Kvalitet og velfærd

Af forbundsformand Kirsten Nissen, Socialpædagogernes Landsforbund (SL)

I den offentlige sektor er der lighedstegn mellem medarbejdere og kvalitet. Derfor skal der bruges flere ressourcer på at videreuddanne medarbejderne.

Danskerne ønsker velfærd. Flere undersøgelser peger på, at mange er parat til at betale mere i skat. Hvis blot kronerne bruges på bedre indsats på sundhedsområdet eller det sociale område.

Målet er at gøre velfærdssamfundet bedre. Det kan på mit område – det sociale og socialpædagogiske – ske ved at øge kvaliteten og sikre individuelt tilpassede løsninger. Borgene skal ikke blot tilbydes en social »standardvare« fra hylderne.

Det kræver dog en indsats. På en række felter på det sociale område ved vi ikke så meget om, hvad der egentlig virker. Manglende forskning betyder få undersøgelser og dokumentation for, hvilke resultater et bevidst socialt stykke arbejde giver.

Både politikere og socialpædagoger kommer på den måde til at famle i blinde. Uden overblik over, hvorvidt de 17 milliarder skattekroner, der bruges på området, kan gives bedre ud.

Jeg mener for eksempel, man skal opstille mål for, hvor lang tid der går, inden en voldelig rod på kant med loven kommer tilbage i skole eller uddannelse, hvorvidt den tidligere narkoman stadig er stoffri tre år efter et behandlingsforløb, eller handleplanerne for børn med psykiatriske lidelser har givet de ønskede resultater.

Børns anbringelser uden for hjemmet har haft en høj politisk prioritet hos både Folketinget og amter i de senere år. Derfor er udgifterne vokset 18 procent i perioden 1995-98. Og selv om man fjerner børn fra forældre, som ikke passer ordentligt på dem, får de anbragte børn alligevel et dårligt liv. De har højere dødelighed, et større misbrug og en øget risiko for selv at få fjernet deres børn end gennemsnitsfamilien Danmark.

Så der er et betydeligt behov for øget viden og kvalitetsudvikling på området. Som på andre »bløde områder« kan man ikke øge kvaliteten uden at inddrage medarbejderne.

I den offentlige sektor er der simpelthen lighedstegn mellem medarbejdere og kvalitet. Der skal derfor bruges flere ressourcer på at udvikle og videreuddanne medarbejderne, end der bruges i dag.

 I forholdet til borgerne, må den enkeltes behov vurderes mere konkret. Den enlige, ufaglærte mor med et par børn har behov for en langt mere massiv og kontant støtte til en uddannelse end moderen i en velfungerende familie.

Den nuværende regering har signaleret, at den vil velfærd, og at de mest udsatte gruppers behov ligger den på sinde. Blot må det, viser virkeligheden, ikke koste noget.

Regeringens politiske korstog med krav om stram budgetkontrol og skattestop, barbering eller lukning af en række projekter og de igangværende budgetforhandlinger med amter og kommuner sker på betingelser, der leder tankerne hen på 1930’ernes krise.

Vi forledes til at tro, at landet er på fallittens rand.
Og det er på trods af, at regeringen overtog et bo med orden i økonomien, masser af arbejde og snurrende hjul.