Kritik hagler ned over Institut for Menneskerettigheder

Af | @IHoumark

Institut for Menneskerettigheder har med økonomi fra Kristelig Fagbevægelse offentliggjort en udredning om fagforeningstvang, som eksperter nu kalder uvidenskabelig. Rapporten er så ringe, at den burde være smidt i papirkurven, mener en af de sagkyndige. Instituttet synes, at kritikken er forfejlet.

 



















TROVÆRDIGHED
Mandag den 24. august fik seerne til DR’s TV Avisen serveret et indslag, hvor det fremgik, at hver femte dansker har oplevet et pres for at være medlem af en bestemt fagforening. En hjemmesygeplejerske fortalte i udsendelsen, at hun havde været udsat for pres på grund af sit medlemskab af Kristelig Fagbevægelse. Indslaget byggede imidlertid på en uvidenskabelig og politisk farvet udredning. Det vurderer tre jurister og en arbejdsmarkedsforsker.

Udredningen er udarbejdet for Institut for Menneskerettigheder og delvist betalt af Kristelig Fagbevægelse og handler om, at nogle mennesker føler sig presset til at melde sig ind i en bestemt fagforening. Eksempelvis ved at blive kaldt »nasserøv« eller blive holdt i uvidenhed om lønforhandlinger.

Udredningen burde imidlertid slet ikke være udkommet. Det mener formand for Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede og tidligere landsretsdommer Holger Kallehauge. Han har gennem flere år som jurist og repræsentant for handicappede fulgt Institut for Menneskerettigheder.

»Udredningen burde være smidt i papirkurven og ikke være trykt. Men af en eller anden grund har instituttet valgt at gå videre med den trods de åbenlyse mangler,« siger Holger Kallehauge.

Samme hårde dom fælder Jesper Due, som er arbejdsmarkedsforsker og professor på FAOS (Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier) ved Københavns Universitet.

»Hvis en andenårs-studerende på universitetet havde afleveret udredningen, så ville det have været en ’ommer’. Metoderne anvendt i udredningen er så ringe, at de ikke kan bestå en videnskabelig test,« siger Jesper Due.

Ubrugelige tal

Udredningen bliver kritiseret for, at undersøgelserne i den ikke kan bruges til at sige noget om, hvordan det generelt står til med fagforeningspres. De er med andre ord ikke repræsentative. Et forhold som instituttet selv påpeger, men alligevel vælger det at bruge undersøgelserne. I udredningen står der om en undersøgelse blandt medlemmer af Kristelig Fagbevægelse (Krifa):

»En svarprocent på 34 er ikke tilstrækkeligt høj til, at det med sikkerhed kan konkluderes, at resultaterne er repræsentative for alle Krifa’s medlemmer.«

Om en undersøgelse udført blandt medlemmer af Frie Funktionærer står der direkte, at resultaterne ikke er repræsentative. Om undersøgelserne siger Holger Kallehauge:

»Det her talmateriale er alt, alt for lille til, at man kan sige noget generelt om diskrimination på grund af fagforeningsmedlemskab. Man har fundet nogle symptomer, og det kan man vel næsten altid.«

I udredningen bliver der gjort en del ud af en undersøgelse udført af Megafon for Krifa. Undersøgelsen viser, at 21 procent af lønmodtagerne - svarende til hver femte - oplever et fagforeningspres. Undersøgelsen er ifølge udredningen udført blandt »et bredt udsnit af lønmodtagere« med en svarprocent på 53. Arbejdsmarkedsforsker Jesper Due siger:

»En svarprocent på 53 er så lav, at undersøgelsens resultater bliver meget usikre i forhold til at kunne siges at være repræsentative for alle lønmodtagere. De 47 procent, som ikke har svaret, ville måske have svaret meget anderledes.«

Den kritik er useriøs, mener direktøren for Institut for Menneskerettigheder (IMR), Jonas Christoffersen.

»Megafon, der har foretaget undersøgelsen, er et professionelt firma, der tager højde for svarprocenter i beregningen af den usikkerhedsmargin, der er forbundet med målinger. Det er useriøst, når Jesper Due forsøger at beklikke instituttet og Megafon ved at forestille sig, at dem, der ikke responderer, svarer helt anderledes end dem, der svarer. Det er der ikke statistisk belæg for,« siger Jonas Christoffersen.

Tyndt papir

Det vækker stor undren hos professor Jesper Due, at IMR i rapporten på 163 sider ikke inddrager langt mere af den viden, der er i Danmark i forhold til fagforeningspres på arbejdspladserne.

»Der er ingen referencer til anden videnskabelig litteratur, hverken dansk eller international, som kunne have betydning for at belyse problemstillingerne. Det virker helt forkert, når instituttet går ud og iklæder udredningen en videnskabelighed, der ikke er dækning for,« siger Jesper Due.

Jonas Christoffersen fra IMR oplyser, at instituttet har truffet et bevidst valg.

»Udredningen handler ikke om den danske model for arbejdsmarkedet, men om hvordan arbejdsmarkedet opleves, og hvordan det er i forhold til beskyttelsen af individet. Derfor har vi ikke fundet det relevant at beskrive arbejdsmarkedets funktion og den danske model mere generelt. Vi har set på en bestemt menneskeret. Hvis vi har overset dokumentation om fagforeningspres, må man meget gerne sende det til mig,« siger Jonas Christoffersen.

