Krisen sætter fart på folkevandringer i EU

Af Sanne Maja Funch Christensen og Peter Munch-Madsen

Unge og veluddannede sydeuropæere forlader i de her år deres kriseramte hjemlande. Mange af dem søger lykken nordpå i Tyskland, Frankrig og nogle få i Danmark. Folkevandringen kan føre til, at Europa bliver mere splittet, vurderer forskere.

Foto: Foto: Casper Dalhoff/Polfoto.

FLUGTEN FRA KRISEN De strømmer ud. Borgere fra Irland, Spanien, Portugal og Italien udvandrer i stadig større antal i takt med, at krisen har bidt sig fast. Udvandringen kan true både landenes chancer for at rejse sig efter krisen og visionen om et samlet Europa.
Ugebrevet A4 har indsamlet de seneste data fra de statistiske myndigheder i seks lande om borgernes bevægelser ind og ud af landene. Tallene viser, at antallet af udvandrere fra Portugal er næsten fordoblet fra 2010 til 2011. Den italienske og spanske udvandring er steget med omkring 25 procent i samme periode, mens Irland vinkede farvel til 8 procent flere borgere end året før.
Den voldsomme udvandring viser dybden af den krise, som en del af Europas nationer befinder sig i, siger Ulf Hedetoft, professor og dekan på Københavns Universitet og tidligere leder af både Akademiet for Migrationsstudier i Danmark og Nordic Migration Research.
Men udvandringen risikerer også at trække spor, der langt ud i fremtiden kan forhindre kriseramte nationer i at skabe vækst og udvikling, mener Ulf Hedetoft:
»Det er en kraftig emigration, og den er særligt kraftig for unge i den arbejdsdygtige alder. Hvis det er de unge og veluddannede, som udvandrer i større omfang, må vi forvente, at det vil have en afgørende effekt på landenes muligheder for at komme på fode igen«.

Hjernevandringer

Ugebrevet A4 har indsamlet data om migration i Spanien, Italien, Portugal, Irland, Tyskland og Danmark. Data viser, at antallet af udvandrere fra de første fire nationer er steget støt siden 2009. Samtidig er migrationen i Spanien, Portugal og Irland vendt på hovedet, så flere nu forlader landet, end der kommer til af indvandrere.

Tallene indeholder begrænsninger blandt andet fordi, landene definerer ind- og udvandrere forskelligt, og fordi mange mennesker ikke lader sig registrere. Statistikkerne giver heller ikke ensartede oplysninger om, hvilke grupper de tilhører.
Men i flere lande viser statistikkerne, at udvandrerne især er at finde i den arbejdsduelige del af befolkningen. Det gælder for eksempel i Portugal, hvor 45 procent af udvandrerne i 2011 var mellem 15 og 34 år.
Det er netop karakteristisk, at de kriseramte lande i disse år bløder borgere, der både er arbejdsduelige og ofte også blandt landets bedst uddannede, siger Stephen Castles, sociologiprofessor og migrationsforsker ved University of Sydney.

»Vi ved fra interviews, at denne generation af emigranter er langt bedre uddannede end dem, der deltog i den sidste store udvandring fra Sydeuropa efter Anden Verdenskrig. Det er meget kortsynet, hvis landene blot ser til, mens de mister en del af deres bedst uddannede. På den anden side er disse mennesker ikke villige til at blive og arbejde i de job, der er tilbage,« siger han.
Den manglende lyst blandt veluddannede unge til at tage lavstatusjob forstærker kriselandenes problem. For mens de højtuddannede pakker kufferten, flyder en strøm af dårligt uddannet arbejdskraft ind i stedet og tager de stillinger inden for sektorer som pleje og rengøring, der stadig er i vækst trods krisen.
»Vi får altså den situation, at for eksempel unge italienere med universitetsuddannelser flytter, mens mennesker fra især Nordafrika, Sri Lanka og Filippinerne kommer til i stort antal. Migrationen har en strukturel effekt på arbejdsmarkedet. Sådan er det allerede, og det vil ske i stigende grad, som Europas befolkning bliver ældre og kræver flere hænder til at tage sig af sig,« siger Stephen Castles.

