Konservativt bagland lettet over skilsmisse fra Venstre

Af Anne Marie Boesen
| @GitteRedder

En historisk vælgerlussing giver katastrofal stemning hos Konservative op til weekendens landsråd i Herning. Men midt i mørket er de fleste konservative lettede over, at partiet for første gang i mange år kan profilere sig frit og uafhængigt af Venstre, viser ny undersøgelse blandt konservative folketingskandidater. Partiet har fået friheden tilbage, og det gør livet sjovere, mener mange.

Foto: Foto:Linda Henriksen, Scanpix

SELVRANSAGELSE. Det elendige valgresultat var de konservatives egen skyld, fordi der var uro på bagsmækken. Men også ti år i skyggen af Venstre har slidt på Det Konservative Folkeparti. Nu gælder det om at bruge den nyvundne frihed til at profilere konservative mærkesager og generobre vælgerne.

Sådan lyder analysen fra en række af de konservative folketingskandidater, som stillede op til folketingsvalget 15. september. De mødes sammen med resten af partiet på lørdag til det årlige landsråd i Herning.

Ugebrevet A4 har i denne uge gennemført en undersøgelse blandt samtlige 82 konservative folketingskandidater for at få deres egen forklaring på det katastrofale valgresultat, hvor konservative både mistede regeringsmagten og samtidig blev reduceret til det mindste parti på Christiansborg. 35 konservative politikere, herunder flere ministre og toneangivende folketingsmedlemmer, har deltaget i den internetbaserede undersøgelse, hvilket giver en svarprocent på knap 43.

Intern uro i partiet er ifølge 17 konservative politikere den allervæsentligste årsag til den historiske vælgerlussing. Med andre ord er nedturen ifølge hver anden af de adspurgte konservative folketingskandidater en selvskabt plage.

Ti konservative kandidater erklærer, at det først og fremmest er nedslidningen efter ti år i regering, der har kostet stemmer. Seks konservative angiver en »anden årsag«, og det dækker over alt fra »formanden« til »en ufokuseret politisk linje«.

Fri til at være konservativ

Undersøgelsen viser også en stor lettelse over at være blevet skilt fra regeringspartneren Venstre.  Hele 30 ud af 35 konservative politikere er glade for et fremtidsscenarie, hvor Konservative frit kan profilere sig selv og sin politik frem for at være en del af et forpligtende regeringssamarbejde.

Alt i alt havde kun tre konservative politikere gerne set at partiet nu og her var en del af et forpligtende samarbejde.

Blandt de konservative folketingsmedlemmer, der fik fyresedlen af vælgerne den 15. september, er Charlotte Dyremose, der betegner valgresultatet som dybt utilfredsstillende.

»Men der er ingen tvivl om, at det altid slider at være det lille regeringsparti,« siger Charlotte Dyremose. 

Hun er på linje med de fleste deltagere i undersøgelsen, når hun erkender, at nederlaget især skyldes uroen i partiet. I januar blev Lene Espersen presset ud som formand, og Lars Barfoed tog over. Men formandsskiftet førte aldrig til et egentligt energi-boost blandt potentielle vælgere – tilsyneladende fordi tumulten blev afløst af politisk ordfører Henriette Kjærs boligsag, der endte med at få den konservative profil til at melde sig helt ud af politik.

»Det har været næsten umuligt at få lov at tale om politik, fordi alt har handlet om personer og strid. Det har simpelt hen været svært at trænge igennem med konservative holdninger,« konstaterer Charlotte Dyremose.

Slipper for ansvar for kompromis

Et andet tidligere folketingsmedlem fra den konservative gruppe, Rasmus Jarlov, skal også ud og søge nyt arbejde. Han peger også på uroen i partiet som den væsentligste årsag til valgnederlaget. Når det er sagt, vurderer Rasmus Jarlov, at partiet godt nok mister noget indflydelse ved ikke at være regeringsbærende. Omvendt kan situationen sagtens vendes til noget positivt.

»Der er den fordel, at vi nu kan stå mere frit, og at vi ikke skal stå til ansvar for så mange kompromisser, og derved heller ikke stå til ansvar for ting, som vi egentlig er imod. Nu kan vi nøjes med at sige, hvad vi selv mener, og vi kan stå udenfor forlig, hvis vi ikke er tilfredse. Det har vi ikke kunnet hidtil,« siger Rasmus Jarlov, der kalder stemningen i partiet »alvorlig«.

