Landbruget tildeler sig selv en halv milliard skattekroner

Af

Mere end 500 millioner skattekroner går hvert år via 16 fonde til det danske landbrug. Ugebrevet A4 har kortlagt støtten og kan dokumentere, at mindst tre ud af fire støttekroner går til landbrugets egne foreninger, institutioner og rådgivningscentre. »Alle advarselslamper lyser,« siger økonomiprofessor. Et opgør med ordningen ulmer i oppositionen.

GULDKALV Hvert år går en halv milliard offentlige skattekroner ind i et ugennemskueligt spindelvæv af fonde til gavn for landbruget. Og i modsætning til mange andre offentlige erhvervsstøttekroner, der forvaltes af offentlige myndigheder og prioriteres af politikerne, har landbruget fået hals- og håndsret over pengene.

Det betyder, at landbruget tildeler sine egne fonde, foreninger og rådgivningscentre mere end 400 millioner kroner uden offentlig debat eller politisk bevågenhed. Og mindre end 10 procent af fondsmidlerne gik i 2008 direkte til offentlige forskningsinstitutioner, viser en kortlægning foretaget af Ugebrevet A4. Hos Forbrugerrådet, der sidder som offentlig repræsentant i den største af de 16 fonde – promilleafgiftsfonden for landbrug – finder direktør Rasmus Kjeldahl det overraskende, at politikerne ikke blander sig.

»Det her er skatteydernes penge Men der er ikke fra samfundets side debat om pengene. Offentlighedens repræsentanter, herunder Forbrugerrådet, er indsat for at kunne trække i nødbremsen og påvirke prioriteterne. Men i realiteten har man overladt det til landbruget at afgøre, hvad der er bedst at støtte. Som samfund synes jeg, vi har al mulig grund til at sende nogle klare politiske signaler om, hvordan de penge skal fordeles,« siger han med henvisning til, at repræsentanter for det offentlige udgør en minoritet i bestyrelserne i landbrugets fonde, mens branchen selv sidder på de fleste af posterne.

I 2008 uddeltes de 16 såkaldte promille- og produktionsafgiftsfonde i alt 565,3 millioner kroner. Fondene har siden begyndelsen af 70’erne uddelt milliarder af offentlige midler til landbruget uden offentlig debat. Det skyldes blandt andet, at fondene lever deres eget liv.

Landbrugets egne brancheorganisationer er sekretariat for bestyrelser, hvor flertallet af medlemmerne er udpeget af branchen selv. I dette lukkede kredsløb skubber fondene stort set ubemærket over 75 procent af støttekronerne over til projekter, der er styret af deres egne brancheorganisationer eller egne rådgivningscentre.

Selv blandt dem, der modtog støtte, lyder der kritik af fondenes måde at uddele midlerne. Flere af de kilder, A4 har talt med, understreger, at når landbrugets egne producenter fordeler midlerne ud fra de behov og udfordringer, erhvervet selv identificerer, så får man alt for få nye visioner, der på sigt kan redde erhvervets fremtid.

Pernille Fraas Johnsen, dyrevelfærds­chef hos Dyrenes Beskyttelse, der i 2008 modtog penge til et projekt om svineproduktion på friland, forklarer:

»Meget konventionel produktion og meget lidt alternativ produktion bliver støttet. I Svineafgiftsfonden har de været lydhøre – vi har jo fået penge. Men det er klart, at hvis der skal være udvikling, kunne jeg godt tænke mig, at afgiftsfondene turde lidt mere og turde støtte flere projekter for dyrevelfærd og det alternative landbrug.«

Når de alternative producenter kan have svært ved at få foden inden for i fondene, hænger det blandt andet sammen med, at skattekronerne siver ned i de 16 fonde efter et sindrigt system, hvor nogle af støttekronerne fordeles efter en nøgle, som afspejler produktionen. Eksempelvis får pelsdyravlerne en større portion i pelsdyravlernes produktionsfond, hvis minkavlerne har solgt mange skind i det forgangne år. Altså får de mest succesrige erhverv flere midler i ’deres’ fonde.

