ER DER LIV EFTER KULTURDØDEN?

Kulturen der forsvandt

Af

Giver det mening at tale om arbejderkultur anno 2014? Siden arbejderbevægelsens gyldne tid i 1930’erne har velfærden og den materielle fremgang for arbejderklassen udhulet bevægelsens kulturelle indhold. Men måske er der tegn på en genoplivning i litteraturen.

I 1987 støttede Medie og Kulturfonden i 3F Bille Augusts film 'Pelle Erobreren'. Det var sidste gang, fonden gav støtte til en filmproduktion. 

I 1987 støttede Medie og Kulturfonden i 3F Bille Augusts film 'Pelle Erobreren'. Det var sidste gang, fonden gav støtte til en filmproduktion. 

Foto: Rolf Konow/Scanpix

Engang blev arbejderkultur betragtet som fremtidens kulturelle kraft efter den borgerlige kulturs kollaps i de første årtier af forrige århundrede.

Det er fortid i dag. I 2014 er arbejderkulturen som samlet kulturudtryk usynlig, og at søge efter arbejderkulturen minder om at jage et fatamorgana.

Arbejderkulturen blev født ud af en mangelkultur, hvor arbejdslivets indlysende behov for sammenhold for at forbedre livsvilkårene fik en kulturel kammerat i kooperationens bestræbelser på at opdrage arbejderne kulturelt og levere livsindhold med afsæt i samme værdier.

Historisk har litteraturen været den kunstart, hvor arbejdernes erfaringer fik stemme. Kigger man på den hjemlige litteraturs historie, har der været flere perioder fra især 1930’erne og frem til 1970’erne med arbejderlitteratur, der skildrede hverdags- og arbejdslivet i arbejderklassen.

Og måske er der et opbrud på vej netop inden for litteraturen og en fornyet tro på arbejderlivets erfaringer som katalysator for en litteratur med krop og kraft.

Det er efter min mening helt nødvendigt, at vi i litteraturen også har værker af forfattere, der har et arbejdsliv bag sig. Hans Otto Jørgensen, medstifter, forlaget Gladiator

På det relativt nye forlag Gladiator agter man i de kommende år at udgive flere bøger af modne forfattere med rødder i arbejderklassen, fortæller Hans Otto Jørgensen. Han er medstifter af forlaget, tidligere mangeårig rektor for Forfatterskolen og selv forfatter med et righoldigt værk, der har afsæt i landarbejderkulturen.

For at kunne skrive troværdigt om arbejderkulturen må forfatteren have et konkret forhold til de erfaringer, der knytter sig til blandt andet kroppens nedslidning, fremhæver Hans Otto Jørgensen.

Et pjalteproletariat med knuste drømme

Han vil derfor hjælpe anderledes – og i nogen grad overhørte – stemmer frem i samtidslitteraturen. Det skal blandt andet ske på Gladiators egen forfatterskole, hvor erfaringerne skal finde et sprogligt udtryk med en styrke, der kan bære udgivelser.

»Det er efter min mening helt nødvendigt, at vi i litteraturen også har værker af forfattere, der har et arbejdsliv bag sig, så deres historier bliver fortalt og kommer ud til læserne,« siger han.

Men også i den yngre litteratur bemærker Hans Otto Jørgensen for tiden en stribe anerkendte forfattere, hvis opvækst bærer præg af en arbejderkultur, som finder et autentisk udtryk i deres værker i form af en stærk social indignation og solidaritet med forældregenerationen, som prøvede, men mislykkedes, i deres søgen efter social mobilitet opad.

Hans Otto Jørgensen fremhæver stilistisk meget forskellige forfattere som Jacob Skyggebjerg, Asta Olivia Nordenhof, Christel Wiinblad og Dy Plambeck.

