Kommuner klager over handicappede borgere

Af

Næsten halvdelen af Ankestyrelsens principielle sager bliver rejst af kommuner, der vil afprøve den nedre grænse for servicen til handicappede borgere. Får kommunen ret, er der mange penge at spare. Tendensen er mere end fordoblet siden 2005, og det møder kritik fra handicaporganisationer. Ekspert kalder det forargeligt, at kommuner bruger et ekstra våben mod egne borgere.

GOLIAT MOD DAVID Hjælp til fodindlæg til otte-årig dreng med infantil autisme. GPS til hjerneskadet ung mand, der har problemer med at orientere sig og finde hjem efter endt arbejde på sit skånejob. Eller ret til døgnindlæggelse på et misbrugscenter for kvinde, der gerne vil sit medicinmisbrug til livs.
Eksemplerne er bare et par af de sager, som nogle af landets kommuner har taget hele vejen til Ankestyrelsen for at undgå at betale udgifterne.
Kommunernes ankesager er et stort problem for borgernes retssikkerhed og tryghed, siger flere handicaporganisationer og én af Danmarks førende eksperter i socialret til Ugebrevet A4.
»Inden for det sociale område, har man den bemærkelsesværdige regel, at selv når borgerne har fået ret i Det Sociale Nævn, kan kommunerne anke mod borgerne. Det er meget forargeligt, fordi det udgør et ekstra våben for kommunerne mod deres egne borgere,« siger Kirsten Ketscher, professor i socialret ved Københavns Universitet.
Ankestyrelsen er også overrasket over den stigende tendens til, at landets kommuner klager. Tal fra Socialministeriet viser, at ud af 90 principafgørelser i 2005 på det sociale område, var 11 sager rejst på baggrund af klager fra kommuner. Det svarer til 12 procent af sagerne. I 2009 var antallet af sager fra kommunerne mere end fordoblet. Således udgjorde kommuneklager 25 af principafgørelserne i 2009, mens borgerklagerne udgjorde 33 – det svarer til, at 43 procent af ankestyrelsens principsager blev rejst efter klager fra kommunerne.
De handicappedes organisationer er rystede over kommunernes stigende tendens til at klage over borgerne. Som udviklingschef i Muskelsvindfonden, Jørgen Lenger, siger:
»Når vi har et ankesystem, er det som udgangspunkt for at beskytte den svage part, altså borgeren, mod den stærkes overgreb, altså systemet. Der er sket et skred, i og med ankestyrelsen tager flere og flere sager fra kommunerne og færre og færre sager fra borgerne. Det giver kommunerne en ekstra fordel frem for borgerne,« siger Jørgen Lenger og tilføjer:
»Det er lidt, som når jeg ligger fuglefoder ud til gråspurvene, men det ender med at blive ædt af duerne. Sådan ser jeg kommunernes klagemulighed hos Ankestyrelsen.«
Ankestyrelsens principafgørelser har stor værdi, fordi de danner præcedens for alle landets kommuner. Der er derfor – afhængig af sagen – mange penge at spare, hvis kommunerne får medhold i, at borgerne ikke har krav på en given service eller ydelse.

