VOLDELIGE DEMENTE

Kritik: Plejehjem aner ikke, hvor mange sosu'er der rammes af vold

Af | @LaerkeOeland

Dementes vold mod medarbejderne kan stoppes, hvis plejehjemmene arbejder systematisk med forebyggelse. Men 10 ud af 13 plejehjem registrerer ikke, hvor, hvornår og hvorfor medarbejderne bliver udsat for vold, viser aktindsigt. Og så kan man ikke gøre noget ved problemet, lyder det fra både Arbejdstilsynet og eksperter.

Arbejdstilsynet har i 2015 og 2016 været på 700 besøg på plejehjem og i hjemmeplejen. De har givet 26 påbud om vold, heraf er 10 strakspåbud. I flere af tilsynsrapporterne forklarer lederne af plejehjemmene sig med, at de ikke kan få medarbejderne til at registrere volden. Og medarbejderne kalder det for omstændeligt og tidskrævende.

Arbejdstilsynet har i 2015 og 2016 været på 700 besøg på plejehjem og i hjemmeplejen. De har givet 26 påbud om vold, heraf er 10 strakspåbud. I flere af tilsynsrapporterne forklarer lederne af plejehjemmene sig med, at de ikke kan få medarbejderne til at registrere volden. Og medarbejderne kalder det for omstændeligt og tidskrævende.

Foto: Asger Ladefoged/Scanpix

Vold er en daglig begivenhed på nogle plejehjem. På andre sker det et par gange om ugen, at beboere med demens slår eller skubber en medarbejder. Men plejehjemmene har ikke overblik over voldens omfang.

Det viser en aktindsigt, som Ugebrevet A4 har fået i tilsynsrapporter fra 16 plejehjem, som har problemer med vold. I 13 tilfælde er der tale om fysisk vold fra beboere med demens, men 10 af plejehjemmene registrerer ikke overfaldene systematisk.

Derfor har de fået enten et påbud eller et strakspåbud fra Arbejdstilsynet.

»Hvis man ikke registrerer volden, får man ikke de informationer, der ellers kan indgå i forebyggelse af lignende tilfælde. Og man kan eksempelvis ikke identificere de situationer, hvor ansatte ikke må arbejde alene,« siger Mette Thidemann, der er tilsynschef i Arbejdstilsynet.

Vi hører, at medarbejderne ikke aner, hvor registreringen ender og om der overhovedet er nogen, der læser den. Hvis det bare ryger ud i cyberspace, så lader man jo til sidst være med at registrere volden. Karen Stæhr, sektorformand, FOA

Ledelsen tager ikke ansvar på sig

Arbejdstilsynet har i 2015 og 2016 været på 700 besøg på plejehjem og i hjemmeplejen. De har givet 26 påbud om vold, heraf er 10 strakspåbud.

I flere af tilsynsrapporterne forklarer lederne af plejehjemmene sig med, at de ikke kan få medarbejderne til at registrere volden. Og medarbejderne kalder det for omstændeligt og tidskrævende.

Men det er og bliver ledelsens ansvar at sørge for, at der bliver arbejdet systematisk med at forebygge volden mod medarbejderne, mener Karen Stæhr, der er sektorformand i FOA.

»Her har ledelsen simpelthen et meget stort ansvar, som de ikke har taget på sig. Vi hører, at medarbejderne ikke aner, hvor registreringen ender og om der overhovedet er nogen, der læser den. Hvis det bare ryger ud i cyberspace, så lader man jo til sidst være med at registrere volden,« siger hun.

Læs også: Håndværkere og SOSU'er slider sig syge på jobbet

Også Kommunernes Landsforening opfordrer plejehjemmene til systematisk at registrere volden.

»Det kan være en rigtig god idé at registrere og beskrive de episoder, hvor det forekommer. Den information kan man bruge til at blive bedre til at forudse problemerne og handle ud fra den viden og dermed komme problemerne i forkøbet,« siger Michael Ziegler, der er formand for KL's Løn- og Personaleudvalg.

Han kalder enhver form for vold og trusler mod ansatte for fuldstændig uacceptabel. Men understreger, at kommunerne og medarbejderne i fællesskab laver retningslinjer for, hvordan de vil forebygge volden.

»De aftaler i medarbejderudvalgene, hvordan de identificerer problemernes art og omfang, hvordan de vil forebygge vold og trusler, og hvordan de forholder sig, hvis vold og trusler alligevel rammer de ansatte,« forklarer han.

Udtryk for mistrivsel

På plejehjemmet Skovbrynet i Gistrup forsøgte de i juni 2015 systematisk at registrere alle tilfælde af fysisk og psykisk vold fra én bestemt beboer. Det blev til 92 tilfælde på ni dage, hvor medarbejderne blev udsat for slag, spark, krads, niv, bid og skrig.

