Kun Europa kan træde op mod Bush

Af

Et samlet Europa er den eneste kraft i verden, der kan udgøre en modvægt til Bush-administrationen, siger S-formand Mogens Lykketoft. Han anklager Anders Fogh Rasmussen for »slavisk tilpasning til Washington« - og opfordrer venstrefløjen til at droppe al EU-skepsis og gå i brechen for et mere selvstændigt Europa.

Verden er ude af balance. USA’s kompromisløse linje omkring Irak er tegn på et dybtgående skifte, som også kan sætte nye skel i dansk politik. Socialdemokraternes formand oplever en drejning i USA’s udenrigspolitik, der ikke som før tager hensyn til allierede og de internationale institutioner:

»Der har aldrig været et større behov for en fælles-europæisk udenrigspolitik. Et mere samlet Europa er den eneste chance for at skabe et slagkraftigt modspil til den nuværende administration i USA,« siger Mogens Lykketoft.

»Som en enhed har Europa ikke alene den samme vægt på verdensscenen som USA. Hvis den europæiske opinion er nogenlunde enig, har den også gode chancer for at påvirke den offentlige mening i USA. Og det er noget helt særligt. Et land som Kina bliver fremover en stærk magtfaktor, men der er ikke en kinesisk offentlighed, som kan påvirke opinionen i USA.«

Største magt siden Romerriget

Forårssolen er denne onsdag ved at bryde gennem skyerne uden for den tidligere udenrigsministers kontor på Christiansborg. Men omkring Irak trækker det sammen. FN’s Sikkerhedsråd er splittet, og USA gør klar til krig – uden FN.

Mogens Lykketoft er dybt kritisk. Han understreger, at kritikken ikke er rettet mod USA, men mod Bush-administrationen. Forholdet mellem Europa og USA var langt bedre under præsident Clinton:

»Der er sket et markant regimeskifte i USA. Bush og hans folk er ikke bare republikanere, men kommer fra den hårde kerne på den republikanske højrefløj. De har ikke fidus til de internationale institutioner – hvad enten det gælder miljø, nedrustning eller som nu FN. De har den korrekte opfattelse, at USA i dag repræsenterer den største koncentration af økonomisk og militær magt, som verden har oplevet siden Romerriget. Men de har også den forkerte opfattelse, at økonomisk og militær magt alene kan sikre globalt lederskab. Det kan det ikke.
Hvis USA ikke søger venner og folkelig opbakning til sin politik, vil de komme ud i det, som amerikanske eksperter kalder imperial overstretch – at imperiet overanstrenger sig. Måske ikke i forhold til sine fysiske muligheder, men i forhold til, hvad der er økonomisk og politisk acceptabelt, også hjemme i USA.«

Er det derfor, du efterlyser en stærkere europæisk modvægt, som Frankrig og Tyskland har været i FN’s Sikkerhedsråd?

»Ja. Vi har fortsat brug for et partnerskab mellem USA og Europa, men det forudsætter et mere velorganiseret europæisk modspil. Derfor er det så beklageligt, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kaster Danmarks lod i den vægtskål, der splitter Europa – enighed er Europas eneste chance for at påvirke USA.«

Men omkring Irak er EU spaltet: Blair, Berlusconi, Fogh og andre USA-støtter står skarpt over for Frankrig, Tyskland, Sverige med flere. Er en fælles EU-udenrigspolitik længere væk end nogensinde?

citationstegnSplittelsen i dansk udenrigspolitik går ned gennem regeringen.
I denne sag er der ikke stor forskel på udenrigsminister Per Stig Møller (K), socialdemokrater og radikale. Men jeg oplever en statsminister, der definerer aktivistisk dansk udenrigspolitik som slavisk tilpasning til Washington.

»Det behøver ikke at blive konklusionen. Der er i Irak-krisen en entydig europæisk opinion. Uanset hvad regeringscheferne mener, er 80 procent af befolkningerne i hele Europa imod en militær løsning uden FN. Der er på det folkelige plan en langt bredere basis for en fælles-europæisk udenrigspolitik, end vi lige nu ser hos regeringerne. I store lande som Storbritannien, Spanien og Italien er regeringer, der er ukritiske over for USA, under et gevaldigt folkeligt pres. Man kan håbe, at det igen vil drive processen i EU fremad.
Samtidig vil der komme en erkendelse af, at EU’s splittelse i Irak-krisen ikke har gavnet Europas indflydelse på USA. Jeg tror, at den næste EU-traktat tager skridt fremad mod en fælles udenrigspolitik, selv om det ser sort ud lige nu,« siger den tidligere udenrigsminister.

Et europæisk konvent forbereder i disse måneder den næste EU-traktat. Lykketoft peger på, at der bør være flertalsafgørelser om udenrigspolitik, indføres en stærkere udenrigspolitisk talsmand og vælges en formand eller præsident, der leder EU-topmødernes arbejde:

»Det står klarere for mig end nogensinde før, at Danmark og danske socialdemokrater har en soleklar interesse i at styrke sammenhængskraften i EU og dets institutioner,« siger Lykketoft.

Er budskabet til baglandet, at i lyset af Irak-krisen skal de sidste rester af EU-skepsis smides overbord?

»Ja. Det gamle anti-EU-argument om tab af dansk suverænitet er grundlæggende forkert. Vi har gennem EU en demokratisk medindflydelse på de store lande, som op gennem historien har bestemt vores udenrigspolitik. Dertil kommer det aktuelle skisma mellem USA og dele af Europa. Det handler ikke kun om Irak, men om en international retsorden – at også USA forpligtes af internationale institutioner og ikke bare handler på egen hånd. Det er et slagkraftigt ekstra argument for et stærkere europæisk samarbejde.«

Har Europa også de nødvendige fælles værdier?

