Kun 11 daginstitutioner holder længe åbent

Af
| @GitteRedder

Tusindvis af ansatte i butikker og supermarkeder har med lukkelovens liberalisering fået skæve arbejdstider. Alligevel holder kun 11 ud af 2048 daginstitutioner åbent efter klokken 18, viser ny undersøgelse. Både Dansk Erhverv, LO og HK efterlyser mere fleksible åbningstider. KL afviser, at der er et problem.

Foto: Foto: Ditte Holm Lysgaard/Polfoto

LUKKETID »Det er fuldstændig galimatias, at daginstitutionen lukker allerede halv fem, når så mange har sene arbejdstider. Hvor skal vi gøre af vores børn?«

Frustrationen er stor hos 41-årige Pia Ejsing fra fiskerbyen Nørre Vorupør i Thisted. Som ansat i en tøjforretning og mor til to børn er hun ligesom et voksende antal danske forældre ramt af misforholdet mellem sene arbejdstider og tidlige lukketider i landets daginstitutioner.

Med sidste års liberalisering af lukkeloven har tusindvis af forældre ansat i butikker og supermarkeder fået skæve arbejdstider. Alligevel er det forsvindende få af landets daginstitutioner, der tilbyder pasning sent på eftermiddagen og om aftenen. Det viser Projekt Børnepasnings årlige åbningstidsundersøgelse, der offentliggøres i dag, mandag.

Kun 11 ud af i alt 2.048 daginstitutioner i de 59 kommuner, som har deltaget i undersøgelsen, holder åbent efter klokken 18. Og ud af de 11 daginstitutioner med såkaldt lange åbningstider, er det kun de fire, der har åbent helt til klokken 20. 

Seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, Helle Holt forklarer, at daginstitutionernes åbningstider er med til at udfordre danske familier på tiden.

»På den ene side er daginstitutionerne en forudsætning for, at både mor og far kan være på arbejdsmarkedet, men samtidig er de også med til at sætte nogle barrierer op, som i virkeligheden er med til at stresse børnefamilierne,« siger Helle Holt.

Hun fremhæver, at stadigt flere grupper er ramt efter lukkelovens ophævelse.

»Når man ophæver lukkeloven, bliver nye grupper trukket ind i det fleksible arbejdsliv. De har ikke skullet mestre at have de her skæve arbejdstider før og har tilrettelagt deres liv efter en anden type arbejdstider. Derfor slår det hårdere,« siger Helle Holt.

Børnene må passe hinanden

De 11 vuggestuer og børnehaver med åbent efter  klokken 18 fordeler sig på syv kommuner. Således har København, Høje Taastrup, Lyngby-Taarbæk, Slagelse, Lejre, Næstved og Esbjerg tilbud om børnepasning efter klokken 18, mens langt de fleste kommuner – blandt andre Furesø, Greve, Solrød og Herning – lukker og slukker for børnepasningen klokken 17.

Pia Ejsing får tidligst fri klokken 17, men en halv time tidligere skal børnene være ude af SFO’en. Børnenes far, der er tømrer, har ofte opgaver langt fra hjemmet og kan ikke træde til. Et par gange om ugen går kabalen simpelthen ikke op, og så må Camilla på ni år og lillebror Rasmus på seks år gå alene hjem og passe på hinanden i en times tid, indtil mor eller far kommer hjem.

»Der er i virkeligheden ikke nogen af dem, der er ansvarsbevidste nok til at kunne være alene hjemme. Men det har vi bare været nødt til, fordi der mangler et kommunalt tilbud,« fastslår Pia Ejsing.

Ikke fulgt med tiden

Både fagforeninger og arbejdsgivere efterlyser mere fleksible åbningstider, så forældre kan få arbejdsliv og familieliv til at hænge bedre sammen.

I de 59 kommuner, der har deltaget i undersøgelsen for Projekt Børnepasning, har langt de fleste institutioner kun åbent i tidsrummet 6-17. Det viser, at landets daginstitutioner ikke er fulgt med udviklingen i danskernes arbejdsliv, mener arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv Ole Steen Olsen.

»De kommunale pasningstilbud har ikke rigtig indrettet sig efter arbejdsmarkedet i dag. Folk har ikke længere et 8-16-job, men institutionerne er stadig indrettet, som om det er tilfældet,« siger Ole Steen Olsen.

Ifølge en medlemsundersøgelse, som Dansk Erhverv foretog i 2012, har lidt over halvdelen af alle virksomheder oplevet, at daginstitutionernes åbningstider har været et problem for de ansattes muligheder for at passe deres arbejde. Og det er ifølge Ole Steen Olsen en barriere for at arbejdsgiverne kan planlægge optimalt.

