NY PÅ ARBEJDSMARKEDET

Landmand på fremmed jord

Kilder i fagbevægelsen kalder den nye beskæftigelsesminister myreflittig, ligefrem og lydhør. Men der udtrykkes også bekymring for, hvad regeringen og Troels Lund Poulsen kan lave af politiske ulykker.

Metal-formand Claus Jensen ser ham som »yderst kompetent og løsningsorienteret«, mens FOA-næstformand Mona Striib har betænkeligheder mht. om Troels Lund Poulsen vil lytte til forbundet, der primært har offentlig ansatte blandt sine medlemmer, og som dermed vil mærke konsekvenserne af stram offentlig økonomi.

Metal-formand Claus Jensen ser ham som »yderst kompetent og løsningsorienteret«, mens FOA-næstformand Mona Striib har betænkeligheder mht. om Troels Lund Poulsen vil lytte til forbundet, der primært har offentlig ansatte blandt sine medlemmer, og som dermed vil mærke konsekvenserne af stram offentlig økonomi.

Foto: Uffe Weng/Scanpix

Torsdag 8. september tog erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) elevatoren op på 5. sal i LO-Huset på Islands Brygge.

For første gang nogensinde satte venstremanden sin fod i fagbevægelsens højborg for at komme med et oplæg i LO’s erhvervspolitiske udvalg.

»Med et glimt i øjet lagde Troels Lund Poulsen ud med at sige, at nu havde han nået toppen af sin karriere. Med hans liberale baggrund havde han ikke lige forestillet sig at blive inviteret som gæst i LO, så nu var han nået langt,« beretter næstformand i LO Nanna Højlund.

I dag er Troels Lund Poulsen ny beskæftigelsesminister, og Nanna Højlund bruger den lille anekdote til at fortælle, at hun ikke oplever den nye minister som en ideologisk stivstikker men som en pragmatisk borgerlig minister, der også gerne vil bruge tid sammen med fagbevægelsen.

»Nu ved Troels Lund Poulsen jo, hvor vi bor. Og det er godt, hvis han kommer på besøg flere gange i sin egenskab af beskæftigelsesminister, for der er nok at snakke om,« siger hun.

Den 40-årige Troels Lund Poulsen overtager beskæftigelsesministeriet efter Jørn Neergaard Larsen, der nu kan gå på pension efter halvandet år som minister og flere årtier i spidsen for Dansk Arbejdsgiverforening.

Med Troels handler det om sagen og om at nå ind til kernen. Jeg oplever ikke, at han stirrer sig blind på ideologi, og så skal han også have point for at lytte, når man kommer med et konkret forslag eller en anke. Nanna Højlund, næstformand, LO

Troels Lund Poulsen er på trods af sin unge alder allerede ministerveteran. Beskæftigelsesministeriet er hans femte af slagsen, og faglige topfolk kalder det en kæmpe fordel, at man får en dreven minister med stor erfaring.

»Troels er både yderst kompetent og løsningsorienteret,« lyder skudsmålet fra forbundsformand i Dansk Metal Claus Jensen.

Og ja, Metals formand er på fornavn med Troels Lund Poulsen, som han har mødt utallige gange i forbindelse med konferencer og møder om, hvordan man sikre et stærkt produktionsdanmark og skabelse af nye arbejdspladser.

FOA har betænkeligheder  

Også næstformand i FOA, Mona Striib, lægger vægt på, at der kommer en rutineret minister i spidsen for beskæftigelsesministeriet.

»Vi får jo uden tvivl en dygtig, grundig og arbejdsom minister på området, og vi byder ham selvfølgelig velkommen. Vores ønske er, at han også bliver en åben og konstruktiv minister, men jeg kan godt have min betænkeligheder i forhold til, om han vil lytte til os,« siger hun.

Hverken Nanna Højlund eller Claus Jensen deler FOA’s betænkeligheder. Begge pointerer, at den nye beskæftigelsesminister er pragmatisk og lydhør.

