Kvinder kan ikke kæmpe sig til ligeløn

Af | @IHoumark

I Norge konstaterer en ligelønskommission, at strejker og gode intentioner i fagbevægelsen stort set ikke ændrer en tøddel ved mænds løn-forspring. Kommissionen opfordrer på den baggrund politikere til, i ligestillingens navn, at blande sig i den ellers frie løndannelse. En dansk kommission kan ende med samme anbefaling, vurderer forsker.

LØNGAB Man kunne fristes til at tro, at der var en lov om, at mænd SKAL have mere for deres arbejde end kvinder. Fakta er i hvert fald, at statistikken over de seneste 10 års lønudvikling i Danmark viser, at forskellen mellem mænd og kvinders løn er så godt som klippefast. Målt over de seneste 10 år får kvinder i rå tal konstant 12-13 procent mindre ud af at gå på arbejde end mænd. Den fastlåste ulighed i løn findes også i Norge, men her viser regeringen vilje til at gøre noget ved skævheden.

For to år siden nedsatte den rød-grønne norske regering en ligelønskommission, som i februar i år barslede med sin slutrapport. Heraf fremgår, at nok har der været vist vilje fra både arbejdsgivere og fagbevægelse til at sikre ligeløn, men overordnet set formår arbejdsmarkedets parter stort set ikke at indsnævre løngabet mellem mænd og kvinder. Forhandlinger om overenskomster har det med at cementere lønforskelle, konstaterer lederen af ligelønskommissionens sekretariat, Jorun Hjertø fra Børne- og Ligestillingsministeriet.

»Modellen med forhandlinger på arbejdsmarkedet reproducerer stort set løngabet. Det har i gennemsnit været nogenlunde konstant omkring 15 procent de seneste år,« oplyser Jorun Hjertø.

Når organisationerne på arbejdsmarkedet ikke er i stand til at sikre ligeløn, skyldes det blandt andet, at det er svært for lønmodtagere og deres forbund at acceptere, at andre faggrupper får et større lønløft end dem selv.

I erkendelse af at organisationerne for lønmodtagere og arbejdsgivere ikke formår at ændre på ulighed i løn mellem især kvindefag i det offentlige og mandefag i det private, er den norske kommission kommet med en kontroversiel anbefaling: Afsæt tre milliarder kroner til et ekstraordinært lønløft til kvindedominerede faggrupper i den offentlige sektor. En anbefaling helt på linje med de forslag, som Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti flirtede med i Danmark i efteråret 2007.

Dansk fagbevægelse halter efter

I øjeblikket diskuteres nedsættelsen af en dansk lønkommission. Fra Venstre lyder meldingen fra finansminister Lars Løkke Rasmussen, at han ikke vil »afvise, at der kan være behov for en lønkommission, men det bliver for snævert kun at se på ligeløn.« De konservative derimod ser intet behov for en kulegravning af løn. Et flertal uden om regeringen vil dog gerne have en kommission, og på den baggrund må det anses for sandsynligt, at den kommer til efteråret. Sker det, kan den meget vel ende med at anbefale politiske indgreb som i Norge. Det vurderer arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen.

»Fagbevægelsen i Danmark har ikke været i stand til at få lukket løngabet. Og når det gælder arbejdet for ligestilling, halter den bagud i forhold til fagbevægelsen i Norge og Sverige. Her har man længe gjort mere ud af ligestilling på arbejdsmarkedet – blandt andet med årlige ligestillings-rapporter,« siger Henning Jørgensen og fortsætter:

»Vi har brug for en lønkommission til at få afklaret, hvor problemerne er i Danmark og finde mulige løsninger. På den baggrund må politikerne så se, om arbejdsmarkedets parter skal trues med eksempelvis lovgivning, eller om der skal direkte politisk indblanding til for at sikre ligeløn.«

Den politiske reaktion i Norge på anbefalingen om tre milliarder kroner til at sikre »mandeløn til kvindefag« er lunken. Det socialdemokratiske regeringsparti Arbeidarpartiet har givet sig selv en tænkepause i forhold til lønløftet og vil først komme med en udmelding til efteråret. I Arbeidarpartiet er man betænkelig ved at blande sig i den frie løndannelse og udløse store merudgifter i det offentlige. Eksempelvis viser beregninger, at en række faggrupper i de norske kommuner skal have 31.200 kroner mere i årsløn.

Socialistisk Venstreparti, som også sidder med i regeringen, har derimod gjort anbefalingen om de tre milliarder til en del af sit partiprogram op til stortingsvalget i 2009.

Splittelse i LO

Anbefalingen om et lønløft møder modstand i norsk LO. Herfra lyder meldingen, at det »er svært problematisk« at udpege enkeltområder til lønfremgang, når nu der er mangel på ligeløn på mange områder inden for både den offentlige og private sektor. Udsigten til politisk indblanding i den hævdvundne frie forhandlingsret er heller ikke LO’s kop te.

LO’s lunkne modtagelse af forslaget om de tre milliarder har medført protester fra nogle af hovedorganisationens medlemsforbund. En af organisationerne, Fællesorganisationen (FO), protesterer direkte mod LO’s linje. I en pressemeddelelse med overskriften: »Hurra for ligelønskommissionen!« argumenterer FO varmt for anbefalingen.