Op på dupperne

LO’s næstformand Lizette Risgaard er enig og konstaterer slet og ret, at kommunerne ikke tilbyder åbningstider, der passer til nutidens arbejdsmarked.

»Kommunerne skal op på dupperne for at sikre pasningsmuligheder, der passer til det moderne arbejdsmarked.  Når politikerne hele tiden taler om, at vi skal sikre et større arbejdsudbud, må de samme politikere også sørge for, at åbningstiderne i vuggestuer, børnehaver og SFO’er passer til forældrenes arbejdstider,« siger hun.

LO’s næstformand fremhæver, at det ikke kun er butiksassistenter i supermarkederne, der efter lukkelovens ophævelse ofte har vagter til midt på aftenen eller i weekenderne.

Også inden for social- og sundhedsområdet har sygeplejersker, læger, portører, socialpædagoger og politibetjente skæve arbejdstider. Og det er ifølge Lizette Risgaard på høje tid, at kommunerne opdager, at der ikke længere er noget, der hedder ’inden for normal åbningstid’.

»Når der ikke rejser sig en folkestorm fra forældrene for at få ændret på det her, tror jeg, at det hænger sammen med, at lønmodtagerne er tilbageholdende med at stille krav, fordi de er blevet meget ansvarlige og ikke tror, at det kan lade sig gøre at kræve længere åbningstider inden for de nuværende budgetter, siger hun og tilføjer:

»Samtidig frygter mange at miste deres job, hvis de stiller sig på tværs over for arbejdsgiveren i forhold til sene vagter.«
Indrettet efter behov

Lizette Risgaard opfordrer KL til at kigge på problemerne med korte åbningstider, der ikke matcher lønmodtagernes behov.

Men Jane Findahl, formand for børne- og kulturvalget i KL og medlem af Fredericia kommunalbestyrelse for SF, kan ikke genkende kritikken fra arbejdsgivere og fagbevægelse. Og hun afviser blankt, at kommunerne svigter børnefamilierne. 

»Åbningstiderne er til løbende debat i alle kommuner, og politikerne taler i høj grad med forældrene om pasningstilbud og behov. Der er en tæt dialog mellem forældre og kommunalpolitikere, og jeg oplever, at kommunerne udbyder de rigtige tilbud. Der er ordninger i et distrikt, hvor nogle institutioner åbner tidligt, og andre lukker sent. Så kan forældrene søge den institution, der passer dem bedst,« siger Jane Findahl.

Puttesovetid

Endelig fremhæver Jane Findahl, at man i nogle kommuner, hvor der er få forældre med behov for pasning uden for daginstitutionernes åbningstider, i stedet bruger dagplejen.

»Men der er faktisk også forældre, der ikke ønsker, at deres børn passes, når det er puttesovetid. Derfor vil de hellere have andre til at hente deres børn og tage dem med hjem, frem for at børnene skal være længe i daginstitution,« siger hun.

Ifølge KL-politikeren handler de nuværende åbningstider ikke om, at kommunerne skal spare, men om at tilpasse åbningstiderne efter forældrenes efterspørgsel. Og det kan sagtens lade sig gøre at honorere forventningerne inden for de nuværende budgetter.

»Alle kommuner er mest interesserede i at bruge ressourcerne bedst muligt. Men der er jo heller ikke nogen kommuner eller forældre, der er interesserede i, at alle daginstitutioner har længe åbent om aftenen, og så sidder der to børn tilbage. Det er uholdbart, også økonomisk set,« fastslår Jane Findahl.  

Men er det tidssvarende, når kun syv kommuner har institutioner, der har åbent efter 18 – og det kun er 11 institutioner i alt?

»Jeg tror aldrig, at man kan sige, at nu er det godt nok. Åbningstiderne skal debatteres og ændres løbende, og jeg tror, at man skal tage diskussionen lokalt. Det kan være forskelligt fra by til by og fra kommune til kommune, hvad behovene er,« siger Jane Findahl.

Men det afviser Morten Kyst, formand for Projekt Børnepasning og sekretariatschef i DLO, Daginstitutionernes Landsorganisation.

»Det er ret indlysende, at der må være et stort pasningsbehov efter klokken 18 hos mange børnefamilier i hele Danmark og ikke kun i de syv kommuner, hvor det i dag er muligt at få passet barn til klokken 20. Kommunerne tænker på pengene, og jeg synes ikke, at de kan være det bekendt over for pressede forældre, der må finde på nødløsninger for at få hverdagen til at hænge sammen,« siger Morten Kyst.

Han opfordrer forældrene til at protestere og lægge maksimalt pres på politikerne i efteråret op til kommunalvalget.  

