Lærerformand rækker hånden ud mod LO

Af

Den nyvalgte lærerformand Anders Bondo Christensen mener, at der på sigt kun bør være én hovedorganisation for lønmodtagere. Derfor skal AC, FTF og LO indlede et tættere samarbejde.

De danske lønmodtagere er bedst tjent med kun én hovedorganisation. Det mener Anders Bondo, der i oktober blev valgt til ny formand i Danmarks Lærerforening, som er det største forbund i hovedorganisationen Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF).
»Jeg ser det bestemt ikke som et umuligt perspektiv, at vi kun skal have én hovedorganisation i Danmark. Og med de internationale og samfundsmæssige udfordringer, vi står over for som følge af blandt andet globaliseringen, ser jeg det også som et ønsket perspektiv, der kan være stort behov for,« siger Anders Bondo Christensen.

Han opfordrer derfor til, at de tre nuværende hovedorganisationer, som ud over FTF er Landsorganisationen (LO) og Akademikernes Centralorganisation (AC), allerede nu indleder et tættere samarbejde, som på længere sigt kan bane vejen for én ny fælles hovedorganisation. Anders Bondo Christensen forestiller sig i første omgang et samarbejde om flere fælles diskussionsoplæg og udspil fra hele lønmodtagersiden.

»Hvis vi tre hovedorganisationer kunne lave fælles udspil, der virkelig kunne rykke noget i eksempelvis debatten om udviklingen af den offentlige sektor, kunne det være en god start for et tættere samarbejde,« siger lærerformanden.

Han vil ikke komme med noget bud på, hvornår én fælles hovedorganisation for lønmodtagerne kan være en realitet, men blot fastslå, at der i hvert fald går minimum et år.

Debatten om antallet af hovedorganisationer for lønmodtagerne er for alvor blusset op, efter at den største hovedorganisation, LO, for nylig offentliggjorde sine moderniseringsplaner og blandt andet sløjfede partistøtten til Socialdemokraterne. Det er fra flere sider blevet udlagt som en invitation til fusion med de andre hovedorganisationer, og Anders Bondo Christensen betragter det da også som et helt nødvendigt skridt, hvis der kun skal være én hovedorganisation. Men han lægger vægt på, at det kun er første skridt på vejen mod en sammensmeltning af hovedorganisationerne.

»Jeg ser først og fremmest stoppet for partistøtte som et frieri fra LO’s side, og vores modsvar skal være, at vi ser positivt på mulighederne for et styrket samarbejde. Men der er heller ingen grund til at falde i næsegrus beundring, blot fordi partistøtten forsvinder,« siger Anders Bondo Christensen.