»Med Troels handler det om sagen og om at nå ind til kernen. Jeg oplever ikke, at han stirrer sig blind på ideologi, og så skal han også have point for at lytte, når man kommer med et konkret forslag eller en anke,« fastslår Nanna Højlund.  

Troels Lund Poulsen kommer til at spille en central rolle i at ruste Danmark til fremtidens arbejdsmarked:

  • Regeringen nedsætter et såkaldt disruptionråd, der sammen med arbejdsmarkedets parter, virksomheder, eksperter og relevante ministerier skal drøfte og analysere fremtidens arbejdsmarked, så vi ikke mister konkurrencekraft og job på grund af digitalisering, ny robotteknologi og kunstig intelligens.
  • Udover at møde fagbevægelsens topfolk i det nye Disruptionsråd kommer Troels Lund Poulsen også til at være med i den nye runde af trepartsforhandlinger om voksen- og efteruddannelse i 2017. Her er ambitionen fra fagbevægelsens side at lande en aftale, der sikrer flere penge til uddannelse og gør folk i stand til at uddanne sig til fremtidens behov gennem hele deres arbejdsliv.   
  • Endelig kommer Troels Lund Poulsen ind i orkanens øje, når det handler om at hæve pensionsalderen. Af det nye regeringsgrundlag fremgår, at pensionsalderen skal hæves tidligere end aftalt. Og en samlet fagbevægelse kæmper skulder ved skulder for at undgå senere pensionsalder.
  • Ifølge fagbevægelsen halter indsatsen for at sikre et ordentligt arbejdsmiljø og kampen mod social dumping også, og det bliver temaer, som vil blive taget op med den nye minister igen og igen. Endelig vender fagbevægelsen tommelfingeren nedad til ny jobpræmie, der ifølge regeringen skal få tusindvis af langtidsledige i job.  

Det er nyt farvand for Troels Lund Poulsen erkender han overfor Ugebrevet A4. 

»Jeg har ikke været vant til som sådan at have noget med arbejdsmarkedets parter at gøre. Men jeg har jo haft en tæt dialog med en lang række af de forskellige organisationer. LO, Dansk Metal, NNF, Dansk Industri, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv og så videre. Mange interessenter, som betyder noget for hele spørgsmålet om beskæftigelse. Jeg har også været optaget af at indtænke, hvad det er for muligheder, der skal til for at ansætte flere mennesker i nogle af de dele af Danmark, der er under pres,« siger beskæftigelsesministeren. 

Han fremhæver, at han har haft et forbilledligt samarbejde med blandt andre Claus Jensen fra Dansk Metal og Ole Wehlast fra Fødevareforbundet NNF. Og han kan ikke forestille sig, at arbejdet med at få en hurtigere indfasning af højere pensionsalder vil gå udover samarbejdet i øvrigt og heller ikke spænde ben for trepartsforhandlinger. 

»Nu tager vi det i den rigtige rækkefølge. Det vigtigste er, at vi får mulighed for at have en dialog med de forskellige parter, og det vil jeg glæde mig til,« siger han og understreger, at han lige er tiltrådt og skal have mulighed for at få et overblik.

Vores oplevelser af, at der skal skabes vækst og arbejdspladser flugter jo meget godt. Claus Jensen, formand, Dansk Metal

Ikke på kollisionskurs

Kilder i fagbevægelsen understreger, at man ikke er på kollisionskurs med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen som person men med den politiske kurs, som han skal udmønte, og som absolut ikke er fagbevægelsens livret.

»Jeg er overbevist om, at Troels vil være optaget af at dele sol og vind lige ved trepartsforhandlingerne,« siger Claus Jensen fra Dansk Metal.

Han fremfører det som et plus, at den nye beskæftigelsesminister qua sit job som erhvervsminister også har indgående kendskab til erhvervsliv og arbejdsmarked.

»Vores oplevelser af, at der skal skabes vækst og arbejdspladser flugter jo meget godt,« konstaterer smedenes og industrikteknikernes formand.

