Kunsten at synge i kor – med chefer og kolleger

Af

På flere arbejdspladser skaber sang sammenhængskraft og glæde. De fleste danskere betakker sig dog for at skulle synge fællessang på arbejdspladsen. Måske er de ramt af 'stemmeskam', siger norsk musikforsker.

Sådan skal det lyde ... tror vi. Og hvis ikke vi er sikre på, at vores stemmer lyder godt, tør vi ikke synge. Fænomenet hedder stemmeskam og afholder mange fra at deltage i fællessang. Det er ærgerligt, for sang er sundt for fællesskabsfølelse og stressniveau.

Sådan skal det lyde ... tror vi. Og hvis ikke vi er sikre på, at vores stemmer lyder godt, tør vi ikke synge. Fænomenet hedder stemmeskam og afholder mange fra at deltage i fællessang. Det er ærgerligt, for sang er sundt for fællesskabsfølelse og stressniveau. Foto: Susanne Mertz/Scanpix

»Jeg tror på at synge. Jeg tror på at synge sammen. Det giver en god figur, et stabilt temperament, øget intelligens, nye venner, super selvtillid, øget seksuel tiltrækningskraft og humoristisk sans.«

Den legendariske britiske producer Brian Eno, der har arbejdet med navne som U2 og David Bowie, gæstede for nylig Københavns Hovedbibliotek for at deltage i den faste onsdags-morgensang, som er for alle, der har lyst. Her lagde han ikke skjul på sin begejstring for fællessang.

Det er ganske enkelt svært ikke at blive i godt humør. Det er også svært at være sur på den, man har sunget sammen med. Når man synger sammen, bliver man mindet om, at vi alle er mennesker. Bjørn Norgaard Lassen, ingeniør, Rambøll

På flere arbejdspladser samles man da også for at synge sammen. Nogle gør det ved festlige lejligheder, fordi det snart er jul eller på mere fast basis. Og selvom de fleste – som Brian Eno – forbinder fællessang med noget positivt, kan det godt virke skræmmende at skulle synge med dem, man arbejder tæt sammen med, siger psykolog og arbejdsmiljøforsker, Karen Albertsen.

»Det at føle, at man ikke synger rent, rører ved noget meget intimt og personligt. Man synes, man udstiller sig selv, og der skal jo en høj grad af tillid til, for at man har lyst til at blamere sig over for sine kolleger og sin chef.«

Karen Albertsen synger selv fællessang ind imellem på sin arbejdsplads TeamArbejdsliv.

»Det kan da nogle gange være en blandet fornøjelse. Hvis ikke der er akkompagnement til, kan man blive nervøs for, om man nu kan synge rent,« siger hun.

Ingeniører omkring flyglet

Skal fællessang fungere på arbejdspladsen, så skal drivkraften komme fra medarbejderne. Det mener Bjørn Nordgaard Lassen. Han er ingeniør i Rambøll og ivrig deltager i den faste morgensang-tradition, hvor et ensemble én gang om måneden spiller op i det store atrium, og medarbejdere myldrer ud fra kontorerne og stemmer i.

»Det er ganske enkelt svært ikke at blive i godt humør. Det er også svært at være sur på den, man har sunget sammen med. Når man synger sammen, bliver man mindet om, at vi alle er mennesker,« siger Bjørn Nordgaard Lassen.

Initiativet blev taget af medarbejdere, der i 2010 startede med julesange og nu har gjort det til fast tradition. Ud over at sprede humør, så bryder sangen faggrænser op.

»Når man har sunget sammen, er det på en eller anden måde lettere at gå hen til ham, der ved noget om spildevand, næste gang, man får brug for det,« siger Bjørn Nordgaard Lassen, der har været i Rambøll i 33 år og arbejder med vedligeholdelse af broer. 

Der er 1.600 medarbejdere i Rambølls hovedkvarter i Ørestaden. Ikke alle befinder sig i huset, når der synges, men der dukker cirka et par hundrede op hver gang. En pænt stor flok bliver altså på deres kontorer.