»De beskriver noget, der ligner et pjalteproletariat, hvordan drømmene knustes og endte i skilsmisser, drikfældighed og misbrug,« siger han og fortsætter:

»Men de gør det med en politisk og social utopi tilstede og med stor kærlighed til og forståelse for den baggrund, som de også selv har haft vanskeligt ved at frigøre sig fra og derfor haft svært ved at fuldføre længerevarende uddannelser, fordi de ikke kender de sociale koder i den borgerlige dannelseskultur.«

En fuckfinger til omverdenen

En anden markant arbejderrøst i nutiden er den faglitterære forfatter og betonarbejder Jacob Mathiassen. Han udgav i 2011 den roste bog ’Beton – historier fra skurvognen’ og fulgte i år op med ’Kamppladser’, der handler om østarbejdere og social dumping, skrevet i samarbejde med Klaus Buster Jensen.

Mine kolleger er pisseligeglade med 1. maj, og arbejderbevægelsens kultur er marginaliseret. Jacob Mathiassen, forfatter og betonarbejder

I ’Beton’ beskriver han livet på byggearbejdspladserne i Storkøbenhavn, den daglige omgang mellem kollegerne, de menneskelige omkostninger ved det opslidende arbejde og de små og store kampe, der udkæmpes i hverdagen med arbejdsgiverne. Jacob Mathiassen giver udtryk for et stærkt desillusioneret billede af arbejderkulturen i dag.

»99,9 procent af mine kolleger har intet forhold til bøger, og ingen har eksempelvis læst min bog,« siger han og uddyber:

»De unge forbruger mainstreamkultur, hører hård rock som Metallica eller rapperne fra Suspekt, som de ikke forbinder med politik, men som indeholder noget af den vrede, som ellers kommer ud ved at fylde ansigtet med tatoveringer og dermed sige ’fuck jer’ til omverdenen. Også hooliganmiljøerne tiltrækker mange, hvor de kan få afløb for deres had og frustrationer, siger han.

Den etablerede fagbevægelse har i Jacob Mathiassens øjne i grove træk spillet fallit. Den er blevet professionaliseret og har ingen kulturel betydning eller gennemslagskraft i dag for arbejderklassen.

»Mine kolleger er pisseligeglade med 1. maj, og arbejderbevægelsens kultur er marginaliseret. Jeg og andre havde håbet, at problematikken omkring social dumping ville genoplive tilliden til fagbevægelsen og interessen, men det sker ikke,« siger han.

Man lever for fritiden og familien

Selv om kampbevidstheden er på et lavpunkt, og begrebet arbejderklassen er forsvundet fra sproget, er det dog ingenlunde ensbetydende med, at det ikke er meningsfuldt at tale om arbejderklassen i 2014, fastslår Mads Peter Klint. Han er lektor på Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Institut på Statskundskab på Aalborg Universitet.

Han har forsket i generel forståelse af moderne arbejderkultur. Og de undersøgelser og studier, han støtter sig til, viser, at nogle grundlæggende værdier stadig adskiller arbejderklassen fra akademikere og andre samfundsgrupper. Det handler om det grundlæggende syn på arbejdsliv og fritidsliv.

»Målet med arbejdet er tryghed og ønsket om en stabil tilværelse. Man lever for familie, fritid og venner, og arbejdet er midlet til at sikre det. Man har de samme bekymringer som tidligere: ’Kan jeg miste jobbet? Kan vi klare os? Hvordan bliver min pension?’,« siger Mads Peter Klint. Han fortsætter:

»I undersøgelserne genfinder vi de samme værdier over tid: Man møder til tiden, tager fat og er loyal. Vi kan også se, at kulturforbruget i dag overvejende er underholdning. Man læser formiddagsaviser – hvis man læser noget – og der er et udtalt fravær af finkultur.«

Arbejderkunst er et tabu

Hvis der historisk har været en særskilt og identificerbar arbejderkultur og arbejderkunst, er den for længst blevet opslugt i den brede mainstreamkultur.

Vi skal tilbage til 1930’erne for at finde en arbejderkultur, der var dagsordensættende. Hanne Abildgaard, forskningsstipendiat, Det Kongelige Bibliotek

Hanne Abildgaard er mag.art. og forskningsstipendiat på Det Kongelige Bibliotek med speciale i blandt andet billedkunst relateret til arbejderbevægelsen. Hun har tidligere været ansat på Arbejdermuseet i København og har sammen med Connie Hansen skrevet bogen om Arbejdernes Kunstforening.