»Europa har flere fællesnævnere. En er, at vi skal styrke de internationale aftaler – om blandt andet miljø, fjernelse af masseødelæggelsesvåben og en international straffedomstol. På alle disse områder har de europæiske lande en fælles holdning, der adskiller sig fra USA’s. De europæiske lande har også en mere progressiv holdning til udvikling af den tredje verden. Der er meget at bygge på.«

Krig svækker terrorkamp

Mogens Lykketoft er ikke i tvivl om, at USA vinder den forestående krig mod Irak – formentlig ret hurtigt. Risikoen er, at en krig får helt uoverskuelige følger for Mellemøsten, hvis det lykkes Saddam at inddrage Israel og opildne den arabiske verden.

Her føler man med rette, at den vestlige verden er dobbeltmoralsk, fordi USA slår hårdt ned på Saddam Hussein, men ser gennem fingre med Israels overtrædelse af utallige FN-beslutninger. Resultatet kan blive hidtil uset fundamentalisme og had til USA. Mareridtet er, at fundamentalister erobrer magten over atomvåbnene i Pakistan. Den tidligere udenrigsminister frygter også, at en amerikansk krig mod Irak svækker den internationale koalition mod terrorismen:

»Bombardementer af Tora Bora-bjergene eller Bagdad er kun en meget begrænset del af krigen mod terrorismen. De internationale terrornetværk bekæmpes først og fremmest ved, at mange regeringer over lang tid stiller op i kampen – den er i langt højere grad en politiopgave end en militær opgave. Hvis en krig i Irak medfører, at færre regeringer er med i den kamp, så bliver resultatet på lang sigt en mindre sikker verden.«

Men har USA ikke ret i, at kampen mod terror også kræver kamp mod slyngelstater med masseødelæggelsesvåben, og at vi ellers risikerer, at Saddam eller Nordkorea forsyner terrorister med atomvåben?

»Jo, men selv USA har ikke kapacitet til systematisk at udskifte samtlige regimer i såkaldte slyngelstater. Den bedste metode er den, som FN’s Sikkerhedsråd har forsøgt over for Irak: Militært og politisk pres, våbeninspektion og nedrustning. Hvis det lykkedes uden krig, ville det ikke alene medføre en markant svækkelse af Saddam, men også være et eksempel til efterfølgelse.«

Lige nu er forholdet mellem USA og dele af Europa på lavpunktet. Men når krigen er slut, skal Irak genopbygges – økonomisk og demokratisk. Og her får USA vel igen brug for FN og EU?

»Bush vil stå utrolig stærkt, hvis han vinder en hurtig krig – uden at der sker en destabilisering af hele regionen. Men jeg er bekymret for, at det ikke går så let – og hvis det gør, kan det let skabe en overstadig stemning i USA, hvor man med magt søger at udskifte andre regimer.
Det bliver en gigantisk opgave at opbygge Irak, som er etnisk splittet og uden demokratisk tradition. Det vil ikke stabilisere regionen, hvis der bliver en langvarig og ensidig amerikansk besættelse af et arabisk land. Det bliver et langt sejt træk, hvor USA får brug for europæerne – både når det gælder penge og tålmodighed.«

Dansk tilpasningspolitik

Der har omkring Irak været stor forskel på regeringen og socialdemokrater/radikale. Er den brede enighed om dansk udenrigspolitik ved at smuldre?

»Splittelsen i dansk udenrigspolitik går ned gennem regeringen. I denne sag er der ikke stor forskel på udenrigsminister Per Stig Møller (K), socialdemokrater og radikale. Men jeg oplever en statsminister, der definerer aktivistisk dansk udenrigspolitik som slavisk tilpasning til Washington. Jeg ønsker ikke en konfrontation med USA. Men vi er dybt uenige med den nuværende administration i USA om den globale analyse, og det har vi en forpligtelse til at markere.«

Du blev allerede som udenrigsminister anklaget for anti-amerikanisme. Hvad mener du om det?
»Begrebet anti-amerikanisme er meningsløst. Vores regering havde et tæt samarbejde med Clinton-administrationen – dengang var holdningerne i USA og Europa helt anderledes sammenfaldende. Det er ikke anti-amerikansk at være kritisk over for en bestemt politisk retning i USA. Den nuværende administration er ikke almindelig republikansk, men højre-republikansk og præget af en hidtil uset tro på amerikansk enegang. De bedste argumenter mod deres politik kommer i øvrigt fra amerikanske eksperter!«

Venstres EU-parlamentarikere beskylder socialdemokrater og radikale for at indlede en ny fodnote-periode i dansk politik - ligesom under Schlüter-regeringerne. Hvad siger du til det?

»Uanset hvad man mener om fodnote-perioden, så er dette en helt anden situation. Irak har skabt politisk uenighed i alle de europæiske lande. Og der kommer ikke fodnoter fra det danske folketing i denne sag. Regeringen kan sammen med Dansk Folkeparti vælge at sende danske soldater i krig uden FN-mandat. Det vil jeg indtrængende fraråde. Det er statsministerens ansvar at finde en fælles platform med Socialdemokrater og radikale – og genskabe den brede enighed om dansk udenrigspolitik.«

Redaktionen er sluttet den 14.marts.