Krigen vil fortsætte i dansk udenrigspolitik

Af

ANALYSE Krigen i Irak er et markant vendepunkt i dansk udenrigspolitik. Danmark skal fremover vælge side i nye konflikter mellem vores traditionelle allierede: USA eller Frankrig/Tyskland? USA’s missilskjold, EU’s udenrigspolitik og genopbygningen af Irak efter krigen kan skabe nye dramatiske skel i dansk politik.

06Når krudtrøgen over Irak driver væk, ligger ikke kun Bagdad og Basra i ruiner. Grundpillerne i dansk udenrigspolitik er også ramt af et par træfsikre krydsermissiler. Uanset hvad politikerne siger, får de næppe genskabt den brede enighed, der i mange år prægede dansk udenrigspolitik. Tværtimod bliver Danmarks rolle i verden en ny slagmark i opgøret mellem de hjemlige fløje.
Det konkluderer Ugebrevet A4 efter samtaler med centrale politikere og embedsmænd. Det er således næppe en enlig svale, når Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti omkring dansk krigsdeltagelse stod skarpt over for socialdemokrater, midterpartier og venstrefløjen. Tværtimod er Irak-krisen starten på en ny tids konflikter, som bunder i dybtgående ændringer i både international og dansk politik:

  • USA’s hårde kurs over for Irak skyldes en ny og mere enerådig amerikansk udenrigspolitik, som også præger andre spørgsmål. Bush-administrationens politik udløser dyb modvilje i Europa, som i stigende grad vil optræde som en modpol til USA. Danske politikere skal fremover vælge mellem vores gamle allierede: USA eller EU’s »kernelande«, Tyskland og Frankrig.
  • Polariseringen forstærkes af ændringer i dansk politik: Statsminister Anders Fogh Rasmussen har lagt en hidtil uset pro-amerikansk linje, mens det Europa-orienterede udenrigsministerium tabte den interne magtkamp. Samtidig betyder formandsskiftet hos Socialdemokraterne, at den midtsøgende Nyrup er afløst af den USA-kritiske Lykketoft, som er tættere på Frankrig og Tyskland.

De fleste nøglepolitikere beklager af et ærligt hjerte, at Irak-krisen sprængte den traditionelle enighed om udenrigspolitikken, og der gøres flere forsøg på at »klinke skårene«. Verdens gang gør det imidlertid svært.  Efter alt at dømme vil genopbygningen af Irak knæsætte den udenrigspolitiske uenighed mellem regeringen og oppositionen. Det samme kan i værste fald blive tilfældet med USA’s missilskjold.

Ny linje under Bush

Danmarks nye dilemma er frem for alt udløst af det politiske skifte i USA. Dansk udenrigspolitik har i årtier bygget på de internationale institutioner – FN, EU og NATO. Men den nye amerikanske udenrigspolitik føres netop på tværs af internationale organisationer. De allierede er i højere grad skiftende koalitioner af »villige« stater end faste alliancer som NATO. Krigen mod Irak er et prøveeksempel på den såkaldte Bush-doktrin, som åbner for »forebyggende krig« mod stater, der angiveligt truer USA’s nationale sikkerhed.

Irak-krisen er da også kun det mest dramatiske eksempel på de spændinger, der har præget forholdet mellem USA og Europa siden præsidentskiftet i USA. For eksempel sagde Bush nej til Kyoto-aftalen om det globale miljø og til Den internationale Straffedomstol – to mærkesager i EU’s udenrigspolitik.

Irak-krisen trækker også lange spor i det europæiske samarbejde. Frankrig er, sekunderet af Tyskland, blevet en global modvægt til USA, sådan som Paris længe har sukket efter. Og de socialdemokratiske partier i Europa er påfaldende enige om krigsmodstanden. Kun Storbritanniens Tony Blair skiller sig ud med støtten til Bush. Derimod er S-regeringerne i Tyskland og Sverige imod – ligesom de store oppositionspartier i Spanien, Italien og Danmark. S-partierne styrker nu arbejdet med en europæisk udenrigspolitik, som på vigtige områder står i modsætning til USA.