I Danmark har LO-forbundet Fag og Arbejde (FOA) argumenteret meget for nedsættelse af en ligelønskommission specielt med henblik på at få sat spot på lønningerne i det offentlige. Imens plæderer HK/Danmark, som også er med i LO, for, at en lønkommission også skal se meget på lønforskelle i det private. Blandt andet på den baggrund kan det skabe splittelse i dansk LO, når den forventede lønkommission kommer med sit udspil. Det vurderer arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen:

»FOA har før indtaget særstandpunkter i LO, og det kan man sagtens forestille sig, at forbundet vil gøre igen.«

En af de overraskende konklusioner fra den norske lønkommission er, at det slet ikke er lavtuddannede kvinder eksempelvis i ældreplejen, der relativt set har det største lønefterslæb. Kommissionen er kommet frem til, at løngabet er størst mellem kvinder og mænd, der har taget fire års erhvervsuddannelse. Med andre ord er det kvindelige sygeplejersker og lærere i det offentlige, der målt på lønkontoen især halter efter mænd med en tilsvarende lang uddannelse ansat i det private.

Kvinder vil ikke afgive orlov

Den norske kommission peger på en lang række årsager til, at kvinder generelt får mindre i løn end mænd. Men den fremhæver tre:

  • En stor andel af kvinderne arbejder med omsorg for børn, ældre og syge, og dette omsorgsarbejde har aldrig været værdisat særlig højt. Det har rod helt tilbage i 1950’erne, hvor mændene var hovedforsørgere, og de fleste kvinder var hjemmegående.
  • Modellen med frie forhandlinger på arbejdsmarkedet cementerer bestående lønforskelle.
  • Kvinder sakker bagud i løn, når de får børn.

Ifølge kommissionen kan 40 procent af løngabet i den private sektor forklares med kvinders opgaver i forbindelse med at få og passe børn. Sekretariatsleder Jorun Hjertø forklarer:

»Når kvinder og mænd kommer ind i arbejdslivet, får kvinder næsten det samme i løn som mænd. Men når de så får børn, og mor tager hovedparten af orloven, så begynder løngabet at udvide sig. Ifølge forskere kommer mødrene under fraværet bagud ikke bare i forhold til løn, men også i forhold til kompetencer.«

Løngabet i kølvandet på barsel har fået kommissionen til at foreslå, at forældreorloven efter islandsk model deles med en tredjedel til far, en tredjedel til mor, og den sidste tredjedel til fri fordeling mellem forældrene. I dag er det sådan i Norge, at seks uger er øremærket til fædrene. Det vil kommissionen have sat op til 15 uger. Denne anbefaling har givet heftig debat.

»Forskellige kvinder fra alle samfundsgrupper har vendt sig mod forslaget. De argumenterer med, at nu har de kæmpet for betalt forældreorlov, og så skal mændene ikke komme og tage noget af den fra dem,« forklarer Jorun Hjertø.

Politisk har statsminister Jens Stoltenberg fra Arbeidarpartiet understreget, at anbefalingen om flere øremærkede orlovsuger til mænd ikke indgår i regeringsgrundlaget, men helt afvist anbefalingen har han ikke.

Arbejdsmarkedets parter i Norge har, på opfordring fra kommissionen valgt at lægge sig i selen for at bekæmpe ulige løn opstået i forbindelse med forældreorlov. Den norske hoved-arbejdsgiverorganisation NHO aftalte i april med LO, at det i alle overenskomster skal indarbejdes, at man under lokale lønforhandlinger skal prøve at sikre, at forældre på orlov også omfattes af lønstigninger.

Uddannelse gør ingen forskel

Under sit udredningsarbejde har kommissionen fået aflivet flere myter. Eksempelvis viser det sig, at selv om kvinder i gennemsnit over de senere år er blevet bedre og bedre uddannet, så får de ikke lukket løngabet til mændene med tilsvarende længde af uddannelse.

»Selv veluddannede yngre kvinder halter lønmæssigt efter jævnaldrende, veluddannede mænd. Det er ikke længden af uddannelserne, der er afgørende, det er typen. Eksempelvis tjener mandlige ingeniører med fire års uddannelse meget mere i det private end en sygeplejerske med fire års uddannelse i det offentlige,« fortæller Jorun Hjertø.

Kommissionen konstaterer, at den direkte diskrimination på arbejdspladserne mellem mænd og kvinder i samme funktion er ved at blive en saga blot. I virksomheder er der dog stadigvæk tilfælde af det, som Jorun Hjertø kalder »statistisk diskrimination«:

»Når en arbejdsgiver ansætter en yngre kvinde, så ansætter han en potentiel mor, der måske skal have orlov, og derfor kan han ubevidst finde på at give hende en lavere startløn end en jævnaldrende mand,« siger Jorun ­Hjertø.

Anbefalingerne fra den norske kommission er i høring frem til 1. september. I efteråret kommer så den politiske respons, og den rød-grønne regering bliver nødt til at foretage sig noget aktivt for ikke at bringe sig selv i miskredit. Allerede ved sin udnævnelse i 2005 erklærede den nemlig i et dokument:

»Vi vil forskelsbehandle køn, når det er nødvendigt, for at skabe fuld ligestilling.«