Kun fornyelse kan hindre en ørkenvandring

Af

Højrefløjen er i mange lande ved at skabe en ny alliance mellem den borgerlige middelklasse og dele af arbejderklassen. En af Europas førende politiske eksperter, Blair-rådgiveren Philip Gould, advarer i dette interview med Ugebrevet A4 centrum-venstre-partierne imod faren for mange års politisk ørkenvandring.

Da Storbritanniens Tony Blair, USA’s Bill Clinton og strateger fra europæiske centrum-venstre-partier i sommer mødtes på det fashionable Buckingham Hotel til seminar om »progressiv internationalisme«, kom et af de afgørende oplæg fra Philip Gould. Den politiske ekspert kortlagde i punkter og grafer de jordskælvsagtige rystelser i europæisk politik og advarede blandt andet mod et folkeligt opbrud, der kan sætte centrum-venstre-partierne skakmat mange år frem.

Baggrunden for seminaret var den stribe europæiske valg, der havde bragt højrefløjen til magten. Og Philip Gould ser afgørende fælles træk ved udviklingen i Danmark, Frankrig, Holland, Østrig, Norge og Italien. Hér har valg ført til borgerlige regeringer efter fremgang for højrepopulistiske partier som Dansk Folkeparti og Pim Fortuyn i Holland:

»Højrefløjen er ved at opbygge en alliance, som forbinder vælgere i den velstillede middelklasse med dele af arbejderklassen og samfundets dårligt stillede. De midtsøgende konservative partier har længe haft et socialt grundlag, der også omfattede dele af arbejderklassen. Men de ekstreme højrepartier er blevet så stærke, fordi de har erobret mange af venstrepartiernes naturlige vælgergrupper – arbejdsløse, folk med manuelle job og mennesker, der ikke har fået del i den økonomiske fremgang,« siger Philip Gould.

»Hvis de kan fastholde disse vælgere i en alliance med de midtsøgende højrepartier, er det endog meget farligt for venstrepartierne. De vil i så fald have skabt en vælgeralliance, som kan fastholde magten til højre for midten i mange år«.

Philip Gould analyserer opbruddet i europæisk politik i denne samtale med Ugebrevet A4. Og han skitserer en strategi, der kan vende udviklingen:

  • Venstrepartierne må tage fat på de problemer med kriminalitet og indvandring, der bekymrer mange mennesker.
  • Den økonomiske fremgang skal ikke blot gavne samfundet som helhed, men også give nye muligheder til venstrepartiernes traditionelle støtter blandt samfundets underprivilegerede.
  • De progressive kræfter skal målrettet puste til de splittelses-tendenser, som ses i de højrepopulistiske partier.
  • Venstrepartierne skal køre anderledes slagkraftige kampagner, der trækker skillelinjerne op i forhold til højrefløjen.
Invandring deler venstrepartier

Philip Gould er en af Europas førende politiske eksperter. Han er premierminister Tony Blairs nærmeste rådgiver i vælgerstrategi, men har også været kampagnerådgiver for USA’s Bill Clinton og Tysklands Gerhard Schröder. Goulds bog »The Unfinished Revolution« spillede en nøglerolle for Anders Fogh Rasmussen, da han tilrettelagde Venstres succesrige kampagne op til valget sidste år.

Når de højrepopulistiske partier har godt tag i venstrepartiernes traditionelle vælgere, skyldes det – ifølge Gould – flere faktorer. En af dem er indvandringen – »det store splittende emne« for centrum-venstre. Over hele Europa har socialdemokratiske og socialistiske partier åbenlyse problemer med at finde fodslag på dette område. Gould mener, at partierne befinder sig i et »reelt dilemma«, fordi de er klemt mellem to legitime hensyn, der trækker hver sin vej:

På den ene side traditioner for solidaritet med mennesker på flugt, modvilje mod racediskrimination og troen på det positive i det multikulturelle samfund.

På den anden side er det venstrepartiernes traditionelle kernevælgere, der føler sig truet af indvandringen – hvad enten det handler om job, løn eller ghettoproblemer.

Gould lægger ikke skjul på, at det er svært – at der skal findes en balance mellem de to legitime hensyn. Men en del af venstrepartiernes problem er den dårlige forbindelse til dem, der tidligere var de naturlige kernevælgere:

»En ledende dansk politiker sagde for nylig til mig, at »vi forstod ikke, hvor bekymrede arbejdervælgerne var for kriminalitet og indvandring, vi forstod dem slet ikke«. Det var en stor fejltagelse. At forstå menneskers bekymring betyder ikke nødvendigvis, at vi opfylder alle deres ønsker. Men venstrepartierne må påtage sig lederskabet på disse områder. Vi må understrege, at problemerne i samfundet ikke skyldes asylsøgere, men samtidig erkende, at de svage i samfundet føler deres position og levestandard truet af indvandringen,« siger Philip Gould.