»Vi skal tilbage til 1930’erne for at finde en arbejderkultur, der var dagsordensættende og kunne bruges som begreb i kulturdebatten uden at sætte det i større citationstegn,« siger Hanne Abildgaard og fortsætter:

»Siden har vi haft politisk kunst, der har talt arbejdernes sag, og vi har stadig i dag eksempler på politisk kunst, men det er ikke arbejderkunst. I mine øjne har vi ikke på noget tidspunkt har haft nogen større strømning, vi kunne kalde arbejderkunst.«

Hanne Abildgaard peger på, at den væsentligste forskel tidligere var, at den organiserede arbejderbevægelse i langt højere grad arbejdede sammen med diverse kunstnersammenslutninger.

I arbejderbevægelsens storhedstid i 1950’erne sikrede en lang række kulturelle institutioner forankret i bevægelsen, at arbejderne fik kultur- og fritidstilbud i form af sangklubber, teaterklubber, kunstklubber med mere, ligesom arbejderbevægelsen havde idrætsklubber, oplysningsforbund og et ligkistemagasin. Ud fra bevægelsens værdier om sammenhold og alternativer til den borgerlige kultur kunne arbejderne få del i kulturelle udfoldelser baseret på arbejderværdier.

»Allerede i 1960’erne begynder de at dø ud og med dem ideen om det sammenhængende liv fra vugge til grav i kooporationens favn. I dag findes enkelte eksempler på billedkunstnere, der synliggør erfaringer fra arbejdslivet og har fokus på hverdagsliv, men de har meget svært ved at trænge igennem til offentligheden,« siger Hanne Abildgaard.

»Vi holdt selv en udstilling på Arbejdermuseet med billeder fra industriarbejdspladser. Der kom stort set ingen besøgende. Arbejderkunst er nærmest et tabu i dag,« konstaterer Hanne Abildgaard og efterlyser et større kulturelt engagement fra den etablerede fagbevægelse, hvis billedet skal ændres.

Liberalismen har sejret

Det ønske deler komponisten, sangeren og senere politisk aktiv hos Enhedslisten Arne Würgler. Han var en fremtrædende figur på 1970’ernes politiske venstrefløj, hvor kunstnere var kulturarbejdere. Han savner en kultur, der havde fællesskabet i centrum, selv om han medgiver, at det kunne kamme lidt over dengang.

»Ja, det var jo lidt flovt at være solist. Man skulle helst være i en gruppe eller i det mindste en duo, siger han med skyldig henvisning til hans egen tid som den ene halvdel af den populære duo med Benny Holst.

»Jeg ved godt, at vi ikke nåede ud til den brede arbejderklasse, som formentlig betragtede mange venstrefløjskunstnere som for outreret. Men det var også en tid med kollektive produktionsformer omkring bogcaféer og lignende. I dag har mange kunstnere svigtet totalt: Ingen italesætter eller beskæftiger sig med fællesskabet. Liberalismen vandt, og individualismen er den dominerende tidsånd hos kunstnerne,« siger han.

Fagbevægelsen er i dag en bleg afart af tidligere tiders kulturelle kraft. Arne Würgler, komponist og sanger

I Arne Würglers optik er arbejderkulturen i dag stagneret – ikke mindst fordi fagbevægelsen hverken har forstået eller formået at samle medlemmerne omkring kulturelt betydningsfulde arrangementer.

»Fagbevægelsen er i dag en bleg afart af tidligere tiders kulturelle kraft. Værdisættet er smuldret, og de ting, man ser i dag baseret på en solidarisk tankegang omkring deleøkonomi eksempelvis, er på ingen måde funderet i fagbevægelsen eller arbejderkulturen,« siger han.

1. maj har vist sin holdbarhed

Dén opsang skal Arne Grevsen have lov at besvare. Han er formand for det grønne område i 3F. Han er tillige formand for bestyrelsen i Medie og Kulturfonden, der årligt uddeler mellem 250.000 og 500.000 kroner til cirka 100 kulturelle projekter og produkter.

Arne Grevsen mener ikke, at der er behov for, at fagbevægelsen involverer sig i flere festivaler eller andre kulturelle begivenheder.

