Kvalitetsreform snubler i mangel på arbejdskraft

Af
Jens Peter Houe
| @JanBirkemose

Topøkonomer tror ikke på regeringens nye initiativer i form af kvalitetsreform, skattelettelser og langsigtet økonomisk plan. Der bliver ikke gjort nok for at skaffe arbejdskraft, og med løftet om øget service vil behovet blive endnu større, lyder den hårde kritik fra landets førende økonomer.

DUMPEKARAKTER Regeringens plan om at forbedre den offentlige service for 50 milliarder kroner kan få lige så svært ved at lægge fra kaj som en supertanker uden brændstof. Trods følgeskab af et løfte om skattelettelser for 10 milliarder kroner og en langsigtet økonomisk kurs, den såkaldte 2015-plan, har regeringspartierne nemlig ikke taget hånd om de velkendte problemer med at skaffe den nødvendige arbejdskraft til ældreplejen, skolerne, børneinstitutionerne og hele sundhedsområdet.

Derfor mener fem af Danmarks førende økonomer og en ekspert i velfærdsstat, at der er overhængende fare for, at hele ambitionen om at løfte velfærden vil lide skibbrud. En af dem er økonomisk vismand Jan Rose Skaksen. Han mener ligefrem, at de nye initiativer kan forværre problemet med mangel på medarbejdere.

»På den ene side vil skattelettelserne generere lidt ekstra arbejdskraft, men behovet for arbejdskraft stiger også, når man øger serviceniveauet i den offentlige sektor. Initiativerne gør ikke problemet med at skaffe arbejdskraft til den offentlige sektor mindre. Jeg vil mene, det er sandsynligt, at det forværrer problemet,« siger Jan Rose Skaksen, der er professor ved Handelshøjskolen i København.

Hans vurdering deles næsten ordret af prorektor Nina Smith fra Aarhus Universitet, der som medlem af den nu nedlagte velfærdskommission har arbejdet intenst med de fremtidige tomme stole i de offentlige kantiner.

»Regeringens initiativer vil ikke hjælpe. Det er som en dråbe i havet. De skaber måske omvendt større mangel på arbejdskraft på grund af planen om et større serviceløft i velfærden,« siger Nina Smith og tilføjer:

»Hvis vi skal bevare og udvikle velfærden, skal vi skaffe arbejdskraft nok. Personligt er jeg overrasket over, hvor stor manglen på arbejdskraft allerede er i dag. Og vi skal huske på, at den stiger fremover.«

Arbejdskraft før velfærdsløft

De øvrige eksperter, A4 har talt med, er overvismand Peter Birch Sørensen, der er professor ved Københavns Universitet, professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen fra Københavns Universitet, professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet og seniorøkonom Jens Lundsgaard fra den økonomiske samarbejdsorganisation OECD.

De er alle enige i, at det omfattende velfærdsudspil, der blev præsenteret af regeringens top i sidste uge, ikke løser manglen på skolelærer, sosu-assistenter, pædagoger og sundhedspersonale. De store ambitioner kan derfor ikke gennemføres uden, at der findes løsninger på fremtidens demografiske udfordring, hvor flere forlader arbejdsmarkedet på grund af alder, end der kommer unge ind.

Det var ellers en klokkeklar arbejdsopgave for det ministerudvalg, der nu i to år har forberedt den 50 milliarder kroner dyre kvalitetsreform.

Da arbejdskravene til udvalget – det såkaldte kommissorium – blev formuleret tilbage i 2005, stod der mangel på offentlig arbejdskraft som udfordring nummer et. Men da planerne blev lanceret i sidste uge, var skattelettelserne det eneste initiativ, der direkte vil medvirke til, at der kommer flere hænder i sving. Hertil kommer, at regeringen og arbejdsmarkedets parter tidligere har præsenteret trepartsaftalen, der blandt andet styrker rekrutteringen af medarbejdere til den offentlige sektor.

Regeringen vurderer, at skattelettelserne – der både gør det mere attraktivt at skifte dagpengene ud med en lønseddel og at arbejde over eller tage et bijob – vil skaffe en ekstra arbejdskraft, der svarer til mellem 8.000 og 10.000 personers arbejde. Men ifølge økonomerne er det langt fra nok.

