Læger er akademikersnuder – civilingeniører er jævne folk

Af Jens Peter Thomsen

Der er langt flere børn af akademikere end af arbejdere på landets universiteter. Men den kendsgerning dækker over store forskelle på de enkelte uddannelser. Mens lægestudiet bugner med studerende fra akademiker-familier, har flere arbejderbørn sneget sig ind i auditorierne til uddannelser som civilingeniør og erhvervsøkonomi.

ANALYSE UDEFRA Det er måske en kendt sag, at akademikerbørn har væsentlig større chancer for at læse en lang videregående uddannelse end arbejderbørn. Men det er endnu mere interessant, at denne generelle skævhed dækker over meget store sociale forskelle inden for de enkelte universitetsuddannelser.

Nogle har næsten ingen arbejderbørn, mens andre har en ganske stor andel – for eksempel er der på Københavns Universitets statskundskabsuddannelse 17 gange større sandsynlighed for, at de studerendes forældre er akademikere, end de er ufaglærte. Til sammenligning er der kun er tre gange større sandsynlighed for, at forældrene til Aalborg Universitets ingeniørstuderende er akademikere end ufaglærte.

Mens studerende fra den øvre middelklasse typisk læser universitetsuddannelser med høje adgangskrav i Århus eller København, læser arbejderbørn i højere grad erhvervssproglige uddannelser og uddannelser på nyere universiteter, hvor adgangskravene er lavere – som for eksempel ingeniørstudiet på Aalborg Universitet.

Men er det nødvendigvis et problem, at der ikke er flere arbejderbørn på universiteterne generelt og slet ikke på uddannelser som statskundskab, økonomi, arkitekt og medicin? Ja, det er et demokratisk problem, hvis nogle socialklasser vedbliver med at have fortrinsret til særlige uddannelser og dermed til særlige magtfulde sociale positioner. Positioner som økonomer, avisredaktører, museumsdirektører, kontorchefer og professorer, der sætter den politiske, økonomiske og kulturelle dagsorden i det danske samfund. Det er ikke retfærdigt i et samfund, hvor målsætningen er, at alle skal have lige muligheder for at tage en uddannelse, og hvor de forskellige positioner i samfundet gerne skal kunne besættes af personer fra alle samfundslag.

Akademikerbørn på hjemmebane

Når uddannelsesmobiliteten – at børn får en højere uddannelse end deres forældre – ikke er større i Danmark, selv om vi har gratis uddannelser og uddannelsesstøtte, bunder det i, at påvirkningen fra hjemmet er afgørende for børnenes uddannelsessucces. De har nogle helt konkrete ”hjemmebane-fordele”, hvis de kommer fra hjem, hvor forældrene har været meget politisk og kulturelt interesserede, og hvor forældrenes arbejde har fyldt meget i samtalerne ved middagsbordene.

Meget tyder nemlig på, at arbejderbørn vil støde ind i en række barrierer på de universitetsuddannelser, hvor de studerendes forældrene overvejende er højtuddannede, og hvor uddannelserne er præget af en række antagelser om og forventninger til, hvad en god studerende er. Hvis man for eksempel læser litteraturvidenskab og har højtuddannede forældre, ved man, at der i undervisningen kræves meget mere end at kunne det, der står i læseplanen. Her skal man også helst kunne udtrykke sig originalt på et abstrakt, akademisk sprog og demonstrere, at man har en særlig god fornemmelse for faget. Også selv om det måske slet ikke er så nemt at læse sig til, hvad der egentlig er fagets indhold.

Det kan også være – som på statskundskabsuddannelsen – at det forventes, at de studerendes liv uden for studiet er fyldt med aktiviteter, der har relevans for uddannelsen som for eksempel at være politisk aktiv, deltage i debatmøder, lave frivilligt arbejde og have de rette studenterjob. Eller det kan være, at man forventes at have nogle bestemte holdninger til politiske, kulturelle og sociale spørgsmål, ligesom man måske forventes at have en bestemt tøjstil.

