Kommuner svigter traumatiserede flygtninge

Af

Hjælpen til flygtninge med traumer halter gevaldigt i kommunerne. Effektiv og nødvendig indsats drukner i massiv mangel på koordinering og skæve målkrav. Økonomiske kortsigtede interesser forhindrer den bedste hjælp. Børnene risikerer at bliver tabere.

Foto: Foto: Kåre Viemose/Polfoto

TRAUME Angst, depression, søvnbesvær og kroniske smerter. Det er bare et lille udpluk af de mange lidelser og følgevirkninger, der optræder på sygejournalen hos op imod halvdelen af Danmarks i alt 84.000 flygtninge.

Men selvom både læger, socialrådgivere, kommuner og organisationer er enige om den bedste hjælp er en sammenhængende og tværfaglig indsats, er det yderst sjældent, hvad tusindvis af traumatiserede flygtninge møder i det kommunale system.

Det er den barske konklusion i en ny undersøgelse, som analyse- og rådgivningsfirmaet LG Insight har lavet for Social-, Børne- og Integrationsministeriet.

I stedet møder flygtningene et væld af kommunale instanser, aktører og sagsbehandlere, hvis indbyrdes koordinering halter i en sådan grad, at det ødelægger den indsats, der skal hjælpe de traumatiserede flygtninge videre.

Ifølge undersøgelsen, der er gennemført blandt medarbejdere, der er i berøring med traumatiserede flygtninge i 96 ud af landets 98 kommuner, erklærer kun en ud af fem sig enig i, at ”kommunens indsats er koordineret og helhedsorienteret”. Og kun hver fjerde mener, at indsatsen til de traumatiserede flygtninge bygger på et tværfagligt samarbejde.

I Dansk Flygtningehjælp lægger Mette Blauenfeldt, leder for Center for Udsatte Flygtninge, ikke skjul på alvoren i den ukoordinerede indsats.

»Når man kommer som flygtning til et nyt land, har man brug for en helhedsorienteret indsats. Men der mangler i høj grad koordinering på tværs af de kommunale instanser. Der er ingen tvivl om, at det er et stort problem,« siger Mette Blauenfeldt.

Problemer bliver værre

Det er Edith Montgomery, der er seniorforsker og psykolog hos behandlingscenteret og forskningsenheden Dignity – Dansk Center for Tortur, fuldstændig enig i.

»Mange af dem, der kommer hos os, har været igennem en lang række indsatser, som ikke har været koordineret. Hvis man gør noget på ét område, men ikke på et andet, får de traumatiserede ikke den nødvendige helhedsbehandling. Og problemerne bliver forværret, når de går med det længe,« siger Edith Montgomery.

I det hele taget vækker kommunernes manglende koordinering stor frustration hos deres samarbejdspartnere i det sundhedsfaglige system, der står for traumebehandlingen. Overlæge Morten Sodemann fra Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital genkender i høj grad undersøgelsens konklusioner fra sit samarbejde med flere kommuner på Fyn og i Sønderjylland.

»Det er meget vilkårligt og omskifteligt, hvad kommunerne har af kompetencer og tilbud til den her gruppe. Indsatsen er meget projektdrevet, og nye tiltag både opstår og forsvinder meget hurtigt, hver gang der kommer en ny socialchef eller et andet politisk flertal,« siger Morten Sodemann.

Han fremhæver, at den nuværende indsats i kommunerne skyder helt forbi det forløb, de traumatiserede flygtninge i virkeligheden har brug for.

»Det er meget bekymrende, at den befolkningsgruppe, der har allermest behov for ro og enkelthed, samtidig er den, der mødes med flest sagsbehandlere og flest læger og flest omskiftelige programmer og initiativer,« siger overlægen.

Børn hårdt ramt

Problemet er også velkendt i Kommunernes Landsforening, KL, oplyser chefkonsulent Birger Mortensen.