»Regeringens skatteforslag hjælper på manglen på arbejdskraft, særligt fordi højere grænser for, hvornår der skal betales mellem- og topskat, eksempelvis gør det mere attraktivt for en skolelærer at sige ja, når inspektøren spørger, om hun eller han vil tage en ekstra undervisningstime på næste års skema. Men den effekt kommer kun gradvist. Den umiddelbare effekt af planen vil være en kraftig vækst i efterspørgslen efter arbejdskraft næste år,« siger Jens Lundsgaard, der er chef for Danmark/Sverige kontoret i OECD.

Og professor Peter Birch Sørensen peger på, at andre forhindringer kan stille sig i vejen for, at den offentlige sektor får glæde af skattelettelserne til medarbejderne.

»Marginalskattelettelserne kan tilskynde nogen af det offentligt ansatte til at arbejde i flere timer. Men det er jo ikke sikkert, at de kan få lovtil det. Derfor er det vigtigt, at man få realiseret trepartsaftalens målsætning om at fjerne kunstige barrierer for, at deltidsansatte i den offentlige sektor kan øge deres arbejdstimetal, hvis de ønsker det,« siger Peter Birch Sørensen.

Nina Smith vurderer, at man skal have tålmodighed for at se effekterne af skattelettelserne:

»Den nye skatteplan vil ikke gøre den store forskel. Den flytter jo ikke noget i forhold til den store mangel på arbejdskraft. De tal, jeg kender, viser, at effekten ikke er særlig stor på kort sigt, men på lang sigt vil skattenedsættelser generelt kunne hjælpe på arbejdsudbuddet.«

At skattelettelser ikke har den store effekt på kort sigt, er professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet meget enig i. I forbindelse med skattelettelsen i 2004 undersøgte han, om de danske lønmodtagere ville arbejde mere, og et år senere spurgte han igen, om de rent faktisk var begyndt at arbejde mere.

Konklusionen var, at kun 3,9 procent ville arbejde lidt eller meget mere, hvis de fik en skattelettelse. Og da Jørgen Goul Andersen vendte tilbage et år efter, at skattelettelsen var gennemført, var det kun 2,1 procent, der rent faktisk arbejdede mere.

»Undersøgelsen rammer ret præcist på, hvordan folk umiddelbart reagerer på en skattelettelse. Man taler jo generelt om en indkomsteffekt, hvor nogle vil holde lidt mere fri, fordi de har flere penge, mens andre vil arbejde lidt længere, fordi de får mere ud af det. Undersøgelsen her tyder på, at de to tendenser begge er svage og nogenlunde ophæver hinanden,« siger Jørgen Goul Andersen.

Alternative justeringer

Overvismand Peter Birch Sørensen er dog sikker på, at marginalskattelettelser på lang sigt øger arbejdsudbuddet.

»Næsten alle statistiske analyser finder, at lavere marginalskat giver øget arbejdsudbud, selv om effekten typisk er beskeden,« siger Peter Birch Sørensen.

Han medgiver dog, at effekten af de lovede skattelettelser vil være meget begrænset. Og skal skatten bruges som redskab til at løse problemerne med arbejdskraft, skal der flyttes meget mere skat væk fra arbejdsindkomsten og over på andre kilder, mener han.

Alternativt kunne man målrette beskæftigelsesfradraget til de grupper, der har svært ved at finde vej til arbejdsmarkedet, foreslår professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen fra Københavns Universitet.

»Beskæftigelsesfradraget er for så vidt effektivt nok til, at det kan betale sig at arbejde. Men problemet er, at alle får fradraget. Og derved hælder man penge ud til folk, som allerede er på arbejdsmarkedet, blot for at få flere ud på arbejdsmarkedet. I stedet kunne man målrette det til for eksempel enlige forsørgere og folk med indvandrerbaggrund,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Han nævner desuden, at man kan justere fripladsgrænserne til børneinstitutioner, så man ikke mister tilskuddet, fordi man arbejder en lille smule mere. Det samme kan gøres ved boligsikring.

Regeringen er godt klar over, at den samlede mængde arbejdskraft skal øges, og har beregnet, at der – ud over de knap 10.000 personer, der kan komme ud af skattelettelserne – skal findes yderligere 20.000 personer. Men hvordan det skal ske, er der ikke givet svar på. Derfor planlægger regeringen at nedsætte en kommission til efteråret, der skal kigge på mulighederne.