Barriererne kan også give sig udtryk i, at akademikerbørn læser på uddannelser der retter sig mod bestemte professioner som for eksempel medicin- og arkitektuddannelserne, hvor forældrene ofte selv er læger eller arkitekter, og hvor selve professionen er en stor del af forældrenes identitet og derfor har haft en central plads i familielivet. Her vil barnet være særlig disponeret for at foretage det samme uddannelsesvalg som forældrene, og det vil være forberedt på, hvor meget studiet og arbejdet kommer til at fylde i ens liv. Samtidig har barnet ofte særlig gode muligheder for dette uddannelsesvalg, da det er uddannelser med høje adgangskrav, og vi ved, at de høje karaktergennemsnit fra gymnasiet typisk findes blandt akademikerbørn.

Vi kan også aflæse forskellene i de unges egne uddannelsesovervejelser: Børn fra forskellige socialklasser har nemlig forskellige begrundelser for deres uddannelsesvalg. På handelshøjskolen er de erhvervssprogligt studerende for eksempel i vid udstrækning førstegenerations-universitetsstuderende, og de har en meget funktionel og praktisk tilgang til uddannelsen. Den tjener først og fremmest som et springbræt til det arbejdsliv, som de tidligt orienterer sig i forhold til.

»Det, man læser på handelshøjskolen, kan man bruge til noget, mens hvis du læser på universitetet, bliver du en eller anden lektor eller et eller andet,« som en erhvervssprogsstuderende udtrykker det.

Generelt er mange af de uddannelser, der appellerer til arbejderbørn, kendetegnet ved, at de på den ene side ikke forventer, at man skal investere hele sit liv i uddannelsen, og på den anden side har et klart fagligt indhold samt konkrete og tydelige beskæftigelsesmuligheder senere hen. Men det er i sagens natur også nødt til at være uddannelser, som arbejderbørnene kan komme ind på, og det vil ofte sige uddannelser, der ikke kræver høje karaktergennemsnit.

Universiteter må tage ansvar

De sociale og kulturelle forskelle og barrierer illustrerer, at vi står over for en stor udfordring, hvis den sociale uddannelsesmobilitet skal øges. Det er klart, at den største mobilitetseffekt fås ved at tage fat om problemerne tidligt i uddannelsessystemet, for det er her, barnets uddannelsesbaner grundlæggende udstikkes. Men universiteterne må også tage et ansvar, og måske kan disse forskelle bruges til at tænke over, om uddannelserne kan gøres mere attraktive for arbejderbørn. Blandt andet ved at gøre forventninger til de studerende meget mere klare, ved at tydeliggøre uddannelsernes indhold og ved at have nogle klare pædagogiske undervisningsprincipper.

Alt sammen med det formål at minimere betydningen af at have et bestemt forhåndskendskab, inden man begynder på studiet. Og hvis uddannelsesmobiliteten reelt skal øges, skal der ikke bare generelt tiltrækkes flere arbejderbørn til universiteterne, de skal også tiltrækkes bredt til alle uddannelser. Det vil sige også til de socialt snævert rekrutterende uddannelser, der har høje adgangskrav, så vi ikke risikerer at have universitetsuddannelser for arbejderbørn og universitetsuddannelser for de højtuddannedes børn.

Samtidig er der grund til at se indsatsen i sammenhæng med nogle mere gennemgribende strukturelle ændringer i uddannelsessystemet. Det er i dag et problem, at de tre kompetencegivende uddannelsesspor – erhvervsuddannelser, seminarieuddannelser og universitetsuddannelser – er så opdelte og har så forskellige traditioner. En mulighed kunne være at lave én samlet ungdomsuddannelse for gymnasie- og erhvervsuddannelser, ligesom seminarieuddannelser og universitetsuddannelser kunne integreres helt.

Disse tiltag kunne forhåbentlig modvirke det store aktuelle problem med erhvervs- og seminarieuddannelsernes prestigetab og gøre uddannelserne gensidigt mere attraktive. At uddannelsesmobiliteten skal øges skal nemlig ikke misforstås som en form for uddannelsessnobberi, hvor målet er, at vi alle skal have en universitetsuddannelse. Nej, uddannelsesmobiliteten går begge veje, lige så attraktivt det skal være at læse på universitetet for arbejderbørn, lige så attraktivt skal det være for akademikerbørn at tage en erhvervsuddannelse.