INTERVIEW

»Kommunernes sociale indsats drukner i bureaukrati og palaver«

Af | @MichaelBraemer

Det offentlige er lammet af bureaukrati, langsommelighed og manglende evne til at se det enkelte menneske. Som forstander på den sociale organisation Askovgården på Nørrebro har Per I. Hensen i 40 år haft en hverdag med nogle af samfundets svageste. Han har et bud på, hvorfor privat, social bistand kan boome i verdens mest udbyggede velfærdsstat.

»Vi ser på det hele menneske og tager individuelle hensyn i vores 
arbejde. I kommunen sidder der derimod en sagsbehandler og holder sig 
stramt til en lovparagraf, hvis en person skal hjælpes,« siger Per I. Hensen.

»Vi ser på det hele menneske og tager individuelle hensyn i vores arbejde. I kommunen sidder der derimod en sagsbehandler og holder sig stramt til en lovparagraf, hvis en person skal hjælpes,« siger Per I. Hensen.

Foto: Frederik Jimenez

Da Per I. Hensen som leder af Askovgården aftalte med Rigshospitalet, at ngo’en skulle tage sig af den sociale side af behandlingen af personer med spiseforstyrrelser, var der to måneder senere købt et hus til formålet, og efter et halvt år var behandlingen i fuld gang. Sådan! Og så er behandlingen, i parentes bemærket, en stor og bredt anerkendt succes, som har bredt sig til hele landet.

Helt anderledes, da han i 1995 havde gjort et afbræk i sit sociale arbejde i ngo-regi (non governmental organisation) og var blevet udviklingschef i Storstrøms Amt. Han blev han bedt om at lave en udviklingsplan for etableringen af en døgninstitution for børn.

Klik her for at læse Per Ingold Hensens blå bog

Institutionen blev indviet fire år senere – to år efter han var fratrådt sin stilling og var tilbage som forstander for Askovgården, der startede som et lokalt, socialt arbejde på Nørrebro i København i 1943, men siden har spredt sine aktiviteter til hele landet.

De to meget forskellige forløb viser ifølge Per I. Hensen, hvor forskelligt det offentlige og en privat organisation fungerer. Og hvorfor der i et land som Danmark med en af verdens mest udbyggede sociale sektorer kan være en stadig og endda stigende efterspørgsel efter ngo’ers arbejde i forhold til samfundets svage og udsatte.

Per I. Hensen har netop skrevet en diger bog, ’Mit liv med Askovgården 1943-2012’, om sit næsten 40 år lange arbejde som forstander for Askovgården, der kun blev afbrudt af det to-årige ophold i Storstrøms Amt.

»I amtet havde jeg fire chefer og kunne ikke lave noget på egen hånd. Alt skulle op i politiske udvalg og hen i andre afdelinger og vurderes. Det tog jo oceaner af tid. Jeg var vant til, at når jeg fik en idé, for eksempel om behandling af spiseforstyrrelser, så kunne jeg handle med det samme,« siger forfatteren, der har en uddannelsesmæssig baggrund som både cand. mag. i dansk og cand. psych.

Tungt offentligt system

Ud over behandling af spiseforstyrrelser driver Askovgården i dag blandt andet en lang række specialskoler for børn, behandling af voldelige mænd og voldsramte familier, beskæftigelsesprojekter, væresteder for psykisk syge og forskellige sociale tilbud og dagsinstitutioner for kommuner.

Langt hen ad vejen forstår Per I. Hensen godt, at kommunerne er så træge og må trække på hjælp udefra, når der skal tænkes nyt og anderledes.

»Jeg siger ikke, at de altid gør tingene forkert. De har ikke den frihed, vi har, og er bundet af et politisk system, som er ansvarlig for de ting, der gøres,« siger han.

Vi ser på det hele menneske og tager individuelle hensyn i vores arbejde. I kommunen sidder der derimod en sagsbehandler og holder sig stramt til en lovparagraf, hvis en person skal hjælpes.

Per I. Hensen understreger, at det i et velfærdssamfund skal være politisk valgte mennesker, der styrer tingene.

Men uanset forklaringerne kan det offentlige opleves MEGET tungt og ufleksibelt for borgere og samarbejdspartnere. Og uanset de vilkår, kommunerne arbejder under, kunne de gøre indsatsen for borgerne meget lettere og effektiv, hvis de i højere grad så på borgerne som hele mennesker, mener Per I. Hensen.

»Vi ser på det hele menneske og tager individuelle hensyn i vores arbejde. I kommunen sidder der derimod en sagsbehandler og holder sig stramt til en lovparagraf, hvis en person skal hjælpes. Den narkodømte pige, der løslades fra fængslet uden penge, uddannelse og et sted at bo, men til gengæld med et barn, vil kommunen jo have aktiveret med det samme. Fordi loven siger det. Vi siger, at der lige er nogle andre ting, der skal på plads først,« forklarer han.

