Kvinderne kæmper en hård kamp i forsvaret

Af

For knap et halvt år siden udgav forsvaret en rapport, der viste, at de kvindelige ansatte blev udsat for grove krænkelser fra deres mandlige kolleger. Forsvaret bebudede en aktiv kamp for at forbedre kvindernes vilkår, men ifølge overkonstabel Marianne Brandt Rasmussen, tillidsrepræsentant og tovholder i et kvindenetværk ved Telegrafregimentet i Fredericia, har rapporten faktisk gjort det endnu sværere at være kvinde i forsvaret.

»Kvindelige soldater voldtages«, »Hver tredje kvindelige soldat chikaneres«, »Chokrapport om seksuelle overgreb ryster forsvaret«.

Sådan lød nogle af de hårdtslående overskrifter, der prydede – eller måske rettere skæmmede – landets aviser, da forsvaret ibegyndelsen af maj i år offentliggjorde en rapport om krænkelser af kvinder i forsvaret.

Og resultaterne var da også skræmmende klare: 41 procent af de militært ansatte kvinder havde oplevet, at der var sat falske rygter i gang om dem, og en tredjedel var blevet rørt ved på en måde, som havde seksuelle undertoner. 16 procent var blevet decideret taget på, kærtegnet eller kysset, selv om de protesterede. I den helt grove ende havde 26 af de militært ansatte kvinder – tre procent – og 11 af de civilt ansatte – 1,1 procent – været udsat for voldtægtsforsøg. Seks militært ansatte og en civilt ansat kvinde var blevet voldtaget.

Forsvarets ledelse reagerede konsekvent på rapporten, som den selv havde sat Forsvarsakademiet til at udarbejde. Der var ingen slinger i valsen i udmeldingerne fra forsvarschef Jesper Helsø og generalmajor Jens Erik Frandsen, der er chef for Forsvarskommandoens Personelstab: Omgangsformen mellem kønnene i forsvaret skulle forbedres. Og de skrev blandt andet hvert sit brev – Jesper Helsø til samtlige ledere i forsvaret og Jens Erik Frandsen til alle ansatte.

Overkonstabel af 1. grad Marianne Brandt Rasmussen var en af de kvinder i forsvaret, som på ledelsens opfordring udtalte sig til flere forskellige medier, da rapporten blev offentliggjort.

citationstegnUanset hvad en mand henvender sig til en kvinde om efter rapporten, så slutter manden 7 ud af 10 gange samtalen af med at sige: »Er det okay, jeg siger sådan, eller er det krænkende for dig?« Det er blevet en vane for mine mandlige kolleger… Og efterhånden opfatter jeg det som ren sarkasme.

Forsvarsledelsen havde forberedt sig grundigt, inden offentligheden fik kendskab til de triste resultater, og Marianne Brandt Rasmussen og to andre kvinder var blevet trænet i at tale med medierne og fik besked på at holde telefonen åben for at fortælle pressen om kvindernes problemer i forsvaret.

Er det krænkende for dig?

Her knap et halvt år efter rapporten blev offentliggjort, har Ugebrevet A4 sat Marianne Brandt Rasmussen stævne for at tale om, hvad rapporten og den megen blæst om kvindernes forhold i militæret har betydet i det daglige liv på Ryes Kaserne i Fredericia. Her er Marianne Brandt Rasmussen tillidsrepræsentant for et halvt hundrede konstabler og frivillig tovholder for et netværk af unge værnepligtige kvinder. Og set fra det østjyske har tiden efter rapporten ikke just gjort det lettere at være kvinde i forsvaret. Faktisk har rapporten øget det psykiske pres på kvinderne:

»Uanset hvad en mand henvender sig til en kvinde om efter rapporten, så slutter manden 7 ud af 10 gange samtalen af med at sige: »Er det okay, jeg siger sådan, eller er det krænkende for dig?« Det er blevet en vane for mine mandlige kolleger, ligesom det er en vane at sige godmorgen. I starten tænkte jeg, at det var, fordi mændene var usikre og følte sig dunket oven i hovedet med rapporten, men det bliver ved og ved, og efterhånden opfatter jeg det som ren sarkasme,« siger Marianne Brandt Rasmussen.

Hun roser forsvarets ledelse for med rapporten at have synliggjort problemerne og taget hul på debatten om kønskrænkende adfærd. Men på Ryes Kaserne er debatten om krænkelserne bare aldrig rigtigt kommet videre. Rapporten er nærmest blevet tiet ihjel og har ikke været oppe i hverken samarbejdsudvalget eller på personalemøder. Og derfor er det kun den uheldige effekt af synliggørelsen, at mændene føler sig hængt ud, der har påvirket kvindernes dagligdag.

»Jeg kan egentlig godt forstå, at mændene reagerer mod, at de fremstår som syndebukke. Og jeg kan undre mig over, at forsvaret ikke har taget højde for det. Når rapporten er lavet, synes jeg som minimum, at regimentschefen burde have det som et emne på dagsordenen, når han holder møder med sine chefer. Og hvorfor bruger man ikke tre timer på den her rapport og får en psykolog eller en sagsbehandler ud at tale om den og så får det drøftet igennem på kasernen?