’Brain gain’ i Tyskland

Mens mange unge talenter forlader Sydeuropa, modtager andre europæiske nationer dygtige indvandrere. De fleste udvandrere vælger nemlig et land i Europa som mål for rejsen, og turen går til de økonomier, der klarer krisen bedst.
Det gælder ikke mindst Tyskland, der agerer Europas absolutte økonomiske trækkraft, og som det eneste land i undersøgelsen formår både at holde på den nationale arbejdskraft og tiltrække en sand invasion af indvandrere.
I 2011 oplevede den europæiske vækstmotor Tyskland den største indvandring siden 1996, og tendensen fortsætter. I de første seks måneder af 2012 søgte over 300.000 migranter fra især Polen, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og i stigende grad Grækenland, Portugal og Spanien til landet.  
Forsker Holger Kolb fra det tyske ekspertråd for integration og migration slår fast, at indvandrerne generelt har et højt uddannelsesniveau og endda er »bedre uddannet end gennemsnitstyskeren«.
Han mener, at mobiliteten under krisen er atypisk, fordi strømmen af arbejdstagere er så stærk. Men forskeren tvivler ikke på, at indvandringen er god for Tyskland:
»Tyskland oplever et veritabelt brain gain i øjeblikket, og udenlandsk arbejdskraft leverer ganske enkelt et generelt løft til kompetenceniveauet på det tyske arbejdsmarked,« siger han.

Et splittet Europa

Andre steder i Europa vækker folkevandringen dog bekymring. Professor Ulf Hedetoft fra Københavns Universitet bemærker, at krisen har sat skub i den mobilitet af arbejdskraften, der traditionelt har kørt trægt i unionen.
Men udviklingen sker på baggrund af, at borgere flygter fra fattigdom og social deroute. Derfor kan den nyskabte mobilitet næppe tolkes positivt.
»Det er jo ikke en del af en overordnet, planlagt proces eller et frit indre marked, som arbejdstagere er glade for, og hvor vi bevæger os mod et samlet Europa med et samlet arbejdsmarked og en fælles identitet«.
Udviklingen i det europæiske samarbejde har altid været præget af splittede økonomiske interesser og til tider skeptiske borgere, fortsætter Ulf Hedetoft. Og migrationen er udtryk for en situation, der kan bidrage til at grave grøften dybere:
»Indtil nu er der holdt sammen på alle disse interesser, men mange steder er der en stigende skepsis over for de visioner om et fælles marked, der var udgangspunktet for det europæiske samarbejde, og forholdet mellem nord og syd er belastet,« siger han.
Længere mod syd deles bekymringen af João Peixoto fra det portugisiske emigrations-observatorium. Han frygter, at EU vil udvikle sig til et andet USA eller Brasilien:

»Disse lande, der består af forenede stater, er kendetegnet af, at nogle stater klarer sig godt og har fremgang, mens andre er perifere og udvikler sig perifert. Vi har allerede dette skel i EU, og det bliver dybere,« siger han.

Portugal går sit fjerde år i møde med negativ økonomisk vækst. Her begyndte krisen allerede i 2003 og satte gang i en udvandring, der på én gang har få folk til at forlade landet, men også bremset strømmen af blandt andre ph.d.-kandidater til Portugal.
»Vi risikerer en ond cirkel i Europa, hvor de stærkeste nationer modtager de dygtigste personer, mens de dårligst stillede drænes. På den måde bliver europæiske udkantsområder som Portugal stadig mere inferiøre,« siger João Peixoto.

