Kvoter truer forude

Af Jan Birkemose, redaktør

Kvinderne er så godt som ikke eksisterende på samfundets topposter. Regeringens politik virker ikke, og derfor kan det blive nødvendigt at acceptere de kontroversielle kvoter.

LEDER Kunne man forestille sig en situation, hvor kvinderne havde erobret hele toppen af embedsværket, og der kun var plads til mænd på 14 procent af samfundets topposter? Nej, næppe. Et mere interessant spørgsmål er dog, hvad der ville ske, hvis den hypotetiske situation skulle opstå. Måske ville man, som i dag, mene, at mændene blot måtte væbne sig med tålmodighed og så se, om ikke den ulige kønsfordeling stille og roligt ville udjævne sig med årene. Mere realistisk er det dog, at mændene, der historisk set har traditioner for at slås om magten, ville tage alle tænkelige midler i brug for at nå målet og magten.

Lovindgreb, kvoter, bindende mål og hårde sanktioner mod de styrelser, kommuner og ministerier, der fastholdt kvindedominansen ville med stor sandsynlighed være en del af den mandlige værktøjskasse, der ville blive rullet ind i kønskampen på de bonede gulve. Men som bekendt er den mandlige halvdel af befolkningen aldrig blevet forbigået af kvinderne, når de højtstående positioner i samfundet skulle besættes. Tværtimod vidner Ugebrevet A4’s undersøgelse om kønsfordelingen blandt de danske topembedsmænd om en dominans, der kunne have trukket overskifter om apartheid og racisme, hvis det havde handlet om sorte og hvide og var foregået i Sydafrika eller USA.

Blandt de 19 departementschefer i ministerierne er der kun to kvinder. Og blandt landets 104 kommunaldirektører er der kun ni kvinder. Ligestillingsminister Inger Støjberg fra Venstre oplyser, at hendes ministerium arbejder hårdt for at finde ud af, hvorfor der ikke er flere kvinder på samfundets nøgleposter. Men de anstrengelser kunne hendes embedsmænd og (mandlige) departementschef sådan set godt spare sig og i stedet udvikle nogle mere kontante adfærdsregulerende tiltag. Sandheden – som er dokumenteret i talrige undersøgelser – er jo, at dem, der skal ansætte, er tilbøjelige til at ansætte nogen, som minder om dem selv. Og eftersom kommunernes økonomiudvalg og borgmestre også er en del af mandeklubben bliver der derfor ansat mandlige kommunaldirektører.

Den praksis er i direkte modstrid med regeringens ligestillingspolitik, der rent faktisk har ligestilling som sit mål. Og hvis der blot blev vogtet en tiendedel så meget over ligestillingspolitikken som over udlændingepolitikken, var resultaterne nok også for længst indtruffet. Men blandt borgerlige politikere er der en panisk angst for kvoter, når det kommer til ligestilling. På andre politikområder er kvoter ellers helt accepteret. Argumentet er, at kvinderne skal have jobbene på baggrund af deres kvalifikationer, og ikke fordi de er kvinder. Men hvem siger, at kvinderne skulle blive dårligere kvalificeret, fordi kvoter tvang de offentlige arbejdsgivere til at ansætte kvinder. Og er det - når alt kommer til alt - ikke en de facto-kvote med mandligt fortegn, der har hersket i hundreder af år, når mænd har givet topposterne til mænd?

Kvoter og tvang er absolut ikke nogen ønskesituation. Men når alt andet tilsyneladende ikke virker, bliver regeringen nødt til at diske op med nogle effektive alternativer. Ellers kan regeringen blive tvunget til at bide i det sure kvoteæble.