Kyllinger slagtes på mange sprog

Af Anders Rou Jensen

På Danpo-slagteriet i Års arbejder 25-30 forskellige nationaliteter, blandt andre en stor flok polakker. I den effektive produktionsproces trækker alle på samme hammel, men i pauser og fritid ser det sløjere ud med fællesskabet.

REPORTAGE 16 hvide borde og en samling blå plasticstole. Ikke den store variation. Men dertil en masse mennesker, som taler mange forskellige slags sprog og lejrer sig gruppevis efter nationalitet ved bordene. Det er frokosttid i kantinen på Danpos kyllingeslagteri i Års i Nordjylland. Det er også mortensaften. Der er and på menuen – med rødkål og brun sovs. Men der er også kylling, selvfølgelig. Og fiskefrikadeller og ris.

På slagteriet er det hele ikke så enkelt og overskueligt, som det var engang. Den timelønnede medarbejdergruppe, som i alt tæller cirka 420 personer, er efterhånden en broget flok – tamiler, thailændere, somaliere, burmesere, filippinere, libanesere, irakere, iranere og en enkelt sydafrikaner. Dertil kommer de omkring 200 polakker, der fylder godt i landskabet.

Det første hold af disse polske arbejdere kom til Års i maj 2007, da ledelsen havde besluttet at søge målrettet efter udenlandsk arbejdskraft. Der er tale om et lavtlønsområde, og derfor havde man ofte svært ved at fastholde medarbejderne. De gik hurtigt til andre virksomheder i området. Derfor rettede man for halvandet år siden blikket mod Polen, og siden er det gået slag i slag.

Den 20-årige Mateus Malek er en af de tilkomne polakker. Han har arbejdet på Danpo i otte måneder og står nu i frokostpausen og nyder et par smøger i rygelokalet. Mateus taler engelsk med besvær og et begrænset ordforråd. Han forklarer, at han bor hos sin søster i Nørager – hvorefter han smiler og lader hele adressen komme bumpende ud af munden med imponerende præcision: »Bredgade 32, første sal.«

»Her er der pauser«

Det var først og fremmest lønnen, der trak ham til Års.

»I Polen var der ikke noget arbejde, og jeg havde brug for pengene,« siger han.

Han understreger også, at der er forskel på de danske og de polske arbejdsforhold:

»Her bliver man ikke så træt. Det går langsommere og er ikke så hårdt.«

Han samler tankerne og smiler. Har fundet den ene sætning, der forklarer det meste:

»Her er der pauser.«

Alice Joensen er dansker og sidder og ryger lige ved siden af Mateus. Men de to kolleger kigger forbi hinanden, taler ikke sammen.

»Der er det med sproget,« forklarer hun om barrieren mellem dem: »Men de fleste af dem er så søde, så søde.«

Men trods denne positive indstilling understreger hun også, at ikke ret mange af slagteriarbejderne omgås hinanden uden for arbejdstiden. Det virker, som om medarbejderne med nød og næppe har to ting til fælles. Det er lønnen, der trækker, og arbejdsløsheden, som truer.

Sådan er det også for de tre unge, polske veninder Lidia, Ula og Aneta, der sidder og spiser og snakker polsk i kantinen, mens fire kvindelige, danske kolleger ubevidst vender dem ryggen og har nok i deres egen passiar ved bordet halvanden meter væk.

De tre polske veninder konstaterer, at det er et problem, at mange polakker hverken kan tale engelsk eller dansk. De slår også fast, at de er kommet til Års på grund af arbejdsløsheden og de dårlige lønninger i Polen.

»Dernede kan vi måske tjene 2.000 kroner om måneden. På Danpo er det 17.800,« forklarer Aneta.

Hun fortæller også, at hun og veninderne sparer penge op:

»Mange vil tage tilbage til Polen, andre vil blive i Danmark for evigt.«

Selv vil veninderne ikke tilbage. De vil slå sig ned i Års og omegn og er ved at tage undervisning på sprogskolen. Aneta gør en pause. Så skifter hun pludselig til dansk – stolt, fnisende og gebrokkent:

»Hvordan har du det i dag?«

Tamilsk i pauserne

Ved den anden ende af det lange kantinebord sidder to kvinder fra Sri Lanka, den 49-årige Nageswary og den 41-årige Vasanthy. De kom i sin tid til Danmark som flygtninge, bor i Hobro og har arbejdet på Danpo i henholdsvis syv og seks år. Derfor har de også lært at tale dansk. De forklarer, at de vil tage tilbage til Sri Lanka, hvis der engang bliver ro i landet. Men lige nu er de i Års og slagter kyllinger sammen med polakkerne og alle de andre udlændinge.

»Det er ikke noget problem med forskellige nationaliteter,« siger Nageswary: »Det er kun polakkerne, der ikke taler dansk. Vi taler også dansk. Men i pauserne taler vi tamilsk.«

Hun gør et diskret kast med hovedet mod en gruppe kvinder ved bordet bagved og forklarer:

»De kommer fra Thailand og Filippinerne. Men de er gift med danske mænd, så de taler meget bedre dansk.«

Et sted på etagen over kantinen har produktionschef Flemming Haubro sit kontor, hvor han sammen med personalechef Kent Steensgaard og tillidsrepræsentant Per Kristensen byder på kaffe. Gennem et vindue i kontorets ene væg er der et kig direkte ned i produktionshallen – kyllinger, kyllinger, kyllinger, lyserøde og livløst dinglende i lange baner, hængt op i støt rullende bånd, som over en sværm af hvidklædte medarbejdere bevæger sig fra maskine til maskine.