Blindebuk

Per I. Hensen mener også, at det offentlige ofte famler i blinde, når det handler om sociale indsatser. Han har selv undervist i psykologi på Danmarks Pædagogiske Universitet og blev i den forbindelse meget optaget af forskning i socialt arbejde.

Det har ført til, at Askovgårdens forskellige indsatser løbende evalueres i samarbejde med forskningsinstitutioner.

På sundhedsområdet står lægerne jo ikke og fumler og eksperimenterer, når de skal udføre en hjertetransplantation. Man ved, hvilken metode der virker. Men på det sociale område aner man ikke, hvad der virker.

Tilsvarende nysgerrighed efter at vide, om tingene nu også virker, efterlyser han fra de sociale myndigheders side.

»Ser man på de tre sektorer, vi samarbejder med det offentlige på – sundhed, undervisning og sociale indsatser – følger man godt med på de to første områder, men slet ikke på det sidste. På sundhedsområdet står lægerne jo ikke og fumler og eksperimenterer, når de skal udføre en hjertetransplantation. Man ved, hvilken metode der virker. Tilsvarende på undervisningsområdet, hvor man takket være forskellige tests ved nøjagtig, hvor matematikundervisningen halter. Men på det sociale område aner man ikke, hvad der virker,« påpeger han.

Uddannelse som løftestang

Da Per I. Hensen forlod Askovgården i 2012, var det en erhvervsdrivende fond med et årligt budget på 100 millioner kroner, 300 ansatte over hele landet og et par hundrede frivillige.

»I amtet havde jeg fire chefer og kunne ikke lave noget på egen hånd. Alt skulle op i politiske udvalg og hen i andre afdelinger og vurderes. Det tog jo oceaner af tid,« siger Per I. Hensen. Foto: Frederik Jimenez

Der er en verden til forskel fra dengang i 1943, da Askovgården etablerede sig på det forarmede Nørrebro med dagtilbud til mødre og deres børn. Det var som såkaldt settlement – et begreb, der aldrig har vundet den samme genklang i Danmark som i for eksempel USA og England, og som man derfor er holdt op med at bruge udadtil, selv om man stadig bekender sig til ideologien.

Settlement-tanken stammer fra England, hvor den første gang blev ført ud i livet i slutningen af 1800-tallet blandt dokarbejdere i det fattige Øst-London. I kort form drejer det sig om en alliance mellem akademikere og arbejdere, hvor unge akademikere – både i deres egen, arbejdernes og samfundets interesse – nedsætter sig blandt arbejdere og sammen med dem kæmper for at forbedre arbejdernes livsvilkår.

Modellen opstod i tiden lige efter, at Marx i London havde forfattet ’Kapitalen’. Men selv om der er overensstemmelse mellem Marx’ og settlement-fædrenes samfundsanalyse, var ideologien ikke revolutionær, men evolutionær. Den sigtede altså på en gradvis forbedring af det arbejdende folks levevilkår. Og midlet til det løft var ifølge settlement-ideen uddannelse.

En jungle af lejekaserner

Så da en gruppe tidligere elever fra Askov Højskole – deraf navnet ’Askovgården’ – brød ud af Kristeligt Studenter Settlement på Vesterbro og lånte sig ind hos DSU i Slotsgade på Nørrebro, var det blandt andet med tilbud til de fattige Nørrebro-borgere om børneklubber og sykurser til kvarterets husmødre, så de kunne få det bedste ud af en situation, hvor krigen havde skabt mangel på alt.

Børn, der leger i en baggård på Nørrebro. Foto: Askovgården

Det indre Nørrebro var dengang en jungle af kummerlige lejekaserner med trange korridorlejligheder, hvor børnerige familier var stuvet sammen på under 25 kvadratmeter, og man skulle være heldig, hvis der var et toilet til deling mellem flere etager. Da befolkningstallet toppede, boede der 100.000 mennesker på en halv kvadratkilometer – svarende til den plads, Amalienborg optager.

Mændene havde deres frirum i en af Danmarks største koncentration af værtshuse, men kvinder og børn havde behov for andre tilbud for at få adspredelse og et løft i den grå hverdag. En feriehytte i Sverige til stenbroens børn indgik også hurtigt i settlementets tilbud.

Siden har bysanering i 70’erne fjernet de værste boliger og erstattet dem med nye, almennyttige af en helt anden standard. Den oprindelige, arbejdende befolkning forsvandt for en stor dels vedkommende til nybyggeri i Tingbjerg, Skovlunde og Ballerup, mens nye folk flyttede ind i kvarterets nyopførte boliger.

Men med nye indbyggere, hvoraf 80 procent var kontanthjælpsmodtagere, kom også nye udfordringer for Askovgården.

»Samfundet har jo ændret sig. Det var industrialiseringen og den arbejderklasse, den skabte, der satte det hele i gang. Men den eksisterer jo ikke mere. Til gengæld er vi fulgt med tiden og har hele tiden haft blik for områder, som det offentlige ikke har tilgodeset,« siger Per I. Hensen.

