Lad fagbevægelsen komme til mig

Af

Som Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører har SiD’eren Bent Bøgsted i næsten to år siddet på en central post i dansk arbejdsmarkedspolitik. Derfor undrer han sig over, at fagbevægelsen så sjældent henvender sig til ham. Han forsikrer, at han er parat til at lytte, og at arbejdsskadereformen var et bevis på, at det kan betale sig at tale med Bøgsted. Fagbevægelsen gav ham bare ingen anderkendelse for det.

Hvilken specialarbejder har størst indflydelse på den danske arbejdsmarkedspolitik?

Før regeringsskiftet i november 2001 ville de bedste bud formentlig have været SF’s arbejdsmarkedsordfører, Ole Sohn, eller Specialarbejderforbundets (SiD) formand, Poul Erik Skov Christensen. Men i dag er det en nordjysk tidligere fabriksarbejder, der er det mest oplagte bud. Navnet er Bent Bøgsted, og han har nu i 21 måneder siddet på posten som arbejdsmarkedsordfører for Dansk Folkeparti.

I den position har Bøgsted – som stadig er fuldgyldigt medlem af SiD – i adskillige sager været manden, hvis solide tommeltot man i sidste ende skulle holde øje med, for det var den, der afgjorde, om det gik op eller ned for regeringens forslag. Dansk Folkeparti var blandt andet regeringens garant for, at der blev åbnet for tværfaglige a-kasser, og at deltidsloven blev gennemført, mens partiet skuffede regeringen med sit nej til at forbyde eksklusivaftaler og indføre en statslig a-kasse.

Ganske vist har Bent Bøgsted som parlamentarisk nybegynder været kraftigt sekunderet af først og fremmest partiets magtfulde gruppeformand Kristian Thulesen Dahl. Men man kommer ikke uden om, at Bøgsted som ordfører har stået i begivenhedernes centrum og er i audiens hos beskæftigelsesministeren, inden regeringen fremlægger større udspil på arbejdsmarkedsområdet.

Derfor overrasker det også Bent Bøgsted, at hans telefonnummer ikke er blevet udenadslære i fagbevægelsen. Ganske vist har der været enkelte møder med topfolk i specielt LO og HK, men generelt har fagbevægelsen ikke vist ret stor interesse for at påvirke Bøgsteds og Dansk Folkepartis synspunkter.

»Hvis fagbevægelsen var parti-upolitisk, skulle de jo være interesserede i mange møder med de partier, hvor de kan få indflydelse. Og nu er det jo en borgerlig regering med os som støtteparti, og derfor kan de få mest indflydelse ved at påvirke regeringen og os så meget som muligt. Men jeg har hele tiden haft den fornemmelse, at det ikke var god tone, at fagbevægelsen havde for meget kontakt med os. Det kunne måske genere Socialdemokratiet, og derfor har de holdt sig lidt tilbage,« siger Bent Bøgsted.

Manglende respekt for borgerlige arbejdere

Han mener også, at det er et udtryk for manglende respekt for den store gruppe af LO-medlemmer, som stemmer på Venstre og Dansk Folkeparti. Og Bøgsted har ikke kunnet mærke nogen forskel, efter LO i vinter besluttede at kappe de officielle bånd til Socialdemokraterne. Han føler stadig, at fagbevægelsen reelt er låst fast i samarbejdet med S.

»Det kan virke, som om toppen i LO siger, at den store gruppe af arbejdere regner de ikke med. Men det er sådan noget, der kan give bagslag for LO i den sidste ende. Man skal trods alt tænke på, at toppen i LO er valgt for alle arbejdere, ikke kun dem, der stemmer socialdemokratisk.«

Han anerkender fuldt ud, at fagbevægelsen gennem tiden har spillet en væsentlig rolle for at forbedre arbejdernes vilkår:

»Fagbevægelsen har gjort en kæmpeindsats, og vi kan ikke undvære en stærk fagbevægelse. Men fagbevægelsen må også indse, at den må ændre sig, hvis den også skal eksistere om 50 år. Det skal selvfølgelig være en politisk bevægelse, men den bør ikke være partipolitisk.«

I efteråret vil Dansk Folkeparti fremlægge det tidligere bebudede forslag om, at lønmodtagere og arbejdsgivere fremover skal melde aktivt til, hvis de ønsker at støtte politiske partier økonomisk gennem deres kontingent til fagforeningen eller arbejdsgiverforeningen. Et forslag, som efter al sandsynlighed vil betyde, at fagforbundenes støtte til Socialdemokraterne vil blive kraftigt reduceret. Forslaget er dog ikke sikret flertal, fordi de konservative er skeptiske.

Vil lytte til fagbevægelsen

Bøgsted forsikrer, at han og Dansk Folkeparti er parate til at lytte til fagbevægelsen, hvis den vel at mærke disker op med saglige argumenter til gavn for lønmodtagerne og ikke blot bager politiske rævekager med Socialdemokraterne. Og han mener, at blandt andre sagerne med den statslige a-kasse og eksklusivaftalerne beviser, at Dansk Folkeparti er villige til at flytte sig for gode argumenter. Her endte DF i begge tilfælde med at gå imod regeringens forslag, og dermed blev fagbevægelsen fri for en statslig a-kasse og fik lov at beholde eksklusivaftaler i overenskomsterne.