En mere uafhængig europæisk udenrigspolitik vil have et solidt folkeligt fundament – hvad enten den formuleres af EU, Frankrig/Tyskland eller S-partierne i Europa. Mens danskernes holdning til krigen er delt, er opinionen entydig i de fleste andre EU-lande: Et overvældende flertal er imod. Modstanden imod Irak-krigen afspejler, at den europæiske opinion er stadig mere kritisk over for USA under Bush.

Nye fronter i EU-debatten

Irak-krisen har allerede skabt nye fronter i dansk Europa-debat. Mens Venstre i årtier svøbte sig i blå flag og gule stjerner, lyder der nu mere EU-kritiske toner. Anders Fogh Rasmussen understreger, at en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU ikke er realistisk, og han siger nej til flertalsafgørelser om EU’s udenrigspolitik. Et forslag som Venstre ellers tidligere var åben overfor.

Visionen om et stærkt Europa næres i dag af socialdemokrater, radikale – ja, på nogle områder sågar SF. Efter Irak-krisen har SF-formand Holger K. Nielsen anslået nye europæiske strenge. Han understreger, at et styrket udenrigspolitisk samarbejde i EU i dag er »venstrefløjens projekt«, og at EU må udvikles til en modvægt til USA.

Holger K. Nielsen har længe erkendt, at folkesocialisterne måtte erstatte den gamle nej-linje med en mere fremadrettet Europa-politik. Han bruger Irak-krisen til at flytte baglandet. Opgøret mellem USA og Frankrig/Tyskland har imidlertid også rykket mere EU-skeptiske folkesocialister. For eksempel EU-parlamentsmedlem Pernille Frahm, der for nylig sprang ud som tilhænger af en fælles udenrigspolitik:

»Spørgsmålet er, om vi er villige til at afgive suverænitet på et område, der indtil nu har været kernen i enhver selvstændig stat, nemlig udenrigspolitik. Efter min opfattelse har denne suverænitet siden krigen været solidt placeret i lommen på den til enhver tid siddende amerikanske præsident. Foretrækker vi det frem for en fælles europæisk sikkerheds- og udenrigspolitik,« spurgte Pernille Frahm i Politiken.

Irak-forløbet får ikke alene følger for den hjemlige Europa-debat, men også for Danmarks stilling i EU. Skiftende udenrigsministre har siden Berlin-Murens fald søgt at manøvrere Danmark tættere på EU’s »kernelande« Frankrig og Tyskland. Anders Fogh Rasmussens Irak-politik er et brud med denne linje og kan give problemer på den forestående regeringskonference om en ny EU-forfatning.

Danmark er på grund af EU-forbeholdene ekstremt sårbar i disse forhandlinger. Fogh satser på, at forbeholdene blot kan flyttes over i den nye EU-forfatning, så danskerne kan stemme om dem på et senere tidspunkt. Men især forbeholdet over for overnationalt retligt samarbejde volder kvaler, fordi der fremover bliver langt mere overnationalt EU-samarbejde på dette område. De andre EU-lande skal således acceptere, at Danmark udvider sit forbehold og står uden for stadig større dele af unionen.

Både politikere og embedsmænd frygter, at nogle af de andre EU-lande bruger regeringskonferencen til at sige tak for sidst: »Frankrig og Tyskland ved, at de kan skabe store politiske problemer for den danske statsminister ved at sætte sig på bagbenene på dette område. Og netop derfor gør de det måske,« lyder en vurdering.

Per Stig er vingeskudt

Fogh har forskudt tyngdepunktet i dansk udenrigspolitik – fra det europæiske til det atlantiske og fra »blød« til »hård« sikkerhedspolitik. Mens danske styrker deltager i en krig uden om FN, er der sket store nedskæringer i »bløde« sikkerhedspolitiske initiativer som ulandsbistand og international miljøindsats. Regeringens forslag til næste års finanslov vil formentlig fortsætte denne linje og begrænse den såkaldte miljø- og katastroferamme. Nedskæringerne på den internationale bistand er sket trods voldsomme protester fra både socialdemokrater og midterpartier.