En anden årsag er, at midlerne dels stammer fra produktionsafgifter, der er pålagt den enkelte producent, og hvis størrelse erhvervet selv bestemmer, og dels fra promilleafgifter – en statsafgift for brug af pesticider. I praksis betyder karakteren af to indtægtskilder, at landbruget opfatter midlerne som sine egne. Som administrerende direktør i Mejeriforeningen og direktionsmedlem i Landbrug & Fødevarer, Michael Stevns, siger:

»Når vi taler om mælkeafgifterne, så kan det godt være, at man teoretisk vil kalde det offentlige midler, men de kommer ikke fra det offentlige. Pengene kommer fra dem, der betaler afgiften.«

Men ifølge Peter Maskell, erhvervsøkonomisk professor ved Handelshøjskolen i København (CBS), er der ingen tvivl om, at det er offentlige midler.

»Borgere, der betaler registreringsafgift eller stempelafgift, kan jo heller ikke påberåbe sig, at det er deres midler. Og netop i lyset af, at det er samfundets penge, er det en problematisk måde, man har valgt at uddele dem på. Når man ser arkitekturen for de her fonde, lyser flere advarselslamper. Der er en indbygget risiko for, at penge, der fordeles langt fra offentlighedens søgelys, ikke tjener det overordnede samfundsmæssige formål,« siger han.

Forstener landbruget

Fondenes opbygning med et hav af sekretariater, bestyrelser og udvalg, der flytter offentlige midler rundt mellem sig, fremmer ikke gennemsigtighed, mener Peter Maskell. Han vurderer også, at systemet rummer betydelige risici for konkurrenceforvridning til skade for nye virksomheder. Og det kan i sidste ende føre til en forstening af branchen frem for en udvikling.

For mindre end et år siden stemte politikerne i Folketinget om et forslag fra SF, som skulle give offentligheden større repræsentation i fondsbestyrelserne og sikre uafhængig administration.

Forslaget gik ikke igennem, og SF’s forbrugerordfører Pia Olsen Dyhr, der stillede det, er fortsat bekymret.

»Det er en stærkt problematisk brug af midlerne – både set med det offentliges øjne og med landbrugets øjne, for midlerne bliver ikke brugt til det bedste. Det er især problematisk i de her krisetider, hvor vi burde bruge pengene på at fremme landbrugets overlevelser på sigt. Det er fremtidsløst at give penge til sig selv, og det tangerer nepotisme,« siger Pia Olsen Dyhr.

Tilhængere af det nuværende system er dog langt fra enig i kritikken. Midlerne bruges nemlig til de formål, som er vedtaget politisk: forskning, udvikling, sygdomsbekæmpelse og erhvervsfremme – altså markedsføring og reklame. Ifølge fondenes hjemmesider har de – helt i overensstemmelse med retningslinjerne – brugt millioner af støttekroner på alt fra salgsfremstød i Kina, forskning i svinesygdomme over kampagner for landbrugspraktik til rådgivning om pesticider og uddeling af smagsprøver på dyrskuer.

Men ifølge SF’s forbrugerordfører handler kritikken ikke om de formål, midlerne bruges til, men om måden, de uddeles. Mere end 75 procent af pengene går nemlig til landbrugets egne organisationer med Dansk Landbrugsrådgivning på en førsteplads, Dansk Svineproduktion på en andenplads og Danske Slagterier på en tredjeplads på listen over dem, der modtager mest støtte fra fondene. Mere end 273 millioner kroner tildelte fondene alene de tre institutioner i 2008.

At landbruget støtter en bred vifte af opgaver både i landbruget og af offentlig interesse er selve formålet med fondene, forklarer Lars Kolze, kontorchef i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, som har tilsynsmyndighed med fondene.

»De her fonde blev i sin tid oprettet, fordi man erkendte, at hvis man ville sikre en udvikling af landbruget, måtte man gå sammen om at bære udgifterne. Ingen landmand kan alene bære udgiften til forskning, erhvervsfremme og sygdomsbekæmpelse. Fondene har selvbestemmelse inden for lovens rammer. De kan bruge pengene der, hvor fondsbestyrelsen synes, de bruges bedst. Og det omfatter også, at fondene løfter opgaver, der har offentlighedens interesse, såsom reduceret brug af pesticider,« siger Lars Kolze.