I udredningen opfordrer IMR til, at der kommer en bedre juridisk beskyttelse af lønmodtagerne i forhold til at være medlem eller ikke-medlem af en fagforening. Eksempelvis mener instituttet, at beskyttelsen er for dårlig, mens man er ansat. Men flere jurister mener, at IMR bygger sine anbefalinger til lovgiverne i Folketinget på et alt for spinkelt grundlag. Tidligere landsretsdommer Holger Kallehauge siger direkte:

»Udredningen kan overhovedet ikke bære en henvendelse til lovgivningsmagten. Menneskerettigheder og beskyttelse mod diskrimination er en god ting, men det fritager ikke nogen fra at tænke sig lidt om i forhold til sine anbefalinger. Man kan ikke som jurist eller lovgiver bygge noget som helst på det spinkle materiale i udredningen.«

Et af de steder i rapporten, som vækker opmærksomhed hos jurister, er IMR’s gisninger om, at Danmark risikerer at blive dømt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. IMR skriver i sin konklusion:

»(…) den danske regulering af fagforeningsfriheden og af beskyttelsen mod fagforeningsdiskrimination er uklar og svært gennemskuelig. Det kan således ikke udelukkes, at Danmark ville blive dømt af f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for krænkelse af fagforeningsfriheden (…)«.

Om formuleringen »det kan ikke udelukkes«, siger Klaus Pedersen, som er jurist og ph.d.-stipendiat på FAOS:

»Når noget ikke kan udelukkes, så er det inden for juraen som regel et udtryk for, at noget er uhyre tæt på at kunne udelukkes.«

Jonas Christoffersen fra IMR mener, at materialet i udredningen er så stærkt, at det godt kan bruges til anbefalinger. Med hensyn til formuleringen »det kan ikke udelukkes« forklarer han, at instituttet har skrevet det, fordi IMR tidligere er blevet kritiseret for at være »for firkantet« i sine juridiske anbefalinger.

»Vi respekterer kritikken, og derfor har vi valgt ikke at komme med bud på, hvordan hypotetiske enkeltsager vil falde ud,« siger han.

Kritikere får kritik

Flemming Dreesen, som er jurist og ansættelsesret-chef i Dansk Arbejdsgiverforening, undrer sig som jurist over, at IMR kommer med direkte opfordringer til lovgivning. Han ser en lige linje til Kristelig Fagbevægelse, som har ydet en stor del af det økonomiske input og talmaterialet til udredningen.

»Der er tale om et meget tyndt materiale, som jeg ikke kan andet end anse for at være politisk bestillingsarbejde. Ønsket fra Kristelig Fagbevægelses side må være at bidrage til myten om, at der ude på arbejdspladserne er et stort skel mellem organiserede og ikke-organiserede medarbejdere. Et skel som set fra virksomhedernes side sjældent er til stede,« siger Flemming Dreesen.

Foreningsformand og tidligere landsretsdommer Holger Kallehauge ser også en uheldig forbindelse mellem støtten fra Krifa og udredningen.

»Der kan være sket det, at man i instituttet har foretaget en af de budgetmanøvrer, hvor man siger: ’Nåh, der kommer nogle med en pose penge. Dem vil vi da gerne udføre noget for.’ Der har man altså ikke tænkt sig om på instituttet,« siger Holger Kallehauge.

Direktøren for instituttet mener, at IMR har opretholdt sin faglige uafhængighed i forhold til Kristelig Fagbevægelse og gør opmærksom på, at instituttet er vant til at håndtere bidrag fra forskellige interessenter.

»Hovedparten af dem, der kritiserer udredningen, mener, at fagforeningsfrihed udgør et stort problem for det danske arbejdsmarked. Men hvad er egentlig det gode argument for ikke at beskytte lønmodtagere mod chikane og diskrimination, når nu vi har foreningsfrihed?« spørger Jonas Christoffersen.

Professor Jesper Due vil ikke have skudt i skoene, at han repræsenterer bestemte interesser. Han medgiver gerne, at der forekommer pres på lønmodtagere for at lade sig organisere i bestemte fagforeninger. Men derfra og så til at udråbe det til et stort menneskerettigheds-problem er der langt.

Han forklarer, at langt de fleste medlemmer af for eksempel Krifa arbejder i virksomheder, hvor der er indgået område-overenskomster, som indebærer, at Krifa’s medlemmer er dækket, selv om overenskomsten er indgået med et forbund under hovedorganisationerne LO eller FTF. Dermed får medlemmerne af Krifa goder - løn, ferie, pension, løn under barsel og sygdom og så videre – som medlemmerne hverken har kæmpet eller betalt for at opnå. I LO-fagbevægelsen taler man om et ’free rider’- eller gratist-problem.

»Medlemmerne af Krifa må finde sig i at blive udsat for et vist pres. Det er jo ikke anderledes for dem, end det er for andre, der bliver betragtet som nassere: Hvis fem mænd går på værtshus, og én af dem ikke giver én eneste omgang eller ikke vil betale sin del af regningen, så må han finde sig i hånende bemærkninger om, at ’dit muldvarpeskind tåler nok ikke at komme op i lyset!’,« siger Jesper Due.

På trods af sin kritik har Holger Kallehauge tænkt sig fortsat at følge IMR’s arbejde tæt. Men han vil læse instituttets udgivelser på en ny måde:

»Jeg håber og tror, at det her var en enlig svipser fra instituttet. Men jeg vil da nok lige kigge ekstra på talmaterialet og på finansieringen bag, næste gang instituttet udsender en rapport.«

Genmæle

Efter udgivelsen af Ugebrevet A4 tilføjer direktør Asger H. Nielsen følgende til kritikken af undersøgelsen, der er gennemført af Megafon: »En gennemførelsesprocent på 53 er helt normal. På den baggrund er der efter min mening ikke fagligt belæg for at kritisere undersøgelsen.«

Professor Jesper Due fra Københavns Universitet bekræfter, at han er enig i, at en gennemførelsesprocent på 53 er faglig forsvarlig såfremt der er foretaget den nødvendige statistiske behandling.