Kristelige gav is som tak for troskab

Af

Kristelig Fagbevægelse har sendt alle sine 11.000 medlemmer på det offentlige område et gavekort til Hjem-Is som tak for, at de fastholdt deres medlemskab af fagforeningen under forårets konflikt. Vi har spurgt Søren Fibiger Olesen, formand for Kristelig Fagbevægelse, hvad meningen er.

Hvorfor takker I jeres medlemmer for at blive hos jer med et gavekort på is?

»Fordi vi gerne vil påskønne, at vores medlemmer fastholdt deres medlemskab hos os i en svær situation. De var under konflikten udsat for et enormt pres. De skulle stille deres arbejdskraft til rådighed, selv om kollegerne strejkede, og de var under hårdt pres fra tillidsrepræsentanter i andre forbund for at blive medlemmer hos dem. At de alligevel blev hos os, vil vi gerne takke for med en lille påskønnelse i form af et gavekort til is.«

Er I nødt til at bestikke medlemmerne for at holde på dem?

»Nej. Hvis vores medlemmer havde ønsket at skifte forbund, havde de gjort det under konflikten, hvor presset på dem var meget stort. Et gavekort til hjem-is-bilen er ikke afgørende for, om vores medlemmer bliver hos os. Men vi oplever stor taknemmelig over det her initiativ. Ikke så meget selve isen, men det er en måde at vise vores varme og omsorg for medlemmerne. Vi anerkender, at de måneder under konflikten ikke var så rare.«

Hvad er den guddommelige visdom i at give lige præcis en portion is som tak?

»Der er ingen guddommelig visdom. Det kunne have været hvad som helst. Et besøg på Jensens Bøfhus eller noget tredje. Der er ikke noget udspekuleret i, at valget faldt på is. Ud over at det er nemt at gå ud til isbilen og indløse gavekortet.«

Er en pakke is en seriøs medlemsgave?

»Det er ikke en gave som sådan. Snarere en gimmick: Her er en is at varme jer på. Som medlemsgave ville vi nok vælge noget andet.«

Hvorfor lige Hjem-Is? Har de overenskomst med Kristelig Fagbevægelse?

»Ikke så vidt jeg ved. Det har ikke influeret på valget.«

Burde I ikke snarere bruge jeres medlemmers kontingentkroner på at slås for bedre løn og vilkår?

»Jo, det vil vi også rigtig gerne gøre og i endnu højere grad, end vi allerede gør. Men vi oplever desværre, at virksomheder, hvor vi har overenskomsten, bliver blokeret af andre fagforeninger, der mener at have patent på at overenskomstdække det område. Vi løfter meget gerne et større ansvar på det danske arbejdsmarked, og jeg vil derfor appellere til at stoppe blokaderne. Det er jo dobbeltmoral, at andre fagforeninger beskylder os for at snylte på deres resultater og samtidig udsætter os for chikane.«

Apropos at snylte: Andre fagforeninger må sætte medlemskontingentet op efter konflikten for at fylde strejkekassen. Forstår du, hvis de finder det malplaceret, at I lukrerer på deres faglige kamp uden selv at ville konflikte – og dernæst fejrer det som en sejr med et gavekort til jeres egne medlemmer?

»Gavekortet er ikke en måde at fejre overenskomstresultatet. Det er en tak for at blive hos os i en svær tid. Vi tager vores kampe på de arbejdspladser, hvor vi har overenskomst, og det nyder andre medarbejdere de pågældende steder også godt af. Andre steder er det LO-forbund, der opnår resultater, som kommer vores medlemmer til gode. Det er spillets regler med den danske model, hvor enhver frit kan vælge fagforening. Hvor der ikke længere findes eksklusivaftaler.«

Var det ikke mere rimeligt, at I sendte gaver til medlemmerne af de fagforeninger, som har lidt økonomisk tab på at konflikte?

»Næ, den tanke har ikke strejfet mig. Vi har også selv haft omkostninger under konflikten til at betale konfliktstøtte til de medlemmer, som ikke kunne passe deres arbejde og derfor ikke fik løn. Men selvfølgelig har konflikten ikke kostet os nær så store beløb som LO-forbundene.«

Er gavekort et nyt middel til medlemshvervning?

»Nej, det har vi ingen planer om. Ligesom andre fagforeninger har vi i mange år givet gaver til de af vores medlemmer, som hverver nye medlemmer. Det fortsætter vi med, men vi har ikke planer om andre initiativer til medlemsgaver.«