Lad dem komme

Af

Det danske arbejdsmarked er gennemorganiseret og robust nok til at modstå forsøg på at underbyde danske lønninger. I stedet for at kræve nye begrænsninger i den frie bevægelighed i et udvidet EU, bør fagbevægelsen stole på sin egen styrke.

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at EU's udvidelse mod øst var opfundet af de danske lønmodtagerorganisationer. Sjældent har fagbevægelsen haft en bedre sag til at bevise sin berettigelse og evner til at beskytte og opretholde de gode danske løn- og arbejdsvilkår – også for nytilkomne.

Når EU om bare ni måneder åbner sine grænser mod øst, vil i tusindvis af østeuropæere stå parat for at tilbyde deres arbejdskraft i lande som Danmark. Præcis hvor mange, der vil søge lykken på det danske arbejdsmarked, kan man kun løseligt give et overslag på. Senest har regeringen skønnet, at op mod 50.000 mennesker fra de nye EU-lande vil komme til Danmark for at søge job. Indvandringen af arbejdskraft fra øst vil til gengæld ikke koste de offentlige kasser en krone, for de nye EU-borgere kommer jo netop for at arbejde, fastslår regeringens analyse. Hvad der derimod er knap så megen usikkerhed om er, at de nye EU-borgere kommer fra lande med et lønniveau, der er langt lavere end det danske, og at de med lethed vil kunne underbyde den organiserede danske arbejdskraft – både på løn og arbejdstid.

Usikkerheden om, hvad udvidelsen fører med sig, har fået regeringen til bebude forhandlinger med først og fremmest Socialdemokraterne om en række stramninger af udlændinges adgang til de danske sociale systemer og det danske arbejdsmarked. Det politiske udspil vil være en balancegang mellem anstændighed og håndfaste løfter om fri bevægelighed for de nye EU-borgere fra dag et på den ene side. Og på den anden side hensynet til befolkningens frygt for, at det danske velfærdssystem og det danske arbejdsmarked bliver løbet over ende. I den balancegang vil regeringen formentlig spille ud med et forslag om, at lønmodtagere fra de nye EU-lande skal have en særlig arbejdstilladelse i de første syv år. Samtidig vil man forsøge at lukke en række huller i de danske sociale systemer, som i dag frygtes at invitere til misbrug.

Men måske er tiden kommet til at standse op og tænke sig om, inden frygten for det ukendte tager overhånd. Frem for – stik imod ånden i EU-samarbejdet – at kaste sig ud i bureaukratiske krav om arbejdstilladelser. Og i stedet for at gennemføre stramninger af adgangen til sociale ydelser, som også kommer til at ramme danske borgere, så burde man se tiden an og stole på, at det gennemorganiserede danske arbejdsmarked er så solidt og modstandsdygtigt, at det kan klare tilgangen af ny arbejdskraft i et udvidet EU. Løsningen er ikke at gennemføre lange overgangsordninger, som Dansk Folkeparti har ønsket, og kun i yderste fald at stille nye hindringer i vejen for arbejdskraftens frie bevægelighed. Fagbevægelsen må tro på sin egen styrke og stå fast på, at arbejde i Danmark foregår efter danske overenskomster og regler om arbejdstid, og der, hvor der ikke er overenskomster, og arbejdet er uorganiseret, må der etableres aftaler.  De, der som direktør i Dansk Byggeri Børge Elgaard drømmer om billig østeuropæisk arbejdskraft fra 1. maj næste år, skal få kamp til stregen.

Og hvad angår misbrug af sociale ydelser, så er der intet, der forhindrer Folketinget i at stramme op på et senere tidspunkt, hvis der skulle vise sig problemer. Intet er mindre frugtbart end at reagere på en frygt, som kan vise sig helt ubegrundet. EU-samarbejdet og den økonomiske frihandel har tidligere fået økonomisk tilbagestående lande som Portugal, Spanien og Grækenland til at blomstre. Det samme vil ske i Østeuropa – til gavn for alle.