Krig uden fredsslutning

En taber og en tromler eller en fleksibel og lydhør minister? Forskerne er uenige om beskæftigelsesministerens håndtering af deltidslovgivningen. Også fagbevægelsens rolle i sagen vurderes vidt forskelligt. Det eneste, der er enighed om, er, at den langstrakte ideologiske krig er endt uden fredsslutning og synderlige landvindinger.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) får vidt forskellige skudsmål for sin politiske håndtering af den omstridte deltidslov, der efter måneders dramatik blev endelig vedtaget i Folketinget ved en ekstraordinær samling 4. juni.

Også dansk fagbevægelse får både top- og bundkarakter, når uafhængige forskere skal vurdere, hvordan fagbevægelsen har håndteret det politiske slagsmål om deltidsloven.

»For en slumrende dansk fagbevægelse har deltidsloven været prøvestenen på dens fortsatte eksistensberettigelse, og den prøve har den klaret meget fint. Det har ikke kun været LO’s forretningsudvalg, der har været på stikkerne. Også tillidsrepræsentanter og faglige klubber på arbejdspladserne har været aktive i kampen,« siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

Ideologisk udmattelseskrig

Ifølge Flemming Ibsen var det velbegrundet, at fagbevægelsen rejste sig, da Claus Hjort Frederiksen begyndte sin »ideologiske udmattelseskrig«.

»Han udfordrede fagbevægelsen, fordi han med sit forslag satte sig ud over organisationerne og lod, som om de ikke eksisterede. Ideologisk krigsførelse, hvor det var den enkelte mod det store, grusomme system, og hvor fagbevægelsen var ét med systemet. Men Hjort gjorde regning uden vært, fordi hans deltidslov oprindeligt forudsætter, at den enkelte lønmodtager forhandler direkte med sin arbejdsgiver. Der overså han, at det enkelte medlem udmærket ved, at han står stærkere som organiseret i en stor flok.«

Set med Ibsens briller har fagbevægelsen bestået lakmusprøven og bevist, at der er krudt i den.

»Claus Hjort har helt utilsigtet mobiliseret og politiseret fagbevægelsen, der efter ti år med Nyrup ellers er blevet apolitiseret. Under Nyrup blev de formelle bånd mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet kappet, og lønmodtagere fik løbepas til at stemme hvad som helst ved folketingsvalgene, også borgerligt, hvis de bare var fagligt aktive.«

»Det er også i den ramme, at Hjort debuterede som minister, og han har regnet med, at mange arbejdere stemte borgerligt og ville elske frihedspakken, som deltidsloven er en del af. Han har helt forregnet sig,« fastslår Ibsen.

Det kunstneriske udtryk for hele lovgivningsprocessen har været til dumpekarakter, vurderer Flemming Ibsen. Han mener, at Claus Hjort Frederiksens optræden under det lange forkludrede forløb har givet ham så mange modstandere både i fagbevægelse, hos arbejdsgiverne og politisk, at det vanskeliggør hans videre færd som minister.

»Ministeren har skaffet sig mange fjender og mobiliseret fagbevægelsen for det rene pjat. For reelt har arbejsgiverne brug for medarbejdere på fuld tid netop nu, hvor behovet for mere arbejdskraft bliver udtalt med små ungdomsårgange og mange ældre uden for arbejdsmarkedet,« mener Flemming Ibsen.

LO tabte vindersag på gulvet

Jesper Due, arbejdsmarkedsforsker på Københavns Universitet, er uenig. Han er ikke i tvivl om, at Claus Hjort Frederiksen – set i bakspejlet – hellere ville have været deltidssagen foruden. Men han mener, at ministeren har været lydhør og fleksibel i lovgivningsprocessen.

»Det kommer bag på ham, hvor begrænset problemet med manglende adgang til deltid er, og at arbejdsmarkedets parter er parate vil at løse det ved de førstkommende overenskomstforhandlinger. Derefter lytter han til den kritik, der blandt andet kommer frem på en eksperthøring, tilpasser lovforslaget og giver LO mulighed for bare at sige, at »vi står inde for, at der ved næste overenskomstforhandlinger bliver adgang til deltid« og dermed tilsidesætte loven,« siger han.

Jesper Due peger på, at lovforslaget undervejs er blevet justeret med dobbelt bevisbyrde, mulighed for at den ansatte kan tage en tillidsmand med til forhandling, økonomiske sanktioner ved afskedigelse og mulighed for at aftale deltid ved overenskomstforhandliger.

»De negative ting er blevet minimeret. Og jeg mener: Hvor langt kan man komme, når nu udgangspunktet var, at der var tale om et stort angreb på den danske model,« spørger han.

Stabiliteten er truet

Aben sidder på LO, der ifølge Jesper Due har tabt en vindersag på gulvet: Man kunne have brugt sagen til at demonstrere, at ens aktiviteter og pression er lykkedes. I stedet sidder LO nu med ansvaret for den ustabilitet på arbejdsmarkedet, der bliver resultatet, hvis der fra fagbevægelsens side svares igen med de étårige overenskomster, man ved flere lejligheder har truet med.

Jesper Due håber på, at LO har lært af processen og minder om, at den danske model ikke er et mål, men et middel. En af de største forbedringer for det danske arbejdsmarked – lavinflationstrategien og opbygningen af arbejdsmarkedspensionen – blev til ved, at LO, Dansk Arbejdsgiverforening og den daværende regering med forskellige udgangspunkter fandt sammen om et kompromis, minder han om.