Krisen bliver kun værre og værre

Af Foto: Aske Munck
Aske Munck

I 2004 forudså han krakket på USA’s boligmarked, som har trukket dybe spor i den globale økonomi. Og nu forudser Paul Jorion, fransk investeringsekspert og antropolog, at finanskrisen langt fra er drevet over. Han mener, man burde vedtage en international, finansiel grundlov. For så længe man lader banker og investeringsfirmaer regulere sig selv, vil svindel høre til dagens orden i den finansielle sektor.

TOPPEN AF ISBJERGET Centralbankdirektører og økonomiske vismænd i den vestlige verden har i øjeblikket travlt med at berolige borgerne. De forkynder med jævne mellemrum, at bunden nu er nået, krisen ved at vende, og at vi snart går lysere tider i møde.

»Tallene bekræfter slet ikke den fremherskende pessimisme,« lød det således for nylig fra direktøren for Den Europæiske Centralbank, Jean-Claude Trichet.

Men i virkeligheden er der tale om stilhed før stormen – eller snarere før orkanen. Sådan lyder den ekstremt dystre prognose fra Paul Jorion, antropolog og sociolog med speciale i økonomi, der i en årrække har arbejdet som investeringsbankmand i USA.

»Der kommer intet opsving foreløbig. Det kan godt være, det ser ud, som om bankerne og børserne har det bedre. Men det vil ikke vare ved,« siger han.

Og når Paul Jorion taler, er der grund til at lytte.

For han en af de få finansielle analytikere, der forudså den såkaldte subprime-krise på det amerikanske boligmarked. Allerede i 2004 beskrev Paul Jorion i bogen ’La crise du capitalisme américain’ således skridt for skridt, hvordan den amerikanske og derefter den globale økonomi ville blive rystet i sin grundvold, når de risikable hypotekboliglån – de såkaldte subprime lån – begyndte at skvatte sammen. Og det skete i 2007, da boligpriserne i USA faldt, mens renten steg. Det førte til en voldsom vækst i antallet af tvangsauktioner og store tab for investorer.

Massakre i vente

Ifølge Paul Jorion er der to forsinkede bomber, som de fleste overser, når de skuer frem i tiden:

For det første staternes egen gæld, som de skal låne uendeligt mange penge til at dække ind. I år skal alene USA ud at låne 1.700 milliarder dollar, men også Frankrig, Spanien, Japan og Storbritannien skal låne kolossale beløb.

»Der er slet ikke penge nok på lånemarkedet på grund af krisen, og det vil derfor være de svageste stater, der må betale den højeste rente, hvilket vil svække dem yderligere og gøre verdensøkonomien endnu mere skrøbelig,« lyder Paul Jorions vurdering.

For det andet kommer – oven i de internationale låneproblemer – de dystre udsigter for den kommercielle del af det amerikanske boligmarked: kontorer og hoteller. Alt er nemlig bygget på kreditlån, og rigtig mange af disse lån skal fornyes i 2012.

»Men hvem vil låne til at finansiere disse bygninger, hvis værdi er raslet ned på grund af krisen? Det bliver en ren massakre,« siger Paul Jorion.

En massakre, hvis efterdønninger vil brede sig som ringe i vandet over hele kloden – og ikke mindst en massakre, der ifølge Jorion ikke vil stå tilbage for subprime-krise0n.

»Vore økonomier hviler på kredit, og efterhånden som kreditsystemerne udvikler sig, bliver de mere og mere skrøbelige. Hvorfor? Fordi a skylder penge til b, som skylder penge til c, som igen skylder til d. Helt banalt. Jo mere kompliceret gældsnetværket bliver, desto mere indbyrdes afhængigt bliver det. Og hvis én pludselig styrter i afgrunden, kan det trække alle de andre med i faldet, fordi de lige pludselig heller ikke er i stand til at indfri deres gæld og obligationer,« forklarer Paul Jorion.

Men har bankerne ikke lært noget af krisen? Nej, mener Paul Jorion.

»Og hvorfor skulle de i grunden også det? Banker er kommercielle virksomheder, og deres eneste rationelle mål er at tjene penge. Problemet er, at man stort set lader dem operere inden for den samme ramme som før. Der har ikke siden krisens begyndelse været et eneste håndfast direktiv, og der er ingen hårde skridt taget til at inddæmme udskejelserne i det førende, amerikanske finansdistrikt Wall Street. Alligevel undrer man sig over, at bankerne er tilbage til ’business as usual’ og igen udbetaler kæmpebonusser, mens folk går fallit og kæmper for at holde sig oven vande. Det er en kæmpe illusion at tro, at man blot kan sige til folk, at de skal ændre opførsel, og at de så gør det.«

Systematisk snyd

Ifølge Paul Jorion er det allerstørste problem, at hele systemet i sin nuværende form hviler på det, han kalder »dagligdagens småsvindel«:

»Vi så det i Enron-skandalen i 2001, da en af USA’s største virksomheder, energiselskabet Enron, i løbet af blot et par uger gik konkurs på grund af omfattende svindel og regnskabsfusk. Det samme skete for Wall Streets fjerdestørste finanskoncern Lehman Brothers, og hvem tør på nuværende tidspunkt sige, at det ikke også var det, der skete for investeringsbanken Bear Stearns,« siger Paul Jorion.

