Kommunerne bestemmer VKO-plans succes

Af Jan Birkemose, redaktør

Regeringen håner S og SF for, at deres økonomiske plan er afhængig af arbejdsmarkedets parter. Men regeringen glemmer, at dens egen plans skæbne ligger i kommunernes hænder.

LEDER Dansk politiks to store økonomiske planer har mindst en ting til fælles: Politikerne på Christiansborg kan ikke gennemføre dem alene. Derfor har regeringen og Dansk Folkeparti brugt det meste af forrige uge på at så tvivl om S-SF-planen ’Fair Løsning’. Med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i spidsen har regeringens politikere med stor og synlig fornøjelse boret i, at Socialdemokraterne og SF er afhængige af, at arbejdsmarkedets parter efter en kommende trepartsaftale kan øge samfundsøkonomien med 15 milliarder kroner.

Men mens de borgerlige politikere har haft travlt med at bebrejde fagbevægelsen, at den ikke vil spille sine kommende forhandlingskort på bordet to år før tid, glemmer de at fortælle, at deres egen plans skæbne hviler på 98 borgmestres gode viljer og evner.

Genopretningsplanen fra VKO er nemlig ikke bare afhængig af, at der bliver forhandlet en historisk, pauver aftale på plads med kommunerne. Planen er i endnu højere grad afhængig af, at kommunerne overholder aftalen. Sandsynligheden, for at aftalen vil blive holdt, er ud fra en hurtig vurdering mere end almindelig tvivlsomt.

Dels viser forrige års kommunale økonomi – hvor 93 ud af 98 kommuner sprængte budgetterne med tilsammen 5,1 milliarder kroner – at kommunerne har utrolig svært ved at få pengene til at slå til, og dels bliver økonomien endnu strammere fremover.

Kravet fra regeringens side er, at kommunerne skal have nulvækst, hvilket kan lyde tilforladeligt. Men eftersom kommunernes opgaver hele tiden vokser på grund af flere ældre og et større antal sociale opgaver, som er svære at holde i stramme, økonomiske tøjler, betyder nulvækst, at kommunerne reelt skal spinke og spare.

Hidtil har regeringen kørt en meget uforsonlig linje over for kommunerne og effektivt undladt at kæde kommunernes manglende økonomiske troværdighed sammen med troværdigheden i genopretningsplanen. Det meste af foråret har Claus Hjort Frederiksen befundet sig helt oppe i det røde felt, når ordet kommunalbudget blev nævnt i hans nærhed. Men i slutningen af forrige uge skiftede han pludselig humør og skænkede smilende kaffe op til kommunernes topforhandlere.

Med ordene »vi er politikere alle sammen. Vi ved, hvor svært det er,« afslørede han måske en skjult erkendelse af, at han ikke opnår noget ved at håne borgmestrene. Frem for alt – og det er sikkert også gået op for Claus Hjort Frederiksen – har han og regeringen mere at tabe end kommunerne og borgmestrene, der fortsat vil være ved magten efter næste folketingsvalg.

Når situationen er sådan, at andre har ens fremtid i hænderne, nytter det ikke noget at spy ild og røg, hver gang man er i dialog med dem. Finansministeren er dog ikke mere naiv, end at han udmærket er klar over, at han ikke kan charmere borgmestrene til at overholde budgetterne. Derfor lancerer han også en trussel om dummebøder i milliardklassen i kommunernes bloktilskud, hvis budgetterne skrider. Den udsigt vil nok få de fleste borgmestre til at lægge sig alvorligt i selen for at få styr på økonomien.

Men det ændrer ikke på det faktum, at et vigtigt element i genopretningsplanen ikke ligger i regeringens hænder, men derimod er spredt ud på 98 nødlidende kommuneøkonomier.