»Hvis det her initiativ blev lagt ud til afstemning, så var det måske faldet med et brag. Vi har kun fællessang, fordi det er drevet frem af vedholdende medarbejdere, og så er der stille og roligt flere, som er kommet til,« siger Bjørn Nordgaard Lassen.

Jeg en bro mig bygge vil
Jeg en bro mig bygge vil

Grundlægger Børge Rambøll købte et Steinway flygel med den tanke, at det nok kunne føre til noget godt. I dag er der fællessang hver måned, og i ugen op til jul synger medarbejderne hver dag.

’Stemmeskam’ – stærkt ubehageligt

Noget tyder dog på, at en stor del af danskerne krummer tæer ved tanken om, at skulle synge sammen med sine kolleger. I en ny undersøgelse, Wilke har lavet for Ugebrevet A4, siger et flertal nej til fast morgensang på arbejdspladsen.

Danskernes modstand kan hænge sammen med, at mange i deres skoletid har fået at vide, at de ikke kan synge. Det mener Stine Isaksen, redaktør og formidler på Videncenter for Sang.

»'Du skal nok lige lade være at synge så højt, for du kan ikke ramme tonerne.' Det fik jeg selv at vide engang, og jeg kan altså godt synge. Stort set alle kan synge. For nogle kræver det mere øvelse, men det er et fåtal, der ikke kan lære det,« siger hun.

Nervøsiteten ved egen stemme hedder ”stemmeskam”. Det er forsker ved Universitetet i Bergen, Tiri Bergesen Schei, der har lanceret begrebet. Stemmeskam er en stærkt ubehagelig følelse, der kan fremkalde rødmen, fysisk ubehag og hoste.

»Det opstår ved, at en lærer eller en anden vigtig person måske har kommenteret ens stemme og sagt, at man ikke synger rent eller skal dæmpe sig,« siger hun.

Der er ikke nødvendigvis noget galt med ens stemme. Men lader man sig først hæmme af sit eget stemmeudtryk, vil man opleve, at der er noget påfaldende, noget der ikke er godt nok, siger Tiri Bergesen Schei og peger på, at sangtalent-konkurrencer som x-factor er med til at puste til stemmeskam.

»Folk får tilbagemelding ’på stedet’ og skal tåle at blive hængt ud offentligt. Man skal hele tiden ses og vurderes af andre, og den følelse, sangeren kan få, når han tænker, det ikke er godt nok, kan udløse et intenst ubehag. En følelse af at stemmen kan virke latterlig og grim. Jeg synes, det er vældig synd. For at synge sammen er næsten altid dybt meningsfuldt,« siger den norske forsker.

Der er altså en dobbelt effekt: Du kommer i godt humør, og du bliver mindre stresset. Stine Isaksen, formidler på Videncenter for sang

'Runners high' og kærlighedshormon

Sang i sig selv har god effekt på vores mentale tilstand. Det at synge frigør nemlig endorfiner, som giver glædesrus.

»Man kan faktisk få ’runners high’ uden at få sved på panden, men blot ved at synge i badet,« siger Stine Isaksen.

En anden fordel, som i den grad er relevant for arbejdspladser, er, at sang kan sænke stressniveauet.

»Når vi er stressede, har vi et forhøjet indhold af kortisol i kroppen. Sang sænker indholdet. Der er altså en dobbelt effekt: Du kommer i godt humør, og du bliver mindre stresset.«

Men ikke nok med det. Faktisk udløses et tredje hormon, når vi synger fællessang, nemlig oxytocin – også kaldet kærlighedshormonet.

»Det er et tilknytningshormon, som for eksempel frigøres ved forelskelse, og når kvinder ammer. Det har betydning for, om vi knytter os til hinanden,« siger Stine Isaksen og fortæller, at hjerterytme og vejrtrækning desuden synkroniseres med andre ved "unison sang" - altså fællessang.

»Dermed ophæver vi grænserne mellem hinanden, og man bliver som én organisme,« siger hun.

Men at få den effekt frem på en arbejdsplads kan være vanskeligt, erkender Stine Isaksen.