De tre mænd bliver enige om, at der vistnok findes 28 forskellige nationaliteter repræsenteret på slagteriet, som i øjeblikket er ved at blive udbygget til at kunne slagte 36 millioner kyllinger om året, og at 70 procent af arbejdskraften består af udlændinge.

Flemming Haubro fortæller, det var meget bevidst, at man sidste år gik efter at rekruttere polske arbejdere til virksomheden:

»Svinekødsbranchen har haft gode erfaringer med østeuropæisk arbejdskraft, og derfor satsede vi på polakkerne. Vi har fået dem op i hold, 20 ad gangen, og der har været en del arbejde med at integrere dem. Derfor har vi blandt andet ansat to tolke. Det er en stor opgave at få bredt regler og retningslinjer ud, så det forplanter sig godt hos alle.«

”Lille Warszawa”

Derfor har virksomheden også kørt introduktionskurser og sørget for arbejds- og opholdstilladelse samt bankforbindelser. Man har også haft kontakt til de lokale boligforeninger:

»Tit er det jo far, mor, børn, fætre og kusiner, der kommer,« forklarer Flemming Haubro: »Polakkerne har været meget tilfredse, og det er gensidigt. De første, der kom, havde alt, hvad de ejede, med i en sportstaske. I begyndelsen boede de på campingpladsen, for det var jo om sommeren. Men de ville slå sig ned i Danmark. Det var der ingen tvivl om.«

»Ja, det har kørt slag i slag,« tilføjer Per Kristensen: »Man har nærmest støvsuget Års for lejligheder og boliger. I daglig tale er man begyndt at kalde det for ”Lille Warszawa”.«

Produktionschefen er også fuldstændig klar over, hvor attraktivt det er for polakkerne at få et job på slagteriet i Års. Danpo har et arrangement med gratis bustransport fra Polen til Danmark, og mange af de polske arbejdere kunne ikke tro, hvad de fik fortalt:

»De troede, det var løgn, at de bare kunne stige på bussen, og at lønnen var så god på slagteriet.«

Men også selve arbejdsforholdene kom bag på polakkerne:

»De kunne simpelthen ikke forstå, når det var fyraften,« forklarer Flemming Haubro: »Nu havde de fri. Det var uforståeligt for dem, at de ikke skulle blive ved med at arbejde.«

»Ja, de troede ikke, at mælk og honning flød på den måde i Danmark,« tilføjer tillidsrepræsentant Per Kristensen.

Også tillidsrepræsentanten understreger, at de positive erfaringer har været i overtal. Men der har dog været enkelte mislyde:

»I begyndelsen var der noget brokkeri fra danskernes side. Man syntes, der blev taget for meget hensyn til polakkerne, og at danskerne derfor tit skulle tage en ekstra tørn.«

Men efterhånden er tingene faldet til ro. Også i forhold til den faglige organisering.

»De fleste synes, organiseringen er en god ting,« fastslår Per Kristensen: »Der er et mindretal, som går efter dagpengene. Men det er ikke polakkerne. Tidligere var der en del somaliere, der havde det sådan, at så snart de kunne få dagpenge, så vi dem aldrig mere.«

Ingen julefrokost

Tillidsrepræsentanten forklarer, at der ved nyansættelser er sørget for en grundig introduktion, som omfatter både arbejdsforhold og det rent organisatoriske. Der udleveres en personalehåndbog og arrangeres et undervisningsprogram, og desuden samarbejder man med Slagteriskolen i Aalborg, hvor de nyansatte i begyndelsen opholder sig 8-11 uger for at få de basale ting på plads. Dertil kommer så en præsentation af alt det, fagforeningen 3F kan tilbyde – blandt andet a-kasse, fritids- og ulykkesforsikring samt gennemgang af lokalaftale, lønforhold og sundhedsforsikring fra Danpo.

Men disse ting er selvfølgelig langt fra en garanti for, at medarbejderskaren bliver rystet sammen og blandet på tværs af nationaliteter og sproggrænser. Måske kunne et godt tilløb til dette være en god, gammel julefrokost af den traditionelle danske slags. Men det eksisterer ikke på slagteriet.

»Blandt andet af hensyn til de muslimske medarbejdere holder vi ikke julefrokost. Men i sommer havde vi noget, vi kaldte en cirkusvariete. Det var med cirkusforestilling, musik og dans,« forklarer personalechef Kent Steensgaard.

Vi forlader kontoret for at gå en runde gennem produktionsanlægget. Det foregår i hvid heldragt, lyseblå hætte, hvide træsko og med høreværn. Der er koldt og fugtigt, pytter på gulvet og dråber fra oven. En rungende, ensformig larm af maskiner ligger som en dyne alle vegne. Transportvogne og trucks i mange størrelser cirkler og zigzagger omkring på gulvene, ind og ud ad døre og porte. De lange kæder med hængende kyllingekroppe i forskellige grader af partering løber som en gigantisk, snørklet og ustoppelig båndsløjfe i to-tre meters højde. Der er utallige store kasser med forskellige kyllingedele i hundredvis, tusindvis – lår, vinger, lykkeben, indmad, fileter. Der er et helt rum med et par store marineringsmaskiner. Der er en stor kasse med mærkaten ”Blodige fileter” og en anden med ”Skind til Løgstør”.

Der kommer en truck kørende, og Kent Steensgaard genkender føreren:

»Han er fra Iran.«

Ligesom alle de mange andre arbejdere er iraneren klædt i den hvide heldragt og den lyseblå hætte. Medarbejderne er umulige at skelne fra hinanden. Men de taler 20-30 forskellige sprog. I hvert fald når de først er kommet ud fra larmen, har bevæget sig hen til kantinen og har fået sig placeret ved bordet sammen med en landsmand eller tre.