En hård omgang

Hos Muskelsvindfonden kender de alt for godt til kampene mellem handicappede borgere og kommunerne hos Ankestyrelsen. Flere af deres medlemmer har haft sager, hvor kommunerne har klaget til Ankestyrelsen over en afgørelse fra Det Sociale Nævn, hvis den var til fordel for borgeren.
I en sag fra i sommer blev en 16-årig dreng med muskelsvind nægtet muligheden for at tage 10. klasse på efterskole af sin kommune. Opholdet ville kræve ekstra hjælpere, og det ville hans kommune ikke betale for. Familien ankede afgørelsen til Det Sociale Nævn, da de mente deres søn ikke skulle fratages muligheden for at komme på efterskole – trods sit handicap. Og det var Det Sociale Nævn enige i. Men kommunen valgte at anke nævnets afgørelse til Ankestyrelsen. Efter et års kamp mellem familien og kommunen, gav Ankestyrelsen familien ret i, kommunens begrundelse for afslag på hjælp og støtte til den 16-årige dreng, så han får mulighed for at opholde sig på en efterskole, ikke holder vand. Kommunen skal nu behandle sagen på ny. Det langstrakte tovtrækkeri om sagen tager hårdt på familien, forklarer handicappolitisk medarbejder i Muskelsvindfonden Thomas Krog:
»Det føles som en trussel, når kommunen anker til Ankestyrelsen, og det er ikke rart at have sådan en sag hængende over hovedet. Det gav problemer for drengen, der gik med alle overvejelserne om, hvorvidt det var værd at investere sig selv i opholdet på skolen og de nye kammerater, når han ikke vidste om kommunen fik ret hos Ankestyrelsen og derefter ville tage ham ud af efterskoleopholdet. Det var svært at gå helhjertet ind i opholdet.«
Selv om familien fik delvist medhold hos Ankestyrelsen, tog sagen så mange kræfter, at de i dag ikke ønsker at stå frem i et interview om oplevelserne, forklarer Thomas Krog. Og det kan de godt forstå hos den uafhængige og selvejende statslige institution Center for Ligebehandling af Handicappede (CLH). Ane Esbensen, der er konstitueret sekretariatschef, siger:
»Det kan være en hård omgang for den enkelte borger, at køre sådan en klagesag. For borgeren er det en belastning, der påvirker deres liv, mens det for kommunen er et spørgsmål om at bruge ansattes ressourcer.«
Hun bakkes op af formand for Danske Handicap Organisationer, Stig Langvad:
»Efter strukturreformen har vi fået store, stærke kommuner, der kan kaste mange ressourcer og jurister efter sag¬erne hos Ankestyrelsen. Borgeren har jo kun sig selv, så kommunerne vil altid stå med mere power end borgeren, der er den svage part.«

Unødvendig mulighed

Borgernes retssikkerhed er under kraftig pres, når en administrativ myndighed som kommunerne får adgang til at anke afgørelser, der kommer borgerne til gode, mener professor i socialret på Københavns Universitet, Kirsten Ketscher.
»Ankestyrelsen er til for at sikre borgernes rettigheder. Man har bibeholdt en gammel ordning om at kommunerne kan anke, men det er unødvendigt, for ankestyrelsen har masser af muligheder for at rette op på en forkert praksis på anden vis. Derfor er det helt unødvendigt, at give kommunerne det ekstra skud i bøssen,« siger Kirsten Ketscher og tilføjer:
»Det er kun egnet til at skabe et modsætningsforhold mellem kommuner og borgere, og det klemmer i forvejen udsatte borgere yderligere. Det er en ulige kamp mellem borger og system, og kommunernes adgang til at anke er, hvad jeg vil kalde systemvenlig og borger-uvenlig.«
Selv om Kirsten Ketscher har svært ved at forstå, at kommunerne overhovedet har retten til at indklage afgørelser fra Det Sociale Nævn til Ankestyrelsen, tror hun muligheden er en økonomisk gevinst for kommunerne.
»Når kommunerne bruger det meget, er det selvfølgelig fordi, det ikke koster kommunerne noget at køre en ankesag. Hvis det drejer sig om en handicapydelse, som kan være vældig bekostelige, så tager man lige det ekstra skud i bøssen at anke til Ankestyrelsen for at se, om man kan slippe for udgiften. Kommunen er også i en økonomisk klemme, så man kan blive fristet til at anke for at slippe for en udgift.«
At økonomi spiller ind, er Kommunernes Landsforening (KL) enig i. Som chefkonsulent i KL’s Børne- og Kulturkontor Hanne Gøttrup påpeger, så er det ikke uvæsentligt at debattere, hvor grænserne for samfundets hjælp til handicappede borgere skal gå.
»Det er jo én af de diskussioner, som det er vigtigt at rejse i kommunerne. At man stiller spørgsmål ved, hvad er det for en hjælp, man giver til børnene og deres familier og hvad de får ud af indsatsen. At man er opmærksom på, at selv om man har et barn, der har et særligt behov, så kan der være situationer, hvor det er rimeligt, at familien selv gør noget.« siger Hanne Gøttrup, der ikke mener, at svaret er entydigt.
Hvordan og hvor meget samfundet – herunder kommunerne – skal kompensere borgere med handicap, er ikke en statisk størrelse.
»Det er vigtigt at få prøvet nogle grænser af ind i mellem. At få sagt: ’nej, her er det nok.’ Der er noget, familien selv kan løfte, og så er der noget, vi som kommune skal være med til at støtte op om. Det vil vi også gerne, og det skal vi også ifølge lovgivningen. Men nogle gange må man bare sige, at kommuner og borgere ikke er enige.«
Og netop derfor mener hun, at det er vigtigt, at både borgere og kommuner har mulighed for at anke afgørelser fra Det Sociale Nævn til Ankestyrelsen.
»Vi har som kommune mulighed for at få nogle uvildige til at se på, om vi tager fejl, eller om det viser sig rigtigt, det vi gør,« siger Hanne Gøttrup, der understreger, at KL ikke har haft særligt fokus på antallet af sager hos Ankestyrelsen, der rejses af kommunerne, fordi omfanget er »meget lille.«

