Kurdiske arbejdsgivere slår sig sammen

Af Lillian Simonsen

400 erhvervsdrivende kurdere i Danmark har stiftet Dansk Kurdisk Arbejdsgiverforening – den første arbejdsgiverforening for selvstændige indvandrere. Forsker er skeptisk over for ideen.

INDVANDRERE Det er ikke altid nemt at finde vej gennem dansk lovgivning for små, selvstændige erhvervsdrivende. Slet ikke, hvis man oven i købet har rødder i et helt andet land og kultur. Men nu bliver det nemmere for mindst 400 kurdiske arbejdsgivere i Danmark. De har netop stiftet Dansk Kurdisk Arbejdsgiverforening (DKAF), der er den første af sin slags i Europa.

Osman Cifci, indehaver af Torvecafeen i Hvidovre, er næstformand og en af initiativtagerne til den nye arbejdsgiverforening.

»Det er et fælles problem for mange kurdere og andre indvandrere, at de ikke ved så meget om dansk lov, moms og skattesystemer. Det giver os alle et dårligt rygte. Derfor har vi brug for en forening, hvor vi kan styrke og hjælpe hinanden,« siger Osman Cifci.

Han mener, det er svært for en mindre gruppe kurdiske medlemmer at komme igennem med deres interesser i en stor, dansk arbejdsgiverforening. For eksempel vil de kurdiske arbejdsgivere gerne gøre en særlig indsats for at integrere kurderne i det danske samfund:

»Vi vil lave ungdomsklubber og aktiviteter med fodbold, musik og sprog for vores børn for at forhindre, at de går på gaden og laver ballade. Det interesserer jo ikke en dansk arbejdsgiverforening,« siger Osman Cifci, der har været selvstændig med forskellige forretninger siden 1992.

I den store danske arbejdsgiverorganisation Dansk Erhverv undrer Poul-Erik Pedersen, formand for forretningsudvalget, sig over, at arbejdsgivere organiserer sig efter etnicitet. Dansk Erhverv har ikke hidtil gjort nogen særlig indsats for at organisere arbejdsgivere med indvandrerbaggrund.

»Vi har ikke registreret et behov. Men det ændrer selvfølgelig vores opfattelse, når Dansk Kurdisk Arbejdsgiverforening er her nu,« siger Poul-Erik Pedersen.

Den nye kurdiske arbejdsgiverforening overvejer i øjeblikket, om den skal melde sig ind i Dansk Erhverv som brancheforening for derved at få Dansk Erhverv til at repræsentere sig på det ansættelsesretslige og lovgivningsmæssige område.

Det ser Poul-Erik Pedersen ingen problemer i. Dog understreger han, at det er vigtigt ikke at grave grøfter mellem forskellige grupper af arbejdsgivere.

Shahamak Rezaei, lektor på Roskilde Universitetscenter, er skeptisk over for dannelsen af DKAF. Hans forskning om selvstændige indvandrere på det danske arbejdsmarked viser nemlig en tendens til, at de lukker sig om sig selv, og det kan være en ulempe for deres forretning. I hvert fald hvis de har ambitioner om andet end at handle med kurdiske varer, kunder og leverandører i deres eget nærområde.

»Hvis de ønsker at komme ud af den ghettolignende situation, så dur det ikke kun at omgås sine egne. Hvis en selvstændig indvandrer vil integreres i det danske samfund, så skulle pizzeria-ejeren for eksempel melde sig ind i HORESTA (arbejdsgiverforening inden for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, red.). Jo længere væk fra en lukkethed med dine egne, du kommer, desto mere vækst og dynamik får du i din virksomhed,« forklarer Shahamak Rezaei.

På den anden side viser hans undersøgelser også, at indvandrere i Danmark ofte føler, at faglige organisationer ikke gør noget for deres særlige behov. Og derfor tager de i stedet sagen i egen hånd, eller som i dette tilfælde stifter deres egen forening.