Kvindefag giver gode mandejob

Af | @MichaelBraemer

Traditionelle kvindefag som sygeplejerske og pædagog giver masser af muligheder for at udfolde sig som mand. Det viser en undersøgelse, som sociologen Kenn Warming har foretaget. Han mener, at budskabet skal bruges til at skaffe tilstrækkeligt med hænder til fremtidens omsorgsopgaver. Warmings undersøgelse viser dog også, at der skal gøres op med nogle fordomme, hvis mændene skal trives optimalt i kvindefagene.

UBALANCE Kvinder har for længst taget bestik af de lige muligheder på arbejdsmarkedet. De har godt fat i mandlige karrierefag som læger, advokater og tandlæger og har også for længst slået dørene ind til håndværksuddannelserne. Mændene, derimod, har uendeligt svært ved at rette blikket den modsatte vej og interessere sig for de traditionelle kvindefag.

Misforholdet betyder, at den højt besungne danske ligestilling lever side om side med et af de meste kønsopdelte arbejdsmarkeder i verden. Faktisk er det sådan, at jo flere kvinder der er strømmet ud på det danske arbejdsmarked de seneste 40 år, desto mere rendyrkede er kvindefagene blevet.

Det kan vi synes er paradoksalt og kuriøst, men sociologen og ligestillingsforskeren Kenn Warming finder det snarere dybt bekymrende. For kvindefag er omsorgsfag, og her kommer der til at mangle hænder – også rigtig mange mandlige hænder – hvis opgaverne skal løses forsvarligt, og vi vil opretholde det omsorgsniveau, vi kender i dag.

Han peger på, at den over 65-årige del af befolkningen vil vokse med over 80 procent i de kommende 40 år, mens antallet af personer i den erhvervsaktive alder tilsvarende svinder med 14 procent.

»Normalt glæder vi os jo over, at levealderen stiger. Men hvis vi ikke kan tage os af de ældre, er det måske ikke et værdig og ordentligt liv, vi forlænger,« siger Kenn Warming.

Hvad driver dem dog

Han er netop blevet færdig med sit speciale, hvor han satte sig for at finde ud af, hvad der har fået mandlige sygeplejersker og pædagoger til at se stort på alle normer og forventninger og gå ind i typiske kvindefag. For hvad det end var, så kunne man måske vise det frem og på den måde få en større del af deres kønsfæller til at følge trop. Samtidig ville han undersøge, om mænd og kvinder udfylder deres roller forskelligt i kvindefagene.

Undersøgelsen er baseret på en lang række interview med mænd i de to fag, hvor de – især i sygeplejen – er i nærmest forsvindende undertal. Andelen af mandlige sygeplejersker udgør kun 3,2 procent, mens mænd fylder noget mere blandt pædagoger. Her tæller de 14,4 procent.

»Jeg valgte de to fag, fordi de begge kræver mellemlange videregående uddannelser og derfor er sammenlignelige. Men de kunne i princippet lige så godt have drejet sig om social- og sundhedsgrupperne, hvor mænd er næsten lige så dårligt repræsenteret som blandt sygeplejersker.«

Det glade budskab fra Kenn Warming er, at mænd ikke skal være bange for at blive kvindagtiggjorte, hvis de går ind i kvindefag, men i høj grad kan tilføre fagene »maskuline« værdier.

Mændene beskriver funktioner i fagene, hvor de har udfoldet sig, og som de mener, de er særlig gode til. Det gælder for eksempel overblik, administrative funktioner, it- og teknisk kunnen samt autoritet og evnen til at skære igennem. Plus – for pædagogernes vedkommende – fodbold på plænen og vilde fysiske lege.

De fremhæver også den synlighed og respekt, de nyder både blandt kolleger og andre personer, som fagene bringer dem i kontakt med, og deres gode muligheder for forfremmelse.

»Jeg er meget opmærksom på, at jeg som mandlig interviewer har fået mændene til at betone de maskuline værdier i deres arbejde, og selvfølgelig betyder det ikke, at mændene ikke viser den omsorg og indføling, som fagene også gør krav på. Men pointen er, at der er flere facetter til billedet af for eksempel sygeplejersken end den storbarmede dame, der aer patienten på panden.«

Fagforbund må på banen

Det budskab bør gå tydeligt ud til de opvoksende generationer, siger Kenn Warming, der vil have vejlederne i folkeskolen til at præsentere omsorgsfag som en reel valgmulighed også for drengene. Han finder det også vigtigt, at de forskellige kvindefags fagforbund kommer aktivt på banen med en præsentation af deres fag, som appellerer til både mænd og kvinder. Som for eksempel FOA, der netop har udgivet en pjece om mænd i omsorgsfag.

»Det nytter ikke at sige: »Vi varetager medlemmernes interesser, mens rekrutteringen til fagene må være et samfundsanliggende.« Det er en opgave, som skal løftes i fællesskab af arbejdsgiverne, fagforbundene og uddannelsessystemet. Og hvis der mangler 1.200 sygeplejersker nu og måske 10.000 i løbet af 10 år, så er det jo i høj grad også i medlemmernes interesse, at deres forbund er med til at skaffe de hænder, der skal bruges. For ellers skal medlemmerne rende hurtigere med risiko for at blive nedslidt.«

Desværre er der ikke noget entydigt mønster i de forskellige mænds tilgang til kvindefagene og dermed heller ikke nogen enkel model for rekrutteringen, som kan kopieres. Tværtimod har det i høj grad været tilfældigheder, der har afgjort mændenes valg af fag.