Landmand med universitetsstudier  

Nanna Højlund fremhæver, at Troels Lund Poulsen virker oprigtig optaget af at lære fagbevægelsen bedre at kende.

Men hvad den nye minister i virkeligheden mener om den danske model og fagbevægelsen står hen i det uvisse.  Det er småt med citater fra Troels Lund Poulsen om, hvad han mener om LO og FTF. Han har selv en studenterhue fra Tørring i Jylland og en række ikke færdiggjorte universitetsstudier på Københavns Universitet med i bagagen.

Men ellers har Troels Lund Poulsen brugt sin tid på Venstre og på sin landbrugsejendom ved Tølløse på Sjælland. Han er mest af alt venstremand og landmand og har aldrig haft job som helt almindelig lønmodtager.

Unge Troels ville afskaffe pension

Folkepensionen skal afskaffes, efterlønnen ligeså og dagpengesystemet skal ændres væsentligt.

Så markante holdninger havde Danmarks nye beskæftigelsesminister tilbage i 2001, da han skrev debatbogen “Tid til forandring”.

I bogen skrev Troels Lund Poulsen følgende:

- Folkepensionen er et forældet koncept i vores rige samfund. Det er en forudsigelig begivenhed i ens liv, at man en dag bliver 65 år og det vil derfor være muligt for mange selv at tage de nødvendige forholdsregler i form af opsparing.  

Faktisk mente Troels Lund Poulsen, at folkepensionen var en urimelig ydelse.

- Da folkepensionen i dag er ganske lille, sparer mange mennesker i forvejen op til deres pension. Det virker alene af den grund urimeligt, at fremtidens mange velhavende pensionister skal have et offentligt tilskud oven i hatten, lød det i debatbogen tilbage i 2001.

Læs mere her på avisen.dk

UDVID

For ti år siden, da han i oktober 2006 blev udpeget til ny politisk ordfører for Venstre, interviewede Ugebrevet A4 ham. Og her roste Troels Lund Poulsen LO-fagbevægelsen for at søge reel politisk indflydelse.

»Overordnet viser fagbevægelsen et stort medansvar for at sikre den fremtidige udvikling. Der vil altid være nogle fagforbund, som kører skingert, men jeg har stor tillid til, at når man tager de store forhandlinger om løn, vil fagbevægelsen vise økonomisk ansvarlighed,« lød det fra Troels Lund Poulsen.

»Selvom fagbevægelsen har en regering, som de ønsker væltet, prøver de at få indflydelse på politikken – også fordi deres medlemmer skal have noget for kontingentkronerne. Det er det tætteste, jeg kommer på noget, der ligner en kærlighedserklæring til fagbevægelsen,« sagde han med et grin i interviewet. 

A4-interview med Troels Lund Poulsen fra 2006: Flere penge er ikke lykken i den offentlige sektor

Selvom flere kilder i fagbevægelsen kalder den nye beskæftigelsesminister myreflittig, ligefrem og lydhør, så udtrykkes der også bekymring for, hvad regeringen og Troels Lund Poulsen kan nå at lave af politiske ulykker de næste to et halvt år.

Smadret arbejdsmarked 

FOA’s næstformand Mona Striib fremfører, at Lars Løkke Rasmussens nye trekløverregering lægger op til, at det offentlige forbrug kun skal vokse med 0,3 procent om året.

»Reelt vil det betyde nulvækst, og det bekymrer os virkeligt. Jeg synes jo, at det ser rigtig slemt ud i forvejen, for dele af det offentlige arbejdsmarked er jo nærmest allerede smadret af besparelser. Når regeringen så udover den ringe vækst på 0,3 procent i det offentlige også presser på for mere udlicitering og konkurrenceudsættelse, frygter vi for fremtiden,« siger hun.

FOA-næstformanden fremhæver, at hun har et juleønske til den nye beskæftigelsesminister.

»Jeg håber, at Troels Lund Poulsen vil rette op på nogle af de værste fadæser med beskæftigelses- og dagpengereformen,« siger Mona Striib.