Luk de gale ud

Som eksempel nævner han Askovgårdens etablering af det første center for mennesker med psykiske problemer i 1975. Den fulgte i kølvandet på gale- og antipsykiatribevægelsen og dens budskaber om, at ’de gale’ ikke skal være lukket inde, men ud og have et almindeligt liv.

Nej, vi har ikke ændret samfundet. Men vi har givet en masse mennesker nogle livsmuligheder og en genstart i livet.

Settlement-ideen om, at man går ind i et belastet område for at gøre op med nogle sociale problemer én gang for alle, har Askovgården således måttet revidere. Erkendelsen er, at de sociale problemer er konstante, men blot ændrer karakter.

»Nej, vi har ikke ændret samfundet. Men vi har givet en masse mennesker nogle livsmuligheder og en genstart i livet. Og i virkeligheden var den oprindelige tanke jo heller ikke at gennemføre en revolution, men derimod en evolution ved, at det enkelte menneske skulle uddannes,« siger Per I. Hensen.

Årsberetning fra Askovgården, 1978.

Også på mandskabssiden har Askovgården tilpasset sig nye tider.

Op til 80’erne var det frivillige studenter med bevægelsens ideologi på rygmarven, der var de bærende i Askovgårdens sociale indsats. I storhedstiden var der 300 frivillige engageret. Når Askovgården overhovedet har frivillige i dag, er det fordi, den for få år siden optog en lokal, frivillig Nørrebro-organisation: Rabarberlandet.

»De frivillige studenter forsvandt. De fik mere travlt med studierne og studenterjob, fordi det fattige studenterliv på kolde kvistværelser ikke længere var så attraktivt. Men de rent frivillige organisationer eksisterer jo heller ikke i særlig stort omfang mere. Det kan de ikke med de krav, der trods alt stilles til deres indsats,« siger Per I. Hensen.

Vigtig forskel

Han mener, det er vigtigt at skelne mellem frivillige organisationer og ngo’er som Askovgården. Mange ngo’er kalder sig ’frivillige’, selv om de har store organisationer med lønnet ledelse og professionelle ansatte, og det ser han som problematisk.

»Frivillige er et supplement til det professionelle arbejde. En ngo som Askovgården, derimod, tager mere direkte del i offentlige opgaveløsninger på nationalt plan ved, at der indgås driftsoverenskomster med det offentlige om opgaver, som stat eller kommuner har ansvaret for. Og det offentlige fører så kontrol med, at arbejdet udføres i overensstemmelse med lovgivningen,« forklarer Per I. Hensen.

Og som sådan spår han Askovgården en stor fremtid.

»Ngo’er vil formentlig få et langt større handlerum i fremtiden, fordi de har en række indbyggede fordele, som hverken det offentlige eller private aktører har. De er fri for den offentlige, lovbaserede og politisk styrede organisering og fri for de privates krav om, at en aktivitet skal give overskud. Og som ngo har man stor handlefrihed og mulighed for at skabe relevante tilbud til forskellige målgrupper,« lyder begrundelsen.

Aktivering er fremtiden

Det helt store udviklingsfelt for Askovgården ser han inden for aktivering, som organisationen allerede er godt i gang med.

»Ledige er jo prisgivet i det offentlige system. Jobcentrene er kæmpe bureaukratier, hvor medarbejderne skifter hele tiden, og hvor brugerne aldrig får fat i den samme medarbejder, de talte med sidst. De er heller ikke i centrum i arbejdet, der mest af alt handler om, hvilken lovparagraf der skal i anvendelse, og hvilket papir der skal udfyldes,« siger han.

I erhvervslivet tager man hurtige beslutninger, og beslutter man sig for at ride i dén retning, så er det det, man gør. Og så står en grænseløs, kommunal palaver kun i vejen.

Hvis en beskæftigelsesindsats skal nytte, skal man tage udgangspunkt i den enkeltes situation og ønsker og derudfra udstikke nogle retninger, mener den tidligere forstander for Askovgården.

»Vores tilgang har været: ’Jeg bestemmer ikke, men giver dig nogle muligheder og vil sørge for, at du kommer videre så vidt, det er realistisk muligt’. I det offentlige handler system det først og fremmest om at få flest mulige igennem,« lyder Per I. Hensens vurdering.

Hund og kat

På baggrund af blandt andet et beskæftigelsesprojekt for unge indvandrere fra Mjølnerparken på medicinalvirksomheden NOVO mener han også, at både ledige og arbejdsgivere er bedst tjent med, at det offentlige holder sig i baggrunden og overlader det praktiske arbejde til andre.

»Det private erhvervsliv er er ikke begejstret for den måde, kommunerne tænker på. De to parter er som hund og kat. I erhvervslivet tager man hurtige beslutninger, og beslutter man sig for at ride i dén retning, så er det det, man gør. Og så står en grænseløs, kommunal palaver kun i vejen,« fastslår Per I. Hensen.