Kvinderne taber stort på pensionslov

Af Marianne Bom

Den kønsmæssige ulighed blandt fremtidens pensionister forstærkes af loven om, at ægtefæller ikke længere skal dele pensioner ved skilsmisse – og kvinderne er de store tabere, konstaterer formanden for Danske Familieadvokater Anja Cordes og nationaløkonom Nina Smith. De opfordrer begge politikerne til at revidere loven, som er »20 år forud for sin tid«.

ULIGESTILLING Kvindernes pension sakker markant bagud efter mændenes. Og gabet er kun blevet større som følge af den lovændring, Folketinget vedtog for to år siden, som gjorde pension til en privat sag og ikke et fælles gode for familierne. Hvor pensionsopsparinger tidligere som hovedregel skulle deles mellem ægtefæller ved skilsmisse, så kan den ene part nu løbe med det meste af beholdningen.

Men loven har ikke ført til, at kvinderne har sat turbo på deres – i forhold til mændenes – slunkne pensionsindbetalinger. Den har heller ikke ført til flere ægtepagter, selv om en tinglyst ægtepagt nu er nødvendig, hvis ægtefolk vil sikre sig en ligestillet alderdom efter en skilsmisse. Tværtimod er antallet af ægtepagter faldet.

Derfor står det allerede nu klart, at der er brug for en revision af loven. Det mener formanden for de Danske Familieadvokater Anja Cordes og nationaløkonom og prorektor på Aarhus Universitet Nina Smith.

De mener, at det nye princip om, at ægtefæller som hovedregel ikke deler deres pensionsopsparinger ved skilsmisse, rammer kvinder urimeligt hårdt. Konsekvensen er, at især fraskilte kvinder i mange år ud i fremtiden vil udgøre et B-hold blandt pensionister, fordi eksmændene havde den største opsparing og tog det hele med. Det ligger nemlig ikke rundt om hjørnet, at kvinder sparer lige så meget op til alderdommen som mænd, vurderer Anja Cordes og Nina Smith. Virkeligheden er stadig, at kvinder generelt tjener mindst, og at det hyppigst er kvinderne, der går på deltid, tager barsel og gør mindst karriere af hensyn til familien. Dermed opsparer kvinderne markant mindre pension end mændene, og det svier til kvinderne, når de bliver skilt – hvilket omkring hvert tredje par i Danmark bliver.

»Loven er udtryk for en forestilling om, at vi har et ideelt arbejdsmarked, hvor mænd og kvinder er ens og homogene. Men sådan et arbejdsmarked eksisterer ikke. Loven er mindst 20 år forud for sin tid i forhold til, hvor langt vi i virkeligheden er med ligestillingen,« siger nationaløkonom Nina Smith, der er tidligere økonomisk vismand.

»Lov om skifte af fællesbo m.v.« blev ændret fra januar 2007, efter at det såkaldte ægtefællepensionsudvalg i syv år havde arbejdet på forslag til, hvordan pension skulle behandles ved skilsmisse. Udgangspunktet var den tidligere lov, som bestemte, at nogle typer pensioner skulle deles, andre ikke, hvilket blev kritiseret for at være uoverskueligt og urimeligt.

»Før lovændringen delte man heller ikke alle pensioner. Men med lovændringen skete der en så markant opbremsning af ægtefællers muligheder for at dele pensionen, at navnlig kvinder nu er nødt til tage skeen i den anden hånd og begynde at spare op. Men jeg tror ikke, at der sker den store ændring. Jeg møder ikke mange kvinder, der har enorme opsparinger,« siger advokat Anja Cordes.

Statistikken giver Anja Cordes ret. I 2007 sparede danske kvinder i gennemsnit 34.035 kroner op til pension. For mænd var tallet 53.295 kroner. Vel at mærke efter en lang årrække, hvor mændenes opsparinger voksede mere end kvindernes. For 2008 findes endnu ikke landsdækkende tal. Men to store pensionsselskaber Danica Pension og PFA kan ikke konstatere, at kvinderne i 2007 og 2008 satte turbo på indbetalingerne. Cheføkonom Jens Christian Nielsen fra landets største pensionsselskab Danica siger:

»Jeg kan bekræfte billedet af, at mændene spurter fra kvinderne. Og det billede har ikke ændret sig i 2008.«