Advarsler til politikerne

En oplagt mulighed for at lokke medarbejdere til den offentlige sektor er dog at hæve lønningerne. Men ifølge flere af økonomerne er det næsten det værste, der kan ske. Professor Jan Rose Skaksen følger derfor de efterhånden mere og mere regelmæssige politiske løfter om lønstigninger til blandt andre sosu-assistenterne med bange anelser.

»Hvis man fra politisk side er så opsat på at løse problemerne, at man lokker med kraftige lønstigninger, kan det i værste fald føre os ud i en kriseøkonomi, hvor den private og den offentlige sektor slås om den samme arbejdskraft med højere og højere lønninger,« siger Jan Rose Skaksen og tilføjer:

»Det er en spiral, der er meget uheldig, og som på kort tid kan brænde vores gode økonomi af. Hvis vi pumper vores lønninger op på et meget højt niveau, går det ud over vores konkurrenceevne. I en cocktail med en international kriseøkonomi med svigtende forbrug og interesse for vores varer, vil det betyde arbejdsløshed. Jeg siger ikke, at det går sådan. Men det er et risikoscenarium, som man skal have i baghovedet, når man fører politik.«

Den problemstilling har overvismand Peter Birch Sørensen også fokus på.

»Der er en betydelig risiko for at konkurrencen om arbejdskraften bliver for hård. For den private sektor mangler jo også folk. Hvis det slår ud i en for høj lønstigningstakt, kan det ødelægge virksomhedernes konkurrenceevne,« siger Peter Birch Sørensen.

Fra flere sider bebrejdes regeringen, at den ikke har sørget for at løse problemet med arbejdskraft, før man øger velfærden. Jan Rose Skaksen efterlyser direkte mere ansvarlighed fra politikerne.

»Hvis man vil ekspandere i den offentlige sektor, er man som politiker nødt til at tage hensyn til, om der er ledig arbejdskraft. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvornår man lancerer sådanne initiativer. Takket være en meget ansvarlig økonomisk politik i 1990’erne og frem til i dag er dansk økonomi i en fantastisk god fatning. Men nu er signalerne, at der er råd til at bruge penge, og jeg synes, der er signaler om, at ansvarligheden er på retur,« siger Jan Rose Skaksen.

Jens Lundsgaard fra OECD henviser også til den økonomiske politik i 1990’erne, når han skal kigge kritisk på den aktuelle situation.

»Den klogskab, som var i 1990’ernes politik, savner vi i dagens politiske debat. Dengang indså man, at nøglen til at få råd til mere velfærd er at gå fra passiv forsørgelse til aktiv beskæftigelse. Den markante forbedring af arbejdsmarkedet, som skete gennem 1990’erne, har en stor del af æren for, at der er råd til velfærdsstaten, som vi kender den i dag. Men nu begynder politikerne at komme med forslag til stærkt øgede udgifter uden samtidig at være konkrete om hvordan det skal finansieres på sigt. Det er problemet med at have ekstra midlertidige overskud på de offentlige finanser. Man glemmer virkeligheden,« siger Jens Lundsgaard.

Og tager han sin OECD-kasket på, bliver det med en klokkeren advarsel om at få løst problemerne med den manglende arbejdskraft.

»Arbejdskraften er et alvorligt problem. Hovedpointen er, at velfærdsaftalen ikke har skabt råderum for et løft i den offentlige service. Det kræver flere hænder på arbejdsmarkedet. Vi skal derfor afveje alle forslag på en guldvægt og spørge: Er der virkelig råd til dette? Er det vigtigste virkelig, om der går 15 minutter, til ambulancen kommer, eller om der er tre eller fire børn per pædagog? OECD siger ikke, at I ikke må styrke velfærden. Men det havde været bedre at gøre det gradvist. Grundlæggende bakker vi op om velfærdsforbedringer, bare der samtidig skaffes ny arbejdskraft,« lyder det fra OECD-økonomen.

Finansminister Thor Pedersen (V) svarede sent fredag i en skriftlig kommentar til A4, at regeringen erkender, der vil ske en stigning i antallet af offentligt ansatte, men at man ikke mener, det er en dramatisk stigning. Han henviser desuden til, at trepartsaftalen, de bebudede skattelettelser samt kommende forslag om udenlandsk arbejdskraft og ideer fra Arbejdsmarkedskommissionen vil udvide arbejdsstyrken.