»På en arbejdsplads er der magtrelationer, som udfordrer det her med, at vi alle er lige. Rollerne bliver pludselig vendt op og ned, og det kan være svært at gå ind i det rum.«

Ingen rød tråd, vi synger bare

Rummet er ellers velkendt. Danskernes sangtradition er stærk, båret frem af især højskolebevægelsen. Tidligere tjente sangen et ydre formål: For salmens vedkommende et religiøst, hvor sangen var – og stadig kan være - en fælles bekendelse til troen. Eller under besættelsen, hvor tusindvis af danskere sang for at udtrykke fælles foragt mod fjenden.

I dag er indholdet trådt i baggrunden, mens selve aktiviteten – det at synge i fællesskab, er blevet det væsentlige, siger Lea Wierød Borcak, videnskabelig assistent på Musikvidenskab på Aarhus Universitet. Hun har skrevet ph.d. om Grundtvig-salmen med fokus på, hvordan sang virker, når den er i funktion som en fælles, sprogligt-musikalsk aktivitet.

Og Grundtvig var faktisk forud for sin tid, når han sagde, at »det, der rører os i sangen, er langt mindre sangen selv, men det er de syngendes inderlige deltagelse«. Det er nemlig i høj grad det, fællessangen er for danskerne i dag. Men det betyder ikke, at vi er flintrende ligeglade med indholdet, eller mister føling med den danske sangskat, siger hun.

»Fællessang som praksisform er ikke på vej væk. Tværtimod. Der er fællessang i skoler, på højskoler og ved store uafhængige sangarrangementer, som trækker rigtig mange mennesker. I dag synger vi blot på en anden måde. Vi synger for at gøre noget sammen.«

Lea Wierød Borcak fortæller, hvordan hun og en gruppe musikvidenskabsstuderende var på ’Fairbar’ i Aarhus til et fællessang-arrangement, der trak mere end fulde huse.

»Folk stod langt ud på gaden og sang. Repertoiret havde overhovedet ingen rød tråd. Man sang ’Dengang jeg drog afsted’ om Slesvigkrigene og morgensange, selvom det var aften. Men det betyder ikke, at man er ligeglad med ordene. De er bare ikke det væsentlige. Det er det, at synge sammen.«

Sang mindre ekskluderende end DHL

En anden arbejdsplads, hvor man synger fast, er VIA University i Aarhus. Her går 5.000 studerende, der er 500 ansatte og et væld af forskellige afdelinger og sang gør noget godt for så stor og vidt forgrenet en arbejdsplads, synes Rikke Fjellerup, der arbejder som gymnasiekonsulent på Center for Undervisningsmidler.

»Det giver sammenhængskraft. Vi er et stort hus og meget forskellige i det, vi laver. Fællessangen gør, at man føler, man bliver en del af huset. Man får lige rejst sig op og går ud og synger sammen. Det giver nærvær med kolleger fra ens egen afdeling, og det åbner også udadtil i forhold til huset,« siger hun.

Fællessangen er styret af en musiklærer fra læreruddannelsen, og der er skiftende forsangere. Og det er afgørende med sådanne rammer, siger Stine Isaksen.

»Styring i form af en korleder, en sangkonsulent eller blot gode kræfter fra arbejdspladsen er vigtigt, så folk kan føle sig trygge og enhver tør synge med sit næb. Så kan det fungere rigtig godt,« siger hun.

Hun mener, det er mindre ekskluderende at synge fællessang end at bede medarbejdere klatre i træer eller løbe DHL-stafet.

»En godt anlagt morgensang er en nemmere og billigere form for teambuilding. Her kan alle være med, uafhængigt af fysisk formåen.«

Måske kan fællessang endda være med til at skabe den forjættede ’sammenhængskraft’ i samfundet. For at vende tilbage til musikkoryfæet Brian Eno, så har han peget på, at man gennem fællessang lærer at underordne sig en gruppebevidsthed, hvor selvet smelter sammen med fællesskabet.

»Det er en af de store følelser – hvor jeg stopper med at være mig selv for en stund og bliver til os. På den måde handler det om empati, den store sociale dyd.«