Krisen gør ikke Danmark mere lige

Af Mikkel Noel Lanzky

Der er stadig stor forskel på at være rig og fattig i Danmark, viser nye beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Den økonomiske optur forgyldte i særlig grad de rige, og skattelettelser redder dem nu i høj grad fra nedturen. Det politiske slagsmål om lighed eller ulighed fortsætter.

ULIGHED De 10 procent rigeste havde 75.700 kroner mere at slå sig løs for i 2007, i forhold til 2001. Til sammenligning er den disponible indkomst for de fattigste 10 procent i samme periode kun steget med 2.100 kroner. Højkonjunkturen gjorde altså de rige meget rigere, mens de fattige kun har oplevet en meget lille fremgang. Det fremgår af et nyt notat fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

I notatet, der stiller skarpt på uligheden i landet, kan man læse, at Danmark mellem 2001 og 2007 er blevet et mere ulige land. Siden 2007 er økonomien løbet ind i et stormvejr, men AE’s beregninger viser, at den økonomiske krise ikke vil give mere lighed, hvilket ellers typisk er virkningen af en lavkonjunktur.

Årsagen er regeringens skattelettelser fra 2007 og den nye skattereform, som er trådt i kraft i 2010.

Skattelettelserne opvejer næsten de tab, som de højeste indkomstgrupper ellers har haft på grund af faldende boligpriser og aktiekurser. Det store fald i uligheden, som blandt andet blev forudsagt sidste år i beregninger fra den borgerlig-liberale tænketank CEPOS, bliver ifølge AE et meget lille fald, sådan at uligheden i Danmark i 2010 stadig vil være langt højere end da VK-regeringen kom til magten. CEPOS’ beregninger gik kun frem til 2009 og tog derfor ikke højde for den seneste skattereform.

Hos Socialdemokraterne er socialordfører Mette Frederiksen meget utilfreds med den fordelingspolitik, regeringen har ført, og som i hendes øjne har præmieret de rige.

»Når tingene ikke forandrer sig mere, end de gør, på trods af krisen, og når uligheden i det hele taget har været stigende, er det fordi regeringen sammen med Dansk Folkeparti har gjort de bedst stillede i vores samfund endnu bedre stillede gennem skattelettelser samtidig med, at man har sænket en række ydelser for en anden gruppe mennesker – nemlig de fattige. Det gør det jo heller ikke bedre, at de nyeste skattelettelser så at sige redder de rige fra at miste det, de har vundet i de gode tider,« lyder det fra Mette Frederiksen.

Uligheden falder kun lidt

Når økonomer skal måle, hvor stor uligheden er, gøres det ved at beregne den såkaldte gini-koefficient, som er tal fra 0 til 100. En gini-koefficient på nul betyder, at alle har lige meget – altså at rigdommen er fordelt fuldstændig lige. 100 betyder omvendt, at én person ejer alt, altså total ulighed. I 2001 lå gini-koefficienten lige over 22, men i 2007 var den steget til 25. Til sammenligning er tallet godt 28 for Tyskland, mens USA ligger på knap 41.

I sit notat har AE regnet sig frem til, at gini-koefficienten i 2010 vil lande på 24,6. Det betyder med andre ord, at selv om aktiekurser og boligpriser er faldet kraftigt fra deres skyhøje niveau før krisen, bliver forskellen mellem de rigeste og de fattigste ikke synderligt mindre. Den store skurk i regnestykket er, ifølge tallene fra AE, regeringens skattelettelser. Både skattelettelserne fra 2007 og den nye skattereform, som træder i kraft i år, har tilgodeset de højeste indkomster mest. I AE så man hellere, at beskæftigelsesfradraget blev øget, sådan at gevinsten ved en skattelettelse er størst i bunden.

»Man har fokuseret meget klart på at lette den øverste marginalskat, hvilket giver den største skattelettelse til dem med højest indkomst. Der vil vi hellere have mere fokus på de lavtlønnede,« siger Jonas Schytz Juul, chefanalytiker i AE.