Ligestilling som for 30 år siden

Kvinderne tog altså ikke »skeen i den anden hånd«, efter den nye lov trådte i kraft. Og et fåtal af landets ægtepar har aftalt at dele pensionen ved skilsmisse ved en tinglyst ægtepagt. (Kun lidt over hver 10. kvindelige kunde i PKA havde i 2008 en ægtepagt, viser en undersøgelse fra pensionsselskabet, og antallet af tinglyste ægtepagter er faktisk faldet de seneste år. I 2006 blev der tinglyst 18.839 nye ægtepagter, i 2007 var tallet 17.219 og i 2008 var det 12.265).

»Ligestillingsmæssigt og ligelønsmæssigt er der ikke sket det store i de seneste 30 år,« konstaterer Nina Smith, der heller ikke mener, at der er udsigt til den store forandring. Derfor opfordrer hun politikerne til at genoverveje loven.

»Jeg synes i det mindste, at man skulle vente med at lave sådan en lov om ikke at dele pensionerne, til der faktisk er en mere ligelig fordeling af pensionerne. Men egentlig synes jeg, at man skulle overveje, om det overhovedet er en god idé at holde pensionerne ude af bodelingen ved skilsmisse. For selv om kvinder i fremtiden måske klarer sig lige så godt økonomisk som mænd, og selv hvis utopien om ligestilling bliver realiseret, og mænd i lige så høj grad som kvinder tager sig af det hjemlige i familierne, så kan man stadig have den problemstilling, at den ene part sparer meget mindre op til pension end den anden,« siger Nina Smith.

Nej til fornyet overvejelse

Forslaget om at genoverveje loven afvises af ligestillingsordførerne for Venstre og de radikale.

»Jeg er tilhænger af, at kvinder tjener deres egne penge og laver deres egne pensioner, og at mænd gør det samme,« siger Lone Dybkjær (R).

Hun mener, at loven er en klar forbedring i forhold til den tidligere lov.

»Kvinder behøver ikke at betale nogen pris på grund af loven,« siger Lone Dybkjær og henviser til, at kvinderne har mulighed for at sikre deres pension.

Hvis opsparingen er for lille, må kvinden enten sørge for, at der indbetales mere på hendes konto, eller at parret indgår en ægtepagt, der sikrer hende efter en skilsmisse.

Venstres Ellen Trane Nørby mener, at ansvaret for at undgå et kønsmæssigt A- og B-hold blandt fremtidens pensionister først og fremmest ligger i familierne – ikke i Folketinget.

»Loven er den rigtige. Men den betyder, at det er vigtigt, at kvinder får tegnet en ægtepagt om pension i den periode, der går, indtil der er mindre forskel på mænds og kvinders livsindtægt. Akkurat ligesom man aftaler så mange andre ting i et ægteskab,« siger hun.

Ifølge advokat Anja Cordes kan en ægtepagt imidlertid ikke løse problemet i alle tilfælde. For loven giver kun mulighed for at dele rate- og kapitalpensioner og ikke for eksempel livsvarige pensioner.

Ifølge Anja Cordes og Nina Smith bliver prisen for Folketingets holdning en lang overgangsperiode, hvor fraskilte kvinder typisk bliver ringere stillet end mænd, fordi familierne i virkelighedens verden ikke gør, som politikerne opfordrer dem til at gøre. Anja Cordes oplever i sin advokatvirksomhed ofte, at kvinden får sig en grim overraskelse, når hun ser, hvor mange penge eksmanden får med sig til alderdommen i forhold til hendes slunkne beløb.

Politikernes ansvar

Nina Smith mener, at det er politikerne ansvar – ikke kun familiernes – at fremme økonomisk ligestilling for de kommende pensionister.

»Det er politikernes ansvar, fordi politikerne i anden lovgivning påvirker familierne, så de vælger en adfærd, der ikke fremmer ligestilling. Det gælder for eksempel reglerne for barsel, hvor politikerne i forbindelse med forlængelsen af barslen til et år valgte ikke at øremærke en del til mændene. Når så resultatet af lovgivningen er, at kvinderne tager langt det meste af barslen, at de ikke arbejder så mange timer, ikke gør så meget karriere og ikke betaler så meget ind til pensionen, så er det det inkonsekvent, at man laver en pensionslovgivning, som siger, at de ikke er sikret ligelig pension med deres mænd,« siger Nina Smith.