Forsøgene på at klinke skårene bliver ikke lettere af, at Irak-krisen har svækket udenrigsminister Per Stig Møller og hans ministerium. Per Stig Møller havde i flere sammenhænge forsikret, at danske styrker ikke blev sendt i krig på basis af Dansk Folkeparti, men i det afgørende øjeblik kunne han ikke levere varen. Det er udenrigsministeren og ikke statsministeren, der har bygget bro til politikere som Mogens Lykketoft og Niels Helveg Petersen, men Per Stig Møller er i stigende grad en konge uden land.

Netop brobygning bliver en mangelvare i de kommende måneder. Folketingets udenrigspolitiske nævn er netop rejst til Grønland, hvor USA har anmodet om at bruge Thule-basen i det amerikanske missilskjold. Den danske beslutning skal ifølge planen træffes allerede i denne måned.

Regeringens analyse er klar: Danmark kan ikke sige nej til USA på et så vitalt sikkerhedspolitisk spørgsmål. Om nødvendigt vil V og K træffe beslutningen i et nyt snævert flertal med Dansk Folkeparti. Hvis det sker, er den brede enighed om dansk udenrigspolitik brudt definitivt sammen.

I praksis ligger bolden dog hos Grønlands landsstyre. Hvis Grønland siger ja til missilskjoldet, vil socialdemokrater og radikale ikke gå imod. Og grønlændernes holdning er stadig i spil.

Stemningen på Grønland er dybt skeptisk, men kan - måske - vendes med solide indrømmelser: Dollar, kroner og frem for alt et tillæg til aftalen om Thule-basen, hvor landsstyret i Nuuk anerkendes som del af aftalen.

Hvis Fogh og Møller ikke kan levere dét, bryder helvedet løs. Regeringen vil ikke alene blive anklaget for igen at gå Washingtons ærinde, men også for at optræde som »koloniherre« over for Grønland. I så fald vil regeringen komme i tredobbelt krydsild fra Grønland, den hjemlige opposition og de mange lande i Europa, der er skeptiske over for USA’s missilskjold.

Irak efter krigen

Det helt skarpe hjørne i dansk udenrigspolitik ligger imidlertid ikke på indlandsisen, men i ørkensandet. Meget tyder på, at genopbygningen af Irak cementerer de skel i dansk politik, som blev skabt med krigsdeltagelsen.

De danske politikere siger godt nok, at FN skal have en »central rolle« i genopbygningen af Irak. Men Anders Fogh Rasmussen er også åben over for, at koalitionen under amerikansk ledelse kan overtage opgaven, hvis FN ikke kan blive enige. Og sådan går det nok. Landene i FN’s Sikkerhedsråd står – igen – meget langt fra hinanden.

Den amerikanske regering vil i bedste fald give FN nogle humanitære opgaver – og en stor del af regningen. Den politiske og administrative opbygning af det nye Irak vil USA imidlertid selv styre. På den anden side forlanger Frankrig og andre lande, at FN skal have en ledende rolle. Det bliver endog meget svært at finde et kompromis.

Danmark havner i et nyt dilemma, hvis også dette »FN-spor« ender blindt. Et irakisk styre uden støtte fra FN vil frem for alt mangle legitimitet. Det vil blive betragtet som et amerikansk protektorat – ikke kun i den arabiske verden, men også i det meste af Europa. Og det nye styre kan i værste fald blive til under borgerkrigs-lignende kampe mod islamiske fundamentalister, Saddam-tro fanatikere og lokale militser.

Herhjemme er regering og opposition enige om at yde humanitær bistand til Irak. Vandene skiller omkring den bredere økonomiske og militære støtte til et nyt regime. Mens oppositionen har knyttet bistanden tæt til FN, vil Fogh følge USA til eventyrets ende. Men hvor langt vil vi gå? Administrativ støtte? Politifolk? Tropper? Det afgørende stridspunkt bliver formentlig, om Danmark – også uden FN – skal stille tropper til en sikringsstyrke, der opretholder ro og orden under det amerikansk-indsatte styre.
Irak er kommet på dagsordenen for at blive.