Krisen styrker fransk-tysk samarbejde

Af Jens Thomsen

EU’s gamle politiske stormagter, Frankrig og Tyskland, forsøger at opvarme deres indbyrdes forhold. De kan ikke længere sætte dagsordenen i Europa, men EU kan ikke fungere uden fransk-tysk enighed.

TVANGSÆGTESKAB Eleverne i tyske og franske skoler skal i fremtiden læse om deres landes krigeriske historie og om det europæiske samarbejde i fælles historiebøger.

Det skal også gøres lettere for tyskere og franskmænd at gifte sig med hinanden, flere skal lære både tysk og fransk, og mellem Strasbourg i Frankrig og Stuttgart i Tyskland vil de to lande skabe et testområde for elektriske biler.

Den fælles historiebog er blot et af 80 projekter, som er rygraden i en storstilet ny fransk-tysk samarbejdsaftale, ’Fransk-tysk agenda 2020’, der skal bringe Europas to centrale nationer tættere på hinanden politisk, økonomisk og kulturelt.

’Fransk-tysk agenda 2020’ spænder fra uddannelse over energiforsyning til europæisk udenrigspolitik, og planen giver det indtryk, at de to centrale EU-lande nu sætter fuld fart på integrationen for at danne fortrop i EU.

»Vi ønsker bare at sikre, at Europa er politisk stærkt. Og for at det kan lade sig gøre, er Tyskland og Frankrig nødt til at samarbejde,« sagde Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, da han i februar præsenterede 10 års-planen sammen med Tysklands kansler, Angela Merkel.

Han understregede, at samarbejdsplanen ikke er sat i søen for at skade andre.

Initiativet er da også blevet bemærket i resten af Europa, hvor mange EU-lande holder nøje øje med temperaturen i det fransk-tyske forhold med en blanding af håb og bekymring. På den ene side er de fleste enige med præsident Nicolas Sarkozy i, at et nært forhold mellem Berlin og Paris er en forudsætning for, at EU-samarbejdet kan bevæge sig fremad i Bruxelles.

På den anden side, er der stadig en hel del politikere i andre EU-lande, der frygter, at Frankrig og Tyskland skal blive så gode venner, at de to store EU-lande kan dirigere Europa politisk.

Blot en politisk gestus

Men giver den nye fransk-tyske forbrødring så grund til håb eller frygt afhængig af, om man ønsker europæisk fremgang eller frygter fransk-tysk dominans?

»Der er ingen grund til at frygte fransk-tysk dominans i EU, for i et EU med 27 medlemsstater er der mange stemmer imod de to lande i Europa,« siger Pietr Kaczynski fra den europæiske tænketank Centre for European Policy Studies (CEPS) i Bruxelles.

»Frankrig og Tyskland har altid mødt modstand. Der har aldrig været en reel risiko for fransk-tysk dominans i EU, heller ikke da der kun var seks medlemslande. Men der har altid eksisteret en frygt for det,« siger Pietr Kaczynski.

Maurice Fraser, ekspert i europæisk politik ved London School of Economics, mener, at udvidelsen af EU fra 15 til 27 medlemslande har sat en endegyldig stopper for Frankrigs og Tysklands mulighed for at sætte den politiske dagsorden i Europa.

»Et fransk-tysk direktorat i EU er utænkeligt. Det er også helt klart forstået i Paris og Berlin, og det er forklaringen på, at vi ikke har set nye initiativer for yderligere integration i EU,« siger Maurice Fraser.

Når Frankrig og Tyskland alligevel har valgt at lancere den storstilede samarbejdsplan med en mængde initiativer med direkte betydning for EU-samarbejdet, skal det opfattes som et forsøg på at vise vejen for EU i en tid med global økonomisk krise og store politiske udfordringer, som krisen påfører EU, vurderer Pietr Kaczynski.