Der er dog flere eksempler på, at en mandlig rollemodel i familien eller vennekredsen har kunnet lokke mænd til fag, som tradition og forventninger ellers har budt dem at gå uden om. Det er ifølge Kenn Warming et godt tegn, for det betyder, at man kan forvente en selvforstærkende effekt, hvis bare der bliver speedet en smule op for den mandlige tilgang til kvindefagene.

Fordomme skal nedbrydes

Hans undersøgelse viser imidlertid også, at det ikke er problemfrit at være mand i et kvindefag, og at der skal bearbejdes holdninger overalt i samfundet, før mænd kan trives naturligt i fagene.

For sygeplejerskernes vedkommende er der en udbredt fordom om, at mænd i faget er bøsser. De er der, siger Kenn Warming, og måske også i lidt større omfang end i mange andre fag. Men for det store flertal af de mandlige sygeplejersker betyder fordommen, at de hele tiden føler et behov for at understrege deres heteroseksuelle orientering.

»Det er tydeligt et problem for mange, at de føler sig sat i bås som bøsser. Det er virkelig en fordom, der skal gøres op med.«

For pædagogernes vedkommende har det seneste årtis pædofilisager haft alvorlige konsekvenser for mændene.

»Det er et kæmpe problem for dem, at de konstant bliver betragtet som potentielle overgrebsmænd. De er blevet pædagoger for at være sammen med børn, og så ender deres gode intentioner med pegen fingre og latente beskyldninger mod dem for at være pædofile. Det er jo forfærdeligt.«

Kenn Warming vil ikke bagatellisere pædofiliproblemet, men mener ikke, at det berettiger til permanent mistænkeliggørelse af en hel personalegruppe. Det er i hvert fald ikke en holdning, der vil fremme mændenes tilgang til faget.

»Mændene siger, at det ikke er så stort et problem som tidligere. Men går man dem på klingen, fortæller de om arbejdsgange, der er tilrettelagt sådan, at de under ingen omstændigheder kan beskyldes for noget. Skal de hente noget i kælderen, må der ikke komme børn med, de sidder ikke med nogen på skødet, og når de skifter børnene, foregår det bag store glasdøre, så alle kan se, hvad der foregår. Én havde efterhånden distanceret sig så meget fra børnene og i stedet koncentreret sig om administrativt arbejde, at han til sidst lige så godt kunne tage skridtet fuldt ud og blive institutionsleder.«

Største barriere i forhold til kvindefagene finder man imidlertid i lønforholdene, mener Kenn Warming. De er i forhold til betalingen i andre fag med tilsvarende lang uddannelse meget beskedne. Og det lægger mændene – som jo er fagenes »ambassadører« over for andre mænd – ikke skjul på, selv om mange har fundet de små nicher inden for deres fag, hvor både lønnen og respekten er lidt højere.

»Taler vi om sygeplejersker, så kræver det tre års gymnasium og derefter tre år på sygeplejeskole. Vælger du at blive elektriker, tager det cirka tre år, men her kræves kun niende klasse. Og når du så bagefter får måske 50 procent mere i løn og ikke hele tiden skal retfærdiggøre dit valg, så er der altså meget, der taler for en elektrikerkarriere.«

Kvalifikationer går tabt

Om noget helt andet er med til at afskrække mændene i kvindefagene, vil han gerne have belyst. Han planlægger en undersøgelse blandt de mænd, der har været i berøring med fagene, men er faldet fra igen.

»For selv om man ser helt bort fra problemet med at skaffe hænder til fremtidens omsorgsarbejde, så ligger der alene ud fra et ligestillingssynspunkt en kæmpe udfordring i at få mændene ind i kvindefagene. Det gælder, uanset om man mener, at kvinder og mænd er forskellige, eller at de kan det samme. For er vi forskellige, udnytter vi i øjeblikket ikke de særlige kompetencer, der ligger hos den ene halvdel af befolkningen. Og kan vi det samme, har fagene i øjeblikket kun et halvt grundlag at rekruttere på. Der er altså intet at rafle om.«

De senere års udvikling, hvor unge, ressourcestærke mænd er sprunget ud som omsorgsfulde fædre, har givet ham troen på, at mænd i fremtiden også vil udfolde deres blødere sider på arbejdsmarkedet.

»Frisørfaget er jo beviset på, at et fag godt kan skifte køn som følge af kulturelle strømninger. For 50 år siden havde vi flest mandlige frisører, og kvinderne blev i vid udstrækning klippet derhjemme. Så kom kvinderne på arbejdsmarkedet og skulle klippes ude, og samtidig kom de langhårede mænd, der også ville klippes af kvinder. På den måde kom der hurtigt flest kvindelige frisører.«