Læren fra Storbritannien

Af Annegrethe Rasmussen, Dagbladet Informations korrespondent i London

Brugen af politisk spin som kommunikation har gjort premierminister Tony Blair både berygtet og beundret. Men nu giver det bagslag. Den britiske leder står midt i en tillidskrise i både arbejderpartiet og i befolkningen. Tog Blair grundlæggende fejl eller har vilkårene for den politiske kommunikation forandret sig? Det sidste mener to britiske politologer.

11Er en regerings brug af aktive pressechefer, i daglig tale oftest kaldet spindoktorer, en fare for demokratiet – populært sagt en måde at snøre medierne på, så regeringen får de overskrifter og nyhedsindslag, som den selv ønsker sig? Eller er det lige modsat?

Spin er en naturlig konsekvens af en medie-udvikling, der med 24-timers nyhedskanaler, internet-medier og nyhedsmediernes evige, umættelige hunger efter solo-nyheder. Ministre må nødvendigvis benytte sig af udspekulerede pressestrateger for ikke at skulle bruge al sin tid på at snakke med journalister og korrigere forkerte oplysninger.

Det er groft sagt de to modsatrettede synspunkter, som deler vandene i debatten om fremtidens politiske kommunikation. Det gælder i Danmark, hvor det er velkendt, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har kastet beundrende blikke mod London, hvor premierminister Tony Blair har bemestret de ellers så bidske britiske massemedier i årevis. Og det gælder i Storbritannien, hvor beskyldningerne om, at »spin« har erstattet enhver ærlig fremlæggelse af en egentlig politik, er vokset i styrke igennem det seneste års tid.

Kritikken har samlet sig om premierminister Blair, hvis popularitet er styrtdykket i befolkningen efter Irak-krigen og våbenekspert, David Kellys selvmord. Sagen har kostet Blairs spindoktor nummer et Alastair Campbell jobbet. Men regeringens annoncering af en helt ny stil i kommunikationen efter Campbell har ikke hjulpet på meningsmålingerne. Reformen går kort sagt ud på, at regeringens kommunikation rykkes over i et helt nyt ministerium med egen departementschef. Det betyder, at den nye pressechef mister den ret, som Campbell havde til at give såvel offentlige chefer som ministre or-drer. Den formelle kontrol med regeringens kommunikation rykker med andre ord tilbage i hænderne på embedsmændene.

Men er det et bluff-nummer, som den konservative opposition har påstået – er anti-spin blot det nyeste trick i den mediedrevne Blairs spin-register? Eller er det et ærligt forsøg på at komme de politisk trætte og sure vælgere og græsrødder i New Labour i møde? To britiske eksperter i politisk kommunikation peger på, at der er brug for nye regler for fremtidens politiske kommunikation, hvis den mistillid til politikerne, som i større eller mindre grad præger de vesteuropæiske vælgere, skal afløses af en frugtbar dialog. Darren Lilleker arbejder som forsker ved medieafdelingen på Bournemouth University i Weymouth. Han er ekspert i politisk kommunikation og New Labour og har skrevet flere artikler og bøger om professionaliseringen af den politiske kommunikation.

citationstegnHvis du skal reformere det offentlige sundhedsvæsen, transport-systemet eller det sociale system. Ja, så er perspektivet 5-10 år. Det kan man ikke skrive mange historier på i de fleste medier. Der handler det om forslag, der tackler problemerne lige nu. Darren Lilleker, medieforsker på Bournemouth University

Lilleker er ikke i tvivl om, at der må ske noget i det britiske system, hvis man skal undgå en total nedsmeltning i forholdet mellem politikere og vælgere. Men samtidigt mener han, at det til en vis grad er forståeligt, at netop Blair og Labour har været så fokuseret på forholdet til medierne:

»Gennem 1980’erne stod det klart, at med den konstant negative pressedækning, som Labour fik, var partiet simpelt hen ikke valgbart. Men efter en periode med en favorabel pressedækning, har medierne fået nok. De søger nye historier, og spin er blevet den bedste historie af dem alle.

De konservative blev forbundet med svindel og humbug til sidst i deres regeringsperiode. New Labour kæmper med at komme af med etiketten ‘spin.’«

Der er flere gode eksempler på at spin virkelig har taget overhånd. Det mest velkendte eksempel er nok den tidligere pressechef i transportministeriet Jo Moore, som sendte en mail ud om at terror-angrebet på World Trade Centre, gjorde dagen til en »god dag at begrave dårlige nyheder.« Lilleker mener, at New Labour med fordel kunne kigge to steder hen i forsøget på at komme kritikerne i møde.

Dels på det klassiske arbejderparti, som nogle kalder Old Labour, der havde en helt anderledes grundig procedure for konsultation både lokalt med vælgerforeningerne og med fagforeningerne.

Disse aktivister er skuffede over, at de er blevet konsulteret langt mindre nu, hvor  partiet er i regering end tilfældet var, da Labour var i opposition.

Derudover kunne man i følge Lilleker kigge på det private erhvervsliv, som ikke skammer sig over at være mere »kundeorienteret« og bruge informationsteknologien som en naturlig del af kommunikationen med den moderne forbruger.