Og fagbevægelsen behøver i øvrigt heller ikke frygte, at Dansk Folkeparti pludselig vender på en tallerken i de to sager. Da Dansk Folkeparti for godt et år siden sagde nej til regeringens planer om en statslig a-kasse, aftalte partiet ellers med beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, at man i foråret 2004 igen ville se på, om der var behov for en a-kasse i statens regi. Men Bent Bøgsted siger allerede nu, at udviklingen med de tværfaglige a-kasser, som der blev åbnet op for ved samme lejlighed, går i den rigtige retning, og at der derfor ikke er nogen grund til at oprette en statslig a-kasse.

Efter et langstrakt forløb sagde Dansk Folkeparti også nej til regeringens ønske om at forbyde eksklusivaftaler i overenskomster. Partiet ville kun acceptere et forbud, hvis der samtidig blev indført en overgangsordning, der kan forhindre de nye EU-borgere fra østlandene i at tage arbejde i Danmark de første syv år efter EU-udvidelsen, men det ville regeringen ikke gå med til. Og Bent Bøgsted vil godt love, at eksklusivaftalerne er fredet som minimum indtil næste folketingsvalg og formentlig endnu længere, hvis det står til Dansk Folkeparti.

»Før vi vil tale om eksklusivaftalerne igen, skal vi have set effekten af østudvidelsen. Men derfor kan arbejdsmarkedets parter jo godt afskaffe dem, og det vil jeg da også opfordre dem til at gøre. Vi er grundlæggende modstandere af eksklusivaftaler og mener, at parterne må kunne finde nogle andre løsninger i overenskomsterne.«

EU-udvidelsens effekt på det danske arbejdsmarked optager Bent Bøgsted og Dansk Folkeparti meget, og derfor er arbejdsmarkedsordføreren da også spændt på, hvad Claus Hjort Frederiksen har i ærmet. Partiet frygter nemlig, at østeuropæerne strømmer ind over de danske grænser og overtager danske arbejdspladser efter EU-udvidelsen. Ganske vist har regeringen og alle andre partier end DF sagt nej til en overgangsordning, der lukker grænserne for de nye EU-borgere, men både regeringen og Socialdemokraterne ønsker alligevel nogle mekanismer til at sikre, at man har snor i udviklingen, og at østeuropæerne ikke kan misbruge de sociale ydelser i Danmark.

I begyndelsen af september er Dansk Folkeparti indbudt til forhandlinger, og Bøgsted håber, at det vil ende med en så stram løsning som muligt.

»Alle andre partier og toppen af fagbevægelsen tror ikke på, at der kommer en stor tilstrømning af østeuropæere, men frygten er der, når man er ude at tale med folk. Og det er et godt eksempel på, at Socialdemokraterne og toppen af fagbevægelsen ikke lytter til frygten hos arbejderne,« siger Bent Bøgsted.

Savner anerkendelse

Selv om han altså gerne vil lytte til fagbevægelsens synspunkter, slår Bøgsted fast, at hvis han skal vælge, vil han til enhver tid hellere mødes med almindelige lønmodtagere end med toppen af fagbevægelsen. Og Bøgsted siger da også, at han er meget bevidst om at holde sig orienteret om, hvad almindelige arbejdere mener, selv om han altså selv siden november 2001 har byttet fabriksgulvet ud med Christiansborgs stilfulde gulve. Han lytter blandt andre meget til lønmodtagerne i Dansk Folkepartis medlemskreds.

Bent Bøgsted mener, at det er en af de vigtigste grunde til, at mange vælgere er gået fra Socialdemokraterne til Dansk Folkeparti. Mens Dansk Folkeparti lytter til de almindelige lønmodtagere, fokuserer Socialdemokraterne på toppen af fagbevægelsen. Og Bøgsted er sikker på, at Dansk Folkeparti vil få endnu flere arbejderstemmer, og måske oven i købet med tiden overtage Socialdemokraternes rolle som det største arbejderparti. Ved valget i 2001 var Dansk Folkeparti ifølge Gallup det tredjestørste arbejderparti med 15,3 procent af arbejderstemmerne. Socialdemokratierne og Venstre kørte tæt løb om førstepladsen med henholdsvis 33,3 og 32,6 procent af arbejdervælgerne.

Når Bent Bøgsted selv skal vurdere sin periode som arbejdsmarkedsordfører, peger han på arbejdsskadereformen som sin største sejr. Den blev indgået med et bredt politisk flertal, og selv fagbevægelsens folk var overraskede over, hvor god den endte med at blive for lønmodtagerne. Og han lægger vægt på, at han netop lyttede meget til fagbevægelsen og i særdeleshed Kvindeligt Arbejderforbunds (KAD) synspunkter under forhandlingerne i den sag. Bøgsted mener, at han spillede en afgørende rolle i de politiske forhandlinger og er skuffet over, at hans indsats ikke blev tilstrækkeligt anerkendt i fagbevægelsen.

»Den arbejdsskadereform var ikke blevet så god, hvis jeg ikke havde lyttet til KAD. Men desværre har de nok ikke erkendt, hvor meget jeg egentlig har lyttet til dem. Jeg har ikke fået noget kredit for det, og sådan noget gør, at interessen for at lytte måske også vil forsvinde.«