Men ligesom flertallet i undersøgelsen ser han frem til, at Konservative skal føre »skarp oppositionspolitik«. Det skal være med til at få Konservative ind på lystavlen hos vælgerne, mener Rasmus Jarlov på linje med 30 andre konservative, der alle erklærer, at partiet i høj eller i nogen grad skal være i opposition til den nye regering frem for at samarbejde med den.

En af partiets fremtrædende profiler fra valgkampen – der ønsker at være anonym – skyder i undersøgelsen med skarpt mod partiets ledelse:

»Partiet har forsømt idéudviklingen gennem flere årtier og haft for dårlige og ureflekterede ledere. Der er behov for samling omkring de konservative kerneværdier, som er langt mere end lav skat og erhvervspolitik, der har domineret billedet alt for meget de senere år.«

En anden kandidat vurderer, at partiets største udfordring lige nu er at undgå interne stridigheder.

»Det handler om at nyskabe partiet. Der er en gylden mulighed for, efter 10 år i skyggen af Venstre, at profilere konservative mærkesager, at råbe højt om hvad vi vil, uden den store hensyntagen regeringssamarbejdet kræver.«

En tredje konservativ understreger, at udfordringen består i »at rejse sig som et konservativt politisk parti, der ikke kan forveksles med de andre partier«.

Liberal Alliance Light

Netop det mener Charlotte Dyremose også er centralt for at generobre vælgere. Når nogle kalder Konservative for en light-udgave af Liberal Alliance, er det ifølge hende direkte forkert.   

»Vi kan aldrig vinde skattekonkurrencen med Liberal Alliance, der altid vil sænke skatten mere end vi vil. Og vi kan aldrig vinde velfærdskonkurrencen med de røde partier, fordi de stamper i jorden og fremtryller et eller andet pengetræ, hvor pengene falder ned fra. Vores opgave er at forklare, at det lyder godt med en masse skattelettelser og en masse milde gaver, men der er også en gylden konservativ middelvej, der både tager hensyn til at få skatterne ned og bevare velfærden,« siger hun og understreger, at det budskab har været svært at trænge igennem med.

Valgforsker og lektor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Rune Stubager er enig i, at den konservative krise bunder i tre ting: Intern uro, nedslidning efter mange år i regering og endelig at partiet har været i hård konkurrence fra blandt andet Liberal Alliance.

»Jeg ser nedturen som en kombination af uroen i partiet og nedslidningen efter ti år i regering. Og når andre stjæler konservatives politik, er det jo også fordi, at partiet ikke kunne profilere sig så hårdt, som det ville. Der må have været et ganske betydeligt reservoir af borgerlige vælgere, som ikke syntes, regeringen førte borgerlig politik. Da der så kom uro i partiet, var der givetvis mange af de samme vælgere i det erhvervsrettede segment, som jo lægger vægt på, at ledelsen er effektiv og professionel, der har mindre tålmodighed med den slags,« siger han og laver en direkte parallel til Liberal Alliances succes. Partiet gik fra at være under spærregrænsen i lange perioder til nu at sidde i Folketinget med ni mandater.

»Men Anders Samuelsens optur begyndte jo først, da den konservative krise tog fart. De to ting hænger uløseligt sammen. Liberal Alliance begyndte med at kapre konservative stemmer«, siger Rune Stubager.

Fra skidt til katastrofe

Ifølge politisk kommentator Hans Engell, der selv er tidligere konservativ partiformand og minister, er det forsimplet udelukkende at forklare valgnederlaget med partiets egen tumult og ballade.

