Konflikten lurer i kommuner og amter

Af

En konflikt på lærerværelser og sygehuse truer fra 5. maj. Et nej til forligsmandens mæglingsforslag er en realistisk mulighed som følge af høj stemmeprocent fra kritiske faggrupper og mere ligegyldighed fra de positive grupper. Det erkender selv den førende ja-siger, FOA-formand Poul Winckler.

En meget høj stemmeprocent i de få nej-forbund og en tilsvarende lav stemmeprocent i de mange ja-forbund kan betyde et samlet nej fra lønmodtagerne til forligsmandens mæglingsforslag – og dermed konflikt i amter og kommuner fra søndag den 5. maj.

Lønmodtagernes topforhandler, Poul Winckler, der samtidig er formand for det største enkeltforbund i amter og kommuner, Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA), er selv en klar fortaler for et ja. Men han erkender blankt, at han i løbet af det seneste par uger er begyndt at tvivle mere på, at ja’et kommer i hus.

»Hvis ikke ja-siden kommer op af sofaen og deltager mere effektivt end tidligere, risikerer vi et nej. Og jeg har det dårligt med, at den ligegyldighed kan medføre et nej,« siger Poul Winckler.

Og netop FOA er et af »problemforbundene«, når det gælder stemmeprocenten på ja-fløjen. Ligesom tilfældet er denne gang, anbefalede Winckler og den samlede FOA-top ved afstemningen i 1999 et ja fra medlemmerne, og de fik da også aftalen hjem med 70 procent ja-stemmer og 30 procent nej-stemmer. Men når man ser på, hvor mange der stemte, var resultatet imidlertid knap så flot. Kun 35 procent af FOA-medlemmerne i amter og kommuner havde nemlig ulejliget sig med at indsende deres stemmeseddel.

Sløve LO-forbund

Den lave stemmeprocent kendetegner generelt LO-forbundene, som repræsenterer cirka 385.000 af de 650.000 ansatte i amter og kommuner. Flertallet af de medlemmer, der stemmer, følger måske nok i store træk ja-anbefalingen fra deres forbundsledelse, men det er et højt tal, hvis stemmeprocenten i et LO-forbund kommer over 40.

Derimod er engagementet stort hos lærerne, hvor hele 80 procent afgav deres stemme i 1999. Og når en samlet hovedstyrelse i Danmarks Lærerforening anbefaler et nej, er det langt fra usandsynligt, at tre ud af fire lærere vil stemme nej. Hvis stemmeprocenten samtidig bliver holdt på det høje niveau fra 1999, kan lærerne altså levere en ordentlig portion nej-stemmer.
Og lærernes formand, Anni Herfort Andersen, tror på, at hendes medlemmer igen vil være flittige ikke blot til at stemme, men også til at stemme nej.

»Jeg har hele tiden sagt, at det godt kan blive et samlet nej. Og det mener jeg stadig,« siger hun.

Sygeplejerskerne svigter formanden

Mens det kun var lærernes formand blandt de medlemstunge forbund, der anbefalede et nej umiddelbart efter fremsættelsen af mæglingsforslaget, så er sygeplejerskerne siden hoppet på den samme galej. Sygeplejerskernes formand, Connie Kruckow, er ganske vist ja-siger, men hun er blevet overtrumfet af et solidt flertal på sygeplejerskernes kongres, hvor 116 delegerede sagde nej, og blot 41 sagde ja.

Hvis ellers de kongresdelegerede har føling med medlemmerne – og det havde de vel at mærke i 1999, hvor et lignende nej-flertal blev fulgt op af et klart nej ved urafstemningen – må man gå ud fra, at sygeplejerskerne stemmer nej med en bred margen. Og da 60 procent af sygeplejerskerne stemte i 99, ligger valgdeltagelsen også her højt i forhold til LO-forbundene.

Det er altså lærerne og sygeplejerskerne, som tilsammen udgør cirka 125.000 af de knap 650.000 ansatte i kommuner og amter, der formentlig vil levere klare nej-resultater. Men det kan heller ikke udelukkes, at de godt 55.000 pædagoger og de cirka 35.000 akademikere vil mønstre et nej-flertal, omend det i så fald formentlig vil blive noget mere beskedent.

Hård mobilisering på nej-siden

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet er også meget opmærksom på, at man ikke skal lade sig snyde sig af, at »nej-forbundene« repræsenterer et klart mindretal af de ansatte, fordi de til gengæld er de mest engagerede og dermed dem, der er bedst til at indsende stemmesedlen.