Vivi Kier, som er socialordfører for Konservative, er ikke så bekymret over udviklingen som Mette Frederiksen.

»For mig handler det ikke om at bekæmpe rige mennesker, men om at bekæmpe fattigdom. Hvis alle fik 10.000 kroner i morgen, ville det ikke ændre på uligheden, men lavindkomstgrupperne vil alligevel have fået noget ud af det,« mener Vivi Kier, som hæfter sig ved, at de fattigste ti procent også har oplevet en fremgang i deres disponible indkomst.

Selv om ulighedsberegningen ikke i sig selv skulle betyde noget for enkelte menneskers rigdom, siger tallet dog noget om, hvordan vi fordeler rigdommen i vores samfund. At diskussionen om ulighed er et minefelt, oplevede daværende socialminister Eva Kjer Hansen (V) i 2005, da hun kom under voldsom beskydning for at udtale, at større ulighed ikke nødvendigvis var et problem. Eva Kjer Hansen mente, at det var vigtigere at hele samfundet – også de fattigste – overordnet set blev rigere, end at rigdommen blev fordelt lige. Selv om den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen hurtigt satte sin minister på plads, mødte synspunktet opbakning fra blandt andet CEPOS.

Om de nye tal fra AE siger CEPOS’ cheføkonom Mads Lundby Hansen:

»Stigningen i uligheden skyldes jo i høj grad, at det er gået godt for den danske økonomi. Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være et problem, at beskæftigelsen, boligpriserne og aktiekurserne vokser. På samme måde synes jeg ikke, at man skal fejre det lille fald i uligheden, som nu viser sig, for det er jo et tegn på, at det går dårligt i økonomien.«

Synspunktet om, at kagens størrelse så at sige er vigtigere end, hvordan kagen bliver skåret ud, har altså stadig opbakning. Men dykker man ned i notatet fra AE kan man konstatere, at selv om kagen blev meget større fra 2001 til 2007, fik de fattigste næsten intet ud af det. Notatet viser, at jo rigere man i forvejen var, jo mere voksede ens disponible indkomst under den økonomiske optur. Den rigeste tiendedel blandt landets borgere kunne således glæde sig over en stigning på 3,3 procent i deres disponible indkomst, mens 0,4 procent mere var alt hvad det kunne blive til for den fattigste del af befolkningen.

God, gammeldags omfordeling

Skulle regeringsmagten skifte ved et kommende valg, er Mette Frederiksen (S) klar med en plan for, hvordan uligheden skal blive mindre.

»Vores tiltag vil ske på flere områder. De rige skal beskattes mere og de fattigste skal have det bedre. Vi vil indføre en ny millionærskat og et loft for, hvornår man er fradragsberettiget ved pensionsopsparinger. Samtidig skal der en afgift på aktieomsætning. Hertil kommer god, gammeldags omfordelingspolitik, hvor vi vil have højere beskæftigelsesfradrag, højere pensionstillæg, indførsel af en fattigdomsgrænse og hæve de laveste sociale ydelser,« siger hun.

Vivi Kier (K) har ikke meget til overs for Socialdemokraternes ønske om mere omfordeling. For hende er det vigtigere, at folk bliver ansporet til at arbejde.

»Mit udgangspunkt vil altid være, at det skal kunne betale sig at arbejde. Før 2001 kunne det bedre betale sig at være på overførselsindkomster end at arbejde. Folk på kontanthjælp og starthjælp er jo arbejdsduelige, så for mig at se, handler det mere om, at de havde hjælp til at komme ud på arbejdsmarkedet i stedet for at sidde fast på sociale ydelser.«

Hverken socialminister Benedikte Kiær (K), beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) og venstres socialordfører Ellen Trane Nørby har ønsket at medvirke til artiklen.