»Jeg tror, den tysk-franske samarbejdsplan er en politisk gestus, for der er mangel på visioner i Europa. Den er et forsøg på at udfylde et tomrum, men jeg er bange for, at den er kvantitet frem for kvalitet. Listen over projekter er så lang, at det ville kræve en enorm indsats at løse hver enkelt opgave.«

Ifølge Pietr Kaczynski lider EU af mangel på politisk muskelkraft. Medlemslandenes bekymring for at komme til at stå i skyggen af EU har nemlig ført til, at EU-systemet er næsten kemisk renset for politisk ledelse.

»Problemet er, at EU’s politiske system ikke tillader politisk lederskab. Det er et problem ved den måde, den europæiske integration foregår på,« siger han.

EU-landene vogter jaloux på hinanden og på EU-systemets institutioner af frygt for, at det skal lykkes for nogen at sætte sig i spidsen for samarbejdet. De små lande er især på vagt over for de store lande, mens de store lande vogter over hinanden.

Forholdet mellem Tyskland og Frankrig er ingen undtagelse. De to lande har vidt forskellige interesser på mange områder af EU-samarbejdet, og Nicolas Sarkozy og Angela Merkel har tilmed haft det svært med hinanden personligt.

»Jeg tror, at begge ledere er blevet modnet og indser, at de har brug for hinanden. Der er stadig store forskelle følelsesmæssigt - der ser ikke ud til at være god kemi mellem dem. Det er et tvangsægteskab, om man vil, men de behøver ikke at elske hinanden,« siger Pietr Kaczynski.

Klarer ærterne

I praksis betyder EU’s mangel på lederskab, at EU-samarbejdet fungerer bedst, når den politiske dagsorden bliver dikteret udefra, som det er tilfældet under den aktuelle økonomiske krise.

»Nu er der en fælles dagsorden, som den omgivende verden har sat. Der er presset en agenda ned over EU-landene og EU – og EU-samarbejdet – fungerer bedst i kriser,« siger Marlene Wind, der er professor ved Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet.

Den seneste europæiske udvikling i den globale krise er nærdødsoplevelsen i græsk økonomi, der har bragt den fælles valuta, euroen, i fare, og det har tvunget EU til at reagere.

På den ene side udstiller eurokrisen de dybe uenigheder, der stadig findes mellem Tyskland og Frankrig om, hvordan eurosamarbejdet bør styres. På den anden side viser forløbet også, at de to lande fortsat har en central rolle at spille i EU og er i stand til at samarbejde, når jorden brænder under alle medlemslande.

»Jeg synes, at der er en tendens til, at man overdriver uenighederne mellem Frankrig og Tyskland. Det er bemærkelsesværdigt, at det i sidste instans er de to lande, der finder en løsning, og at de er klar over, at der skal findes en løsning,« siger Marlene Wind.

Selv om ingen vil tillade Frankrig og Tyskland at topstyre EU, rettede alle EU-ledere blikket mod Angela Merkel og Nicolas Sarkozy, da kastanjerne i sidste måned skulle reddes ud af ilden for grækerne.

Med 80 millioner indbyggere er Tyskland ubestridt Europas største økonomi og den største betaler til EU’s kasse. Økonomisk og politisk er Tyskland og Frankrig de førende lande i eurozonen, og deres aktive deltagelse er nødvendig i alle vigtige beslutninger. I den forstand har EU’s udvidelse ikke udvandet Tyskland og Frankrigs position.

»Der er ikke sket nogen magtforskydning, som der var lagt op til som følge af udvidelsen. Det er stadig Merkel og Sarkozy,« siger Marlene Wind.

Pietr Kazcynski fra CEPS hæfter sig ved, at lederne i Frankrig og Berlin gjorde netop det, de øvrige EU-lande håbede og forventede, at de ville gøre, da den græske krise brød ud, nemlig at samarbejde.

»Det første, de gjorde, var at ringe til Berlin og ringe til Paris og spørge hinanden: ’Hvad gør vi?’« siger han.

I krisen om euroen var Tyskland og Frankrig ganske enkelt nødt til at gå foran i forsøget på at finde en løsning, for det tredje store euroland, Spanien, er selv i dyb økonomisk krise, mens det sidste store euroland, Italien, har marginaliseret sig selv politisk i EU under premierminister Silvio Berlusconi.

