Lad os få den efterlønsdebat

Af Erik Stubtoft, amtsformand, Faglige Seniorer i Frederiksborg

Der går ikke mange dage imellem, at pressen refererer en eller anden minister, en oppositionspolitiker, en økonom, en forsker eller en arbejdsgiverrepræsentant for, at det er nødvendigt at se på efterlønsordningens fremtid, fordi samfundet ikke har råd til denne ordning i det lange løb.

Der går heller ikke mange minutter efter en udtalelse, før der så kommer en melding fra en anden relevant minister eller fra Socialdemokraterne om, at det er der slet ikke planer om. Den nuværende ordning fungerer udmærket. Den skal drøftes igen i år 2005, er det aftalt.

Jeg kan faktisk ikke forstå, hvorfor det er så svært at tage en debat – en rigtig grundlæggende debat forstås – om efterlønnen i fremtiden. Vi ved jo godt, hvad problemet er. Vi ved jo godt, at efter et flertals opfattelse er der for mange mennesker, som for tidligt går på efterløn – heraf en stor del, som efterlønnen slet ikke var tiltænkt.

Vi ved jo også godt, at de, der i dag er på efterløn, og de, der allerede har modtaget deres efterlønsbevis, skal have den lovede efterløn. Vi ved også, at der vil være begrænsede økonomiske midler til rådighed for alle de ønskede velfærdsgoder, hvoraf efterlønnen er et af dem. Så nogle mener altså, at der også er grænser for, hvor mange penge samfundet kan sætte af til efterløn til borgerne.

Vi ved også, at der i fremtiden fortsat vil være borgere i dette land, som er nedslidte – virkelig nedslidte – når de er kommet godt op i årene. Så vi kender altså udmærket målgruppen for efterlønnen. Den kan så defineres betydeligt mere i overensstemmelse med efterlønnens intentioner, end vi ser det i dag, hvor kriteriet stort set alene er blevet aldersbestemt. Muligvis er der flere ting, vi ved skal indgå i debatten.

Jeg er sikker på, sådan en debat vil afsløre, at vælgerne vil vide at tage det alvorligt, hvis landet er ved at gå rabundus, hvis efterlønsordningen fortsætter uændret – og omvendt vil vide at drage de nødvendige konsekvenser, hvis en undersøgelse viser, at den samlede samfundsøkonomi omfattende udgifterne til for eksempel sygdomsbehandling, hospitalsophold, førtidspension, skilsmisser og andre relevante sociale begivenheder, vil gøre landet fattigere.