»Jeg tror på enten et lille ja eller et lille nej, og hvis jeg skal spå, hælder jeg nok mest til et lille nej. Nej-siden mobiliserer hårdt, og derfor kan det nemt ende med en afstemning for eller imod ny løn,« siger Flemming Ibsen.

Grupper af nej-sigere blandt først og fremmest lærere har for eksempel indrykket store annoncer i landsdækkende aviser, mens ja-siden har ført en noget mere tilbagetrukket tilværelse og blot sendt det obligatoriske urafstemningsmateriale om forliget til medlemmerne, informeret i fagbladene samt afholdt en række medlemsmøder.

»Jeg tror, at det materiale, vi har sendt til medlemmerne, har været for omfattende. Vi har da overvejet, om vi også skal indrykke avisannoncer. Men vi har en forpligtelse til at oplyse redeligt, og vi vil ikke konkurrere på manipulation« siger Winckler, som mener, at der manipuleres med tallene i nej-annoncerne.

Ti procent strejker

Hvis afstemningen ender med et nej, er der formentlig ingen tvivl om, at der udbryder konflikt fra søndag den 5. maj. Ganske vist er der ikke noget i vejen for, at arbejdsgivere og lønmodtagere kan tage kontakt til hinanden og skabe forlig inden da, men det vil være særdeles overraskende.
En konflikt vil i første omgang omfatte cirka ti procent af de ansatte fordelt bredt på faggrupperne og de enkelte amter og kommuner, som lønmodtagergrupperne allerede har varslet konflikt for. Lønmodtagerne har udarbejdet en strategi, som for eksempel betyder, at lærerne strejker i nogle kommuner, mens hjemmehjælperne strejker i nogle andre.

Lønmodtagerne kan vælge at optrappe konflikten på et senere tidspunkt, ligesom arbejdsgiverne kan vælge at benytte sig af deres konfliktvåben, lockout. Hvis de vælger at gøre det, skal de varsle fire uger inden, og det betyder altså, at en altomfattende konflikt tidligst kan bryde ud i slutningen af maj.

Tavse arbejdsgivere

Næstformanden for Løn- og personaleudvalget i Kommunernes Landsforening, Skanderborg-borgmester Aleksander Aagaard (V), ønsker ikke at svare på, om arbejdsgiverne vil lockoute.
»Vi kan da godt se, at der er en reel risiko for et nej. Og vi har gjort nogle overvejelser, men ikke truffet nogen endelig beslutning,« siger Aleksander Aagaard.

Der var sidst konflikt i den offentlige sektor i 1999, hvor sygeplejerskerne stemte nej til det overenskomstforlig, der var opnået med kommuner og amter. Og den konflikt fik ikke lov at vare mere end ti dage, før den socialdemokratisk ledede regering ophævede forliget til lov og pålagde sygeplejerskerne at trække i arbejdskitlerne igen.

Men nu er sagen en ganske anden. Ender afstemningen med et samlet KTO-nej til mæglingsforslaget og dermed konflikt, vil det nemlig blive den første prøve på, hvordan den nye borgerlige regering vil håndtere en konflikt på arbejdsmarkedet. Og selv om centrale områder for regeringen som ventelisterne på sygehusene og ældreplejen vil komme til at lide under en konflikt, er den generelle opfattelse blandt centrale aktører, at et indgreb ikke ligger lige for.

Minister har lært lektien
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) ønsker ikke at udtale sig om, hvordan regeringen vil håndtere en eventuel konflikt. Dermed har han lært den lektie, som blandt andre daværende undervisningsminister Margrethe Vestager (R) gjorde, da hun kom for skade at udtale sig positivt om muligheden for et indgreb, hvis lærerne gik i konflikt i 1999. Det blev hun ikke just populær på hos de faglige organisationer.

Venstres arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg, lægger ligesom sin kollega i Det Konservative Folkeparti, Lars Barfoed, meget vægt på at værne om den danske model og vil derfor også meget nødigt tale om indgreb fra Folketingets side.

»Udgangspunktet er, at det er en faglig konflikt, som må løses efter de spilleregler, der gælder for det,« siger Lars Barfoed.

Selv om de udsagn er forventelige i en situation, hvor politikerne er meget opmærksomme på ikke at blive beskyldt for at blande sig, passer de også meget godt ind i den teori, som pædagogernes formand, Bente Sorgenfrey, lufter.

»Så længe det kun er ti procent, der strejker, kan regeringen måske have en interesse i at svække de faglige organisationer ved at dræne deres pengekasser. Så kan man også give de offentligt ansatte skylden, hvis man ikke når sine mål på sygehus- og ældreområdet,« siger hun.