Overvejer at skifte branche

I Kastrup synes Maria Petersen langtfra, at åbningstiderne i de kommunale daginstitutioner er optimale. Lige nu er den 27-årige butiksassistent på barselsorlov med sin datter. Men hun gruer for, hvordan hun skal få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen, når hun om nogle måneder skal tilbage i det supermarked, hvor hun har arbejdet i de seneste 11 år.

»Jeg er bekymret for, om jeg kan få alting til at hænge sammen. Lukkeloven er ophævet, og det betyder aftenvagter på jobbet. Min chef er ikke altid lige fleksibel, og jeg er nervøs for, at jeg ikke kan få familievenlige arbejdstider. Lige nu overvejer jeg, om jeg skal skifte branche eller gå på deltid, for det bliver sikkert svært at få mine vagtplaner til at passe med at have et lille barn, der skal hentes i vuggestuen om eftermiddagen,« siger hun.   

Og Maria Petersen er ikke den eneste butiksansatte, som har ondt i børnepasningen. Tal fra Danmarks Statistik viser, at alene inden for Handel og Transport har mere end hver anden ansatte, svarende til 309.000 personer, jævnligt aftenarbejde. Tilsvarende arbejder mange på lørdage og søndage.

Ifølge en helt ny undersøgelse, som Epinion har gennemført for HK/Handel, oplever mere end hver fjerde butiksansatte, at det er blevet sværere at få familie- og arbejdsliv til at balancere efter, at lukkeloven er afskaffet.

Blandt de forældre, der har fået flere aftenvagter og sværere ved at nå at hente børn, overvejer tre ud af fire at skifte branche.

I samme undersøgelse erklærer næsten seks ud af ti butiksansatte, at de offentlige tilbud om børnepasning ikke er fulgt med de udvidede åbningstider i butikkerne.

Faglig sekretær i HK/Handel Peter James Stark kalder det en katastrofe for hele servicebranchen, hvis dygtige ansatte mellem 25 og 40 år dropper karriere og udvikling inden for butiksfagene, fordi de ikke kan få passet deres børn.

»Det er uholdbart, når så mange overvejer at skifte branche. Produktivitetskommissionen har netop påpeget, at servicesektoren halter bagefter, men man får altså ikke produktiviteten og effektiviteten op i en sektor ved at tvinge folk ud af den. I dag forlader mange dygtige medarbejdere deres job, fordi sene arbejdstider er uforenelige med at være forælder,« siger han.

Har man sagt A, må man også sige B

Ligesom arbejdsgiverne i Dansk Erhverv påpeger HK/Handel, at det i bund og grund er et offentligt ansvar at sikre børnepasning tidligt og sent, så daginstitutionernes åbningstider passer med det øvrige samfunds.

»Politikerne mangler forståelse for, at langt over en halv million mennesker jævnligt arbejder på tidspunkter, hvor det er helt umuligt at få passet børn. Det er som om, politikerne tror, at man bare kan arbejde hjemme med en internetopkobling eller gå tidligt, men det kan man altså ikke i en butik,« fastslår Peter James Stark.

Op til kommunalvalget i november planlægger HK/Handel at øge presset på politikerne både på Christiansborg og ude i kommunerne. Blandt andet skal HK’s lokalafdelinger mobiliseres, og der skal tages kontakt til byrådsmedlemmer for at vise behovet.

»Når politikerne har sagt a, må de også sige b. Det var politikerne, der ophævede lukkeloven, og så må det også være dem, der sikrer, at de offentlige pasningstilbud til børnene følger med. Når kun 11 daginstitutioner i hele Danmark har åbent efter klokken 18, er det jo helt galt,« konstaterer han.

Kommuner skal prioritere

Seniorforsker på SFI Helle Holt noterer, at det i kommunerne kan være svært at holde aftenåbent i mange institutioner, fordi det vil tynge budgetterne voldsomt.

 »Daginstitutionerne holder åbent i det tidsrum, hvor der er flest børn. Kommunerne har ikke uanede mængder af ressourcer, og de skal prioritere,« siger Helle Holt. 

Men den forklaring giver Pia Ejsing fra Nørre Vorupør ikke meget for.

»Det kan da godt være, det koster nogle flere penge, men jeg synes, at institutionerne er nødt til at følge lidt med. Der er så mange, der flexer i deres arbejdstider, så det bør institutionen også kunne gøre,« siger Pia Ejsing.

Her får hun en håndsrækning fra arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv, Ole Steen Olsen. Mere fleksible åbningstider er simpelthen nødvendigt, så forældre kan få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen, og så virksomhederne kan fungere hensigtsmæssigt.

»Jeg siger ikke, at alle institutioner skal holde længe åbent, men man kunne måske indrette sig efter det behov, der er forskellige steder. Man kunne godt have en eller to institutioner med længe åbent i hver kommune,« siger Ole Steen Olsen.