Se flere eksempler fra tilsynsrapporterne på Avisen.dk

Når en beboer med demens bliver så udadreagerende, så er det et udtryk for mistrivsel, forklarer Kirsten Groth Willesen, der er projektleder i sundhedsstyrelsens demensrejsehold.

»Der kan være nogle ting i deres omgivelser, der gør, at de ikke trives. Der kan være psykologiske behov, der ikke er opfyldt, eller det kan skyldes noget, personen bliver mødt med i sin hverdag på plejehjemmet,« siger hun.

Derfor kan det også lade sig gøre at forebygge den udadreagerende adfærd. Det viser et forskningsprojekt fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Men det kræver, at man systematisk analyserer, hvad der udløser den.

»Det er selvfølgelig vigtigt at registrere episoderne, for det bliver ikke en erfaring, hvis den ikke bliver italesat og nedfældet, og så kan man jo ikke gøre så meget ved det. Registreringen er vigtig for at få læring ud af situationen,« siger hun.

Medarbejderne er frustrerede

Når Kirsten Groth Willesen rejser rundt til landets plejehjem, oplever hun mange steder, at medarbejderne betragter den udadreagerende adfærd som en del af det at have demens, som man ikke kan gøre noget ved.

»Men det kan man faktisk. Og når medarbejderne kan se, at de kan gå ind med deres faglighed og forebygge den her voldelige adfærd, så kommer der også en større vilje til at løse problemerne,« siger hun.

Det er dog ikke nok at registrere den udadreagerende adfærd. Hvis man skal forstå, hvad der ligger bag, kræver det, at de forskellige faggrupper på tværs af morgen-, dags- og nattevagter sætter sig sammen, og deler deres oplevelser med og viden om den enkelte beboer.

»Der, hvor de bruger metoden, har de stor glæde af den. Men i hverdagens tidspres kan den være svær at implementere,« siger Kirsten Groth Willesen. 

Hvis det fungerer, kan det til gengæld være gavnligt for både beboeres trivsel og medarbejdernes psykiske arbejdsmiljø.

»Medarbejderne er jo frustrerede og føler afmagt over ikke at kunne løse de problemer, de står med i deres arbejde. Og hvis man har fået et par på kassen et par gange af en beboer, så kan man blive bange, og man kan jo også komme til at synes, at vedkommende ikke er et særligt behageligt menneske. Men hvis man får en større forståelse for personen, så kan man også bedre gå ind i samarbejdet og bygge en god relation op igen,« siger hun.

Volden rammer den enkelte medarbejder, men det skal løses i fællesskab. Lars Peter Andersen, forsker i vold på arbejdspladsen, Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning

»Det er min egen skyld«

For at medarbejderne kan registrere volden, er det vigtigt, at arbejdspladsen har en fælles definition af, hvad det vil sige at blive udsat for vold. Det understreger Arbejdstilsynet i flere af tilsynsrapporterne.

Hvis der ikke er det, bliver det den enkelte medarbejders personlige grænse, der definerer, hvad der skal registreres. Og det kan føre til mobning, fordi nye medarbejdere ikke er lige så hårdføre som dem, der har arbejdet der i længere tid.

»Sidstnævnte vænner sig over tid til forekomsten af vold og trusler, og dermed rykkes deres tolerance for, hvilken adfærd, de accepterer. Nyansatte har nødvendigvis ikke samme tolerance, og kan af mere erfarne ansatte blive opfattet som 'sarte' og 'mindre duelige' til arbejdet,« skriver Arbejdstilsynet. 

En anden uheldig konsekvens af ikke at registrere volden kan være, at medarbejderne kommer til at stå alene med de ubehagelige oplevelser.

»Dermed er der risiko for, at den enkelte drager konklusionen, at 'det er min egen skyld' eller 'det var nok ikke så slemt alligevel'. Konsekvensen heraf er, at det er den enkelte ansatte, der står alene med en hændelse, der kan fylde meget følelsesmæssigt,« skriver Arbejdstilsynet.

Hvis ledelsen til gengæld er meget synlig i forhold til at få registreret volden og samlet op på episoderne, bliver det også lettere for medarbejderne at håndtere volden.

Det mener psykolog og ph.d. Lars Peter Andersen, der forsker i vold på arbejdspladsen ved Arbejdsmedicinsk klinik i Herning.

»Så er det ikke bare  mig, der ikke dur til mit arbejde, men et arbejdsvilkår, som man kan gøre noget ved. Og det gør pokkers til forskel for medarbejderen. Volden rammer den enkelte medarbejder, men det skal løses i fællesskab,« siger han.