Ond spiral i Sydeuropa

Han forklarer, at situationen er ekstra alvorlig, fordi Portugal kæmper mod selve strukturen i sin økonomi. Før krisen modtog også Portugal mange veluddannede mennesker fra blandt andet Østeuropa og Brasilien. Men landet udnyttede aldrig migranternes kvalifikationer, fordi mange portugisiske job var i sektorer, der ikke havde behov for højtuddannet arbejdskraft.
»Jobbene var inden for bygningsindustrien, handel, hoteller og andre sektorer, der ikke kræver særlige kvalifikationer, og situationen er i høj grad den samme i Spanien,« lyder det fra João Peixoto.
Med andre ord har landene aldrig haft industrier til at aftage det talent, der var til rådighed, og det er de nødt til at udvikle for at rejse sig både i europæisk sammenhæng såvel som i en global økonomi, understreger også Georges Lemaître. Han er international migrationsekspert i den økonomiske samarbejds-organisation OECD.
Georges Lemaître forklarer, at uddannelsesniveauet i de sydeuropæiske lande for længst er løbet fra de industrier, hvor kandidaterne kan få job.
»Økonomierne må lave fundamentale ændringer for at skabe job, der kan opsluge det talent, de har skabt, og det er afgørende for at overleve i en globaliseret økonomi,« siger han.
Den spanske bygningsindustri, som før krisen drev store dele af den spanske økonomi, er det indlysende eksempel på ét forretningsområde, der må erstattes af noget nyt. Derimod står det kriseramte Irland i en anderledes gunstig situation, spår OECD’s ekspert. For nok oplever også Irland tårnhøj ungdomsarbejdsløshed og hjerneflugt.
»Men irerne har en stærk eksport- og IT-sektor, de har fordel af engelsk som modersmål og lettere adgang til markederne. De vil komme bedre ud af denne nedtur end Sydeuropa,« siger Georges Lemaître og peger på, at Irland allerede er godt på vej til at genskabe de job, der blev tabt under krisen.

Danmark på forkant

Trods de dystre prognoser ser OECD-eksperten dog også lyspunkter for de øvrige kriselande. Historisk er Europa et kontinent af hjemmefødninger, som generelt har svært ved at forlade familie, kultur og modersmål for at tage job og bosætte sig uden for hjemlandets grænser.
Derfor tror Georges Lemaître næppe, at udvandringsbølgen har varig effekt:
»Det er en personlig revolution at vandre fra syd til nord i Europa. Der skal meget stærke grunde til som krig eller store forskelle i levestandard, og forskellene er ikke så voldsomme her. Jeg tror, at situationen ændrer sig, når økonomien forbedres i Sydeuropa, også selv om man må flytte tilbage til et job, man er overkvalificeret til.«
Den virkelige udfordring gælder hele Europa og en fremtid, der rækker ud over den aktuelle krise, fortsætter han. For Europa vil mangle arbejdskraft, efterhånden som befolkningerne bliver ældre. Det er et problem, som ikke kan løses ved migration mellem de europæiske nationalstater.
»Det giver blot en omfordeling, men der er behov for flere mennesker. Det er en udbredt misforståelse, at Europa ikke er tiltrækkende for internationale kandidater. Problemet er snarere, at europæiske virksomheder ikke er vant til at rekruttere udenlandsk arbejdskraft eller håndtere etnisk diversitet, og det bliver de nødt til at forbedre«, fastslår han.
Det er en pointe, som Danmark tilsyneladende har fanget i opløbet. Som det eneste land i undersøgelsen er migrationen stabil herhjemme. Her balanceres en svag stigning i udvandringen af en tilsvarende stigning i indvandringen.
Men indvandringen til Danmark er til en vis grad styret af initiativer møntet på at tiltrække højt kvalificeret, international arbejdskraft, fremhæver professor Ulf Hedetoft.
Det sker blandt andet gennem ordninger med ’grønne kort’ og jobkort, som siden 2003 har banet vejen for rekrutteringen af højtuddannede til danske virksomheder.
»Vi kunne være bedre endnu, men i en international sammenligning er vi faktisk ganske udmærkede til at fastholde højtuddannede, lige som vi generelt er gode til at tiltrække arbejdskraft. Og denne del af migrationspolitikken, som handler om at tiltrække højtuddannede og tilbyde kompetenceudvikling og efteruddannelse i virksomhederne, har ikke været særlig godt belyst i debatten,« siger Ulf Hedetoft.