Han drager en parallel til den britiske debat om retspolitikken, hvor Labour før i tiden var i defensiven over for de konservative. Svaret var Tony Blairs balancerede – men succesrige – slogan om at være »hård mod kriminalitet og hård mod årsagerne til kriminalitet«. Labour insisterede på, at svaret på kriminalitet var både strenge straffe og bedre social forebyggelse. Gould ser et lignende både-og for sig i udlændingedebatten:

»Jeg skal ikke udtale mig om, hvordan de enkelte lande indretter deres asyllove. Vi skal være positive over for det multikulturelle samfund og over for den legale indvandring, men vi må træde op mod illegal indvandring og misbrug af asyllovgivningen. Vi skal ikke optræde som et ekko af højrefløjen, men heller ikke forsøge at ignorere problemet.«

Mange på venstrefløjen frygter, at hvis vi diskuterer disse emner, så vil det øge spændingen og fremme racisme?

»Det forstår jeg godt. Hvis vi diskuterer det på en forkert måde, kan det opflamme spændinger. Men hvis vi ikke diskuterer det, tillader vi andre at sætte dagsordenen. Og så er resultatet, at vigtige dele af vores naturlige vælgergrupper bliver stadig mere vrede, kommer stadig længere væk fra venstrepartierne og falder for højrepartiernes retorik. Tag mennesker, der lever i socialt boligbyggeri, har små indtægter, børn, der går i en lidt nedslidt skole, og i forvejen føler sig utrygge: Hvis der hertil kommer en større gruppe asylsøgere, skabes en helt forståelig bekymring. Det er ikke den velstillede middelklasse, der mærker indvandringens følger – det er de underprivilegerede. Vi må engagere os i disse problemer, uanset om vi er enige i folks løsningsforslag eller ej. Det gælder også i Danmark. Efter samtaler med danske politikere har jeg forstået, at en væsentlig årsag til højrepartiernes sejr netop var venstrepartiernes fejltagelser på disse områder.«

Gould understreger, at svaret på højrebølgen ikke kun handler om indvandring og kriminalitet. Det afgørende svar ligger i det økonomisk-sociale – at sikre muligheder i samfundet til alle, også de dårligt stillede:

stor8»Hvis folk lever i dårlige boliger eller har et dårligt job, så er problemet ikke asylsøgere, men at deres muligheder i samfundet er blokeret – at de føler sig afskåret fra gevinsterne ved den økonomiske fremgang. Venstrepartierne skal sikre, at alle får del i den økonomiske fremgang. I mange europæiske lande har venstrepartierne styret en succesfuld økonomi, men ikke sikret, at alle fik del i succesen. Vi har brug for en dobbelt strategi: For det første sikkerheden. Mennesker har et berettiget krav på, at deres lokalområde beskyttes imod kriminalitet, og at deres grænser beskyttes imod illegal indvandring. For det andet skal venstrepartierne sikre muligheder for alle i den globale økonomi – at alle har uddannelse og færdigheder, så de kan klare globaliseringens bestandige omstilling. Vi skal finde svaret på en ny global politik, hvor mange mennesker føler sig utrygge, magtesløse og bekymrede for fremtiden.«

citationstegnVenstrepartierne må aldrig holde op med at være oprørere. Også når de er i regering, må de være i opposition til uretfærdighed

 

Slagkraftige kampagner

Centrum-venstre-partiernes nederlag bunder imidlertid også i noget helt andet – nemlig elendige valgkampe. Philip Gould beretter, hvordan han midt i en europæisk valgkamp blev kontaktet af de lokale socialdemokrater. De spurgte, hvad deres grundlæggende budskab egentlig skulle være:

»Mange af partierne var slet ikke forberedt på den valgkamp, som de reelt stod overfor. Den eksplosive udvikling i spørgsmålet om asylsøgere og indvandring kom tilsyneladende som en overraskelse. Samtidig var mange af partierne fanget i regeringsapparaternes tankesæt. De tænkte slet ikke i kampagne og kom ikke tidligt nok i gang,« siger Philip Gould.

»De fulgte heller ikke grundreglerne for moderne politisk kampagne: Stærke budskaber og klare skillelinjer. Under den franske valgkamp blev det aldrig klart, hvad der adskilte socialisten Jospin fra højrefløjens Chirac – valget blev dermed ligegyldigt for nogle, mens mange progressive vælgere stemte på de mindre venstrefløjspartier.«

»Der skal altid i en kampagne være et tydeligt valg: Hvad de står for – hvad vi står for. Sådan som i den seneste britiske valgkamp, hvor New Labour stod for investeringer i offentlig velfærd, mens de konservative stod for nedskæringer«.

Samtidig var centrum-venstre-partierne ofte trætte efter mange år i regering og for tilfredse med det samfund, de selv har bygget op:

»Partier må aldrig blive fanget som forsvarere af det bestående og dermed miste deres grundlæggende rastløshed og utålmodighed efter forandringer. Venstrepartierne må aldrig holde op med at være oprørere. Også når de er i regering, må de være i opposition til uretfærdighed,« fastslår Tony Blairs valgstrateg.