»Det findes der rigeligt af i forvejen, og 1. maj har vist sin holdbarhed. Vi bruger vores midler meget bredt, det kan være bogudgivelser, teater, rejser, foredrag, kortfilm, udstillinger og meget andet. En ledetråd skulle lige være, at ansøgninger, der har lokal opbakning fra en 3F-afdeling, nyder en vis fremme samt at vi gerne støtter ting, der ellers ikke ville blive realiseret på markedets vilkår, siger han.

Arne Gravsen understreger, at bestyrelsen har udstrakt frihed i forbindelse med uddeling af midler, og når et beløb først er bevilget, blander fonden sig ikke yderligere og evaluerer ikke siden på resultatet.

»Vores udgangspunkt er, at vi gerne vil støtte ting, vi finder vigtige. Men vi skal ikke være formynderiske i forhold til, hvad arbejderkultur er,« siger han og fortsætter:

»Ser du, vores projekt er grundlæggende lykkedes: Vores medlemmer har ordentlige løn- og arbejdsvilkår; de har råd til ordentlige boliger; og de har råd til selv at købe bøger og går til koncerter, hvis de har lyst til det. Vi skal ikke fortælle dem, hvad kultur er.«

Ingen taler om arbejderkultur

På et område har Medie og Kulturfonden i 3F erkendt, at midlerne ikke længere strækker til at kunne støtte med substantielle beløb – nemlig spillefilm. De er blevet så kostbare at producere, at det ikke nytter stort at bidrage med – i den sammenhæng – symbolske beløb. Den seneste film, som man har ydet støtte til, var Bille Augusts Oscar-vindende filmatisering af Martin Andersen Nexøs ’Pelle Erobreren’ fra 1987.

Men måske der bliver lejlighed til at bidrage til den videre fortælling om den unge Pelle og den danske arbejderbevægelses helt unge år. For et af de projekter, som spillefilmskonsulent Steen Bille fra Det danske Filminstitut har været med til at yde manuskriptstøtte til, er netop en mulig fortsættelse af Pelle Erobreren.

»Hvis projektet bliver realiseret, hvilket jeg håber, tager filmen fat i arbejderbevægelsens begyndelse og kampen for de mest basale rettigheder. Men det er endnu for tidligt at sige. Personligt mener jeg, at det ville være godt i en tid, hvor arbejderbevægelsen har det svært med især tilslutningen fra de unge,« siger han.

Arbejderkultur har i dag en nostalgisk klang, og det er svært at fortælle historier med et budskab om fællesskab. Carsten Bo Jensen, musiker og forfatter

Han ser ikke mange manuskripter, der har som ambition at skildre arbejdernes liv og hverdagskultur. Seneste eksempel er Per Flys 14 år gamle ’Bænken’.

»Det er dog langtfra sådan, at alle danske film foregår på de bonede gulve. Men ingen taler jo om arbejderkultur i dag, så det er vel ikke underligt, at vi ikke møder det,« siger Steen Bille.

Bevægelse i stilstand

Til december udkommer den 12. udgave af Arbejdernes Sangbog i beskedne 3.000 eksemplarer. Bogen er bevægelsens store erindringsbog, et monument hvor alle kampene, sejre og nederlag er sat på vers, fortæller Carsten Bo Jensen, musiker, forfatter, komponist, forhenværende folketingsmedlem for Socialdemokraterne og tidligere modtager af LO’s kulturpris.

Med 12 sange er han den hyppigst repræsenterede sangskriver i den kommende udgave, men også han har set i øjnene, at sangbogen ikke længere har nogen betydelig berøring med arbejderne.

»Arbejderkultur har i dag en nostalgisk klang, og det er svært at fortælle historier med et budskab om fællesskab. Jeg tilhører måske den sidste generation, der er vokset op med ’gør din pligt og kræv din ret’,« siger Carsten Bo Jensen og konstaterer nøgternt:

»Jeg kommer stadig rundt og spiller job på scener i arbejderbevægelsen. Den er jo ikke forsvundet, men hvad stiller man op med en bevægelse, hvis den ikke bevæger sig?«