Det var gigantiske summer, der skiftede ejer, da loven trådte i kraft – i realiteten med tilbagevirkende effekt for alle ægtepar. Den samlede pensionsformue i Danmark var i 2007 på 2.385 milliarder kroner. Formuen gøres ikke op på køn, men det giver et praj om fordelingen, at mænd i de seneste år har indbetalt cirka 60 procent af det samlede beløb og kvinder 40 procent. Danske Banks cheføkonom Steen Bocian skrev efter lovens vedtagelse i dagbladet BT, at »de nye regler kan blive en dyr affære særligt for kvinder. Et forsigtigt skøn er, at danske kvinder går glip af omkring 100 milliarder kroner, med mindre de tegner en ægtepagt. Og det er da også en slags penge …«

LO imod sikring af ringest stillede

Folketinget blev under lovarbejdet kontaktet af advokater, der advarede om, at loven diskriminerede kvinder. Men i den betænkning, som Retsudvalget skrev, blev bekymringen afvist med, at kvinders retsstilling ikke ville blive dårligere end før. Samtidig henviste udvalget til et brev fra LO, hvor LO talte direkte imod en del af lovforslaget, som ville sikre den ringest stillede ægtefælle kompensation ved skilsmisse. LO skrev, at kompensationsreglen byggede på et »utidssvarende syn på ægteskab og kønsroller«.

Nina Smith undrer sig over fagbevægelsens holdning dengang.

»Jeg kan ikke forstå, at kvindeforbundene ikke skreg højere op, når det var mændene, der havde åbenlyse fordele af loven,« siger Nina Smith.

Jane Korczak, næstformand i 3F og tidligere næstformand i det nedlagte Kvindeligt Arbejderforbund, siger i dag, at der er grund til at råbe »vagt i gevær« i forhold til loven.

»Vi risikerer at få nogle fattige, gamle kvinder i fremtiden,« siger hun og forklarer LO-fagbevægelsens holdning til lovforslaget dengang sådan her:

»Fagbevægelsen havde fokus på, at arbejdsmarkedspensionerne ikke skulle kunne indgå i boet og deles ved skilsmisse. Man oplevede, at hvis man pillede ved arbejdsmarkedspensionerne i den her lov, så kunne man også finde på at åbne ordningerne i det hele taget. Det kunne måske føre til, at arbejdsmarkedspensionerne blev privatiseret,« siger hun, der er enig i, at arbejdsmarkedspensionerne skal forsvares, blandt andet fordi de sikrer kvindernes pension.

Men Jane Korczak fortæller også, at der i LO var »ophidsede diskussioner« om konsekvenserne for ligestillingen som følge af loven og LO’s holdning til den.

»Vi endte med et kompromis, som vi nok var nogle, der bed tænderne mere sammen over end andre. Der var hensyn, der vejede tungere end ligestillingen. Det er det, vi kalder ligestillingens vigepligt, og ligestillingen må vige i stort set alle spørgsmål,« siger hun.

En mulig vej videre

Anne-Marie Meldgaard var ét af de kun tre folketingsmedlemmer, alle socialdemokrater, der stemte imod loven.

»De eneste, der får noget ud af den lovgivning, er advokaterne. Det kan ikke passe, at man laver en lovgivning, der er så rigid, at man er nødt til at gå til en advokat for at få lavet ægtepagt,« siger hun. »Om 20 år kunne sådan en lov måske være på sin plads, fordi der da er mindre efterslæb på kvindernes pension. Men den lov skal ikke få lov at dø i synden. Der er brug for nogle overgangsregler, der kan gælde, indtil vi har en mere ligelig pension,« siger Anne-Marie Meldgaard, der enig med Nina Smith og Anja Cordes i, at pension bør tages med i betragtning, når boet deles ved skilsmisse.

Anja Cordes foreslår, at man i spørgsmålet om pension – som i så mange andre anliggender ved skilsmisse – tager stilling til den enkelte families behov, forudsætninger og økonomi ud fra nogle minimumsregler. Derpå indgår man en individuel aftale, som passer til den konkrete familie.