»Jeg genkender problematikken omkring den manglende koordinering. Det er ikke nødvendigvis let for kommunerne at få bundet indsatsen sammen, når der er mange forskellige aktører inde over forløbet på samme tid,« siger Birger Mortensen.

Men netop ro i sagsbehandlingen er afgørende for at minimere de langsigtede konsekvenser af traumerne. Det gælder især for flygtningeforældre, der er i overhængende fare for at videregive symptomerne til deres børn. Psykolog og seniorforsker Edith Montgomery fra Dignity forklarer:

»Børnene kan enten være direkte traumatiserede eller lide under deres forældres traumer. Her er det enormt vigtigt, at man så tidligt som muligt skaber ro omkring familien. Så er der større chance for, at de kan klare sig,« siger Edith Montgomery.

Børnene er i det hele taget meget oversete i systemet, mener både hun og overlægen fra Indvandrermedicinsk Klinik. Det vil skabe massive samfundsmæssige problemer på længere sigt, hvis det ikke tages alvorligt, mener overlæge Morten Sodemann.

»Børnene i de her familier er nok det mest oversete sundhedssociale problem, vi har i Danmark lige nu. Her snakker vi om forældre med fem-syv børn. Hvis ikke vi har styr på forældrene, står vi pludselig med fem-syv ekstra problemer i næste generation. Det er der nogen på et lidt højere plan, der er nødt til at indse,« siger overlægen.

Skarp opdeling

Flere aktører, som Ugebrevet A4 har talt med, peger på selve opbygningen i det kommunale system som årsag til den haltende indsats. Siden kommunalreformen i 2007 har kommunale instanser som eksempelvis jobcenter og socialforvaltning funktionsmæssigt været skarpt opdelt.

Det går ud over samarbejdet på tværs af afdelinger og dermed den helhedsorienterede traumeindsats, mener chefkonsulent Birger Mortensen fra KL.

»Det at man har fået påtvunget en organisatorisk adskillelse af indsatsen, har absolut ikke været fremmende for en helhedsorienteret tilgang. Tværtimod,« siger Birger Mortensen.

Samme indtryk har seniorforsker og psykolog Edith Montgomery.

»Den opdelte praksis giver en del problemer, fordi rehabilitering ikke handler om en enkelt behandling, men derimod om at sætte ind på mange problemområder, både fysiske, psykiske, sociale og familiemæssige, på én gang,« siger Edith Montgomery.

Hun bakkes igen op af overlæge Morten Sodemann.

»Problemet er, at de traumatiserede flygtninge er i en suppedas, der egentlig ikke kan skilles ad, mens kommunerne lader som, at den kan skilles ad,« siger Morten Sodemann.

Hos KL efterlyser Birger Mortensen en blødere struktur, der gør det muligt for de forskellige afdelinger at arbejde mere sammen.

»Det virker underligt, at man gennem en lovgivning helt ned i detaljer fastlægger, hvordan kommunerne skal organisere opgaven. Vi ser gerne, at der sker en opblødning, så kommunerne får en større grad af frihed til at tilrettelægge indsatsen på en måde, der er mere hensigtsmæssig,« siger Birger Mortensen.

Kan lade sig gøre

I Skive Kommune er det lykkedes at samle de aktører, der ellers aldrig ville mødes.

»Det gælder om at samle den viden, man har opnået hos de forskellige parter. Her er det oftest mere hensigtsmæssigt at sidde rundt om samme bord, fordi man så kan forholde sig til problemstillinger på stedet uden først at skulle indhente oplysninger fra én side og dernæst drøfte dem til anden side, før man kan træffe en beslutning,« siger Find Hald, der er teamleder i Skive kommune.

I såkaldte ”processuelle netværksmøder” inviteres alle relevante aktører ind i samme rum i minimum et par timer ad gangen sammen med den flygtningefamilie, hvis sag skal behandles. Og det kan betale sig, mener han.