»I nogle situationer kan en proaktiv tilgang kun komme fra Frankrig og Tyskland eller fra EU-Kommissionen,« siger Pietr Kazcynski.

Som så ofte før i EU’s politiske kriser blev aftalen om Grækenland nået efter langvarige forhandlinger i en meget snæver kreds, og fremgangsmåden vakte irritation hos de mindre eurolande, som var reduceret til statister.

»Vi er tilfredse med indholdet, men vi ønsker ikke, at den måde, denne aftale blev indgået på, skal danne skole,« sagde en unavngiven finsk embedsmand til den britiske erhvervsavis Financial Times efter forhandlingerne.

Skeptiske tyskere

I europæisk erhvervsliv er der imidlertid stor tilfredshed med, at det trods dybe uenigheder er lykkedes for Tyskland og Frankrig at nå til en aftale, der ind til videre kan sikre euroens stabilitet.

»At der er forskellige holdninger er åbenbart. Det er helt normalt. Landene er forskellige. Det gælder ikke kun i forhold til Tyskland og Frankrig,« siger Philippe de Buck, der er generaldirektør for europæisk industris interesseorganisation Businessn Europe.

»De store landes rolle er afgørende, og de er nødt til at være et godt eksempel. Vi er meget tilfredse med, at de har spillet deres rolle. De har begge givet indrømmelser og har presset eurolandene for at sikre en løsning,« siger Philippe de Buck.

Det tysk-franske samarbejde fungerer altså, selv om det ikke nødvendigvis længere er drevet af en politisk ambition om at gøre EU-samarbejdet endnu tættere som i 1990’erne, da Tyskland og Frankrig overvejede at danne en europæisk kerne, som skulle drive integrationen i Europa fremad.

Den økonomiske krise tvinger EU-landene til at stille skarpt på deres hjemlige problemer, og politisk er interessen for europæisk integration taget af.

»Selv om Tyskland og Frankrig kan finde meget at enes om, så er pointen, at de ofte ønsker det af forskellige grunde,« siger Maurice Fraser fra London School of Economics.

»Det er svært at se, hvordan de to lande kan finde en vej frem i fællesskab,« siger han.

Tyske vælgere er skeptiske over for flere udvidelser af EU, og de er klart imod, at Tyskland skal betale for andre EU-landes kriser, og i Frankrig synes der heller ikke at være stor interesse for store initiativer i retning af større integration i EU.

»Det folkelige pres i Europa går i retning af en konsolidering af EU-samarbejdet og af EU’s institutioner,« siger Maurice Fraser.

Han forventer, at der vil komme reformer af den fælles styring af eurosamarbejdet, men ellers byder de kommende år kun på få nyskabelser i EU, vurderer han.

Sikkerheden splitter

På ét punkt, forsvars- og sikkerhedspolitikken, er det dog helt åbenlyst, at det fransk-tyske samarbejde ikke fungerer, og her kan der komme forskydninger i de kommende år ifølge Fraser.

Selv om Tyskland og Frankrig formelt har samarbejdet om forsvars- og sikkerhedspolitik i over 20 år, ser de to lande vidt forskelligt på brugen af væbnet magt. Tyskland er og har siden Anden Verdenskrig været meget tilbageholdende med at deltage i internationale militæroperationer. Tyske tropper deltager nu i NATO’s operation i Afghanistan, men kun i områder med lav risiko for kamphandlinger.

»Når det kommer til den hårde magt­-

anvendelse, så er Tyskland meget tilbageholdende, og franskmændene ved, at Storbritannien er den eneste anden militære partner i EU,« siger Maurice Fraser.

Han forudser dog, at udviklingen af europæisk sikkerhedspolitik vil komme til at ske i NATO frem for i EU, efter at Frankrig er blevet fuldgyldigt NATO-medlem.

Marlene Wind fra Københavns Universitet peger på, at intet er ændret i Tysklands og Frankrigs syn på militær magtanvendelse.

»Forsvaret er ikke målestok for nogen forandring, for vægringen mod at bruge militær magt har været et fast element i tysk udenrigs- og sikkerhedspolitik siden Anden Verdenskrig,« siger hun.