Hver gang afslører efterforskerne alt for kreative regnskaber, og hver gang forsvarer de skyldige sig med argumentet, at andre blot ville træde til, hvis ikke de selv gjorde det, og det derfor ville stille dem i en unfair konkurrence-situation over for resten af finansmarkedet, hvis de skulle have fulgt reglerne.

»Det er så fast indgroet et argument i finansverdenen, at selv de store revisionsfirmaer bistår banker og firmaer i svindelen,«, siger Paul Jorion.

Energiselskabet Enrons regnskaber var således blåstemplet af det globale konsulentfirma Arthur Andersen. I 2005 fik revisionsgiganten KPMG en påtale for at sælge pakkeløsninger til virksomheder, der kunne unddrage skatten ved at overføre økonomiske tab til firmaer, der var oprettet udelukkende med det formål at opsamle andres tab. Og i tilfældet Grækenland, som i slutningen af 2009 viste sig at være på kanten af statsbankerot, var det investeringsbankerne Goldman Sachs og JP Morgan, der hjalp den græske stat med at sminke sit regnskab, så man ikke kunne se de gabende huller.

»Bankerne bliver ved med at tænke på den samme måde. Da de amerikanske finansmyndigheder for eksempel strammede revisionsreglerne i 2000, nedsatte Lehman Brothers blot et eksperthold, der skulle finde de bedste smuthuller og kortlægge, hvordan man bedst og mest effektivt kunne omgå reglerne. Det kan man vel næppe kalde at respektere lovens ånd,« sukker Paul Jorion.

Det er hele denne grundlæggende, økonomiske logik, der skal ændres, siger Paul Jorion. Ellers vil det altid være skatteyderne, der i sidste instans kommer til at betale.

Løsningen er imidlertid ikke flere indviklede regler, direktiver og digre lovsamlinger. For jo mere komplekse reglerne bliver, desto lettere bliver det – overraskende nok – for de internationale finansfirmaer at finde brugbare smuthuller:

»Tag for eksempel den omfattende Financial Overhaul Plan (der skal skærpe reguleringen af hele bank- og kreditsektoren, red.), som præsident Obamas folk strikkede sammen. Et omfangsrigt dokument på 767 sider, der rummer ligeså mange smuthuller og muligheder for juristerier og alternative fortolkninger, som der er sider.«

Den tekst vil således aldrig kunne tøjle den løbske kapitalisme eller inddæmme de store finansvirksomheders konstante udskejelser, mener Paul Jorion.

Luk alle smuthuller

I stedet er der behov for enkelthed. Lovteksters styrke findes i deres klarhed og utvetydighed. Og siden krisens begyndelse har Paul Jorion således plæderet for at vedtage en international økonomisk og finansiel grundlov.

»Der er brug for tekster, man ikke kan løbe fra. Ikke ulig de 10 bud. Det skal være ganske få helt simple grundsætninger. For eksempel ’Det er forbudt at udstede aktieoptioner’. En sætning på seks ord. Enkel og umulig at misforstå eller fejltolke bevidst. Ingen smuthuller. Lovens ånd og form er én og samme sag,« forklarer han.

En anden grundsætning kunne være et forbud mod at spekulere i prisudsving.

»Det var jo et redskab, som oprindeligt blev skabt for at sikre folk, der foretog reelle og langsigtede investeringer i industriproduktion, import eller eksport. Men i dag er det en spekulationsform, der skaber ustabilitet på markederne, som bliver pumpet kunstigt op. Ligesom det låser midler, der kunne bruges meget bedre andre steder til investeringer i produktionsapparaterne,« mener Paul Jorion.

Hvis man forbød adgang for de investorer, som udelukkende spekulerer kortsigtet i prisudsving og med en hurtigt fortjeneste for øje, ville man ifølge Jorions beregninger reducere de finansielle markeders blotte volumen i størrelsesordenen 80 procent.

»Prisspekulation er ganske enkelt den sikreste opskrift på, hvordan man skaber systemisk ustabilitet. Det handler jo om at spekulere i andres tab,« forklarer han.

Det spørgsmål, der står tilbage, er, om man overhovedet vil kunne enes om at gøre et sådant internationalt dokument folkeretligt gældende.

»Det økonomiske og finansielle område er indtil videre det eneste område af menneskelig sameksistens, der undslipper enhver udefrakommende, international kontrol. Men hvorfor skulle vi ikke kunne skabe sådan en grundlov? Vi fik da immervæk skabt en universel menneskerettighedserklæring i sin tid. Og vi har en international krigsforbryderdomstol. Så hvorfor ikke en international økonomisk domstol efter samme model,« spørger Paul Jorion.

Han vurderer, at tiden snart er moden.

»Vi befinder os i dag i år 1788,« siger han gådefuldt.

»I 1788 vidste man ikke, at revolutionen i 1789 ville komme. På samme måde er der i dag en fornemmelse af, at det går skidt. Men de færreste kan sætte ord på, hvad der er galt. Og ingen ved, hvad der sker i morgen. Det er sjældent, at der er så alvorlige kriser i menneskehedens historie. Dette er imidlertid ikke bare en krise, men et decideret vendepunkt.«