Brancheorganisationen Pelsdyravlerforeningen modtog i 2008 20 millioner kroner fra Pelsdyrafgiftsfonden. Kommunikationschef Sander Jacobsen erkender »kasketsammenfald« mellem fond, sekretariat, brancheforening og forskningsindsats, og så gerne den statslige indblandring helt droppet:

»Vores holdning er, at vi lige så godt kunne køre det her i eget regi i stedet for at have det administrative mellemled. Promillemidlerne er et velkomment bidrag til branchen, men vi føler, det er vores egne penge, der skal igennem hele det her cirkus for i sidste ende at havne der, hvor vi nok alligevel selv ville bruge dem.«

Men konsekvensen af strukturen i fondssystemet er ifølge professor på CBS Peter Maskell, at fondene lukker sig om sig selv.

»Hvis promillefonden modtog ansøgninger i en åben proces på tværs af de mange undergrupper, ville ansøgningerne i højere grad skulle konkurrere på lige vilkår og midlerne tilflyde områder med størst potentiale for vækst og dynamik,« siger han.

Fondene har særstatus

I Venstre vil man ikke pille ved systemet, fordi fondene har særstatus i erhvervsstøttesammenhæng.

»Da man i sin tid oprettede fondene, gav staten og landbruget hinanden håndslag på, at vi skulle have gang i forskning, udvikling og dyrevelfærd, og derfor aftalte man, at erhvervet også betaler ind til det. Derfor mener jeg, det hviler på en historisk aftale, som ikke kan sammenlignes med erhvervsstøtte i øvrigt, og derfor skal erhvervet have indflydelse på, hvad pengene bruges til,« siger Venstres ordfører Erling Bonnesen.

Et opgør med fondsvældet kommer heller ikke fra DF’s ordfører René Christensen, der mener, at »der er god dialog mellem landbruget og den politik, der er ført de seneste år«.

Det undrer ikke direktør i Forbrugerrådet, at det er svært at finde politisk opbakning til at ændre på fondsbestyrelsernes sammensætning – eller foreslå en større politisk rammeprioritering af formålene med midlerne.

»Det er ikke så mærkeligt, når man tænker på de interesser, der er på spil her. Pengene går i høj grad til landbrugets egne brancheforeninger, og dykker man længere ned i tallene, er der endnu større sammenfald mellem dem, der sidder i bestyrelserne, og de organisationer, der får støtten,« siger Rasmus Kjeldahl og tilføjer:

»Det betyder blandt andet, at der i dag er alt for få projekter, der tager fat på klimaopgaven, kvalitet i fødevarer, økologi, fødevaresikkerhed og dyrevelfærd. Det er noget, der optager mange af dem, der betaler for det her – nemlig skatteyderne.«

SF’s Pia Olsen Dyhr vil fremsætte forslaget om ny sammensætning af bestyrelserne i landbrugets fonde igen, hvis vi får ny regering efter et valg.

Socialdemokraterne bakker op om en uvildig redegørelse af, hvordan midlerne bruges. Hvis rapporten viser mangel på gennemsigtighed, og at pengene kunne udnyttes bedre, er partiet åbent overfor at se på en ny struktur.

»Vi har brug for udvikling af landbruget gennem lødig og nødvendig forskning. Det skal vi så også have vished for, at pengene bruges til,« siger S-ordfører Bjarne Laustsen.

Landbruget selv ærgrer sig over, at regnskaberne, der danner baggrund for A4’s kortlægning, ikke rummer mere detaljerede oplysninger om støttemodtagerne. Det er nemlig ikke nødvendigvis dem, der i regnskaberne står som støttemodtagere, der alene har brugt midlerne. Det forklarer Lars Daugaard fra Landbrug og Fødevarer, der har ansvar for administrationen af Promillefonden for Landbrug:

»I 8 ud af 10 tilfælde er foreningen, der står oplistet som støttemodtager, bare en koordinator for et samarbejdsprojekt mellem flere forskningsinstitutioner og organisationer. Og ser man på fordelingen af midler, så går en tredjedel til samarbejdsprojekter.«

Fremover vil fondene derfor ifølge Lars Daugaard drøfte, hvilke yderligere informationer der skal offentliggøres.