbejdsvilkår.

»I dag er det ofte på den enkelte fabrik i Østeuropa, der indgås en slags overenskomst, men der er brug for stærke fagforeninger, en velorganiseret arbejdsgivermodpart og kollektive overenskomster på sektorniveau. Vi er nødt til at sikre kollektive overenskomstforhandlinger i de nye lande, og her er det vigtigt med rådgivning fra parterne,« mener Weiss.

»Med stærke regeringer og svage parter er der en ubalance, hvor regeringerne i kandidatlandene kan manipulere og misbruge parterne. Det bliver ikke til gunst for lønmodtagerne,« advarer han og understreger, at også derfor er fagbevægelsen nødt til at yde en mere målrettet indsats i Østeuropa.

Arbejdsmarkedsforskeren Herman Schmid har en forventning om, at problemet med den svage fagbevægelse vil løse sig selv. Fagforeninger har det, som han siger, som svampe på jorden og vil vokse spontant frem af de sociale kløfter, som man allerede nu ser i ansøgerlandene.

»Eksporterhvervene i ansøgerlandene klarer sig jo godt, og her vokser lønningerne hastigt. Det samme sker ikke med lønningerne i de erhverv, som betjener hjemmemarkedet. En sådan udvikling vil uundgåeligt føre til sociale spændinger og konflikter, som vil få nye kræfter til at organisere sig,« mener han.

Eksemplet Østtyskland har i det hele taget lært Herman Schmid, at man ikke må være for styrende i forhold til dem, man vil hjælpe. Vesttyskerne har brugt enorme summer på at få de østlige landsmænd i det genforenede Tyskland op på deres eget niveau. Men uden synderlig succes, fordi initiativet hele tiden har været vesttyskernes.

»Vi må stole på de kræfter, ansøgerlandene selv har, og lade dem styre udviklingen – samtidig med, at vi naturligvis spiller sammen med dem,« siger han.

Professor Manfred Weiss understreger, at der er store forskelle på kandidatlandene indbyrdes. I Slovenien og Slovakiet er arbejdsmarkedsforholdene tæt på Portugal og Grækenland, mens de baltiske lande halser langt bagud.

»De nye lande skal ikke bare kopiere, hvad de gamle EU-lande har gjort. Vi er nødt til at se på, hvad der er behov for i de enkelte lande og så udvikle unikke nationale modeller, der passer til behovene,« siger Manfred Weiss.

Ingen frygt for øst-invasion

Hverken Manfred Weiss eller Herman Schmid mener, at de nuværende EU-lande har grund til at frygte konsekvenserne af arbejdskraftens frie bevægelighed over grænserne i et udvidet EU. 
»Vi vil opleve, at der kommer løs arbejdskraft, men ikke de store horder, som nogen har udtrykt frygt for. Det er jo ikke let at få fodfæste på et fremmed arbejdsmarked. De er ikke velkomne, og så er der de sproglige problemer. Dér, hvor vi vil se dem, er i restaurationsbranchen, i byggeriet og som sort arbejdskraft, hvor det faglige organisationsniveau er lavt,« mener Herman Scmid.

»Det er et problem, der skal løses, men jeg synes, vi skal være meget generøse i den sammenhæng, for alle erfaringer viser, at det altid er færre arbejdere end forventet, der forlader deres land,« supplerer Manfred Weiss.