Fortovspolitik styrker image

De Liberale Demokrater – det lille oppositionsparti i britisk politik, som på nuværende tidspunkt har succes både i meningsmålingerne og ved lokale suppleringsvalg – er et godt eksempel på, hvordan et parti ved hjælp af, hvad Lilleker kalder »fortovspolitik«, altså at møde vælgerne, hvor de befinder sig til daglig, har opbygget et image blandt mange som et mere troværdigt parti end de to store partier i britisk politik.

citationstegn»Medierne er rykket op så at sige, så de i dag står på lige fod med politikerne. De tjener ikke længere det politiske system ved blot at bringe informationer ud til borgerne. De er heller ikke bare kritiske vagthunde. De har egne dagsordner og koncentrationen af ejerskabet skaber helt nye magtrelationer. Alan finlayson, politolog, University of Swansea

Men Lilleker er ikke ubetinget optimist. For medierne må også gribe i egen barm og erkende, at de har et medansvar for nedbruddet i den politiske tillid, siger han. Men han er i tvivl, om den journalistiske verden er klar til det. Først og fremmest må medierne forstå, at de med deres populistiske krav om evindelige »her-og-nu historier« og sort-hvide konflikter sætter det politiske system under et urimeligt pres og genererer en »anti-politisk dagsorden i befolkningen.«

»En politisk leder er nødt til at have et langt perspektiv på sin politik. Hvis du skal reformere det offentlige sundhedsvæsen, transport-systemet eller det sociale system. Ja, så er perspektivet 5-10 år. Det kan man ikke skrive mange historier på i de fleste medier. Der handler det om forslag, der tackler problemerne lige nu,« siger han.

»De to verdeners radikalt forskellige tidsperspektiver skaber store problemer i måden, politik kommunikeres på,« mener Darren Lilleker. Og så længe medierne ikke anerkender medansvaret, vil regeringen være nødt til at ansætte dygtige spindoktorer for at levere den vare, journalisterne efterspørger. 

Dagligdagen er den samme

Lillekers kollega, Alan Finlayson, som er forsker ved afdelingen for politik og internationale relationer på University of Swansea, ekspert i politisk teori og forfatter af flere artikler og bøger om Tony Blairs politiske lederskab, er delvist enig.

Han peger også på, at den enorme stigning i mediepresset, som de nye kabel-kanaler med 24-timers nyheder samt internettet producerer, i mange tilfælde forhindrer politikerne i faktisk at tænke på politik. I stedet må de forholde sig til ting, der er »live from the battlefield.«

»Forskellen i hastighed er markant,« siger han.

Samtidig mener Alan Finlayson, at relationen mellem politikerne, medierne og borgerne for tiden er uklar og må redefineres.

»Medierne har en plads ved siden af andre institutioner i det politiske liv, som for eksempel domstolene og militæret. Over de sidste 15 år har relationen ændret sig. Medierne er rykket op så at sige, så de i dag står på lige fod med politikerne. De tjener ikke længere det politiske system ved blot at bringe informationer ud til borgerne. De er heller ikke bare kritiske vagthunde.

De har egne dagsordner og koncentrationen af ejerskabet skaber helt nye magtrelationer. Det er et globalt fænomen, ikke bare et britisk. Se for eksempel på mediemogul Rupert Murdoch. Han har for eksempel en politisk dagsorden med de mange forskellige medier, han ejer. Et af hans mål er at stoppe den europæiske integration, og derfor ser man en anti-europæisk linje i den journalistiske dækning i de medier, han kontrollerer,« siger Alan Finlayson.

Han peger endelig på, at den politiske apati er et reelt problem i dagens britiske politiske system, og det i langt højere grad end vi kender det i Skandinavien. Ved sidste valg stemte færre end nogensinde, og Blairs komfortable flertal i Underhuset bygger således blot på lidt under 25 procent af de stemmeberettigedes stemmer. Finlayson peger på, at apatien paradoksalt nok kan skyldes, at »systemet« for de fleste virker, uanset om de engagerer sig politisk eller ej:

»Man skal passe på med at tolke passiviteten som foragt for politikerne. Almindelige mennesker har mange ting om ørerne, og de ser, at lige gyldigt hvilken regering, der er ved magten, og ligegyldigt om de stemmer eller ej, ja så fungerer dagligdagen på stort set samme måde. Det er ikke altid det centrale politiske system, som er den vigtigste motor for forandring i vælgernes dagligdag. Der er markedet, både det lokale og det europæiske og globale. Og der er de lokale eller regionale autoriteter, som styrer skoler og hospitaler.« 

Holder ekstremismen i ave

For at tackle den udfordring, peger både Finlayson og Lilleker på, at vælgerne på én gang er blevet mere individualistiske og mere selektive. Derfor må politikerne henvende sig til vælgerne langt mere direkte. Enten lokalt eller gennem selektive medie-kanaler.

»Du skaber også et publikum ved den måde, du selv som politiker kommunikerer på. Du henvender dig ikke kun til en eksisterende masse. Det er en af de muligheder, som vidensamfundet har skabt,« siger Finlayson.

Trods den delte kritik af massemediernes politiske dækning har han dog også en stor rose til de britiske medier. De har holdt ekstremismen i ave, mener han.

»De britiske massemedier, også de værste boulevardaviser, har faktisk en modererende effekt på det politiske liv. De bakker ikke op om fanatisme eller racisme.«