»Møderne er ressourcekrævende i den forstand, at der er mange deltagere. Men i sidste ende er det tidsbesparende og mere effektivt,« siger Find Hald.

Også Edith Montgomery fra Dignity, der selv har erfaring med afholdelsen af netværksmøder, oplever dem som en god måde at koordinere indsatsen.

»Ellers oplever vi, at kommunen kan stille nogle krav på et tidspunkt, hvor vi anser de krav for helt forkerte i forhold til rehabiliteringsforløbet,« siger Edith Montgomery.

Guleroden

Lars Larsen fra LG Insight, der har gennemført undersøgelsen, mener kommunernes indsats i høj grad er styret af, hvilken indsats, der giver tilskud fra staten.

»Kommunerne har en økonomisk interesse i, at der er hurtig progression i de enkelte forløb, og at borgerne hurtigst muligt bliver afdækket og kommer i aktive tilbud. Jo mere progression, des mere får kommunerne enten i resultattilskud eller i refusion fra staten,« siger Lars Larsen.

Det er især resultater inden for beskæftigelse og uddannelse, der udløser tilskud. Det kan for eksempel være, hvis en flygtning får et job eller består danskundervisningen.

Chefkonsulent Birger Mortensen fra KL erkender, at kommunernes fokus på især beskæftigelse sker på bekostning af de traumatiserede flygtninges reelle behov.

»Der har været meget fokus på beskæftigelsesrettet indsats. Vi kan konstatere, at det i en række tilfælde har overskygget behovet for behandling og særligt tilrettelagte forløb hos nogle flygtninge,« siger Birger Mortensen og fortsætter:

»Man skal som kommune være opmærksom på, at problemerne ikke alene er klaret med en rent beskæftigelsesrettet indsats. Her skal indsatser af socialfaglig og behandlingsmæssig karakter tænkes ind i forløbet,« siger Birger Mortensen.

Kvantespring

Hos Dansk Flygtningehjælp er Mette Blauenfeldt uforstående over for kommunernes manglende vilje til at koordinere på tværs.

»Der har indtil nu ikke lovmæssigt været noget til hinder for, at kommunerne koordinerede de forskellige indsatser. Det har loven hele tiden lagt op til, men ikke alle kommuner har gjort det,« siger Mette Blauenfeldt.

Især har det haltet med den opsøgende indsats, der skal afdække, om nyankomne flygtninge har traumer eller symptomer på samme.

Her finder to ud af tre af de adspurgte i undersøgelsen, at kommunernes evne til at opdage traumerne erutilstrækkelig. Kun hver femte kommune har faste rutiner eller retningslinjer for, hvordan traumer opdages.

En ny ændring af integrationsloven, der trådte i kraft 1. juli 2013, skal ellers sikre, at flere kommuner optimerer indsatsen. Lovændringen medfører, at kommunerne er pålagt at gennemføre en helbredsvurdering af alle nyankomne flygtninge inden for tre måneder. Samtidig skal alle nyankomne tilbydes en integrationsplan, hvor der udpeges en koordinationsansvarlig, der skal koordinere indsatsen på tværs.

For overlæge Morten Sodemann er det et »kvantespring« i indsatsen.

»Det er en langtidsinvestering, og det må alt andet lige være en forbedring,« fastslår han.

Huskeråd på vejen

Seniorforsker Edith Montgomery fra Dignity glæder sig over de forbedrede muligheder for at opdage traumerne allerede ved flygtningenes ankomst. Men det må ikke føre til, at man helt glemmer den gruppe, der i første omgang ikke viser tegn på traumer, fastholder hun.

»Det at man ikke fejler noget ved ankomsten er ikke ensbetydende med, at man ikke har brug for hjælp. Et undertrykt traume kan dukke op senere. En helbredsundersøgelse ved ankomsten er en god ide, men det betyder ikke, at man ikke skal være opmærksom senere også,« siger Edith Montgomery.