Problemerne stikker langt dybere, fordi de også handler om politik, og hvis de konservative ikke forstår det, kan det få alvorlige følger for fremtiden, vurderer han:

»Partiet har bevæget sig fra noget skidt med Bendt Bendtsen, Lene Espersen og nu Lars Barfoed til det katastrofale. Tidligere var de konservative et parti, der stod godt i den offentlige sektor: I sundhedssektoren hos læger, sygeplejersker, og hos forsvaret, politiet, på højere læreanstalter – blandt professorer og andet. I det hele taget hos store statslige virksomheder. Alt det har de tabt, fordi partiet ensidigt har fokuseret på erhvervsliv og topskattelettelser. Og der må man bare sige, at på det område er de overhalet af Liberal Alliance. Mens de radikale har overhalet på det værdipolitiske, og på det erhvervspolitiske er de blevet overhalet af Venstre og Liberal Alliance,« siger han og summerer op:

»Når partiet står i så forfærdelig en situation som i dag, er det fordi, der ikke rigtigt er nogle vælgergrupper tilbage. Den gruppe, de forsøger at appellere til – erhvervslivets top – de har mange andre tilbud, og det er i øvrigt ikke en særlig stor gruppe,« siger Hans Engell.

Konservative folketingskandidater er ifølge A4-undersøgelsen udmærket klar over, at der er grupper af vælgere, som de ikke har fat i. 

28 ud af de 35 konservative kandidater peger på, at partiet har problemer med at appellere til offentligt ansatte, og 21 kandidater mener, at det især er kvinderne, som vender ryggen til konservative. Endelig peger 19 kandidater på, at partiet især har svært ved at få gennemslag overfor unge vælgere mellem 18 og 29 år. '

Opbakning til Barfoed for nu

Hans Engell peger på, at Lars Barfoed som leder er utrolig svækket efter et valgresultat, hvor ti konservative folketingsmedlemmer røg ud af Folketinget.

»Jeg giver Lars Barfoed et til halvandet år til at få meningsmålingerne til at rette sig. Når vi nærmer os et kommunalvalg i 2013, vil der være flere konservative borgmestre, der sidder på nogle utroligt spinkle aftaler rundt omkring, som vil begynde at kræve fremgang. Så Barfoed har stadig tid, men ikke uendeligt meget tid,« vurderer han.

Ifølge Ugebrevet A4’s undersøgelse er der dog intet der tyder på, at Lars Barfoed bliver tvunget til en exit så hurtigt. Direkte adspurgt om de konservative kandidater mener, at Lars Barfoed er den rette leder for Det Konservative Folkeparti i den nuværende situation, erklærer 25 i høj grad og 6 i nogen grad. Kun en enkelt svarer i mindre grad og en anden slet ikke.

Men efter at der har været gang i svingdøren for konservative partiformænd de seneste år, er der simpelt hen ikke råd til at sætte endnu en partiformand hurtigt på porten, vurderer valgforsker Rune Stubager. Med den nuværende krisestemning rykker man sammen for at redde, hvad reddes kan, anfører han.

»Lige nu er hans fremtid sikker. Men kan han ikke rette skuden op på mellemlang sigt, begynder der en diskussion om formandsskifte. Lige nu er der ikke noget alternativ, men om halvandet år er folketingsgruppen begyndt at arbejde og så kan der dukke nye profiler op. For eksempel en Benedikte Kiær,« siger Rune Stubager.

Så få konservative er der ikke

Selvom Charlotte Dyremose og Rasmus Jarlov begge blev vraget af vælgerne, bakker også de op omkring Lars Barfoed.

»Der er ro i baglandet nu, og det er også forudsætningen for igen at kunne profilere Konservative. Der er en fælles erkendelse af, at det her er benhårdt arbejde fremad. Det er brandhamrende ærgerligt, at der har været alle de her ting omkring lederskifte, men nu er der ikke andre veje end frem og Lars Barfoed er set med mine øjne den rette formand,« siger Charlotte Dyremose.

Men spørgsmålet, som mange tænker over disse dage, er, om Lars Barfoed med bare otte mandater i Folketinget kan skaffe vælgerfremgang og vende tilbage til de gode gamle dage i 1984, hvor Poul Schlüter fik næsten hver fjerde dansker til at sætte kryds ved Liste C og dermed gjorde partiet til landets næststørste.

»I 1984 sagde Poul Schlüter, at så mange konservative er der heller ikke. Nu må vi så sige, at så få konservative er der heller ikke. Nu er det et langt sejt træk for at forklare, hvad konservatisme er,« siger Charlotte Dyremose.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra den konservative leder, Lars Barfoed.