Kvinder kommer sjældent til tops i fagbevægelsen

Af

En ny undersøgelse viser, at kvinderne er ringe repræsenteret i toppen af LO -fagbevægelsen. Og siden 1995 er der overhovedet ingen fremgang sket. Ligestillingsforsker kalder den svage kvinderepræsentation meget problematisk for fagbevægelsen.

Man skal sætte kikkerten for det bedste øje og pudse linsen omhyggeligt, hvis man skal få øje på kvinderne i toppen af LO-forbundene. Samtlige 19 forbund kan kun præsentere to kvindelige forbundsformænd, og det bliver ikke ret meget bedre i de forretningsudvalg og hovedbestyrelser, som beslutter, hvordan forbundene skal pleje medlemmernes interesser. Set for alle forbund under ét er kun 18 procent af stolene i forretningsudvalgene og 29 procent i hovedbestyrelserne besat af kvinder, selv om kvinder udgør 48 procent af forbundenes medlemmer. Med andre ord er Karin, Birthe, Tove og Hanne altså først og fremmest menige kontingentbetalere i fagbevægelsen, mens Poul Erik, John, Dennis og Arne bestemmer, hvad kronerne skal bruges til.

Og kvinderne er vel at mærke ikke blevet bedre repræsenteret i ledelserne, end de var i 1995.

Det er tættest på arbejdspladserne – nemlig blandt tillidsrepræsentanterne – kvinderne er bedst repræsenteret. 34 procent af tillidsrepræsentanterne er kvinder, men det er altså stadig væsentligt mindre end andelen af kvindelige medlemmer. Og optimismen blegner hurtigt igen, når man kigger på de mennesker, der sidder i spidsen for lokalafdelingerne: Kun 17 procent – eller færre end hver femte – afdelingsformand er en kvinde.

Det viser den spritnye undersøgelse af kønsrepræsentationen i fagbevægelsen, som Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) har foretaget for LO. Undersøgelsen viser andelen af kvinder på forskellige niveauer i fagbevægelsen og er en opdatering af lignende undersøgelser fra 1995 og 1999.

Ligestillingsprofessor Drude Dahlerup fra universitetet i Stockholm er ikke just imponeret over kvindernes andel af magtpositionerne i den danske fagbevægelse:

»I 2003 er det utroligt dårlige tal, og fagbevægelsen halter jo langt bagefter andelen af kvinder i dansk politik. Det ser ikke engang ud til, at det går bare langsomt fremad. Og det virker selvforstærkende, fordi de menige kvinder så ikke har nogen rollemodeller at se op til.«

Kvinde som LO-formand

Dahlerup mener, at den danske fagbevægelse burde vende blikket mod Stockholm, hvor en kvinde – Wanja Lundby-Wedin – troner for bordenden hos svensk LO. Det ville med Drude Dahlerups ord være »på tide« og »forfriskende«, hvis dansk LO snart får sin første kvindelige formand.

Og Drude Dahlerup mener, det er et alvorligt problem, at kvinderne er underrepræsenteret i ledelserne.

»Det er vigtigt, at nye medlemmer kan finde sig selv i fagbevægelsen. Og hvis de kun ser mænd repræsentere fagbevægelsen, spørger de sig selv, om der er plads til dem, og derfor bliver det sværere at rekruttere kvindelige medlemmer,« siger Dahlerup.

Hun mener også, at de få kvinder i toppen betyder, at fagbevægelsen kommer til at mangle de kvindelige nuancer på sagerne, og der vil være en tendens til, at kvindernes problemer ikke bliver sat så højt på dagsordenen, som de burde.

Tine Aurvig-Huggenberger, næstformand i LO, er enig i, at det er et stort problem for fagbevægelsen, at der er så få kvinder på toppen:

»Det er deprimerende. Det betyder, at der vil være mindre fokus på problemer som ligeløn og manglende løn under barsel, som rammer kvinderne mest. Og det handler ikke om, at mine mandlige kolleger er onde eller dumme, men de har jo nu engang ikke den samme livserfaring, som kvinder har.«

LO-næstformanden tror dog på, at de forskellige uddannelser i fagbevægelsen gennem de seneste år som Starlet- og Victoria-projekterne, der skal geare kvinder til topposter i fagbevægelsen, har gjort det mere fristende for kvinder at gøre karriere. Og hun håber, at det over tid vil slå igennem på tallene.