Jeg synes ikke, forsvarets øverste ledelse har fået det ud af rapporten, som der burde være kommet ud af den,« siger Marianne Brandt Rasmussen.

Kvinderne er delt i tre lejre

Rapporten har også gjort det klart, at kvinderne i forsvaret ikke står som én samlet gruppe, når det gælder kønskrænkende adfærd. De står derimod splittet i hele tre lejre i mændenes verden:

»Den ene lejr siger, at hvis vi som kvinder bliver krænket fysisk eller psykisk, så er vi selv ude om det. Den modsatte lejr siger derimod, at vi ikke skal finde os i det, og vi skal anmelde alt og alle, der bare næsten kigger forkert på os. Og så har vi en gruppe i midten, der siger, at krænkende adfærd er individuelt. Det er ikke sikkert, at jeg oplever en ting som krænkende adfærd på samme måde som en anden kvindelig kollega. Det kommer an på, hvordan vi er som mennesker, hvor gamle vi er, og hvor længe vi har været soldater,« siger Brandt Rasmussen, der ikke lægger skjul på, at hun selv tilhører den sidstnævnte gruppe.

Hun mener i øvrigt, at forsvarets rapport mangler et aspekt, der kunne have fjernet noget af aben fra mændenes skuldre. Flere hundrede mandlige soldater har ganske vist også udfyldt spørgeskemaet, men de er kun blevet spurgt, om de har oplevet krænkelser af kvinder. De er derimod ikke blevet spurgt, om de selv har følt sig krænkede i kraft af deres køn.

»Det kan da for eksempel være krænkende for en mand, hvis jeg kommer gående i trusser og bh i vores omklædningsrum. Men det er bare ikke legalt for en mand at sige. Men det er legalt for mig som kvinde at sige, at jeg føler mig krænket, hvis en mand kommer gående i boksershorts.

Og der mangler rapporten at se tingene fra mændenes side,« siger Marianne Brandt Rasmussen.

Hun har været 17 år i forsvaret, og for hende kom rapportens opsigtsvækkende resultater ikke som nogen overraskelse. De første to-tre år i tjenesten var hun også selv adskillige gange ude for, at mandlige kolleger – specielt overordnede – rørte ved hende med klart seksuelle undertoner:

»Jeg forsøgte at komme væk fra det lokale eller den lastvogn, jeg var bag i sammen med vedkommende. Eller hvis vi var ude at løbe, forsøgte jeg at løbe væk fra ham. Jeg så ikke andre muligheder eller udveje. Jeg turde ikke sige fra, og det strejfede mig ikke engang at klage. Og jeg forstår godt mine unge kvindelige kolleger, der ikke tør sige fra.«

Hygiejnebind forbudt på øvelser

For et par år siden oprettede Marianne Brandt Rasmussen sammen med en kvindelig kollega en uformel netværksgruppe for kvindelige værnepligtige. De tog initiativ til netværket, fordi utroligt mange kvinder sagde op, inden de overhovedet var færdige med deres værnepligtstid. I netværket kan de nye værnepligtige få luft for deres problemer og sige tingene uden at blive kigget mærkeligt på.

»Vi kan se rød en tråd i, hvorfor de værnepligtige siger op. Det kan for eksempel være, fordi de får et par støvler i en forkert størrelse, og når de så gør opmærksom på det, svarer deres sergent eller delingsfører: »Hvis du skal have job her i forsvaret, må du være tilfreds med det, du får udleveret. Hvis ikke du kan klare mosten, så er porten den vej«. Eller det kan være, når de er på øvelse eller overnatter ude, og kvinderne har menstruation. Så står sergenten og siger til dem:

»Jeg er da ligeglad, for rigtige soldater bruger ikke bind«. Så tænker en 19-20-årig kvinde: »Det kan da ikke passe. Hvordan skal jeg nogensinde kunne klare mig i to døgn uden et bind«. Og kvinderne har altså ikke været inde i mere end en måned, inden de får sådan en besked. Og de unge kvinder tror jo selv på, at det er dem, der ikke er stærke nok,« fortæller Marianne Brandt Rasmussen.

citationstegnDet kan da for eksempel være krænkende for en mand, hvis jeg kommer gående i trusser og bh i vores omklædningsrum. Men det er bare ikke legalt for en mand at sige. Men det er legalt for mig som kvinde at sige, at jeg føler mig krænket, hvis en mand kommer gående i boksershorts.

Som ung værnepligtig kvinde skal man også vænne sig til, at særdeles let påklædte medsøstre gæster kasernen for at underholde de mandlige kolleger. Med andre ord dukker der to-tre gange om året en kvindelig stripper op på kasernens område for at strippe i konstabelmessen til stor begejstring for det talstærke publikum af udelukkende mandlige soldater.

»Jeg vil ikke sige, at jeg accepterer det. Men jeg kan intet gøre for at stoppe det. Det er en indgroet kultur med, at når du er værnepligtig, skal du se strip, og sådan er det bare,« siger Marianne Brandt Rasmussen.

Messen har dog en enkelt gang i ligestillingens navn inviteret en mandestripper, men dels tager de mandlige strippere sig væsentligt bedre betalt end deres kvindelige kolleger, og dels var det mildest talt ikke nær så stor en publikumssucces som kvindestrip.