Principielle afklaringer

Hos Ankestyrelsen tager man ikke stilling til, om omfanget af ankesager fra kommunerne er stort eller lille, men det overrasker, at der er en stigende tendens til, at kommunerne klager.
Thorkild Juul, styrelseschef for Ankestyrelsen, tror, at det øgede antal sager, der ankes af kommunerne, kan skyldes kommunalreformen.
»Efter reformen har vi fået kommuner med længere tidsperspektiv, og større interesse i at følge sagerne længere. Kommunerne har fået større forvaltninger med større fagligt afsæt, der også er bedre i stand til at spotte de principielle problemstillinger. Når det kommer her til Ankestyrelses niveau, er det en diskussion om, hvor grænsen går, og kommunen har en klar interesse i at få en afklaring.«
Formand for Danske Handicap Organisationer Stig Langvad mener, det er urimeligt, at kommunerne bruger Ankestyrelsen til at spare penge på udgifterne til de handicappede borgere.
»For kommunerne er det ekstremt vigtigt at vinde, for de principielle afgørelser hos Ankestyrelsen bliver til lov i kommunerne over alt i landet. Hver gang kommunerne kan presse niveauet, så er der mange penge at spare – ikke bare den enkelte kommune, der rejser sagen, men for alle kommunerne landet over,« siger han og tilføjer:
»Og der er ingen tvivl om, at de henter penge på at køre sagerne.«
Ser man på de principielle afgørelser om socialsager hos Ankestyrelsen i 2009, tyder det ikke på, at kommunerne vinder flere sager end borgerne. Ud af de sager, som borgerne ankede i 2009 fik kommunerne medhold i halvdelen af sagerne, mens kommunerne fik medhold i knap 60 procent af de sager, som de selv ankede i 2009.
Uanset om borger eller kommune får medhold hos Ankestyrelsen, så mener professor Kirsten Ketscher ikke, at Ankestyrelsen skal bruges af kommunerne til at anke sager, hvor borgerne har fået medhold hos Det Sociale Nævn.
»Der er overhovedet ingen grund til, at kommunerne skal bringe sagerne ind. Ankestyrelsen er en del af et system, der er indrettet på, at borgerne skal have deres rettigheder, og man kan sige, at er der sager, som ligger på kanten af det forkerte, så kommer det borgerne til gode,« siger Kirsten Ketscher, der mener, man bør afskaffe kommunernes adgang til at bringe sager ind til Ankestyrelsen.
»Det ville give Ankestyrelsen mindre arbejde, og kommunerne behøver ikke at sidde og bruge tid på at overveje om de skal bringe det ind eller ej, og borgerne behøver ikke bekymre sig om kommunen nu finder på det.«