Gould vil ikke kommentere de igangværende valgkampe i Sverige og Tyskland, som mere ligner »gamle« opgør mellem de politiske blokke. Men han hæfter sig ved udviklingen i Østrig, hvor det højrepopulistiske Frihedsparti er i dyb krise på grund af uenighed mellem partistifter Jörg Haider og partiets ministre. Østrig var det første land, hvor vælgerne bragte den nye højrekoalition til magten – og bliver formentlig det første, hvor den nye koalition testes ved et valg:

»I Østrig er det ekstreme højre ved at falde fra hinanden. Lidt efter lidt går det op for folk, at de er politikere som alle andre – og at de ikke varetager arbejdernes interesser. Men det er en opgave for de progressive kræfters kampagne at understøtte denne proces. Hvis Østrig svinger tilbage til venstrepartierne, kan hele højrebølgen begynde at rulle tilbage,« påpeger Philip Gould.

Labour godt klædt på
Det britiske New Labour er – ifølge Gould – bedre rustet til at tackle de nye udfordringer end mange progressive partier på kontinentet. Paradoksalt nok er den sene fornyelse af Labour – fra 1994 til 97 – i dag en fordel, fordi processen gik mere radikalt til værks. Kredsen omkring Tony Blair ville ikke kun gøre Labour økonomisk ansvarlige, men også bryde den konservative eneret på patriotisme og indsatsen imod kriminalitet.

Derfor indebar Blairs »tredje vej« et opgør med venstrefløjens liberale retspolitik:

»Kriminalitet er ikke et højreorienteret tema, men en sag for de progressive. Kriminalitet rammer arbejderklassens familier hårdest. Jo mindre du ejer, desto større er din risiko for tyveri og overfald. Jo mere sårbar du er, desto lettere føler du dig truet af usikkerhed på gaderne,« påpeger Philip Gould.

»Kriminalitet undergraver selve hjertet i samfundets fællesskab – den gør offentlige steder usikre og ødelægger dermed tiltroen til sociale forbindelser mellem mennesker. Derfor er det rigtige progressive svar både at være hård ved kriminaliteten og hård ved årsagerne til kriminalitet«.

Mens den nye håndfaste retspolitik lige fra starten var et kerneområde, har New Labour på det seneste lagt større vægt på udlændingeområdet. Labour er helhjertede tilhængere af det multikulturelle samfund, der er en realitet i Storbritannien. Men tonen er skærpet over for ghettoproblemer og illegal indvandring, der opleves som et stort problem af mange briter. Trods kritik fra venstrefløjen var Tony Blair drivkraften i EU’s fælles aktion imod illegal indvandring.

Samtidig er New Labour efter endnu en valgsejr i 2001 rykket lidt til venstre på velfærdsområderne. Den seneste finanslov opererer med store offentlige investeringer i sundhed og uddannelse, og det betales gennem en mindre skatteforhøjelse. Men – spørger vi lidt drillende – var »den tredje vej« ikke netop et opgør med den traditionelle socialdemokratiske lighedstanke?

»Den tredje vej er en helt ny form for politik, men havde lige fra starten en balance mellem fællesskab, ansvar og muligheder – som Clinton udtrykte det,« forklarer Philip Gould.

For Clinton og Blair handler ansvar og muligheder om forholdet mellem individ og fællesskab. Samfundet skal sikre muligheder for alle, også de svage. Men den enkelte har ansvaret for at gribe mulighederne og yde sit til fællesskabet. Lidt i stil med »pligt og ret«, der lejlighedsvis bruges af danske socialdemokrater:

»Det er afgørende, at mennesker i et fællesskab føler et ansvar for hinanden, og at mulighederne for den enkelte går hånd i hånd med ansvaret over for fællesskabet. Tag ud i et hvilket som helst arbejderkvarter i Europa. Der vil folk også sige, at ansvaret for hinanden er noget helt afgørende.«

De socialdemokratiske og socialistiske partier er tilsyneladende fanget i et dilemma. Moderniseringen af partierne fører til frafald blandt de gamle kernevælgere. Men hvis de ikke fornyer sig, får de ikke stemmer fra de yngre og veluddannede?

»Det er jeg uenig i. Hvis et parti udvikler en moderne, progressiv og global politik, vil det kunne vinde begge grupper – både de gamle kernevælgere og de yngre. I sidste ende står de over for de samme problemer med en global økonomi, som udløser spændinger i samfundet. Mennesker skal udstyres med muligheder, så de kan omstille sig til nye krav fra globaliseringen. Hvis partierne moderniseres efter principper om fællesskab, ansvar og muligheder – og bygger videre på de traditionelle progressive værdier – så vil det også virke. Mange af partierne tabte vælgere i kerneområderne og arbejderklassen, fordi de ikke fornyede sig. Hvis de havde gjort det, ville de også have talt om bekymringen for kriminalitet og indvandring – og om at skabe muligheder for alle. Det er manglende fornyelse, som førte til nederlagene.«